Beon stoppede træt op og sukkede dybt. Vingerne. Han havde ikke glemt første dag de var blevet et problem for ham. At vågne op med tømmermænd og derefter til sin skræk se de store hvide vinger på ryggen. I realiteten forstod han ikke hvordan de var kommet eller hvorfor. han vidste at en krystal havde været indblandet, men om denne desideret drabte ham og han kom tilbage som engel, eller om den blot ved andet tryllerig og heksekunst fik et par yderst elegante svanevinger til at springe ud af ryggen på ham, var og blev et mysterium. Men de blev ikke. Ikke hvis planen gik efter hvad han havde i sinde.
Beon vendte olmt blikket på hende og havde et træt og opgivende smil på læberne. "Ha ha ha.. Der skal mere end et par vinger til at overbevise min uskyld!" han smilede skævt og forsøgte let at skjule morskaben ved situationen. Men hvem prøvede han at nare. Hele dette var desideret ret morsommeligt. "Jeg tror ellers du ville være nydeligt med et par englevinger selv, Asha! oh Fe-vinger! der var den." han kunne levende forestille sig det! Beon var dog også i overbevisning om at tilgivelsen for denne forestilling så absolut ikke ville komme nemt til orken!

My Oaths betray each other 'till there's nothing let to keep