Hun så på Nias hænder over sine egne, forslaget kommet en anelse bag på hende. "Åh, øhm… Det, jeg…" Efter alle disse år havde hun vænnet sig så meget til sine hænders tilstand, at hun slet ikke havde skænket muligheden en tanke før nu. Det var bare sådan det var. Men at få det værste healet væk var måske en god idé, en rigtig god idé endda. Et blankt lærred at starte forfra på og måske en yderligere grund til at forkusere sin træning på ikke længere at brænde sig selv. "Det… Det må du meget gerne," hendes kinder en smule varmere end før. Hun rakte sine hænder længere ind over bordet mod kvinden. "Jeg er ked af, at du blev udstødt af din trup. Du virker som et godt menneske." Hun gav hende et godmodigt smil.
Hun lyttede med, mens Nia talte til Eric. Noget fik hende til at vedhæfte sig ved få ting til at virke levende. Nia havde ellers sagt det i et muntert tonefald, men alligevel kunne Elia ikke lade være med at finde det rettere dystert. Hun så over på drengen. Det eneste døde menneske, hun nogensinde havde set, var hendes mormor - og dengang havde hun også besluttet sig for, det skulle være det sidste. Hun havde virket som en tom skal, udtørret for liv og varme, men stadig så åbenlyst til stede. Nej. Det havde ikke været en god oplevelse.

Eric flyttede lidt uroligt på sig; hans mor havde altid fortalt ham, at han ikke skulle snakke om sin evne med andre. Det var aldrig til at vide, hvordan folk ville reagere, når de hørte præcis hvad han kunne. Men Nia havde været rar mod ham, og den unge kvinde - som krofatteren havde kaldt Røde, og selvom hun ikke kunne lide det, så passede det godt til hende - virkede interesseret i magi. 'Hvis der er muskler, så ... i kort tid. Kan jeg styre det,' sagde han, mens hans blik flakkede fra Nia til Røde.
Han slog blikket ned på Rødes hænder, og lænede sig frem, mens han studerede dem indgående. Magi, det vidste han noget om. Hænderne bar tydeligt præg af, at være blevet brændt mange gange. Medmindre hun havde for vane at stikke sine hænder ind i tændte ildsteder, så beherskede hun ild-magi. Eric begyndte med det samme, at løbe gennem i hovedet alt hvad han vidste om element-magi. Ild var den mest eksplosive, og selvom de andre også kunne være yderst farlig, så var det ofte ild-magikere der havde flest dødelige uheld. Ild var en svær kraft at styre når den opstod normalt, men når en person kunne fremmane dem med viljen alene, der blev det først rigtig farligt.
'Det er forskelligt for alle, hvordan de mærker deres magi, men ... måske skal du prøve, altså næste gang du fremmaner ild, at tvinge ilden så langt væk fra dig som muligt. Det er det eneste du skal koncentrere dig om, at presse det så langt væk fra din krop som muligt ... måske,' mumlede han til sidst, og fortrød at han overhovedet havde sagt noget. Det var forskellige fra person til person, hvordan de mærkede deres magi. Eric kunne mærke energien i sine åre, han kunne mærke livet der strømmede gennem sin krop, og det var nemt at bestemme hvor de skulle flyde hen. Men det var ikke sikkert, at det var sådan for Røde.

Hun så indgående på Eric, mens han talte. Det var tydeligt, en guldåre var blevet ramt i ham med den måde, han omtalte magi på, og han var sikkert ét af de mennesker, der kunne snakke om den slags i timer. Et smil bredte sig på hendes læber, da det gik op for hende, hvor heldig hun havde været at møde disse to særlige personer.
"Det er imponerende så meget, du ved om magi. Virkelig." Kortvarigt vendte hun blikket ned på sine hænder, fulgte arrene som var de revner i en facade. "Jeg voksede op på en gård langt væk herfra, langt væk fra alting, så jeg er kun lige begyndt at lære. Men jeg har tænkt mig at lære alt det, jeg kan." Hun så op på Eric igen. Ildstedets flammers reflektion kunne anes i hendes øjne, hvis man kiggede godt nok efter. Hendes hår svajede let i bevægelsen, da hun lagde hovedet på skrå og sagde, "Ved du, hvor jeg skal tage hen efter den slags? Jeg var egentlig på vej mod hovedstaden, men nu jeg tænker over det, kan det vel være, der er et bedre sted at begynde."

Nia gav en kort blinken fra sig idet det gik op for hende at hun ved et uheld var kommet til at sidde og aflæse en eller anden fuld mand der sad ved et nært bord og betragtede den lille gruppe. Hastigt rystede hun på hovedet, mens hun svor for sig selv at få bedre styr på denne, for hende, temmeligt unyttigt følende evne som Hakims tilstand nærmest havde fremprovokeret i hende.
Mere nærværende så hun på den rødhårede idet hun gav sit samtykke. Små brandsår og vabler var ikke det sværeste at ordne, i nogen tilstande kunne hun endda rette op på nydannede ar inden huden blev alt for gammel. Dog var det ikke helt hvad hun fokuserede på i dette øjeblik, hvor hun blidt lagde den rødhåredes hånd imellem sine.
Kort efter ville en varm prikkende fornemmelse nok kunne føltes i den healende hånd. Et blidt smil var at se på hendes læber.
" Det er der ikke noget at gøre ved, det var min egen skyld.. Kunne ikke helt følge reglerne. "
Selvom hun var træt efter at have arbejdet med sin patient i næsten et døgn, havde hun ikke noget imod at hjælpe andre, end ikke med en lille gestus som dette, sår i hænderne kunne være forbistret smertefulde.
Hånden blev lagt fra igen, og den anden hånd fik samme behandling imens hun lyttede interesseret til de tos samtale.

Muskler? Det lød meget logisk nu hun tænkte over det. "Skal det være døde ting eller kan det også være.. Ting som en besvimet mus?" Spurgte hun nysgerrigt, hævende blikket fra sit arbejde til knægten foran sig. Han virkede god nok, man skulle bare ind gennem usikkerheden som der lå som en tåge omkring hans væsen. Sådan var det tit med folk.
"Hovedstaden lyder som et godt sted at begynde hvis du søger en læremester. Ellers kan jeg måske se om jeg kan få fat i en sigøjnertrup. Hovedstaden er jo trods alt nok temmeligt fyldt med folk i disse dage, med den krig truende over vores hoveder. " Hun slap hånden og skævede istedet over efter krofatteren, overvejende om hun mon kunne lokke ham til et måltid mere.. Nej.. Ikke være grådig Nia, tag med takke hvad du har. Fortalte hun sig selv.

Eric bed sig i læben, mens han stadig så på Røde. Han lænede sig igen frem, da Nia healede hendes hænder. Han blinkede ikke engang, i frygt for at han ville komme til at misse noget. Han havde kun én gang før set en blevet healet, og det var efterhånden lang tid siden.
Nias stemme brød gennem hans trancelingende tilstand, og han så op på hende. 'Hvis der allerede er energi i en krop, så er det ligesom ... at fylde vand i et glas, der allerede er fuldt. Hvis du er besvimet, så er du jo ikke død. Hele systemet kan kortslutte, og så ... ender det aldrig godt.' Han havde fundet ud af dette på den hårde måde, ved at prøve med en sovende kat. Resultatet forfulgte ham stadig i hans drømme.
'Jeg boede også på en gård ... det var en lille landsby i Norden. Min far ville bringe mig bøger, så jeg kunne lære at styre mine evner,' sagde han stille, og begyndte fraværende at pille ved et hul i hans mørke og slidte trøje, der kun blev større. 'Måske er der nogle der kan hjælpe dig i Hovedstaden. Jeg er selv på vej derhen.' Det gik op for ham, at det var den længste samtale han havde haft, siden hans mor døde.

Elia så indgående på sin hånd i Nias og begyndte at mærke en svag varme de steder, hun vidste, hun havde brandsår. Det var en let prikken, der steg og faldt i temperatur, men det blev på intet tidspunkt ubehageligt. Det var faktisk beroligende. Selvom hun kun blev healet i hænderne, mærkede hun hele sin krop slappe af. Da kvinden var færdig med begge hænder holdt hun forundret holdt sine håndflader op foran ansigtet. Hun vendte dem i forskellige vikler som var det et synsbedrag, men nej: Hendes hænder var renset for sår. Se dét var magi. Ægte, kontrolleret, øvet magi - slet ikke som hendes egen, men hun vidste, at fra nu af ville der ske fremskridt. Det kunne hun næsten ikke komme udenom.
En overvældende glæde skyllede op i hende, og hun så over på sigøjneren. "Tusinde gange tak. Tak! Du er virkelig, virkelig dygtig. Hvordan skal jeg kunne betale dig tilbage for det her?" Hun så tilbage på sine hænder igen og fik i bevægelsen øje på den tomme suppeskål. "Kunne du tænke dig noget mere at spise? Jeg skal nok betale, det er da det mindste, jeg kan gøre. Og nårh, ja," sagde hun og kiggede skiftevis på de to personer, "jeg glemte vist at præsentere mig selv. Men mit navn er Elia, og jeg er glad for at møde jer." Rigtig glad, tilføjede hun i sine tanker.
Så vidt hun kunne forstå, syntes de begge, at hovedstaden lød som en god idé. Godt, tænkte hun, så er det altså besluttet, at jeg tager den vej. Det er rart, at ham drengen også er på vej derhen, for så kommer jeg vel til at kende i hvert fald én. Måske vi endda kan følges et stykke, hvem ved. Men hun havde ikke tænkt sig at spørge, ikke i aften. Han var blødt en del op siden de var begyndt at tale sammen, men der var stadig noget ved ham, der udstrålede en vis grad af distance, og hun ønskede ikke at ødelægge noget. Det var nok det sidste, han havde brug for. Han så ret medtaget ud af hvad end han havde været igennem.

Nia kunne ikke lade være med at smile lidt over de to's åbenlyse interesse under healingsprocessen. For hende var det en normal ting, men for dem var det knapt så meget. Hun overvejede om den rødhårede nogensinde var blevet healet før. Hvis hun var, måtte det være længe siden, for Nia selv kunne ikke fornemme nogen rester af healende magi i hende, hvert fald ikke umiddelbart, nu var dette jo også kun småskrammer, ikke noget hun skulle gå dybere med, som med hendes patient ovenpå.
En sagte nikken forlod hende som hun lyttede til hans forklaring af hans evne. Det lød barskt, hun kunne næsten kun forestille sig at han havde måttet finde ud af det på den hårde måde, da hun ikke have hørt om andre med hans evner, og evner af den slags der løb løbsk, kunne meget hurtigt gå hen og give grimme resultater.

Hun lænede sig med en doven bevægelse, tilbage i stolen, og betragtede de to. At de begge kom fra en gård kunne allerede der give mere styrke de to imellem, et venskabsbånd måske endda. Det ville nok kun være godt for knægten.
" Jeg vil ikke mene at læse igennem bøger er lige så effektivt en lære som at gøre brug af evnerne selv, finde ud af hvor grænsen er, såvel som hvordan man fornemmer magien når man bruger den. Men nu er det jo så forskelligt fra individ til individ. " Et spøgefuldt smil spillede sig igen over hendes læber, inden blikket gled over på den rødhårede. " Et måltid mere kunne være ganske rart, men mon ikke du skulle spare på dine krystaller hvis du regner med at tage til hovedstaden..? Alting er dyrere derinde. " Et kækt lille blink med øjet fulgte. Hun ville helst ikke være belastende for andre, hun havde jo trods alt fået lidt indenbords til at fylde depoterne op med. Patienten ovenpå derimod, kunne godt regne med at få sig en gevaldig regning af sigøjnersken. Lysets mand eller ej, så megen arbejde var bestemt ikke gratis.
" Det gør ikke så meget, men det er rart at du endelig kunne give os dit navn. " Lød det drillende.
" Hyggeligt at hilse på dig. Jeg er Nia, men det tror jeg næsten du allerede ved, og hvis ikke, så gør du det nu " Et par fingre gled op til hendes pande som en mindre uformel hilsen, nu havde de jo trods alt lige siddet og snakket om magi, og tøsen.. Elias hænder var blevet healet.
Denne lille gestus var fulgt af en varm latter fra den mørklødede kvinde.