At kalde resten af Isadoras dag for behagelig ville nok være lidt af en omskrivning af sandheden. Hendes mormoder havde ikke så få ting at sige om hendes opførsel om morgenen. Ikke nok med at den unge pige var startet tidligt ud med at luske sig væk, men hun havde også rystet sin beskytter af sig uden tanke for hvad dette kunne være ført til. At hun derefter havde kysset på en letpåklædt hvalp af tvivlsom herkomst - mormoderen antog dette til Isadora nødtvunget gav hende Wills familienavn - derefter en uopdragen og uansvarlig knøs der burde vide bedre. Det gjorde det ikke rigtig bedre at det var den samme som Isa var blevet taget sammen med ved sommerfesten på paladset, men indseelsen af dette bragte en spekulativ rynke frem i mormoderens pande.
Opsangen fortsatte en rum tid derefter og resulterede i endnu flere etikette timer til den unge pige foruden et udgangsforbud uden at være ved mormoderens side der ville være i kraft til Isadoras opførsel overbeviste den ældre dame om at hun ikke ville skade deres navn yderligere. Med det blev Isadora sendt op på sit værelse for resten af dagen. Kira blev ikke nævnt med et ord.
Ikke før Isadora blev hentet ned til eftermiddagsthe og fandt sin mormoder siddende med alvorsfuld mine og the parat. Der fik hun ikke blot beskeden om venindens død, men også hvordan det var foregået. Isadora kunne næsten ikke tro det kunne være sandt, men som hun mærkede tårene løbe endnu engang og mærkede sin mormoders arme lukke sig om sig i en sjældent vist kærlig gestus var hun ikke i tvivl om at denne havde søgt uddybende oplysninger før hun ville overbringe dem til Isadora. Mormoderen havde altid hadet at skulle give rygter videre trods alt.

Klædt i mørkt og med det hvide hår samlet og sat, så det kunne skjules i kappens hætte, smuttede Isadora fra sit værelse og ned. Hendes mad havde hun spist og bakken afleveret uden at give udtryk af andet ønske end om at være alene resten af aftenen. Hun havde klædt om og virket klar til at gå i seng, som hun fik kammerpigen ud af sine gemakker, men forblev sådan klædt til sidste øjeblik. Et dække hun håbede ville være nok til at hun kunne nå ud og møde Will før nogen så ind til hende.
Gangene lå stille hen og udgangen til haven det samme. Hun kendte den vel nok til at vide hvad kunne ses fra hendes mormoders vinduer og til at kunne holde sig skjult i buskenes skygger. Ved muren ind til HaMinch's have stoppede hun og så sig om, før hun gav en kvidren fra sig af en hæs nattergal. Lyden var ved at få hende til at le, for det var bare lidt fjollet at så at fløjte som en fugl i haven ventende på en ung mand. Som taget ud af et kærlighedskvad og det var bare for komisk til helt at tage seriøst.

Nu stod han her. Stille og rolig i den kolde have, som var så stor at man nemt kunne holde sig skjult for uvelkommene blikke. Will vidste godt at han var kommet for tidligt, men hellere det end at komme for sent. Han lænede sig op af muren, som han efter kort tid gled ned af og satte sig på græsset og så lidt op på himlen. Der blev så hurtigt mørkt på denne årstid, og i aften var heller ikke nogen undtagelse. Her sad han, fordybet i sine egne tanker, som kredsede sig om både det gode og dårlige der var sket denne dag. Kiras død havde fyldt alt lige fra morgenstunden, eller hvad Will ville kalde som midt om natten. Det var uvirkeligt at hun skulle være væk, når hun stadig var så ung og havde meget at byde på. I aftenens stilhed, med svag puslen hidst og her, huskede han tilbage. Hun havde altid været god til at lærer fra sig og snakke med andre. Hun var virkelig en engel. Noget som der gik af børn når de nåede teenagealderen. Will inkluderet i de børn. Men ikke Kira. Kira beholdte sin uskyldighed og glæde. Will huskede ikke engang et tidspunkt han havde set hende ophidset! Og der havde ellers været rig mulighed for det i Wills selskab.

Tankestrømmen blev afbrudt af den mest mærkværdige lyd, som Will nogensinde havde hørt. Han drejede hovedet, med et dybt forvirret ansigtsudtryk og rynkede bryn og forsøgte at se til toppen af muren. Det kunne jo være at der sad en halvkvalt fugl deroppe, og forsøgte at tilkalde sig hjælp. Men der var intet at se. "Hva i al verden..." kom der hviskende fra ham, som han rejste sig fra sit siddested. Det var først her at det begyndte at gå op for ham. Hvad i himlens navn gjorde de, når de begge var der? Det var ikke ligefrem fordi de kunne se hinanden, og et kodeord var heller ikke blevet opdigtet. Will gik derefter hen til et nærstående træ, med tanken om at han lige kunne kigge over muren, måske se Isa og derefter drage konklusionen at det var hende som stod der. Op i træet kom han, med direkte udsyn til et vindue, hvorefter Will var forfjamset nok til at falde ned for at undgå at blive alt for opsigtsvækkende ved bymuren. Han landede på jorden med et klonk og et mumlende udbrud. Han havde intet nået at se, men hvis det havde været en fælde, så havde folk holdt mere øje med området. I let grinende tilstand, forsøgte han at eftergive den fløjtende lyd, der mere eller mindre lød som en fugl der var ved at blive kvalt.

Som Isadora kaldte ud med sin noget hæse efterligning af en nattergal hørte hun en reaktion fra den anden side af havemuren der adskilte de to adelige familiers fornemt opbyggede haver. Den hviskende stemme lød noget overrasket og fik hende til hurtigt at trække ind i skyggerne, så hvis det ikke var Will der var derovre, så ville personen ikke kunne se hende bare sådan lige. Også meget godt det samme for øjeblikket efter hørte hun lyden af en klatrende i noget der gav let efter under personen.
Til det ikke gav efter, men mere lød som en klump faldt ned mellem grene der svirpede til siderne med sne faldende fra dem og så en krop der ramte jorden. Det fik Isadora til at tage sig til ansigtet og ryste opgivende på hovedet. Det kunne kun være Will det der.

Hendes formodning blev bekræftet som bumpet blev efterfulgt af en fløjten fra en døende, latterfugl. Opgivende så Isadora sig om, før hun slyngede kappen til side og om bag sig, for at have hænderne fri til at kunne klatre over havemuren. Det var ikke helt sådan hun havde tænkt sig de skulle have mødtes, men mere at Will havde lavet det lille hop ind efter hende, men med ham fjumrende rundt i sneen, så var der nok ikke meget håb om andet end at hun selv måtte finde en vej.
Det var dog ikke uden morskab i blikket at hun landede på den anden side af muren og rettede på kappen. Et blik tilbage afslørede dog hendes vej ud af haven, som hun havde fået hevet sneen af toppen af muren som hun havde passeret den. Stille bevægede hun sig lidt ud og hviskede. "Will?"

Det mest praktiske og egentlig også hensigten, var at få hentet Isa ved at teleportere. Men med manglede aftale om hvordan det skulle foregå, var det gået helt galt. Noget som Will kun kunne ligge og more sig lidt for meget over i sneen. Han rystede let på hovedet af sig selv, og forsøgte at sætte sig lidt bedre op, da Isa let kom til syne over bymuren og hun hurtigt derefter landede på jorden ikke langt fra ham. "Jep. Den altid charmerende." kom der hviskende tilbage, mens han fik kantet sig op at sidde, og derefter fik rejst sig helt.

Han børstede sneen af sine ben og rystet det af ryggen. "Jeg plejer slet ikke at være så klodset!" kom der hurtigt forsvarende, men med et glimt i øjet, som han nærmede sig den mørke skikkelse, der hurtigt blev trukket ind til et kram. Will kunne simpelthen ikke lade hver. "Lad os komme lidt i sikkerhed." og med de ord, tog han hendes hånd og begyndte at gå ud af haven.
Det var først da de havde lagt en anstændig afstand til muren at han åndede lidt mere lettet op. "Nu fik du ikke for megen skæld ud på grund af mig vel?"

Isadora så hovedrystende ned på Will, før hun med et skævt smil rakte ham en hånd for at hjælpe ham op og stå. Det var simpelthen umuligt andet, som han sad der i sneen og smilede op til hende med det uimodståelige udtryk om at verden var blevet lysere bare fordi hun var dukket op. "Den altid underholdende, måske nærmere?" Hun hviskede stadig, men munterheden var tydelig i hendes stemme.

"Ikke?" Hun hævede et øjenbryn som hun så på ham børste sneen af sig, men lukkede så armene om ham, som han trak hende ind i et overraskende kram. Det brød lidt af hendes genoprettede facade ned og fik hende til at begrave ansigtet ind mod hans hals et øjeblik længere end et almindeligt knus kunne retfærdiggøre. Så løsnede hun dog taget, nikkede og smilede skævt til ham, som hun tog hans hånd, før de begyndte at forlade haven. Hvorfor de gik var hun ikke sikker på, men det var rart bare at gå gennem sneen hånd i hånd.

Wills spørgsmål fik hende dog til at skære en grimasse, som han tvang hende til at tænke tilbage på dagen der var gået. "Ikke så meget på grund af dig, men lidt." Hun så til siden på ham og kunne ikke lade være med at smile til ham som hun fortsatte. "Nok mest på grund af mig... Hvordan tog dine forældre vores hastige opbrud?" Hun havde været ikke så lidt bekymret for hvad han var kommet hjem til efter det nummer de havde lavet sammen.

William smilede uskyldigt til hende med hovedet let på skrå. "Aldrig.. episoden med springvandet er første gang noget er gået galt." det var en lodret løgn og det var tydeligt at han drillede. William var ikke den mest klodsede person, men han havde rigeligt af episoder som tegnede andet. Måske var det bare fordi at han generelt bare gjorde ting uden at tænke sig for meget om. Som at klatre op i et træ i frostvejr og styrte ned af det også. Ting kan jo smutte.

William smilede undskyldende til hende og bed sig lidt i læben. Han havde ikke ligefrem ment for at Isadora skulle få problemer over ham, men nu han tænkte tilbage, kunne hun ikke undgå andet. Han havde været langt fra påklædt nok til at være anstændig. Noget han heldigvis havde fået lavet om på i løbet af dagen, selvom Gloria virkede modvillig til at give ham det, uden at han besvarede spørgsmål.
William rømmede sig lidt og kiggede lidt ned på de kidnappede sko. "Ehm. jo altså... jeg glemte ligesom at tage hjem igen." indrømmede han med et lidt drenget smil. "Jeg bliver sat på mandsopdækning når mine forældre vil sikre sig at jeg ikke går nogle steder... Jeg ville ikke løbe risikoen." forklarede han videre og kunne ikke lade hver med at give hendes hånd et klem. Han ville være frustreret over hvis det ikke ville lykkedes ham at slippe ud af fangeskab for at møde hende. Specielt fordi at det ikke ligefrem bare var en lille aftenvandring. Han havde også gjort det for en almen aftenvandring! ingen tvivl. Men i dag var Kira også i fokus for ham. Veninden, som han stadig havde svært ved at forstå var blevet taget fra ham.

"Hvorfor er jeg ikke særlig overbevist?" Isadora så til siden på Will, mens hun mesterligt forsøgte at skjule sin latter. Den var dog ganske tydelig i hendes grå øjne, som de mødte Wills og hun blinkede tilbage til ham. At han ofte handlede før end han tænkte var hun slet ikke i tvivl om. Det havde hun set som de havde leget skjul med hans mor på markedspladsen og endnu mere som de var havnet i springvandet i parken. Det var dog også gode minder. Noget hun holdt fast i denne aften mere end nogen anden.

Kira var stadig i hendes tanker som de gik og da også som Will spurgte ind til de problemer hun havde fået. Hans undskyldende smil, slog hun dog hen med et lille klem mere af hans hånd. "Deres udtryk var alt værd!" At sige hun havde gjort det lige meget hvad og at det ikke havde betydet nær så meget at se deres forargelse, som at mærke hans hånd i sin eller hans arme om sig, kunne hun dog ikke få sig til. Det var så nyt for hende endnu at hun dårligt nok ville indrømme det overfor sig selv trods alt!

Så måtte hun dog le. "Hvordan kunne du 'glemme' det?" Hun så på ham med muntert glimtende øjne, som de drejede ned af vejen mod templerne. Hans fortsættelse gjorde det på ingen måde bedre, for hun kunne forestille sig hvor svært det lige var at lave noget sådan på en med hans evner. Bare at holde hende under opsyn var mere af en opgave end hendes mormoder havde antaget. Eller det håbede Isadora, for hvis hun blev taget ude nu, så ville der for alvor falde brænde ned. "Men hvor har du så været hele dagen? Og fået tøj fra?" Slet ikke urelevante spørgsmål!

Det drengede smil var en virkelig tydelig del af hele William. Nok var han mere voksen end som teenager, men han tvivlede stærkt på at den del nogensinde forsvandt. Han grinede let af hendes ord og måtte skjult give hende ret. Han havde en tendens til at havne hist og det gik knap så godt altid. Episoderne med Isa var dog ikke nogen han så som noget dårligt! Tvært imod! til trods for problemerne det havde givet når han kom hjem.
William smilede og mærkede en velkendt glæde sprede sig ved hendes ord. Det var som om at de sagde meget mere end bare ordernes egentlig betydning. Der lå mere bag, han kunne mærke det. Hvad eller hvor meget, det var så stadig lidt distanceret for ham, men det gjorde nu ikke så meget. Rent instinktivt fik han flettet sine finger ind i hendes, som de var på vej ud af den snedækkede have, tydeligt liggene spor efter sig. Man kunne håbe at der kom mere sne og fjernede sporerne i løbet af aftenen.

William fik et lidt sjovt ansigtsudtryk som han rømmede sig og faktisk ikke helt vidste hvordan han skulle forklare at han havde glemt det. Han havde naturligvis ikke glemt det, hvilket Isa også udemærket vidste ud fra hendes spørgsmål. Det var lidt pinligt at skulle afsløre at han ikke turde tage hjem til sine forældre, i frygt for at blive indespærret. "Hukommelsen er ikke hvad den har været!" startede han ud med at forklare, som han blinkede til hende.
"En af mine veninder bor et godt stenkast fra mine forældre. Hun og hendes tvillingebror har været en vigtig del af min barndom. Jeg brugte det meste af dagen på at drive Gloria til vanvid, og så lånte jeg nogle støvler og ekstra tøj af George." forklarede han smilende. Det var faktisk en ganske rar ordning de havde med at de kunne flygte hjem til hinanden. Dertil, hvis de havde været på kro og var kommet lidt for fulde hjem, var der også altid en sofa eller ekstra seng hos hinanden.

Isadora kunne ikke lade være med at smile svagt for sig selv, som stilheden faldt over dem, mens Will forsøgte at finde på et svar til hende. At han ikke havde et klar var så sigende som noget, men at han havde flettet fingrene ind mellem hendes også noget så distraherende. Faktisk betød hans svar ikke det store så længe de gik som de gjorde. En lille dæmpet latter og en hovedrysten var da også alt hun mødte hans svar med. Han var og blev utrolig! Med det skæve smil og de øjne kunne han også slippe af sted med det. Så hun smilede til ham og fortsatte fremefter, mens hun lyttede til hans forklaring på hvad han så havde brugt dagen på og hvor han havde fået tøjet fra.

"Du drev hende ligefrem til vanvid? Will altså? Hvad gjorde du? Nægtede at fortælle hvorfor du ingen støvler havde? Eller var din historie bare ikke god nok til at hun troede på den?" Spurgte hun så let drillende, som hun ledte ham ind på tempelområdet og mod Kile's tempel. Der var andre på grunden der havde fået samme ide som den virkede det til og synet af dem dæmpede morskaben hos Isadora. Hendes tag om Wills hånd blev fastere, som hun også sneg sig til at gå tættere på ham. Allerhelst så hun hans arme om sig nu, men det var ikke rigtig en mulighed. At flette fingre var også risikabelt nok alt efter hvem der så dem - selvom var der nogen der så dem og genkendte dem, så var det nok lige gyldigt om de gik hånd i hånd eller stod tæt omslyngede. "Vil du præsentere mig for din veninde en dag? Hende der har holdt dig ud i alle de år?" Hun sendte ham et lille og en smule tyndt, dog stadig drillende smil.

Så faldt det også væk, som hun strammede grebet om hans hånd og mumlede. "Jeg kan stadig ikke tro hun er borte..." Det slog hende igen, som de så templet ligge foran dem og nærmede sig det stødt.

William grinede varmt af hendes spørgsmål. Gloria var slet ikke svær at drive til vanvid, specielt ikke når man vidste hvilke knapper man skulle trykke på. Will lod en hånd kører igennem sit hår, mens han tænkte tilbage på hvilken en af dem der egentlig havde skubbet hende over kanten. "Tror det var en blanding af det hele! Hun er lidt nysgerrig, og åbenbart troede hun ikke på at jeg havde været ude på en morgentur uden støvler, med uglet hår og med direkte manglende påklædning." han blinkede drillende tilbage til Isa, som de drejede afsted mod templet. Ikke at Will var helt opmærksom på den del. Ikke endnu i hvert fald.
Will smilede og gav hendes hånd et klem. "Jeg har i hvert fald planer om at præsentere dig for hende! Såfrem du har lyst selvfølgelig" svarede han sandfærdigt tilbage. Han var blevet umådelig glad for Isadora og hun skulle præsenteres for dem som altid havde været en vigtig del af Wills liv. Gloria var en af dem, og selvom han nød at drille veninden med at torturere hende med manglende info, ønskede han stadig at de skulle mødes.

Som grebet om hans hånd blev grebet, vendte han hovedet og så templet torne op foran sig. Det var som at få en sten i maven der bare blev ved med at forsøge at hive ham i knæ, som han så op på det. William rømmede sig lidt og slog blikket ned i jorden. "Det kan jeg heller ikke.." han rømmede sig igen som han fik blinket tårerne væk. Will kiggede derefter over på Isa, som han trak lidt tættere på sig. "Kom.. Lad os gå ind." han forsøgte med et lille spinkelt smil, men mere blev det heller ikke til.

Isadora lo dæmpet og gav Will et lille skub med skulderen. "Ikke underligt at hun var ved at gå ud af sit gode skind over dig!" Han lød til at have været ualmindeligt svævende og udenomssnakkende selskab i løbet af dagen. Nok til at det imponerede hende at han var sluppet fra det uden skrammer eller at blive tvunget til at tale. Det kunne selvfølgelig komme senere.... når han ikke var så vågen på hvad der foregik omkring ham. Så smilede hun dog varmt. "Det har jeg bestemt. Hun må være værd at møde, når hun kan holde dig ud på den måde." Hun kunne ikke lade være med at drille ham lige tilbage igen. Det var et stort skridt på mange måder, men det nægtede hun at tænke over lige nu. Et var trods alt at hun havde mødt hans forældre noget uheldt og temmeligt tilfældigt om morgenen, noget ganske andet var at blive præsenteret.

Det tog et par blik at få tårerne tilbage under kontrol og holdt væk. Klumpen sad stadig Isadora i halsen og truede med ny gråd, men hun holdt det tilbage. Et var at hun var brudt sammen i Wills arme om morgenen, noget helt andet ville være at gøre det nu. Det lå ikke i hende at vise svaghed på den måde, så det var da også med et nik at hun besvarede hans ord, som hun fulgte med ham ind i templet.
Indenfor var der flere end hun havde forventet. Stille lod Isadora blikket glide rundt, før hun bøjede for præstinden ved døren og fulgte dennes anvisning om at gå mod højre. Der fandt hun et bord stillet frem med utændte lys og et sådan tog hun med sig videre. Resten af verden faldt væk i det øjeblik. Resten af verden undtagen Will, lyset og alteret længere inde, hvor folk gik hen, tændte lys og satte dem fra sig. Det var alt hun var sig bevidst, som hun sivede med mængden i den retning. Om ikke andet til hendes lys stod blandt resten. Så mange lys for liv faldet bort og så mange flere end sidst hun havde været her. Stridighederne i landet kunne ses.

William kunne ikke lade hver med at grine over tanken. Oh men Isa skulle bare vide hvor meget Will efterhånden også havde stået model til sammen med Gloria. Ikke kun hun havde haft sine prøvelser. Hun havde haft flere end Will selvfølgelig, men det kunne enhver da sige sig selv! Dertil så havde George også taget sin andel af prøvelser, når Will og Gloria var blevet grebet i at gøre ting som de så absolut ikke måtte lave. "Jeg er også imponeret over at hun har kunne holde til det i så mange år." han holdte den samme drillende tone overfor hende, selvom det var på hans egen bekostning. I det mindste vidste knægten godt at han kunne være krop umulig.

De drillende og munter emne faldte dog hårdt til jorden som templet var kommet til syne og med god grund. Normalvis sørgede Will for at holde en forsvarlig afstand til Kiles temple. Hvorfor? Fordi William var hundered for døden. Han var bange for selv at se den i øjnene og frygtede at den tog nogen fra ham. Hvilket døden havde gjort denne gang. Kile havde taget Kira med sig, og det gjorde ondt i alle led og organer bare at tænke på det.
Derfor så William heller ikke overrasket ud som de kom ind i templet til den større mængde folk. Han havde aldrig set indersiden af Kiles tempel og kendte derfor ikke den egentlige mængde af folk der normalvis befandt sig der. Men han tænkte ikke engang på de andre mennesker. Han så kun vejen frem for sig, samt Isadora som han var fulgtes med. Sterinlyset som han holdte i sin hånd, føltes tungt for ham. Som at han næsten ikke ønskede at sige farvel. At han ikke ville indse at det var sandt. Det tog også langt mere overtalelse og kraft for ham at løfte det op og få det antændt, end han egentlig havde troet. Han vidste han var påvirket, men havde ikke forventet at det var så stor en magt der nærmest holdte fast i ham. Alligevel lykkedes det ham at sætte sit lyd ved siden af Isas og se dem brænde sammen for deres veninde. Han mærkede hvordan han begyndte at stramme sit tag om hendes hånd, og bide tænderne sammen, inden han til sidst så ned i jorden og holdte sit blik fast der. Ikke engang den velkendte lyd af moresn snøften fik ham til at løfte hovedet før der var gået mange sekunder. Han håbede at de ikke opdagede ham. At de bare ville lade ham stå for en gangs skyld og så tage prædiken om opdragelse dagen efter.

Isadora beholdt Wills hånd i sin, som hun bevægede sig ind i templet. Det var langt fra første gang hun var her, men normalvis var det for at ære Kile og tage lidt af dennes ro til sig i en verden af konstant forandring. En gang før havde det været efter tabet af en hun holdt af, men moderens død lå mange år tilbage nu og fremstod kun tåget i hendes erindring. De havde besøgt templet, men det havde været under en stemning af hast og frygtsomhed for at komme væk.
I aften var der intet af det, men kun den ro og trøst Isadora altid fandt der. De mange der sivede igennem for at tænde lys og skænke deres afdøde en tanke, ændrede ikke på det. Hun så dem dårligt efter det første blik og holdt sit blik sænket.

Først da lysene brændte - hendes ved siden af Wills - drejede hun sig halvt og så op på ham. Hans udtryk af fortabthed var så slående som hendes ro og fik hende til at klemme hans hånd. Han var langt mere følsom end han ville være ved. Det stramme tag om hendes hånd og hans blik mod gulvet var dog så sigende som hvor sammenbidt han var. Det fik Isadora til at dreje sig ind i favnen på ham, skiftende hans ene hånd ud med den anden, som hun samlede hans arme om sig og lænede sig tilbage mod ham. Ikke tungt, men nok til at han ikke var i tvivl om at hun var der. Hans hænder holdt hun i sine, sammenflettet og fast foran hende, mens hun bare så ind i lysene. Alt andet svandt ind og var ligegyldigt. Ikke en tanke var gået til hvem der kunne se dem stå sådan, men kun til at de var sammen, at de var tæt og at de var der for Kira.

William var ikke helt sikker på hvor lang tid han havde stirret sammenbidt ned i jorden og havde kæmpet for at holde tårerne tilbage som svagt havde formet sig i hans øjne. Hans stædighed stoppede ham fra at lade det ske. Han vidste ikke helt hvorfor han ikke kunne gøre det, selvom han inderst inde nok godt var klar over hvad det var. Hvis først han gav sig til at udvise sin sorg, var det som om at det hele blev sandt. At det var den endelige station og at Kira aldrig nogensinde ville komme tilbage.
Det var først som han mærkede Isadora komme tættere ind mod sig og han løftede de nu blanke øjne for at kigge over på hende, at det blev uundgåeligt. Han lukkede sine øjne og tog hende ind imod sig og priste sig lykkelig for at han ikke var alene. Han lod sit hovede svagt hvile op af hendes og mærkede roen langsomt dale ned over sig igen. En imponerende effekt som Isadora åbenbart havde på ham.

Men det kunne naturligvis ikke vare evigt. Den velkendte snøften kom nærmere, og William mærkede hvordan han blev anspændt i hele kroppen i samme sekund, som han løftede hovedet og så mod sine forældre der kom nærmere. Et dybt, næsten lydløst suk forlod ham, mens han gjorde sig mentalt klar. "Mine forældre har opdaget os." han hviskede svagt hen til Isadora, så kun hun kunne høre det, og det var tydeligt at han var træt over den forandring. Han ønskede ikke at tage den diskussion med dem lige nu. "William.." Morens stemme var holdt i anstændig tone og ikke spor opmærksomhedskrævene. "Ja.. jeg ved det godt..."

Hvor længe de stod i deres egen lille boble af stille tristhed vidste Isadora ikke. Hun havde ladet tankerne svæve til det år der var gået siden hun var ankommet til hovedstaden og havde set Kira igen efter så mange år. Så meget havde været forandret for Isadora og så lidt for Kira at det havde været svært at tro de levede i den samme verden. Nu var det det ikke længere.
Det var dog stadig ubegribeligt for hende at den ældre veninde skulle være gået bort på den måde. Af de to havde hun altid tænkt på Kira som den der fik det lange liv, den store familie, den gode mand. Alt det familien ønskede men stadig også det mange adelige piger drømte om. Hun havde altid holdt i sit hjerte at Kira ville finde lykken og kærligheden.

At stå med Wills arme om sig satte også andre tanker i gang. Om deres tid sammen siden de havde mødtes og hvor kaotisk det havde været. Intet traditionelt havde været over to der skjulte hvem de var og ikke rigtig ville stå ved det. Hun gjorde dog nu. Om han nogensinde ville var en anden sag. Dybt nede håbede hun at det blot krævede noget han fandt grund nok til at gøre det. En grund til at stoppe op og blive mere ansvarlig. Aldrig som hun var blevet det, men bare... Hun slog tanken væk som hun indså hvor den var på vej hen. Noget hans stemme kun gjorde en del lettere.

"Så må vi hellere begynde at se skyldige ud...." Mumlede hun lige så stille tilbage, så dæmpet at ordene kun ville bære til hans øre og så hun dårligt bevægede læberne. Hendes blik var dog gledet fra lysene, som hun drejede sig let og fandt det ældre par let med blikket. Wills mor så stadig mere sørgende end vred ud, mens han far så ud til at have flere ting at sige til det unge par, så snart de var under åben himmel og han havde et fast greb i Will. Isadora forsøgte at smile let, som hun befriede sig lige nok til at neje for parret. "Lord og Lady Thurston."

Begynde at se skyldig ud.. Det var vidst forkert at bruge ordet, begynde.. Ud fra hvordan de stod, og tilsyneladende havde stået længe, havde dette set alt andet end uskyldigt ud længe for forældrenes øjne, som havde fundet dem ganske hurtig efter deres ankomst. Trods alt, var Wills forældre anstændige og respektfulde mennesker. De ville ikke starte et opgør med deres yngste synd midt i Kiles tempel. Specielt ikke når både han, Isadora og de selv var igang med at ære Kiras minde. Det måtte vente til de kom ud. Noget som de begge begyndte at indikere nok ville være den smarteste ide.

Hånden som fik fat i ham, var også andet end til at tale med, som Williams far så ned på sin yngste søn med et alt andet end tilgivende blik. "Frk. Blackwood.." kom der tørt fra faren, som han begyndte at guide William hen imod døren, med et godt tag, uden alligevel at tiltrække sig alverdens opmærksomhed fra omgivelserne. William nægtede imidlertid at give slip fra Isadoras hånd, hvilket medførte at hun begyndte at blive trukket med også. "Dejligt at se dig igen, Frk. Men jeg tror vi er nødt til at tage den udenfor.." Wills mor, der heldigvis var mere tilbøjelig til at give forklaring end blot at slæbe afsted med sin søn som en anden uartig 5 årig..

Knap var de blevet slæbt ud af Kiles tempel og i let ly fra de nye tilkommende, før faren vendte sig nærmest tårnhøj mod de yngre mennesker, med et dybt alvorligt blik og ikke mindst ansigsudtryk. "William Benjamin Thurston! Er du gået komplet fra forstanden?!" selvom det var en hviskende og dæmpet tone, var den ingen tvivl om kraften der lå bag ordet, der rent faktisk fik William til at bryde øjenkontakten med ham kort i et mindre nervøst træk. "Far.." forsøgte han at starte mens tungen syntes at sætte sig fast. "Ikke nok med, at i to er uanstændige i nærheden af hinanden -" blikket skiftede fra Will til Isadora og tilbage igen "Så stikker du også af! Og kommer ikke tilbage igen, lader os hænge i uvished om hvor du befinder dig, og hvilken form for ballade du nu benytter til at tilsmudse dit familienavn.." William løftede blikket lidt mere hårdt den her gang og stirrede tilbage på sin far med et vredt blik. "Jeg tilsmudser ikke familienavnet! Du har 4 perfekte sønner allerede! Der er ingen der opdager møgungen som kom til sidst!" Han var efterhånden træt af at blive behandlet som et barn, til trods for at han mange gange fortjente det. Allerhelst ville han blot lades alene af dem. Ikke at William ønskede at være en anden.. Han vidste godt at han i sin underbevisthed nok skulle blive voksen. Han var bare ikke klar til det på samme tidspunkt som hans forældre mente at det var en god ide. "William!" Moren så forarvet på ham, og forsøgte at gøre begge parter opmærksomme på at Isadora stadig stod der, og at det her måske ikke lige var noget hun skulle blandes ind i. En gestus som automatisk fik William til at holde bedre fast i hendes hånd.

Enkelte blikke var faldet på den lille gruppe, som det ældre par var nået hen og det tydeligvis ikke var for at slutte sig til de unge par i sorgen. Der var da heller ingen tvivl mulig om at Will's forældre ønskede det unge par med sig ud af templet og helst uden at tiltrække sig mere opmærksomhed end de allerede havde. Isadora forstod dem et eller andet sted godt og ønskede det samme, skønt hun bestemt ikke ønskede sig det der ville komme, når de var kommet ud i det fri. Hun forsøgte dog at holde ansigtet neutralt og sorgfyldt, som hun fulgte Will uden at slippe hans hånd. Hans greb om hendes gav hende heller ikke store muligheder for andet. En fornemmelse der betrykkede hende, så meget som det anspændte hende. De var gået langt over grænsen for det passende for to af deres stand og hun havde været initiativtageren til det.

Hun sænkede blikket skyldbevidst, som de gik og holdt sig blot tæt bag Will, hvor kun de færreste ville se deres sammenlåste hænder. Lady Thurstons ord fik hende til at fremtvinge et lille smil, som hun så tilsiden på hende og dæmpet svarede. "I lige måde, Lady Thurston, og det vil jeg give Dem ret i..." Ikke at Will eller hun fik noget valg om de ville ud eller ej. Det ville hun dog, for tanken at få den ventede overhæling med for mange vidner på tiltalte hende ikke det mindste.
De var da heller ikke mere end lige kommet fri af mængden og lidt væk fra den, hvor de var skjult fra andres blikke, før Wills far tog bladet fra munden. Isadora skar en grimasse indvendigt ved tre-navningen af Will og klemte hans hånd beklemt. De var sammen om det her, hvor ubehageligt det end blev. Og det blev ubehageligt! Lord Thurston lagde ikke fingrene imellem men gik lige til sagen og fik rent faktisk Isadora til at rødme let, som hun forsvarende mumlede. "Så uanstændige var vi heller ikke..." Hun mødte mandens blik som hun sagde dem, men måtte så se væk vel vidende at han næppe ville se sådan på det.

Det næste gik rent til Will. Isadora krympede sig på hans vegne, men måtte stille give hans forældre en smule ret også. Det var ikke en tid at lade nogen hænge i uvished eller forsvinde på den måde. Det gav hende dog et nyt stik af dårlig samvittighed for ved at smutte ud her til aften havde hun bragt sin vagt i en meget dårlig situation og det to gange på en dag. Så kunne det godt være han ikke var den hovedansvarlige for hvor hun var når hun sagde hun var gået i seng, men sådan ville han næppe se på det. Familienavnet havde hun også glemt alt om da hun smuttede ind tæt til Will og egentlig ikke skænt en tanken da hun sneg sig ud.
Tankerne havde fået hende til at blegne en anelse. Noget hun forsøgte at skjule, som Will's mor forsøgte at skære igennem de andres snak og Will strammede grebet om hendes hånd.

Isadora blev knap værdiet med et blik fra Williams far, der fortsatte sin talestrøm, til trods for indvendingen om at deres anstændighed ikke var så ekstrem som han gav udtryk for. Selvom William var stærkt optaget af sin far i dette øjeblik, mærkede han alligevel en svag glæde ved at Isadora faktisk stod op for sig selv, og egentlig også ham. Ikke at det så ud til at hjælpe det store som manden fortsatte.
Som hans kære mor var kommet med et udbrud og forsøgte at skære igennem til de to som næsten sendte lys efter hinanden. "Jeg er ikke noget barn længere!" svarede han halvt tilbage til sin mors afbrydelse og farens evige indblanding i hans liv. I dette øjeblik tænkte han ikke længere over end hvad der generede ham. Han skænkede det ikke en tanke at de kunne være skrækslagende for at han var blevet fanget eller dræbt. Hvilket nok var det værste som forældrene kunne tænke, men tanken ville uden tvivl have været der. "Så opfør dig derefter!" Det var det sidste ord og faren vendte på hælene og gik afsted hen over pladsen, efterladende en nedslået Will, en lidt blegede Isadora og en fortvivlet mor tilbage. Det var dog tydeligt at han forventede at de fulgte efter.

"Kom med i to.. Nu følger vi frk. BlackWood hjem. Jeg vil mene at hun ligeledes er savnet i hjemmet." hun begyndte at skubbe dem lidt afsted, som fik Wills fodtøj til at gå i gang selvom han ingenting sagde. Han så kun ned på jorden foran sig som de begyndte at gå afsted, mens han tydeligt ignorerede sin mors forsøg på at få dem til at slippe hinanden. Noget der kun fik ham til at sørge for at han i hvert fald havde fat i Isadoras hånd, med mindre hun naturligvis flyttede den.
Det var her tankerne begyndte at flyve for Will. Hans fars sidste ord rettet mod ham, måtte havde sat nogle tanker i bevægelse. Han havde ikke handlet som en ansvarlig voksen den sidste tid. Men han ville heller ikke vove den påstand at han var barnlig. ikke hele tiden..

Ved Wills meget lidt voksne udbrud skar Isadora rent faktisk en grimasse. Hendes blik lå kort på lord Thurston til denne meget klart og uden tøven gav sin søn svar på tiltalen og med en del bedre kort på hånden. Så vendte den ældre herre ryggen til dem og begyndte at gå. Per automatik tog Isadora det første skridt i samme retning samtidig med at hun slog blikket ned. Hverken hun eller Will havde opført sig videre voksent eller modent. De havde faktisk ikke tænkt spor på andet end hinanden og det var en helt ny ting for Isadora at være så skødesløs med sin egen sikkerhed.

Det kunne dog ikke få hende til at slippe Wills hånd og slet ikke at hans mor forsøgte at adskille dem. Hun holdt bare ved og ventede på sit snit til at undskylde sig. Det snit kom aldrig. I stedet hørte hun lady Thurston fremsige de ord hun mindst havde lyst til at høre lige nu. Hastigt fik hun et let smil frem på sine læber, som hun drejede sig om mod den ældre kvinde. "Det er meget elskværdigt af Dem, Lady Thurston, men det behøves virkelig ikke. Jeg kan sagtens finde hjem på egen hånd..." Hun forsøgte at få det til at lyde som en langt bedre mulighed end at blive fulgt hjem - hvilket det så sandelig ville være for hende! - men havde nok dybest set ikke de store forhåbninger om at det kunne blive sådan.

William kiggede let til siden som Isadora begyndte at forsøge at overtale hans mor til at lade hende gå selv. Et let, meget lille smil kom over hans læber, som hurtigt faldte tilbage til det alvorlige og nedslåede ansigtsudtryk. At lade en ung kvinde gå alene hjem på dette tidspunkt kom så absolut ikke på tale for nogen af dem. Will ville nok havde ladet hende gå, eller i det mindste smutte afsted selv en blok derfra, men det var en fysisk umulighed for de to ældre som gik omkring dem. Wills mor fik ligeledes også et lidt mærkeligt ansigtsudtryk, som hurtigt blev lavet om til et smil. "Oh, det behøver De slet ikke tænke på, min ven. Vi skal alligevel den vej," altså hvis man tog en omvej selvfølgelig.

Herefter gik turen i stilhed fra forældrene og Will sagde heller intet. Han lod tankerne løbe omkring hvad der var sket og hvor dum han havde opført sig. Jo mere han tænkte over det, forstod han sine forældres reaktion, men det gjorde ikke denne her situation mere behagelig. Da husene begyndte at se mere og mere bekendte ud som de nærmede sig Lady Highwell's hus.
William sukkede og frygtede faktisk mere hendes reaktion end forældrenes overfor deres opførsel. Nok var Will vant til at få skæld ud, men det var vand i forhold til det drageangreb som Isadoras mormor kunne præstere. "Hey... Undskyld.. det var ikke meningen at du skulle komme i problemer." han talte lavmeldt, men vidste udemærket også at løbet var kørt for at hans forældre ikke hørte dem. De lignede begge nogen der havde ørerne på stikker, bare at en af de unge gjorde tegn til at åbne munden.