Den ældre mand gjorde intet tegn på at have lagt mærke til deres tilstedeværelse, og det var først da Jarko igen rømmede sig og gik lidt fremad, at han så op på de nyankomne. Langsomt lagde han skriftrullen til side, og så fra den ene til den anden, imens han løftede et spørgende øjenbryn.
"I må være gået forkert." Hans stemme var tør og pergamentsagtig, men tonefaldet arrogant. "Jeg er en mand af viden. I ligner ikke engang folk, der er i stand til at læse.." Han viftede let med hånden i retning af døren med en irriteret bevægelse. "Jeg vil ikke forstyrres."

Jarko havde ganske rigtigt ikke evnen til at læse. Det gjorde ham til en pålidelig bringer af information, da han ikke selv var i stand til at læse indholdet af de skriftruller, han bar. Tanken om at lære at tyde skrifterne var flere gange kommet ham på tanke, da han derved ville kunne snige sig til flere informationer, men han kunne ikke få sig selv til at bede nogen om at lære ham det.
Det var der naturligvis ikke grund til at fortælle den ældre mand i det dunkle rum, og han blev i stedet stående og så hen imod Amy. "Den unge dame her har en nøgle, De sandsynligvis vil finde interessant.. vi vil gerne have tydet tegnene på den. Naturligvis imod betaling." Han nikkede let til Amy som tegn på, at hun kunne gå hen til manden. Forhåbentlig ville besøget hurtigt være overstået, for Jarko var ikke ligefrem typen, der fandt sig i et få slynget fornærmelser i hovedet.

Amy forholdte sig stille, selvom hendes kolde blik nok sagde meget om hvor begejstret hun var for den gamle mand foran dem. Amy vidste godt at hun som gadebarn ikke havde haft mulighed for at lærer basale ting som at læse og skrive. Men at antyde at hun var uintelligent på den baggrund at hun ikke kunne læse, fik hendes blik til at blive hårdt og hendes ansigt langt mere koldt. Amy var ikke god til fornærmelser af nogen arter. Heldigvis tog Jarko over med at tale, i stedet for at Amy skulle til at forsøge at lade hver med at sige noget dumt.

Amy løftede sin blik og så på Jarko en smule trodsigt, men fandt til sidst nøglen frem og ragte den modvilligt til den gamle mand. "Her.." kom der tørt fra hende, som hun kiggede på ham. Hun slap ikke nøglen af syne på noget tidspunkt. Han kunne lige våve på at snyde dem. Manden kiggede på hende med et ret ligeglad blik, som alligevel havde en dømmende undertone. "Garenteret stjålet." Amys øjne skød lyn og hendes ansigt blev mere surt end før. Hun endte med til sidst at bakke hen og stille sig surmulende op af en mur. Nogle mennesker havde bare en umådelig dårlig egenskab til at bringe hendes pis i kog. Arrogante og fisefornemme idioter.

Jarko stod midt i rummet med armene over kors, betragende den ældre mand foran sig. Han ville først føle sig tryg det øjeblik, de var ude herfra med nøglen. Han havde ikke meget til overs for gamle mænd og støvede skriftruller, men de havde brug for ham, hvis de nogensinde skulle have en chance for at finde ud af, hvad nøglen førte til.
Hans bryn rynkedes let, da manden sagde, at nøglen nok var stjålet. Det var muligvis ikke helt forkert, men det gav ham ikke ret til at tiltale dem på denne måde .. dog valgte Jarko for nu at forholde sig tavs.

Med sine krogede fingre undersøgte den ældre mand grundigt nøglen, imens han mumlede let for sig selv. Han tog sig god tid, men til sidst rettedes hans blik mod Jarko, og han holdt sin hånd frem med håndfladen opad. "Betaling først."
Hurtigt, men med en lettere irriteret mine, lod Jarko nogle krystaller skifte hænder, og manden rømmede sig let, imens han igen betragtede den gammeldags udseende nøgle: "Symbolerne er Kiles. Ja, jeg går ud fra, at I er dannede nok til i det mindste at kende dødsgudindens navn.." hans tonefald var lige så dømmende som før, men der var en vis interesse i stemmen. Noget der kunne tyde på, at nøglen havde værdi. "Jeg vil gætte på at nøglen hører til et hemmeligt rum i et af hendes gamle templer.. indgraveringen er en bøn til gudinden."
Den ældre mand tog et par skridt i retning af Amy og rakte langsomt nøglen tilbage. Der var noget i hans bevægelse, der forekom en anelse modvilligt.

Amy stod lidt surmulende tilbage og så afventende på den krogede gamle sure mand som han undersøgte nøglen. hun gryntede muggent og himlede med øjnene ved hans anvendelse omkring betaling. Selvfølgelig. Hun forstod ham egentlig godt. Hun havde selv gjort det samme. Men lige nu var Amy meget fast besluttet for ikke på nogen måde at sammenligne sig med mandens måder at gøre tingene på. Det kunne hun simpelthen ikke lide ham nok til! Faktisk var han ikke særlig populær på hendes skala lige nu. Hun sukkede og stilte sig med hånden på den ene hofte og ventede. En smule utålmodigt.

Hun forsøgte af al sin kraft ikke at fortrække en mine som han igen satte spørgsmålstegn ved deres intelligens. Det eneste tydelig var den næsten påbegyndelse af de rullende øjne, og den sammenbidte kæbe. Ikke fordi hun forsøgte at sætte fokus på sig selv på nogen måde. Hans oplysninger kunne de bruge til noget, hvilket trods dette ubehagelige møder, alligevel var en fordel. Amys hånd var hurtig til at tage ud efter nøglen der let modvilligt blev hende ragt. Amy trak nøglen til sig en smule hårdt, selvom modstanden ikke var hårdt. Det var deres nøgle, selvom de havde stjålet den fra en anden. Men det behøvede gamlesen her jo ikke vide. Hun lagde den ind i en skjult lomme under sit tøj og så varsomt på manden. "Tak." kom der tørt fra Amy som nøglen var lagt i sikkerhed.

Jarko følte en vis ro ved at se nøglen forsvinde i Amys lomme - manden havde ikke virket specielt interesseret i at aflevere den tilbage, noget der gav ham en idé om, at den kunne vise sig at være ganske værdifuld. Hans tanker kredsede allerede om, hvor det mon ville være muligt, at finde et gammelt kile-tempel..

Nu var det i første omgang om at komme ud af det halvmørke rum og lægge en god afstand til dem, der kendte til nøglens eksistens. Jarko takkede manden for hans tid, og han mumlede noget uhørligt tilbage - allerede optaget af sine skriftruller igen.
En let fnysen undslap Jarkos næsebor, og han vendte sig mod døren ud til gaden, som han åbnede. Idet han skulle til at træde ud, skete der imidlertid noget: tre mænd iklædt læderrustninger trådte frem mod døren. Den ene havde trukket sit våben: et sværd med en buet klinge. De så ud til at være fastboende i byen, hvis man skulle dømme efter deres mørklødede udseende.
"Ikke så hurtigt, kære venner." Den nærmeste mand smilede og lod blikket hvile på Amy. Jarko brød sig ikke om udtrykket i hans øjne. Et hurtigt blik over skulderen viste, at den ældre mand helt var forsvundet fra rummet. "Jeg ville råde jer til at udlevere nøglen uden besvær - så sker der ikke noget." Den mørklødede mand havde stadig et ubehageligt smil om læberne og han rakte hånden frem med håndfladen opad. Hans krystalisianske havde en dyb, udenlandsk accent.

Amy mærkede en barnlig lyst til at trække tunge af den gamle mand som mumlede frem og tilbage ved sine skriftruller. Han havde virkelig ikke været et behageligt selskab at gøre sig, men i det mindste var nøglen tilbage i sikkerhed hos hende. Godt gemt ind under lag af tøj i en skjult lomme. Det gjorde hende altid lidt mere afslappet omkring situationen.
Hun vendte sig mod Jarko og fulgte efter ham hen til døren.
At der i mellemtiden var kommet mænd frem til den dør, kom som en ret stor overraskelse og hendes øjenbryn skød op med det samme. Det var da bare skønt.Amy bakkede ganske bevidst nogle få skridt bagud og så på den smilende mand, som gav et alt andet en positivt indtryk fra sig. Amy løftede koldt et øjenbryn og stilte sig med armene over kors. "Hvilken nøgle?" og selvfølgelig var den gamle nisse forsvundet. Herligt. Men det betød selvfølgelig også at der var en form for flugtrute herinde. hvordan de var blevet opdaget og hvordan mændende kunne vide at de havde en nøgle, var hende stadig rimelig ubevidst. Hun ville mest af alt skyde skylden på den gamle nisse, eller også var det manden de spurgte om vej. Man kunne sgu da heller ikke stole på nogen i denne verden!

Jarko kunne have sagt sig selv, at det ikke skulle blive nær så let at få oplysninger om nøglen og komme ud af byen igen. Alligevel kom den hurtige tilsynekomst af mændene bag på ham - han havde ikke regnet med, at hans kontakt her i byen ville være så interesseret i nøglen, at han ville forråde dem.
Han bakkede længere tilbage i rummet, imens han trak en kniv fra bæltet. Det eneste gode ved mændenes truende tilsynekomst var, at det sandsynligvis betød, at nøglen havde stor værdi - noget der i endnu højere grad gjorde ønsket om at beholde den stærkere.

Den mørklødede mand trådte endnu et skridt fremad, imens han så fra den ene til den anden - tydeligvis for at prøve at bestemme sig for, hvem der mon havde nøglen. "Åååh, ingen grund til at spille uvidende min pige." Han blinkede til Amy. Den krumme sværdklinge gengav det skarpe dagslys ude fra gaden.
Jarkos øjne afsøgte hastigt rummet for en flugtvej. En dør i den fjerneste ende af rummet måtte være den, den gamle mand var forsvundet igennem. Hurtigt skiftede hans blik tilbage til mændene - en af de andre talte med en raspende stemme: "Skynd sig, Iarash.. vi ved ikke, om der kommer nogen forbi.." Manden skævede ned af gaden, tydeligvis nervøs for eventuelle afbrydelser.

Amy løftede ganske hurtigt et øjenbryn og stod med armene placeret ved hofterne. Hun havde et øjeblik lyst til at sige at hun absolut ikke spillede udvidende, men det talte absolut ikke godt for hende på nogen måde, og hun var for følsom omkring sin egen intelligens til at kunne smide den kommentar ud. Hun bakkede dog væk fra døråbningen og mændende der stod der, som den krumme sværdklinge var synlig og reflekterede sollyset.
Amys øjne flakkede omkring fra både Jarko, mændende og rummet omkring hende. Døren blev for hende synlig, men hendes lyst til blot at styrte derhen og hive dem åben, virkede ikke som nogen genial ide. Mest fordi at det afslørede at de nok havde noget som de ikke burde. Nøglen for eksempel. Alt Amy kunne håbe på var at de ikke valgte at gennemsøge hende, hvis de overhovedet nået at komme hen til ehnde. "Jeg ved ærlig talt ikke hvad du snakker om. Der er en million forskellige nøgler rundt om i krystallandet. Hvad får jeg til at tro at vi har den i leder efter?"

Manden med sværdet i hånden, Iarash, udstødte en rå latter. "Vi tror det skam ikke bare." Han pegede hen på den tredje af mændene, der stod lidt i baggrunden. Lige som de andre var denne mand mørklødet, men der var noget særligt ved hans øjne, for de var underligt hvide, og han fokuserede ikke rigtig på nogen af dem. Det gik op for Jarko, at han måtte være blind.
"Coram her behersker tankelæsning, og vi holder altid øje med den gamles kunder." han gjorde et kast med hovedet mod døren for enden af rummet, hvor den ældre mand måtte være forsvundet hen. "Vi snapper de værdifulde ting, og deler noget af udbyttet med ham."

"Iarash!" Det var den utålmodige mand igen, og Iarash nikkede kort: "Coram - Hvem af dem har nøglen?" Jarko forsøgte desperat at tænke, at det var ham, der havde nøglen, men han var ikke i stand til at beskytte sit hoved mod indtrængende, og den blinde vidste det med det samme: "Pigen har den!"
Jarko trådte ind foran Amy med kniven i hånden, imens han desperat forsøgte at udtænke en flugtplan. Hans knive var ikke ligefrem det bedste våben imod mændenes sværd.

Amy rynkede næse af ham, som den rå latter blev udbrudt. Hun brød sig mindre og mindre om ham jo længere tid der gik, og han havde heller ikke ligefrem været rar til at starte med. Hun løftede dog et øjenbryn af hans tale, indtil hendes øjne fandt frem til den blinde. Hun havde set mange blinde før, og af en eller anden årsag havde disse altid en enten meget skræmmende evne eller utrolig effektiv. Nogle gange begge. Så helt automatisk blev hende blik lidt mere forsigtigt og hun bakkede ganske roligt nogle få skridt.
Det var faktisk ikke nogen dårlig deal de havde sig. Noget Amy nok selv ville havde gjort, havde hun haft evnen til det, og manglende ære måske også. Ikke at den var særlig stor til at starte med, men hun havde alligevel lidt. Amy sank ubevidst en klump i halsen og bakkede væk som den blinde talte med en ru stemme.

Amy forsøgte at trække vejret dybt ned i lungerne og koncentrere sig, som jarko trådte ind foran hende. Faktisk sneg hun sig til at lukke øjnene et kort øjeblik. Lige tids nok til at se en af mændende løfte sin klinge drillende mod Jaro og hans kniv. Amy gik hurtigt og i en glidende bevægelse rundt om Jarko i en næsten dansende bevægelse, med sine hænder samlet foran brystet. Som hun holdte sine hænder i en løs bold mod kroppen ville Jarko kunne mærke luft forsvinde fra rundt om ham, for at samle sig nærmest i en kugle foran Amy som pressede dette frem ved at strække armene og sine hænder op imod mændende, som blev ramt af en uventet overraskelse i form af et ekstrem kraftigt vindpust som fik blæst en direkte ud af døren, og de to andre skrådt, så de stadig lå lidt tæt på. "løb!" Amy var allerede sat i gang og løb så hurtigt benene kunne bære hende, mens hendes hjerte hoppede afsted. Hendes evne var fantastisk til netop dette, men hun kunne ikke bruge det hver gang. Hun fortsatte med at løbe ned af gaderne, så langt væk fra det skumle lille hus så muligt og så hurtigt frem til et bemennesket område også. Forhåbentlig var Jarko bag hende.

Jarko betragtede tøvende mændene foran sig. Den største trussel lod til at være den snaksaglige fyr med det krumme sværd, selvom den blinde i baggrunden også gav ham en urolig følelse i maven. Han havde dog på ingen måde lyst til at give afkald på nøglen, for der var ingen garanti for, at det ville få mændene til at spare deres liv. Desuden var det Amys valg.
Et lille smil spillede kort om hans læber, som pigen gled elegant rundt om ham: hun var ikke typen, der gav op uden kamp. Det var ikke første gang, han så hendes vindmagi blive brugt, men hans ansigsudtryk var ikke desto mindre imponeret: selv var han ikke den bedste til at kontrollere sin magi.

Mændene så ud til at være væltet omkuld, men Jarko beholdt kniven i sin hånd, som han hastigt løb efter den rødhårede pige. Lige nu var det bare om at lægge så meget afstand mellem dem og mændene som muligt. Gaderne var smalle, og de sandfarvede bygninger høje. Det skarpe solskin gjorde det svært at orientere sig, som de to løbende skikkelser hastigt rundede hjørne efter hjørne.
Til sidst nåede de en lille åben plads med et springvand, hvor flere handlende havde set nogle små boder op. Jarko støttede sig et øjeblik op af en søjle: forpustet efter den panikslagne løbetur. "Tror du vi slap fra dem?"

Amy havde levet med den evne hele sit liv mere eller mindre, og havde haft godt brug af den i tidernes løb. Det var helt klart at foretrække at havde en evne man kunne bruge til noget. Hun kunne bruge det på gaden, og hun havde lært meget af mange andres magibrug, hvilket i dette tilfælde også havde gavnet hende. Den bevægelse hun havde brugt var en blanding af hvad vandmagikere gjorde og hvad vindmagikere brugt. Det havde været effektivt og de var sluppet ud af det lille rum.
Amy skulle huske på at få benene væk under den gamle nisse som havde stikket dem. Det måtte blive en anden gang, men hun skrev sig det bag øret. Den rødhårede pige var ikke for god af sig til hævntogter nemlig.

Hun satte farten ned som de var kommet en tilstrækkelig mængde væk, og Amy havde vandre forbi nogle mennesker og blandet sig ind i en mængde, kort før ankomsten til den lille åbne plads. De var stadig ikke alene, men der var ikke overfuldt. Amys vejrtrækning og puls var høj, men hun var vant til pludselige løbeture og faldte på rekordtid ned igen og rømmede sig let. "Højst sandsynligt. De virkede ret overraskede over det pludselige angreb. Men min erfaring er, at det er farligt at blive det samme sted for længe, når man er forfulgt." svarede hun og satte armene i siden på sig selv og pustede ud. Nøglen lå stadig tungt i inderlommen og tryggede sig forsinkrende ind til hende. Dette var nu en meget betryggende følelse.

Det skarpe sollys i gaderne virkede helt uvirkeligt i forhold til det dunkle rum, de før havde befundet sig i. Jarko var langsomt ved at få pusten igen, og hans blik afsøgte alle områder i den lille plads. Gentagne gange kiggede han sig over skulderen for at sikre sig, at den vej de var kommet fra, stadig lå øde hen. Han havde ikke lyst til at se mere til mændene, men deres tidligere skyndsomhed havde også tydet på, at de ikke ville begå røveri på åben gade.
Lige nu var det vigtigt at holde sig til befærdede områder.

Jarko nikkede til Amy. Lige som han selv lod hun til at have god erfaring med det der med at tage benene på nakken, når tingene blev for farlige. Normalt ville han selv være langt over byens gader i sin krageform, men det lod sig ikke gøre på samme måde, når Amy var her. Han ville godt holde hende - og nøglen - under opsyn.
"Én ting fortalte deres angreb os - det er tilsyneladende en værdifuld lille sag, du har fået fingrene i." Sagde han med et let grin hentydende til nøglen, der forhåbentlig stadig lå trygt i Amys lommer.

Amy nikkede sammentyggende. De havde bestemt afsløret sig selv og nøglens værdi. Desværre havde de ikke afsløret hvortil nøglen hørte til. I hvert fald ikke helt. Nok vidste de, takket været den tvetungede gamle stoder, at nøglen førte til en lås som bevogtede noget for Kile. Så lang så godt. Men hvor det skulle være henne, var en langt større udfordring at finde frem til. "Bestemt! Spørgsmålet ligger mere til, hvad bevogter den?" svarede hun og slendrede ganske roligt afsted, i et forsøg på at falde i et med omgivelserne så hurtigt så muligt.

"Og hvor." tilføjede hun nogle sekunder senere, som hun baksede sit krussede, vilde hår sammen til en hestehale. Ikke at det ændrede det store, da det røde hår var et stort blikfang alligevel. Selvom den støvede og varme atmosfære alligevel fik det til at fremstå mere naturligt.
"Vi skal passe på med at tage derhen for hurtigt. Hvis de bevogter stedet, eller ved hvor den høre til. Det vil betyde at vi vil blive fanget i et bagholdsangreb, med stor sandsynlighed. Måske vi skal vente. Et par dage eller to? Såfrem vi selvfølgelig finder ud af om dette er stedet som gemmer hemmeligheden, eller om det er en helt anden landsdel." Hun lod sin hånd ubemærkelig glide hen over siden og røre ved nøglens omrids. Hun vidste den var der, men følte alligevel trangen til at gøre sig sikker lidt oftere. "Jeg fik fat i den i hovedstaden. Men om de var på vej hertil, ved jeg ikke."

Jarko gik i et roligt tempo ved Amys side. Der var mange folk på de solvarme gader, men han og Amy adskilte sig alligevel fra mængden med deres lyse hud blandt de mørklødede indbyggere i handelsbyen. En kraftigt bygget minotaur med en dobbeltbladet økse stod ved et gadehjørne, og denne gang følte Jarko en vis tryghed ved synet af skabningen: der var næppe nogen, der ville lægge op til ballade i nærheden af en minotaurvagt.

Tyremanden så dog ikke ud til at ænse hverken Jarko eller Amy, som de slendrede forbi ham. En flok råbende gadebørn kom løbende fra den anden retning, og Jarko begyndte at falde mere og mere til ro, nu hvor de var kommet på afstand af mændene fra før.
"Du har ret i, at det bestemt ville være farligt at spankulere direkte hen til det nærmeste Kile-tempel. Vi må holde lav profil." Sagde han lavmælt. Han vidste, at Dødsgudinden også var tilbedt i disse egne af Krystallandet, men at dømme efter alderen på nøglen, skulle det også være et meget gammelt sted. Rubinien gemte dog på mange ældre bebyggelser, så et gammelt Kile-tempel ville på ingen måde være umuligt at finde.
"Andet end her, vil Hovedstaden nok være vores bedste bud. Vi kan altid aflægge et lille besøg hos vores ven, du stjal nøglen fra." sagde han muntert, idet han mindedes bøllerne fra den smalle gyde tilbage i Hovedstaden.

Amy nærmest sugede trykheden til sig. Der var noget beroligende over at se gadebørnene løbe på gaden, selvom hun tog sig selv i at holde lidt bedre øje med sin pung på siden, end før. Hun kendte alt for godt til det, og man kunne ikke være for forsigtig omkring de langfingerede unger. Alligevel smilede hun og slappede. Selv minotauren skræmte hende ikke denne gang, men stod blot som en stor stenblok nærmest, og holdte øje, selvom han ikke engang anså hverken Jarko eller Amy. At være omgivet af mennesker, efter den tidligere oplevelse, var bare ubeskrivelig rart. Lige meget hvem der havde været omkring dem. Næsten.

Amy smilede skævt, og med en snert af skummelhed. Hun kune lide hans plan, men om de var i stand til at finde den fine bølle igen, var så noget helt andet. "Så, planen må være: Vi tager os selv og nøglen med tilbage til hovedstaden, for at undgå et baghold her i Rubinien. Vi udspørge den.. charmerende mand.. og får svar på templets egentlige lokation, hvorefter vi tager af sted igen?" hun skulle lige være sikker på hvordan det hele hang sammen. Amy så i hvert fald igen problemer med at skulle rejse frem og tilbage. Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde det store at foretage sig i sin hverdag. Hun var jo trods alt et gadebarn som altid løb fra sted til sted for at finde mad, tøj og rigdomme. Denne rejse ville ikke være anderledes.

Hun rynkede brynene let og kom til at tænke. "Tror du, at kiles tempel i hovedstaden har en underjordisk ordning også? Jeg har set indgange i det mere skjulte kvarter, men aldrig rigtig nærmet mig det. I hvert fald ikke siden jeg havde et ubehageligt møde med en mørkelver der troede at jeg havde lyttet med på hans samtale med en eller anden hætteklædt skabning. Men jeg er heller ikke sikker på om de låste døre førte til templerne, for at være ærlig." hun kendte til undergrunden, hun havde brugt meget af sin tid dernede, men der var enten så aflåst at hun ikke havde en chance, eller også så farlige folk at hun ikke turde at være der for længe. Om Jarko vidste noget måtte tiden så vise.

Jarkos hånd hvilede også på pungen i bæltet, som de bevægede sig ned af de menneskefyldte gader. Det sidste han havde lyst til nu, var at blive bestjålet, når han for en gangs skyld havde krystaller på lommen. Selv om byen var fremmedartet, nød han at befinde sig i de solbeskinnede omgivelser.
Han nikkede kort, til Amys opridsning af planen - det ville være fornuftigt at komme bort herfra. Mændene ville sandsynligvis regne med, at de straks ville give sig til at lede efter templer - ikke tage bort herfra. Jarko havde på forhånd planlagt at tage hurtigt tilbage til Hovedstaden, så de ville muligvis kunne få et plads ombord på skibet, han var kommet med. Han havde ikke tænkt sig at tage gennem ørkenen - det ville tage flere uger.

"Jeg er sikker på, at vores gamle ven, bliver glad for at se os igen." Sagde han med et lille glimt i øjet. Forhåbentlig kunne de få lokket manden væk fra sine kammerater, så de ikke skulle håndtere alt for mange bøller ad gangen.
Han drejede ind på en gade, der skrånede let nedad, for enden kunne man se den blå glimten af vandet ved havnen, som for nu måtte være deres mål. Han lyttede tænktsomt, til Amys spekulationer omkring Kile-templet. "Jeg ved ikke så meget om Hovedstadens templer, og Kile-præster er ofte så pokkers hemmeligsfulde.." svarede han. "Men der findes lidt af hvert gemt i undergrunden, så et tempel for Kile eller et samlingssted af en art for hendes tilbedere, ville nok ikke være usandsynligt.."

Amy kunne ikke dy sig for at komme med et smil, i den mest mere djævlelignende tilstand. Hun var en ballademager i forvejen og det glimt hun spottede i Jarkos øjne, bragte kun gadebarnets drillende natur frem. "Det tror jeg at du har helt ret i. Hvem ville ikke blive glade for at se os?" Forhåbentlig skulle de bare snakke med den ene. Flere af hans kompanonger ville gå galt. Specielt med Amys manglende evne til nærkamp. Generelt hvad kamp angik, var Amy rimelig handikapet.

Amy så ud imod det blå vandt med et roligt blik. Det ville faktisk blive rart at komme afsted væk fra det varme område igen. Ikke at Amy var en voldsom stor fan af kulde, men varmen kunne også blive for meget. Dertil ville hun komme hjem med langt mere end hun havde regnet. Hun havde håbet på et par småting hun kunne tilrave sig og sælge i hovedstaden som artifakter. Men det her var langt bedre at komme tilbage med, til trods for at det bare var en gammel nøgle. En gammel nøgle med hemmeligheder.

Hun bed sig kort i læben og kom med et svagt suk. "Heller ikke her. Templerne har ikke lige været min ynglingsbeskæftigelse..." svarede hun ærligt, men havde let håbet på at han vidste noget. "Tror du, at det ville give noget at lede? eller er det sikrest bare at holde sig væk, selv hvis vores kære ven ikke kan besvare spørgsmål?" spurgte hun efter lidt tid, som de kom nærmere havnen og vandets glimten som solen ramte det.

Forhåbentlig ville de være i stand til at overraske manden og hans venner. Jarko var ganske udemærket til nærkamp, men ikke, hvis der var et overtal imod ham. Han var dog ikke voldsomt bekymret ind til videre - det skulle være muligt at lægge sig i baghold, for at overfalde deres 'gamle ven' alene.
Han slendrede roligt af sted ved siden af Amy, selvom han mest af alt havde lyst til at sætte i løb mod de glimtende vand: jo hurtigere de kom herfra, jo bedre. Men det var også vigtigt ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

"Vi kan vel altid tale med nogle af præsterne.." Hans stemme lød lidt usikker, ved tanken om at snakke med en præst. Han brød sig ikke så meget om den slags folk, der oftest følte sig langt hævet over ham på grund af deres 'hellige' status. Han gav ikke meget for deres hellighed.
"Eller måske nærmere tale med nogen, der kender Undergrunden godt. Ved noget om, hvorvidt der findes gamle templer dernede. Og helst én der ikke sender banditter efter os for at bestjæle os denne gang.." Tilføjede han tørt. Han havde fået nok af den slags her i Rubinien.
Som de nåede for enden af gaden, lå havnen foran dem. Her var stadig travlt, og Jarko kunne se sømænd læsse varer ombord på det skib, han var kommet med. Det ville sandsynligvis sejle mod hjemlige kanter snart.

Ikke at tiltrækkesig opmærksomhed, var det vigtigste i denne sammenhæng. Begyndte de på det, ville de ikke længere have et forspring. Som de heldigt nok havde lige nu. Såfrem de ikke blev opdaget af banditterne de havde lagt bag sig. Amy rynkede let på brynene og sukkede. "Præster, specielt for Kile, plejer ikke at være nemme. Men vi kan prøve. Vi skal bare ikke virke som om at vi vil indtage deres hellig haller.. - som det egentlig er planen." med det sidste smilede hun med en tydelig drilskhed over sig. Hun var ikke så god til at overholde andres private linjer. Var der skatte og eventyr, så trodte hun over hvor hun kunne.

Amy bed sig let i læben over hans tilføjelse og kiggede lidt eftertænksomt frem for sig. "Det virker langt mere normalt her end i hovedstaden. Så mon ikke vi kan finde en kontakt eller to. Jeg har i hvert fald et es gemt i ærmet, hvis det skulle blive nødvendigt." fortalte hun og lod igen sin hånd streje hen over den skjulte lomme, mærkene efter. Hun var meget beskyttende overfor nøglen. Den havde bragt en del med sig.
Amy fulgte Jarkos blik til skibet og dannede sig hurtigt et overblik over hvilken de skulle med. "Skal vi?" det var bedre at komme ombord og væk, end at stå på åben gade for frit udsyn. Amy begyndte at gå op af rampen, med nød og næppe undgik en vildfaren brædde på ryggen af en sømand og forsøgte at tilbageholde et grin, som hun dumpede ned på dækket.