Fingrene omkring sværdets håndskaft strammede sig atter igen. Lyden af materialet under hans hånds hule, hud gnidende imod skind, hørtes tydeligt i dæmonens følsomme ører. Trods følelsesløsheden i hans ansigt, arbejdede det hele - alt det under huden, han bar.
Med en trænet hånd løftede han sværdet, gribende skeden den førhen havde hvilet i. Han rettede den i en tilpas vinkel til, at han kunne svinge sværdet deri, hårdt, men ganske sikkert. Han blinkede ikke en eneste gang.
”Vingerne på Deres ryg, har virkelig ikke gjort Dem mere værd, spion.”
De blodfarvede øjne slap ikke barnet, trods hans ord virkelig ikke var tiltænkt hende. Den mandlige skikkelse nær hende, derimod.
”Og her troede jeg, at De ikke kunne synke meget lavere.”
Et fnys indfandt sig imellem ordene, ganske håndende.
”Uvidende menneske.”
Hvad der lod til at være et begyndende smil i hans ord, var virkelig alt andet. Skallen som havde lagt sig over hans ansigt var ubrydelig - hvis man undgik, hvad de fleste gjorde, hans øjne. Han virkede i nærheden af noget, der mindede om ligeglad. Stort alt ved hans ansigt fortalte dette, med undtagelse af sjælens døre. Øjnenes volumen af intensitet talte en helt anden sag. Flammen i dem brændte sultent.
Som barnets øjne kneb øjnene sammen, hævede han ganske let hagen (stolt ville nogen beskrive denne handling som).
”Hvorfor har du ikke fået ham til at slippe? Hvis du virkelig ville, var det sket nu.”
De hviskende, alt for blide ord var ikke længere henvendt til mennesket. Denne gang ville man ikke være det mindste i tvivl.
Irritationen i Maralindas stemme så ud til at more dæmonen. Latteren, den varme, bløde latter der pludseligt hørtes fra hans hals var dybt ubehagelig og foruroligende behagelig på samme tid. Han trak let på sig, titlende hovedet få centimeter som han granskede hendes nedstirrende øjne. Han fandt sig selv i dem - en tanke der pirrede ham; perverteret som han var.
”Hvad jeg vil?”
Latteren stoppede for en stund. Han lagde armene overkors, strygende en strittende pegefinger imod arret på hans hals.
”Det handler ikke om hvad jeg vil, men hvad jeg vil have.”
Han smilte ganske venligt. Hvad de fleste ikke ville opfatte som værende et pænt smil.
”Og det jeg vil have, er lige her.”
Han trådte fremad, forsat med armene overkors, støttende sin egen hage med den enkelte af hans hænder. De flammende øjne satte sig på Beon, gribende som når igler sugede sig fast til huden for at dige efter blod.
”Tak fordi De har bragt mig hende, spion. Jeg står Dem i - hvad skal vi kalde det? Jeg står Dem i gæld.”
Et løfte man kunne overveje om var belejligt, ønsket altså, eller alt andet end ønsket.

Nervøsitet krøb sig ind og op af rygsøjlen som et krybende slimende dyr der nærmest grinte hånligt hele vejen op. Hvordan den nærmest kildede sig op af hans øre og bragte en lettere vanvid over sin egen opførsel med sig. Dette frembragte ganske naturlige reaktioner for den alt for menneskelige krop som Beon besad. En forhøjet vejrtrækning var den mest tydelige udefra. Men indeni pumpede hjertet hans blod i rekordtempo, til han mærkede trygget i sine øre.
Melkor havde en ubehagelig effekt på sine omgivelser og Beon var ikke undtaget. Som Melkors velkendte stemme gav sit udtryk omkring de nyerhvervede vinger, fik Beon løftet sit blik en smule fra det punkt de før var fæsnet til, men langt fra nok til at se på hans ansigt. Han var imponerende nok endnu mere skræmmende i såret tilstand. "Nej Sir.. Det har de ikke.." han var fuldstændig enige. Vingerne som hang modløst på hans ryg var skam ikke til nogen gavn for han arbejde eller andre gerninger. De tiltrak ham alt for meget opmærksomhed, og den var alt andet end venligsindet på borgen. Engle var generelt ikke velset blandt mørket ligemeget hvordan de så end var blevet til det. Heldigvis kunne Beon trøste sig selv med at han vidste at han ikke var en engel. Eller.. Han var i hvert fald 90 procent sikker på at han ikke var.

At høre for sin race var derfor heller ikke nogen overraskelse for ham. At være menneske betød ofte at mange af de andre racer, specielt dem blandt mørket, ikke anså dem som værende ret meget. At de var noget til at klare det let beskidte arbejde, og ellers bare en skændsel. Beon var dog fuldt ud tilfreds med at være menneske. Tanken om at leve evigt huede ham ikke, og noget han nok aldrig kom til at misunde. Noget som Dæmoner havde. Et evigt liv som aldrig stoppede. Endnu en skræmmende tanke.
Som Melkors opmærksomhed hovedsageligt lå på Maralinda, mærkede Beon befrielsen derved. Selvfølgelgi lige indtil at at han blev nævnt som værende noget der stod i vejen for pigen. Halvdelen af ham skreg på at slippe pigebarnet og ellers blot vende tilbage til sine gøremål, mens den anden forbød ham blot at efterlade hende der. Nok havde det været planen hele tiden at pigebarnet skulle fragtes til Melkor, men det betød naturligvis ikke at han var meget for at lade hende i stikken.
Denne indre kamp fortsatte til en direkte henvendelse blev foretaget. Derinden havde han været i indre dilemma mens han var en anelse opgivende over pigens måde at tale på. Som forstod hun ikke hvad det var hun stod foran. Hendes talemåde indikerede begge dele. At hun udemærket var klar over hvad hun stod med, og alligevel var så ubeskrivelig uvidende omkring det. Beon løftede sit blik og tvang sig selv til at lade det vandre hele vejen op til de flammende øjne. Nervøsiteten og frygten for denne dæmon nærmest stank langt væk fra ham og Beon havde hverken nok værdighed eller hovmod til at benægte den. "Tak Sir.." det eneste der syntes at komme ud af ham, som han fastholdte blikket i lang nok tid til at resten af hans stolthed om at stå rank forsvandt, og blikket slog i jorden igen, nedslået. Langsomt og ganske forsigtigt tog han sine beskyttende skidt baglens. Håbende på at han kunne snige sig væk, nu den resterende værdighed havde forladt krop og sjæl.

Maralinda tog ikke øjnene fra mandens foran hende, men opfangede alligevel hvordan han stak sværdet på plads i skeden. Det var en lyd hun kendte og bevægelser det samme, hvilket kun gjorde det lettere for hende at notere sig erfaringen hvorved det blev gjort. Andet havde hun heller ikke helt forventet med mandens udseende eller rettere med hans udstråling, for udseende tydede på at han havde mødt en der muligvis havde været på kanten af bedre end ham.
Hun ignorerede hans ord til englen, der dog bekræftede dennes indædte modstand imod at blive kaldt lige netop dette. For hende var effekten ordene havde på Beon langt mere interessant. Han havde til da virket meget sikker på sig selv og sin position over hende, men nu var nervøsiteten alt overskyggende. Der var kommet krympende ind over over ham og havde distraheret hende en smule ved sin rå enkelhed. Det og de andre følelser den nytilkomne også vækkede i ham.

Opmærksomheden forblev dog ikke på Beon og som Maralinda så hagen blive løftet, valgte hun at himle let med øjnene, før hun lod armene falde. Det var der hun indså at Beon vitterlig ikke havde sluppet hendes arm, men stadig holdt fast i hende... holdt beskyttende fast i hende? Fornemmelsen af hans stridende følelser fik hende til kort at vende blikket til siden og mod ham, før hun rakte ud og uden at blikke hev en fjer ud der stadig sad nogenlunde fast i vingen. Med den legende mellem fingrene så hun tilbage på den blodindsmurte mand og smilede ganske sødt og bedårende til ham. "Men det ville være så frygtelig afslørende og ødelæggende for hans selvfølelse. Mennesker er sådan nogle skrøbelige væsner." Hendes brune øjne glimtede dog af intelligens og alder som hun ikke længere gjorde noget for at skjule.

Mandens latter fik hende til at rynke brynene, men ikke nær så meget som da han afbrød den og begyndte at svare hende. Fascineret mod sin vilje fulgte hun hans bevægelser, som han lagde armene over kors og tydeligere end nogensinde så hende an. Vurderede hende, som var hun noget ganske specielt for ham. En sær ny fornemmelse og også de følelser hun mærkede fra hans sind. Så sukkede hun påtaget opgivende af ham. "Det svarer jo ikke ligefrem på mit spørgsmål, vel?" Irritationen var stadig i hendes stemme. Mest af alt over at hun var blevet tvunget til at gøre noget mod sin vilje og ikke så meget over at han virkede unødigt kryptisk. Det sidste havde han sikkert sine grunde til og en af dem var sikkert den ubelejlige tilstedeværende bevingede mand.
"Ses, engel!" Hun så ikke efter ham som hun sagde det, men kunne ikke lade være med at lade et smil følge. Hun kunne fornemme så let som ingenting hvor gerne den unge mand ville væk fra dem, skønt han stadig havde en gnist af beskyttelse vendt mod hende. Det og tilsyneladende et ønske om at ruske hende til en form for respekt og fornuft for manden foran hende.
Noget hun ikke ligefrem følte for at udvise lige nu. I stedet så hun op i de sorte øjne og forsøgte at sondre hvad der skete bag dem. "Hvem er du i det hele taget?"