Amy løftede et øjenbryn og brummede let som svar til Caitlin. Den var bedre end Amys i hvert fald, men det sagde jo kun hvor dårlig Amy generelt var til at finde rundt udenfor hovedstaden. Det var ikke altid kønt, men hun fik som regel opdaget og set en del fordi hun altid havnede fremmede steder.
"Forhåbentlig. Jeg ville hade at være taget hele den lange vej for ingenting." sukkede hun let og kiggede på de mange døre. De fleste af dem var nok aflåste, men det betød vel bare at der gemte sig noget af værdig derinde, som Caitlin havde pointeret.

Amys blik flakkede ned til sit håndled, som hun mærkede den tynde hånd gribe fat. Hendes øjne havde derfør været fokuseret på at finde latterens oprindelse. Den var endt ved den tætteste dør, som hun nu langsomt blev trukket væk fra. Amy gjorde ingen modstand og fulgte ganske frivilligt med væk. "Måske.. jeg ved det ikke.. her er skummelt og ubehageligt. Men det var der også alle de andre steder hvor vi har haft stort held med os." Amy følte sig meget splittet. Hun ville hjertens gerne væk herfra igen, men hun vidste også at skatte som regel aldrig lå ubeskyttet hen. Amy vendte sig væk fra døren, stadig med Caitlins hånd omkring sit hånd. Hun kiggede ned af gangen og ramte en let åben dør. Hendes hovede faldte let på skrå, som hun helt automatisk gik hen imod den. Amy bed sig i læben, som hun puffede til døren og så ind i det kolde værelse. Det var efterladt og spindelsvævet var nemt at få øje på i den lette sol der sneg sig ind fra vinduet. Det måtte havde været en af slavernes værelse. Eller måske faktisk en mere vigtig person. Amy kunne ikke vide sig helt sikker.

Amys ord fik Caitlin til at skære en grimasse. Det var aldrig sjovt at være taget på så lang en tur som de var nu uden at få noget ud af det. Tanken alene var slet ikke helt til at bære og fik hende til at se lidt mere beslutsom ud. Ikke at det var svært så ubeslutsom hun lige havde været! Det hjalp dog også lidt på at kunne skubbe den uhyggelige stemning lidt på afstand og koncentrere sig om at se nærmere på omgivelser. Hvis de skulle finde noget, måtte de jo nok hellere arbejde for sagen.

At høre latter bag en dør satte dog alle alarmklokkerne i gang hos Caitlin, der i forvejen følte sig mere anspændt end hun burde. Normalt var det Amy der bragte forsigtigheden med på tur og hende der kom med den ukuelige optimisme, men lige nu var hun alt andet end posistivt stemt for situationen. Det var da også derfor hun hurtigt bakkede væk med den anden i et fast greb og kom med sit noget uhørte spørgsmål. Så stoppede hun op og så bare på Amy, før en lille nervøs latter slap fra hende. "Du har ret.. det er jo ikke værre end den dragehule det her og det burde være mere sikkert, ikke?" Hun forsøgte at lyde optimistisk, men hendes blik afsøgte omgivelserne og der var ikke det smil hos hende, som der normalvis var.

Gangen viste sig at have flere døre og nogen af dem ulåst. En af dem stod endda en smule på klem og som Amy bevægede sig hen til den slap Caitlin endeligt hendes håndled. Hendes blik gled op og ned af gangen, mens hun forsøgte at placere sig i forhold til hvad hun havde set som kat i sin tid og så fulgte hun nysgerrigt efter den rødhårede ind på det lille værelse. Det så ud til at være blevet forladt i al hast og kun meget lidt pakket i farten. En dragkiste stod åben med en smule tøj i, løst papir med kul kruseduller lå rundt om og en uro af urene krystaller hængende i loftet hvor solens stråler kunne nå den, blive indfanget og sendt ud i brudte linier og farver. Caitlin tog det ind og gav sig så til at gennemsøge dragkiste for muligt godt.

Amy tog en dyb indånding og trak let på skulderne. Jo forhåbentlig var der mere sikkert her end der var i dragehulen, men alt virkede bare alt andet end sikkert! her var skummelt og koldt på en klam måde. Som om at det virkelig var blevet hjemsøgt efter bandelederens død og forsvinden. Amy havde aldrig før koncentreret sig meget om den bande som havde opholdt sig på denne ø. Hun havde hørt om den! oh ja, og det var ikke altid rare ting. Men Amy havde aldrig haft lyst til at opsøge dem. Nok af den grund at historierne var alt andet end børnevenlige.

En smule optimistisk fik hun skubbet til døren og gik ind. her virkede mindre farligt, mindre skummelt og uhyggeligt. Det var blevet efterladt i alt hast, det lille værelse, men det bar stadig præg af at nogen havde boet der og haft en liv der. Dertil virkede nærmest som et børneværelse, uden helt at være det. Som Caitlin bevægede sig over til dragekisten, gik Amy mere roligt og forsigtigt rundt i lokalet. Hul lod sine fingre strejfe de urene krystaler som begyndte at danse rundt og sende lyskær fra solen rundt i lokalet. "Hvem tror du har boet her?" spurgte den rødhårede endelig, som hun satte sig på hug, og så efter skatte af enhver art, gemt under sengen. Hun kendte folk godt nok til at vide, at der var et foretrukket gemmested.

Caitlin så op fra dragkisten og over på Amy, da denne brød den opståede stilhed med sit enkle spørgsmål. Det fik den yngre pige til at se sig om endnu engang og tage de små antydninger ind, der fortalte historien om hvem der havde boet der. Det virkede ungt og legende. Som et barn skønt der var voksentræk og tøj. Et barn i en voksen krop? Hendes blik blev tiltrukket af krystallerne i uroen og den måde de skabte regnbuer som solens stråler ramte dem. Det fik et smil frem på hendes læber, som havde været så langt fra dem siden de var kommet ind på borgen. "Phoenix." Der var sikkerhed i hendes stemme uden at hun kunne sige hvorfor hun var så sikker på det. Ikke helt. "Det kan ikke være andre..." Hun fandt Amy med blikket. "Fundet noget?"

Selv bøjede hun sig tilbage ned over dragkisten, flyttede de sidste lag af tøj og rakte triumferende en halskæde i vejret. Den var ganske køn, men ikke det store værd til trods for krystallerne der var i den. Så meget kunne hun nemt se, men ved at have fundet den havde hun opfyldte sit halve løfte til Phoenix og på en eller anden måde betød det noget for hende. "Fundet! Skal vi se om der er et mere... inspirerende værelse?" Hun blinkede til den anden og nød det korte øjeblik af ro og fredfyldt stemning der havde omgivet dem siden de var trukket ind i værelset.

Ved nævnelsen af et navn, som kom ganske sikkert fra Caitlin, fik Amy til at løfte hovedet fra under sengen og kigge lidt undrende på hende kort. Hvem og hvad var en Phoenix. "Hvordan kan du være så sikker? Og hvem er Phoenix?" spurgte hun med en snert af nysgerrighed. Hun vidste at Caitlin havde været på borgen før, ellers ville de ikke være her nu, men hun var ikke helt klar over at Caitlin havde gjort sig nogle bekendtskaber her også. Hun trak lidt på skulderen og rystede svagt på hovedet. "Nej.. der var lidt stof, men det var ikke noget af værdi." at de ikke fandt så meget spændende derinde, undrede hende ikke. Specielt ikke fra værelsets udseende. Hvilket var specielt. Børnelignende og dog stadig voksent. En mærkelig blanding.

Amy rejste sig op og børstede støvet af sine bukseben og tog et lidt mere overfladisk kig på værelset igen. Nok var det blevet forladt i alt hast, men der havde nok alligevel været noget spændende hvis det blot var blevet efterladt. Amy drejede hovedet ved Caitlins udbrud og kiggede lidt forvirret på halskæden. Den var ikke meget værd. Alligevel valgte hun dog at lade det gå stille hen og nikkede til at finde et mere inspirerende værelse, til trods for at Amy ikke lysten at skulle ud på den skumle gang igen. Men skulle de finde bare lidt, var det der muligheden lå. Amy bevægede sig hen mod døren igen og gik de første skridt ud på gangen, meget forsigtig med at kigge til begge sider først. "forhåbentligt er vi færdige med at blive skræmt fra vid og sans herude"

Caitlin så over på Amy uden at sikkerheden forlod hendes ansigt eller smilet gjorde. Hun trak dog let på den ene skulder, før en kort latter fulgte ved tanken om hvordan hun havde mødt Phoenix - både første og anden møde - og så svarede hun muntert. "Hvis du havde mødt hende ville du ikke være i tvivl. Hun var Samsons slave og er synsk. Jeg rendte på hende her. Blev faktisk jaget af hende og en anden, men det er mindre vigtigt.. eller.. hehe.. jeg tog måske en smule hævn da jeg mødte hende igen..." Det kom ikke særligt sammenhængende ud det sidste, så hun trak vejret dybt, fik orden på tankerne og fortsatte. "Mindre vigtigt. Hvad der er vigtigt er at jeg fik hende med til hovedstaden og hun er synsk på den der rigtige måde, der indfanger folk og gør dem uforsigtige... hvis du ved hvor jeg vil hen af.." Hun havde lavet nok af numre sammen med Amy til at hun troede den anden kunne se de samme muligheder som hun havde og stadig gjorde.

Som hun havde indset hvis værelse det måtte være og fundet halskæde var hun som sådan klar til at gå videre. Det blik hun modtog fra Amy over det billige smykke fik hende kun til at smile skævt tilbage, som hun pakkede det væk. Som hun vendte sig mod døren var den sære følelse af fare der dog igen og af at de burde forlade borgen for ellers ville de fortryde det. Det var ganske foruroligende og fik hende da også til at virke noget mindre sikker end hun havde lige efter hun havde gætte hvis værelse de var i. "Forhåbentlig... Men jeg ser nu frem til vi har fundet noget godt så vi kan komme væk herfra!" Hun holdt sig taktisk bag Amy denne gang og lod den anden pige føre an ud på gangen og i at vælge en retning. Alt hun gjorde var at mumle. "Hvis der bor slaver her.. mon ikke mere rige boede ovenpå?"

Amy lænede sig op af sengekanten med sine arme, som hun sad på gulvet. Hun havde ikke rejst sig med det samme og lyttede lige nu til Caitlins forklaring, med et undrende blik og rynkede bryn. Hun drejede hovedet mod Caitlin ved nævnelse af borgens sidste herre, og det faktum at han havde slaver. Dette resulterede også i at det løb koldt ned af ryggen på hende. Det andet lod dog langt mere interessant. "Det lyder som et ekstremt specielt møde." kom der smågrinende fra Amy som hun rejste sig og børstede støvet af sine bukseben. "Ooh I get it.. Sådan Caitlin." roste hun veninden gennem et skævt grin og blinkede. Det var alligevel noget af nogle eventyr hun havde haft udenfor Hovedstaden, og uden Amy. Dog var Caitlin ikke den eneste som havde strejfet omkring. Amy havde dog ikke haft nært så stort held med sig.

Amy kiggede om hjørner, inden hun trådte ud på gangen igennem med bankende hjerte. Hun havde ærlig talt ikke særlig meget lyst til at forlade de trygge rammer som hun kort havde dannet sig i Phoenix værelse. Men de kunne ikke blive der og blomstre til evig tid. Hun rømmede sig svagt og smilede let ved Caitlins ord. "Vi må hellere prøve at se." svarede hun lavmeldt og begav sig afsted hen af gangen. Der var et godt stykke med en gold gang hvor intet syntes at ske, selvom det stadig gøs for Amys indre. Endnu en trappe op ad, ville lige nu være utrolig rart! Hvis man havde lov at være heldig for en gangs skyld. "Jeg tror det er denne vej.. der er i hvert fald en trappe." Kaldte Amy ganske stille bagud og fandt endnu en stentrappe, som hun kiggede undersøgende og lidt gemt op ad. Hun skulle ikke nyde alt for mange overraskelser.

Caitlin grinede tilbage til veninden og blinkede så. At Amy tænkte i samme baner som hun havde gjort for de muligheder Phoenix bragte var ganske sikkert og det ville kun være en fordel at være tre. Skulle Caitlin også være ærlig overfor sig selv, så skræmte Phoenix hende fra tid til anden en smule. Den måde den ældre piges øjne så uden at se og blev fuldt af latter eller fnis. Få gang af panderynker eller små gisp, men mest var det latter. Hvad Phoenix beskrev var dog langt fra altid så lattervækkende hos Caitlin. "Men det er altså for hende jeg fandt den halskæde der..." Hun lod det være ved det.

Godt det samme også for så snart de var ude af værelset følte Caitlin ikke for at snakke længere. Hun gik ganske tæt bag Amy og udstrålede i den grad lyst til at flygte at det gjorde helt ondt. Hun nikkede da også kun til svar til det første, men lod blikket glide over omgivelserne som var hun overbevist om at noget snart ville komme og overfalde dem. Ikke nogen rar fornemmelse og slet som fornemmelsen blev værre, da de fandt en trappe der førte op. "Lad os det.." Hun var stadig ikke glad for hvor meget det virkede som om deres fodtrin larmede og det selvom hun gjorde sit ypperste for ikke at kunne høres. Hun børd sig heller ikke om den måde det så ud som om lys flakkede højere oppe på trappen.

Ved toppen var lyset dog rykket ned af gangen. Caitlin så til siden på Amy og pegede i modsat retning. "Den vej?" Hun havde aldrig været så højt i den del af borgen og alt ved gangen skreg i hende om at hun skulle se at komme væk. Ikke at der til en start var noget at se, men som de begyndte at bevæge sig igen var det som om væggene fik en mere grønlig nuance og gulvet under hendes fødder blev blødere. Hun snusede dybt ind og stivnede så hvor hun stod.

Amy nikkede i accept og forståelse. Dertil vedkom det ikke hende hvad Caitlin nu engang samlede op for andre, på deres vej. Det var selvfølgelig altid rart at vide, i den forstand at man følte sig tættere med den anden, i stedet for at det bare var et overfladisk arbejdsforhold de holdte sig. Amy vidst godt at det i hvert fald ikke var sådan et forhold de holdte sig.
Men nu var der ikke det store rum til at tænke sådanne tanker. Amy var fast fokuseret på sine omgivelser, med vagte øre og med et bankende hjerte. Hun brød sig ikke om at være steder som disse. Kolde, mørke og skræmmende steder. Selv trappetrinene syntes at sige lyde af dem som de bevægede sig op af den. Amy bed sig i læben, hårdere og hårdere for hver gang der kom et knirk eller anden beklagende lyd fra deres omgivelser og ikke mindst trappen. Det var også med et lettet suk hun satte foden væk fra trappen og kunne se hele vejen ned. Hele vejen ned i det som nu virkede som et kæmpe gab af uigennemtrængelig mørke.

Amy nikkede blot og fulgte uden at stille spørgsmål med hen af den vej som Caitlin havde peget. Der var ikke mange indvendinger i hende lige nu. Det eneste hun ønskede var at de holdte sig i gang og på intet tidspunkt stod stille og derved nemmere blev et offer. Amy var stærkt besluttet på at ville ud herfra igen! Den grønlige nuance syntes dog at bringe mere ro hos Amy end hun havde regnet med. Det var rart at gå på og virkede knap så skræmmende. Det var lige indtil at Caitlin stivede og stoppede fuldstændig op. Amy opnåede at gå et par skridt længere inden hun vendte sig mod veninden. "Hva er der?" kom der hviskende fra hende, indtil en rumlende lyd nåede hendes øre. Amy ville i hvert fald kategorisere det som rumlen. Men jo højere det blev lød det mere som noget tungt som løb. Amy var forvirret og kiggede spørgende på den stivnede Caitlin, mens hun stod restløs på stedet.

Som det grønne skær over stenene skiftede til at udviske stenene i væggene og dække gulvet, så forsvandt den dødsenslignende stilhed også. En svag fornemmelse af vind gennem blade og så noget som Caitlin kun alt for godt kunne genkende men ikke ønskede at forholde sig til.
Hun var stivnet som duften havde ramt hende trods alt og vantroen havde lukket sig om hende, men ikke havde kunne skære sig vej igennem den paniske angst der voksede frem i hendes sind. Hvorfor det dyr var så meget værre end dragen vdste hun ikke, men måske var det fordi hun var blevet jagtet så mange gange af dem og været ved at at blive trampet ihjel ved flere af lejlighederne. De var skyld i at hun var blevet truet af elverfolk, lovet død og ulykke og var faldet i hvad kunne have været det.
Her burde der dog med ingen sundfornuft være hjorte!
De var på anden måske tredje sal i en borg af sten! Hvorfor i alverden skulle der være skovagtigt og hjorte der?

Hendes vantro kunne dog ikke trænge igennem og som Amy vendte sig og så på hende kom det dæmpet og en smule skingert. "Hjorte!" Med det drejede hun om i en glidende bevægelse, slap taget om Amys hånd og udbrød "Løb!" som hun selv gjorde det. Ingen grund til at spille modig der!
Det var dog som om hun ikke kom nogen vegne. Gangen forblev ens omkring hende og åbningen hvor trappen havde været var ingen steder at se. Alt der var i syne var grønne sten og mos. Et syn forstærket af hendes frygt og holdt sammen af den.

Amy var overraskende rolig i det grønne miljø og syntes ikke at være synderligt påvirket før Caitlin havde reageret. Men da lyden ligeså nåede hendes øre, mærkede hun den tilbagevendende frygt. Det havde været over et år siden hun havde leget rundt i lindeskoven i et forsøg på at finde rigdomme og måske få et glimt af den grønne drage, som skulle være så umådelig sjælden og ikke mindst svær at finde. Den var ikke som de andre, havde Amy overhørt dengang. Men lige nu vendt hun hovedet langsomt mod lyden med et pumpende hjerte.

Amy adlød promte som Caitlin bad hende løbet, men kendte fra før at hjorte var hurtigere end Amy selv. Hun kiggede derfor panisk efter et sted at løbe ind, enten at gemme sig eller dreje ned af og slippe væk af hjortenes rute. ikke et sekund strejfede det Amy hvad hjorte lavede her! Specielt på denne etage. Amy løb tættere på væggen i et forsøg på at finde en mere gemt indgang. Alt gik pludslig utrolig galt og Amy udbrød et skingert skrig, som grunden forsvandt under hende.

Amy havde ramt et skadet stykke af ruinerne og til trods for Amys meget lave kampvægt, havde stenene under hendes fødder givet op og var faldet faldet sammen, hvilket havde medført at hele selve væggen var faldet sammen. Amy hang nu panisk på ydersiden af muren i et alt for løst greb, som stenene fæltede ned over hende. I det mindste ramte de ikke særlig godt og det ville højest føre til et par skrammer og blå mærker. Men det var ikke Amys første bekymring. Hendes skrig var fortaget som hun havde fået fat, men genlyden lød stadig i de gamle bygninger. Hendes fingre klamrede sig til stenene, men begyndte at give efter, til trods for at hun forsøgte at grave sine negle ned i stenene i et forsøg på at undgå skæbnen om at styrte ned. "CAITLIN!!!" hendes stemme var panisk, skinger og ikke mindst bange! Amy vidste hun havde sin vindmagi, men den ville ikke redde hende fra dette fald, og hun ville enten brække en del ting når hun landede eller endnu værre. Det som var værre forsøgte Amy for alt i verden ikke at tænke på! "Nej.. nej, nej, NEJ!" kom der paniske fra hende, som begge hænder mistede grebet. Hun begyndte paniske at grave ned af væggen, hvilket førte til blodige fingre, og til sidst at hun helt mistede grebet og styrtede nedaf i en farlig fart.

Af de to piger var Caitlin klart den hurtigste og især nu hvor hun blev drevet frem af panikagtig frygt for hvad slet ikke burde være der. Det hjalp også at hun havde et forspring ved at være i løb som hun fik veninden til det også. Det betød desværre også at hun ikke så hvad der skete bag hende, men kun hørte et skingert skrig, der fik hendes hjerte til at springe over et slag og blodet til at løbe koldt i årene på hende.
Amy!
Hun var stivnet på stedet, som hun hørte skriget, men fik sig vendt næsten lige så hurtigt om, mens lyden af faldende sten trængte igennem til hende. Længere tilbage på gangen - den nu var sten igen og ikke det mindste skovagtig - manglede et stykke af muren så vel som gulvet.

Caitlin var i løb tilbage mod stedet så snart hendes hjerne opfangede hvad hun så, men afstanden virkede uendelig, som hun så Amys fingre glide af stenkanten og mod intetheden. "AMY!!!" Som hun skreg det kastede hun sig frem, men for sent. Som hun landede så hun Amy miste grebet og forsvinde mellem hænderne på hende. Alt Caitlin kunne var at ligge og se ned på sin veninde der faldt. "Neeeej....." Hendes stemme startede som et skrig, men endte ud i en tonløs hvisken. Hun kunne ikke have mistet Amy. Ikke sådan! Men der var intet en lille kat kunne gøre for at afbløde et faldendes menneskes fald.

Amy følte at hun var stivnet i luften, og alting gik i slowmotion efter hendes fingre havde mistet grebet og hun nu faldte ned mod den hårde jord. Hun følte det knap muligt at tale vejret, selvom hun tvivlede på at det ville blive nødvendigt i ret længere tid, hvis ruten fortsatte som den gjorde. Det eneste Amy så foran sit blik, var hullet hun var faldet ud af, blive mindre og mindre, hvor Caitlin havde ragt ud efter hende. Amy var ikke sikker på hvor langt hun faldt, eller hvor lang tid der gik, før en mærkelig ubestemmelig følelse gik igennem hele kroppen på hende. Måske var det følelsen af endelig at havde tabt kampen til livet, måske var det at hun faldte længere end hun nogensinde var faldet før. Eller også, var det en helt tredje ting, som aldrig ville havde faldet Amy ind før det i selv samme sekund skete. Hun havde tumlet rundt i luften, og skiftevis set himlen og jorden indtil hun havde lukkket sine øjne hårdt i. Og det var her følelsen kom, det var her at hun pludselig følte sig som en helt anden!

Da Amy åbnede sine øjne virkede alt som det var før, men hun var begyndt, af en eller anden mystisk årsag, at baske rundt med sine arme i et forsøg på at holde sig oppe. Men i stedet for arme var der nu fjer for hendes blik. Det var syrealistisk, og det værste var. De syntes ikke at virke. Amy forsøgte at råbe op efter Caitlin, men intet andet end pippende lyde forlod hendes mund, som hun flaksede nedad i en langt mindre fart end før og til sidst landede med et lille bump ned i et buskads. Hun kæmpede sig hoppede og flaksende ud af grenenes greb og sad nu helt nede på bunden og lod tankerne flyde, mens hendes bryst løftede og lagde sig med et pumpende hjerte og ivrig vejrtrækning. Amy ville ikke være mindre end busken, specielt ikke så lille. Det kunne absolut ikke passe. Hun gik på usikre stavrede fugleben hen til kanten af busken og så ud på alt det, som nu virkede hundrede gange større end før. En svag pippen forlod det nu gule næb og de sorte fugleøjne var tydeligt påvirket af situationen. Amy havde ingen ide om hvad der foregik. Alt hun kunne se var omgivelserne og fjererne ned af sin egen, nu meget lille krop. Hun var en fugl. En lille rødhalset fugl, som ikke var i stand til at flyve.

Caitlin lå stivnet i det uendelig øjeblikke der strakte sig fra Amy faldt ud mellem hendes fremstrakte hænder og videre som veninde forsvandt ned mod den stenede gårdsplads. Caitlin så efter hende med voksende fortvivlelse og uden at kunne røre sig ud af stedet. Hun kunne ikke gøre noget der ville ændre på hvad der var ved at ske. Hun kunne ikke gribe den anden, hun kunne ikke afbløde hendes fald eller hive noget blødt ind under hende til at falde ned i. Hun kunne kun ligge fortabt og se Amy falde i døde fordi hun havde luftet ideen om at der kunne være værdier her. Hendes ide, hendes skyld og nu mistede hun Amy.

Så brød øjeblikket sammen, flimrede ud og tiden genoptog sin normale hast. Under hende, dybt under hende, flimrede omridset af Amy også og den faldende skikkelse skiftede form. den blev med et langt mindre og fjeret og... Caitlin så vantro ned på den lille faldende fugl, der flaksede forvildet, men ikke så ud til at opnå andet ved sine vingeslag end dreje rundt i luften og afbløde faldet til en nedadgående svæven.

Det var dog mere end nok for Caitlin. Desperat, lettet og håbefuld skiftede hun form i en glidende bevægelse som hun adræt sprang ud fra hvor hun var og fortsatte med spring efter spring nedad. Hendes smidighed kom en smule på prøve, men borgen var så faldefærdig at der var nok af steder for hende at lande og til hendes held stadig kun få der styrtede ned under hendes ringe vægt.

Så ramte hendes poter jorden og hun skød som et lille gråt lyn hen til det buskads hun havde set fuglen lande i. Der var da også en lille en der flaksede rundt lige uden for den uden helt at virke til at kunne finde op eller ned på verden eller sig selv. Caitlin holdt blikket på fuglen, sænkede farten som hun nærmede sig, så hun kunne snuppe fuglen op i munden i forbifarten og bære den med sig. Hun holdt den ganske forsigtigt, så hun ikke kom til at gøre skade på det lille fjerede væsen der havde været hendes veninde før denne faldt. Hendes kurs var dog sat til ud af borgen så hurtigt hendes poter kunne bære hende. Ingen stop for noget, bare ud. Så kunne de snakke fugle, fjer og forsigtigthed, men først når de var i sikkerhed.

Amy spjettede med et sæt, som poter landede foran budskadset og den grå kat gjorde sin ankomst. Hun pippede panisk og baskede let rundt, indtil den grå kat blot samlede hende op forsigtigt og gik afsted med hende. Amy vidste naturligvis godt at dette blot var Caitlin der havde benyttet sig af sin formskifter evne, og derfor bevægede hun sig heller ikke en tomme, som hun blev båret afsted. Hun sad dog og så ret utilfreds rundt på sine omgivelser, mens hun forsøgte at ignorere hver gang noget flydende ramte de gråbrune vinger, og som helt bestemt føltes som værerne tyggere end vand.

Hun har vitterligt ingen ide om hvad der foregik, men lige nu ønskede hun virkelig også bare at komme væk fra borgen, fra det uhyggelige og hæslige sted. Bare så hun kunne få lov at puste ud og slappe bare en lille smule af. I hvert fald indtil det sekund at denne nye situation ville fylde absolut alt igen. Noget den allerede var begyndt på, jo længere afstand Caitlin lagde til borgen og Amy følte sig mere og mere skrøbelig i den lille plyssede form hun var i. Det værste var, intet at kunne sige, hvor meget hun end ønskede at sige. Hun havde været rædsenslagen, og det hang stadig i hende, og frygten var ikke forsvundet som hun ikke forstod hvad der foregik. Alligevel valgte hun at vente med at gøre noget, indtil Caitlin ville sætte hende ned igen.

Det var også først da det skete, og Amy rystede sig og forsøgte at få den fugtige følelse af sig, og blev pustet op til en fjerbold mere eller mindre. Hun tog en dyb indånding og hoppede lidt rundt på stenen for at kigge sig bedre omkring, inden de nu sorte øjne igen hvilede på Caitlin, mens hendes hovede var lagt på skrå. Hvis Caitlin havde en måde at forklare dette på, ville det blive modtaget med kyshånd, for Amy var direkte på bar bund hvad dette angik.

Caitlin forsøgte virkelig at beherske sig, som hun løb - eller rettere gik - i hastigt tempo ud af borgen. Det var bare svært helt at ignorere duften af fugl og smagen af fjer. Det sidste noget mindre tænder løbende end det første, men stadig. At det var Amy hjalp mest af alt og at hun havde kontrol over sin skikkelse.

Det tog hende da heller lang tid at komme væk fra borgen. Som hun løb gennem porten og ud over broen var det også som om den jagende fornemmelse svandt og omgivelserne vendte tilbage til normalen. Ingen truende skygger, ingen uforklarelige lyde eller lugte, ingen følelse af blive jagtet. Hun stoppede kort op og så tilbage mod borgen, men et blik var mere end nok for hende og snart efter var hun atter i fart. Målet var den lille lysning de havde tilbragt natten før i og det var da også her hun ganske forsigtigt satte Amy fra sig på jorden.

Den lille forpjuskede fugl så en smule våd ud måtte hun konstatere, som den også pustede sig op og luftede fjerene. Det fik latter frem i den grå kats blik, før hun i en glidende bevægelse forvandlede sig tilbage til en pige, som hun lagde sig ned. For Caitlin var det aldrig svært at gå mellem sin to former og liggende nu kunne hun bedre se fuglen an. "Amy? Er du okey? Kan du forstå mig?" Hun forventede ikke andet svar end pip. Trods alt var det kun meget få af de der kunne blive til du der kunne snakke der - og de fleste kun ved tanketale. "Hvorfor har du ikke fortalt du kan blive til en fugl?"

Det var en ubehagelig løbende fornemmelse som savlet gav. Ikke at Caitlin savlede som en anden hund, men det kunne ikke undgås at noget kom ned i fjererne og gav Amy en følelse af ubehag. Heldigvis føltes det at forsvinde ganske nemt som hun rystede sig og strakte de små vinger ud.
Amy nikkede let og pippede som svar til Caitlins første spørgsmål. Hun var rystet, hvilket heller ikke var svært at se, men hun var i et stykke. At det stykke så var langt mindre end før, var en anden side af sagen. Dertil følte hun at nikken og pippen var svar nok til at hun godt stadig kunne forstå veninden. De sorte øjne kiggede kort omkring, og hun følte sig mere jumpy end før, imponerende nok.

Fuglen så opgivende ud og man kunne næsten fornemme at den sukkede. Det ville ikke blive nemt at forklare at hun ikke anede hvad der foregik, andet end ved at løfte sine vinger i en måde der kunne fortolkes som løftede skuldre hos et normalt menneske. Hun gik et par skridt rundt, inden hun satte sig med et meget koncentreret blik. Hun lukkede til sidst de skinnende øjne, men efter en rum tid hoppede hun op med irriterende pip lyde og flaksede rundt med de ikke fungerende vinger. Hun forsøgte at forvandle sig tilbage, men havde absolut ingen anelse om hvordan man gjorde. Skulle man bare tænke på det? eller skulle man havde en helt tydelig beskrivelse af hvad man forvandlede sig til? eller hvad i himlens navn gjorde man! Det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne spørge til råds, da hendes stemmebånd som hun ellers førte samtaler med, var blevet erstattet af en hav af forskellige piplyde. Amy pustede sig op og havde hun været i stand til at knurre, havde hun gjort det! Skulle hun måske forsøge at flyve op og forvandle sig i luften? kunne være det ville virke bedre?

Caitlin blev liggende fladt på maven, så hun var mere i øjenhøjde med det lille fjerede væsen der plejede at være hendes veninde Amy. Det var lidt fascinerende at se den anden hoppe utillfreds rundt i en skikkelse så anderledes end den normale og tydeligvis ikke helt vant til den. Ikke vis Caitlin skulle tage den megen flaksen og lette vaklen ind i sin bedømmelse. Hun fik dog noget der ligende en nikke til sit første spørgsmål og det var ikke så lidt af en lettelse at se. Når bare Amy ikke var kommet til skade, så kunne de nok finde en måde at få hende tilbage i menneskeform igen på.

Det blik hun fik for sit næste spørgsmål var da også mere end svar nok og fik en dæmpet, spindende latter fra hende. Så tydeligt var det at fuglen Amy slet ingen ide havde om hvad der var sket eller hvordan og at hun var dybt utilfreds med at have fået fjer. "Så første gang? Heldigt tidspunkt må jeg sige..." Hun rakte ud og strøg en finger over fuglen, som den rent faktisk kort sad stille på jorden foran hende. "Og du er så dunet som du ser ud...!" Hun havde simpelthen ikke kunnet lade være! Hvor tit fik hun lige muligheden for at røre en fugl uden at den gik i nærdødspanik over det eller forsøgte at hakke hende?

Det næste blik hun modtog var da også svar nok på hendes sidste spørgsmål. Eftertænksomt lagde Caitlin hovedet på skrå og betragtede Amy, mens hun forsøgte at finde ud af hvordan hun selv skiftede. Det var jo ikke ligefrem noget hun normalt tænkte over. Det var bare noget hun gjorde. Så lukkede hun øjnene og søgte ind, mærkede hvordan hendes skikkelse skiftede og åbnede så øjnene igen. Verden havde forandret sig som den skulle når hun skiftede. Med samme opmærksomhed på hvad hun gjorde vendte hun tilbage til sig selv igen. "Tænk på hvad du gør når du bruger vinden. Det burde være et lignende sted indeni dig at du finder evnen til at skifte tilbage."

Amy pustede sig op til en mindre fjerbold og kiggede køligt på Caitlin. Behøvede hun virkelig at pointere det. Et suk kom fra fuglen og ingen umildbart reaktion som hun blev aet ned over fjerene. Selv ikke engang sætningen. Øjenbryn var endda nødvendige for almindelige udtryk nu! Et løftet et eller to havde været drømmen at sende ud. men det blev ikke andet end til en fugl der kiggede på hende med runde øjne.

Amy kiggede forvirret op på Caitlin som hurtigt og elegant blev til en kat, for få sekunder at komme tilbage igen. ja hvis bare det var så nemt. Men næ nej. Sådan skulle verden ikke fungere. Selvfølgelgi skulle den ikke det. Amy blev knotten, endnu mere end før og pippede hjælpeløst.
Hun kiggede kort uforstående på sin veninde, men fik mandet sig op og rejst sig fra sin siddende og opgivende tilstand. Fuglen tog en dyb indånden og uden videre overvejelse baskede med vingerne.

Resultatet af denne handling var alt andet end håbet og ventet. Et kraftigt vindstød skød afsted, mens Amy blev skubbet tilbage af vindens kraft og fumlede nu rundt i grasset med baskende vinger. Måske det var lige lidt for tæt på sin vindmagi det der.
Hun fik tumlet sig rundt og hoppet op på stenen igen med et træt blik. At søge ind var ikke så naturligt som ved hendes vindmagi. Alting virkede langt mere, kompliceret og indviklet i hinanden. Amy begyndte at overveje hvorvidt hun nogensinde ville blive menneske igen.

Caitlin så fuglen puste sig op og bare se på hende med sine sorte perleøjne, som hun kom med sin første bemærkning. Det havde dog ikke den store effekt å den yngre pige andet end at få hende til at smile tilbage til fuglen. "Du ser bare alt for dystert på tingene, Amy." Caitlin var ikke i tvivl om at Amy nok skulle finde vej tilbage til sig selv igen, så hun kunne sagtens more sig en smule over venindens gevordligheder. Især fordi Amy havde så lille en størrelse lige nu.

Det blik hun modtog som hun forvandlede sig foran den anden var da heller ikke det venligste i verden. Det hjalp lidt som hun forsøgte at forklare hvad hun havde gjort eller det gjorde i hvert fald blikket forvirret i stedet for. Så var det som om Amy gav pokker i det hele og baskede en vindstorm i hovedet på Caitlin. "Hey!" Med det indignerede udbrud begyndte hun at hoste som hun i en fart kom på benene og væk fra vinden, der dog hurtigt lagde sig som fuglen gjorde det - i græsset et godt stykke væk. "Hvad har du lige gang i, Amy?" Hun så på fuglen, som den kom på benene og hoppede op på en af de store sten. Den så ikke ud som om vindstormen helt havde været dens hensigt og det fik Caitlin til at smile skævt.

De kunne dog ikke blive i lysningen, så Amy måtte håndtere at være fugl lidt endnu. Resolut tog Caitlin tasken på, bøjede sig så ned foran Amy og rakte en hånd frem med håndfladen opefter. "Vi kan ikke blive her. Hop op, så sætter jeg dig på min skulder til turen og så ser vi på det der skift igen i aften." Hun så afventende på veninden og håbede Amy var af samme mening som hende denne gang også. Borgen lå bag dem ja, men ikke så langt bag dem som Caitlin helst så. Det var ikke et sted hun havde lyst til nogensinde at vende tilbage til.