Patrick havde så travlt med at komme tættere på sin lillebror, Bastian, at han ikke lagde mærke til at Maela prøvede at komme i kontakt med ham, eller fulgte efter for den sags skyld. Han vidste bare at dette var en af de virkelige voldsomme udbrud der var i gang der. Efter endnu en tur i græsset valgte han at lægge sig ned på maven og prøvede at se hen mod sin lillebror, men vindene var temmelig kraftige, og støv blev hvirvlet ind i hans øjne, så han vendte sit hoved væk for at blinke støvet ud af øjnene. Der fik han øje på Maela. "Hvad laver du?!" råbte han og så meget overrasket på hende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle komme tæt nok på, og med den energi han sendte ud, var det svært for ham at koncentrere sig om sin lillebror for at få slukket for hans magiske energier.

Maela var igen kommet på benene, rævehalen svingende fra side til side. Hun kunne lugte magien, og hun brød sig ikke om den. Endvidere brød hun sig slet ikke om, at hun ikke vidste, hvad der foregik.
De rødbrune lokker stod som en sky omkring hendes hoved, da vinden og støvet ramte hende, og hun kæmpede for at holde sig stående. Hvem eller hvad gør det her? Hun stirrede forvirret fra Patrick til Bastian, der var i midten af det hele.

Råbene og skrigene fra de rædselslagne elever fyldte hendes ører sammen med vindens susen, og hun havde mest af alt lyst til at stikke halen mellem benene og se at komme af sted i fart.
Men nej, der var ingen der skulle sige, at hun var en kujon! Hun knyttede hænderne og fik øjenkontakt med Patrick, der så over mod hende. "Kan du få det til at stoppe?" Råbte hun tilbage til ham. Den måde han var løbet af sted på, fik hende lidt til at tro, at han vidste en del mere om, hvad der skete, end hun selv gjorde.

Han var ikke ligefrem vandt til at folk løb sammen med ham, når hans lillebror havde en af sine voldsomme magiske udslag. Det kunne godt være at den månedlige transformation var farlig for andre omkring ham, men Bastian var en tikkende bombe af og til, og man kunne aldrig vide hvornår han kunne gå løs, selvom der for det meste var et mønster. Der var teorier om at Patricks anti-magiske felt havde gjort at en stor del af magisk energi har ophobet sig i Bastian, hvilket ikke havde fået lov til at slippe fri, så det kom af og til ud, som en hidsig vulkan.
Mens han så på Maela, prøvede han at overveje situationen. Han havde dog ikke meget tid at tænke i, fordi Bastian skulle stoppes nu. Man vidste ikke hvad der kunne ske. Det er fuldstændig utilregnligt når han har et anfald. "Kom her hen. Hvis du kan hjælpe mig med at blive stående, så kan jeg stoppe ham!" råbte han tilbag til hende og prøvede at komme op at stå igen. Lige så stille. Først op på alle fire, og lige så stille der fra komme højere op, mens han beskyttede sine øjne mod støvet. Han skulle op over det hvirvlende lag snavs, der hele tiden tog hans fokus når han prøvede at stoppe Bastian.

Stoppe .. ham? Hendes øjne løb i vand på grunden af den vilde blæst og støvet, der blev hvirvlet op, men hun kunne se knægten, der hang et stykke oppe i luften længere forude. Det måtte være ham, der forårsagede dette her.
Den kraftige magi i luften fik pelsen på hendes hale til at stritte kraftigt til alle sider, så den mest af alt lignede en stor børste.
Mange af de andre elever var begyndt at løbe bort derfra under skrig og råb, imens andre havde fundet noget at klamre sig til - stemningen lugtede langt væk af panik, og Maela ville bare have det til at stoppe.

Hun fokuserede igen på Patrick, der sagde, at han havde brug for hendes hjælp. Der var et lille stykke imellem dem, og vinden var så kraftig, at hun måtte bevæge sig krumbøjet fremad, og da hun nåede hen til ham, var det på hænder og knæ. Hendes ansigt havde imidlertid antaget et stædigt udtryk - hvis hun kunne hjælpe med at få dette her stoppet, så ville hun gøre sit bedste.
Hun rakte ud og greb fat i hans ben for at hjælpe ham med at blive stående. Selv forsøgte hun ikke at rejse sig op - hendes ringe vægt ville sandsynligvis bare sende hende flyvende, eller vælte hende bagover.

Han kunne mærke hvordan Maela kom til og gav ham et anker og fik støttet ham, hvilket hjalp ham med at komme op at stå det sidste, op over støvskyen. Blæsten var stadig voldsom, men nu kunne han i det mindste koncentrere sig bedre om sin lillebror. Vinden fik hans øjne til at løbe i vand, men nu stirrede han bare stædigt mod sin lillebror. Et nyt voldsomt stød kom fra ham, men denne gang blev han ikke væltet helt, på grund af Maelas hjælp. Han stirrede koncentreret på Bastian, og så pludseligt som det hele var begyndt, så holdt det også op. Det stoppede så brat at det næsten føltes som at blive ramt af en mur. Alt hvad der svævede faldt klodset til jorden med et på samme tid. Ændringen af trykket mod Patrick fik ham næsten til at falde forover, men han snublede kun lidt frem, men holdt balancen. Han sørgede igen for at koncentrere sig mod sin lillebror der nu lå på jorden og vred sig lidt. Man kunne se på Patrick at han ikke ligefrem var i strålende humør. De elever der var blevet fanget i et magisk greb, begyndte at kravle hurtigt væk fra Bastian, og nogle fik hutlet sig op og tog benene på nakken.

(lol, havde en idé om, at det ikke var min tur i tråden .. sorry det langsomme svar : D)

Maela følte sig ynkelig, som hun halvt lå ned i græsset og klamrede sig til Patricks ben. Halen piskede frem og tilbage og hendes ræveører var lagt hele tilbage under manken af det krøllede, røde hår. Imidlertid kunne hun mærke, at hendes greb rent faktisk hjalp ham med at holde sig på benene, og hun bad indvendigt til, at den kraftige magi, der havde tvunget hende og de andre børn i knæ, snart ville stoppe.

Så lagde vinden sig. Brat. Nærmest overrasket gav hun slip på Patricks ben og satte sig op på knæene, idet hun så sig omkring. Et par af børnene var hastigt på vej væk - hun forstod dem godt. Alligevel var hun selv lidt for nysgerrig til at tage benene på nakken, og hun havde heller ikke lyst til at lade Patrick i stikken.
"Er han ... okay?" Hun stirrede mod drengen, der lå på jorden, imens hun langsomt kom på benene igen.

Hvis man så efter kunne man se hvor anspændt Patrick var, og gradvist var hans ansigt også blevet rødere. Hvis man kunne se ham i øjnene, ville man tydeligt kunne se hvor meget de lynede, og de var skarpt rettet mod den liggende skikkelse. Han lagde næsten ikke mærke til Maela og hendes kommentar, og stampede pludseligt bare af sted hen mod skikkelsen, med knyttede næver og et vredt ansigtsudtryk. Da han kom hen til drengen, satte han sig på hug foran ham og tog fat i kraven på ham med begge hænder. "Hvad har du gang i?! Ved Isaris underkjole! Du ved godt at du skal være forsigtig! Du bliver nød til at tage dig sammen! Kan du forstå det?!" Han råbte næsten så højt han kunne lige i hovedet på den fortumlede dreng, der kiggede først lidt forvirret, og derefter meget forskrækket op på Patrick. "U-undskyld Patrick. Det var ikke med vilje..." "Det håber jeg sandligt ikke at det var! Du kunne have dræbt nogen!" "Du ved at jeg ikke kan gøre for det! prøvede drengen at forsvare sig med. Patrick slap ham og rejste sig op. "Du bliver nød til at passe på, Bastian." sagde han, den gang mere kontrolleret. Han knyttede stadigvæk sine næver for at prøve at slappe lidt af. Han pustede stadigvæk en smule voldsomt, og man kunne se hvor anspændt han var at han stadigvæk kunne eksplodere hvis man ikke passede på.

Urolig, men også nysgerrig, fulgte Maela efter Patrick. Hårene på hendes hale var efterhånden ved at lægge sig, omend hun i det hele taget så rimelig pjusket ud. Hun brød sig ikke om ting, der var ude af hendes kontrol. Det var der bare desværre rigtig mange ting, der var, når man var en ung elev på et sted som Tywing-skolen.
Hendes trin var langsommere og mere listende end Patricks, for hun vidste ikke helt, hvor tæt hun turde gå på drengen. Han lugtede langt væk af magi. Ubehagelig magi.

Hendes ører vendte sig uroligt frem og tilbage, som Patrick begyndte at råbe af Bastian. Hvad skulle det nu hjælpe? Hun vovede sig dog en anelse tættere på, idet hun kiggede fra den ene til den anden. "Bør vi ikke få fat i en healer eller noget?" foreslog hun, da Patrick var færdig med at råbe.
Hun vidste ikke helt, hvad der var galt med den yngre dreng, men han kunne tilsyneladende godt bruge noget hjælp. Og hjælp burde man da kunne få på dette sted.

Da Maela nævnte en healer, satte Bastian sig hurtigt op som om der ikke var sket noget som helst. Patrick vendte sig mod Maela stadigvæk med lynende øjne, men man kunne godt se at det ikke var vendt mod nogen bestemt, og mest bare var en efterdønningerne fra hans sidste raseriudbrud. "Bare rolig. Jeg mistede bare kontrollen over min magi. Men min storebror holder den i skak lige nu." Han smilede uskyldigt til Maela. Patrick så lidt misbilligende på Bastian, der lød som om at Patrick nok altid ville komme rendende når sådan noget skete. "Du burde lære at kontrollere det." sagde han og fik hævet Bastian op på benene igen. Han så undersøgende på sin lillebror. "Tror du at du har styr på det igen?" spurgte han, hvor Bastian kort efter svarede med et nik. Patrick nikkede også og så ret bekymret på sin lillebror inden han valgte at slippe ham. "Det var hyggeligt at møde dig." sagde Bastian til Maela inden han rendte af sted. Han ville op og tale med magiprofessoren. En aftale de havde på grund af hans voldsomme udbrud.
"Du behøves ikke at tænke på det. Det kunne have gået meget mere galt." Han prøvede at se beroligende ud, men han fik bare lagt en underlig grimasse på. Han gav det dog op lidt efter.

Maela ville virkelig ønske, at de ville få fat i en healer. Eller en professor. Helst lige med det samme - Patricks lillebror havde uden tvivl været helt ude af kontrol, og Maela frygtede, at det kunne ske når som helst igen. Selvom drengen så fredelig nok ud nu, bortset fra øjnene, følte hun, at hun stod ved siden af en tikkende bombe.
Hun beherskede dog endnu en gang sin trang til at tage benene på nakken, og kiggede undersøgende på Bastian. "Er du sikker?" svarede hun, da han forsikrede hende om, at alting var okay. Hun følte sig ikke særlig beroliget af, at han 'bare' havde mistet kontrollen over sin magi, når det betød, at han udløste kræfter som dem, hun lige havde været vidne til.

Lidt undrende så hun efter drengen, som han hastigt satte kursen mod skolen. Hun vendte sig imod Patrick igen, ansigtet lagt i urolige folder. "Det er lidt svært ikke at tænke på.. jeg har aldrig set noget lignende." Hun skuttede sig lidt ved hans kommentar om, at det kunne være gået meget mere galt ..
"Fedt.. Nu er jeg VIRKELIG rolig" Kunne hun ikke lade være med at tænke."Er du sikker på, at han kan være alene?" Valgte hun dog i stedet at spørge med at kast med hovedet efter Bastian.

Han trak på skuldrene over hendes kommentar. Han vidste ikke om han kunne være alene. Han håbede bare på det. "Han bliver nød til at lære at kontrollere det, og det kan han ikke med mig i nærheden." sagde han tørt og så efter sin lillebror. Han kunne lige som ikke altid stole på at sin storebror altid ville være der når det gik galt. Desværre virkede det til at han bare forventede det, men hvorfor skulle han ikke også det? Han havde jo altid lige været i nærheden, eller hvert fald ikke særlig langt væk. "Professorerne tror at grunden til at det går så galt, er fordi jeg har undertrykket hans magi, og derfor bryder ud så voldsomt når jeg ikke kan blokere det mere." Hun kunne jo lige så godt få at vide hvad det er de tror der er gang i. Nu hvor hun alligevel ikke bare var stukket af med det samme, som de fleste ville have gjort. Hun havde trods alt også hjulpet ham med at få stoppet ulykken. "Forresten, tak for hjælpen." Man kunne godt se på ham at han var slappet mere af. Han havde hvert fald ikke knyttet næverne mere, og han var ikke så sammenbidt. Ulykken var afværget, og der kunne sagtens gå lang tid inden det ville ske igen. Han håbede bare at det aldrig ville ske igen. Så kunne han slappe af, og måske ville Bastian blive uafhængig af sin storebror.

Maela skiftede vægten fra den ene fod til den anden og skævede igen efter Bastian. Hun håbede ikke, at den kraftige magi ville 'gå af' igen. Selvom hun savnede friheden, gav Tywing Skolen hende nogle rammer, som hun betragtede som værende trygge .. det var bare ikke sikkert, at denne betragtning ville holde ved, hvis så farlig magi kunne udbryde når som helst.
Patrick virkede dog ikke nær så bekymret, og det var trods alt ham, der kendte situationen bedst. Hun besluttede sig for at stole på hans viden, og ikke bekymre sig alt for meget - Maela var som regel let af sind, selvom hendes dyreinstinkter gjorde det klart, hvornår hun skulle være forsigtig.

"Jeg håber, at professorerne kan hjælpe .. de ved vidst en del om magi." Svarede Maela oprigtigt. For hende, der havde svært ved bare at styre sine egne evner, forekom det meget imponerende, at der fandtes professorer, der kunne tage sig af den slags.
For første gang siden den voldsomme hændelse fandt et smil vej til hendes læber, idet Patrick takkede hende. "Det var så lidt .. jeg skal være ærlig og sige, at jeg var ret bange." Hun kørte en hånd igennem de ræverøde lokker. Omkring dem var få af eleverne begyndt at vende tilbage til søen, nu hvor faren så ud til at være drevet over. Mange af dem kastede underlige blikke på Patrick.

Patrick nikkede. Professorerne kunne nok godt hjælpe. De prøvede hvert fald, og det stolede Patrick på. De var dygtigere til at håndtere magi end han var. Han kunne jo kun lukke for dens kilde, og det vidste han ikke en gang helt hvordan han gør det. Han sukkede lidt og tænkte over hvor mon det næste gang ville kunne ske. Tænk hvis det var gået løs indendørs. Han kunne have bragt en stor del af bygningen ned. Det havde været noget så besværligt at skulle have reddet ham ud af den. Tænk hvis han ville blive smidt på porten? Han kunne jo ikke rigtig selv tage med ham. Det ville være for farligt for dem begge. Her var der i det mindste nogen professorer der gerne ville hjælpe ham under sine transformationer, og så samtidig holde det skjult for de fleste elever. Han gad ikke at blive stemplet som varulv. Der var intet væsen så fælt som en varulv. Ikke en gang vampyrer kunne hamle op med dem, i hvor forfærdelige de var.
Han så op på Maela da hun tilstod at hun havde været bange. "Det undrer mig ikke. Det er skræmmende at se det første gang. Du kunne jo heller ikke vide at han ikke kunne røre dig den her gang." kommenterede han med et skævt smil, og et lille klap på skulderen. Han kunne egentlig godt lide hende. Hun virkede flink nok. Hun var hvert fald hjælpsom, og mere modig end han ville have troet. Der er ikke alle der har lyst til at gå ind i noget der minder om en magisk malstrøm.

Luften omkring dem var langt mere behagelig, end den havde været for få øjeblikke siden. Maela tog en dyb indånding og nød at få den friske luft helt ned i lungerne. Tywing Skolen lå i fantastiske naturrige omgivelser, og Maela holdt langt mere af at opholde sig her ved søbreden, end i skolens indelukkethed. Omgivelserne virkede også langt mere lyse og behagelige, nu hvor faren lod til at være drevet over. De elever, der var vendt tilbage, var imidlertid stadig meget stille, og der var ikke længere nogen, der havde lyst til at tage en svømmetur.

Hun snusede lidt ud i luften, før hun igen vendte opmærksomheden mod Patrick. Hun følte det som om, hun stadig kunne lugte resterne af den forfærdelige magi omkring dem, men det svandt hurtigt.
"Har I prøvet det mange gange?" Hun havde svært ved at forestille sig, hvordan man kunne med noget, der kunne gå så galt, men hun forstod godt, at Patrick gerne ville passe på sin familie. Hun spekulerede i et lille øjeblik på, om brødrene også var forældreløse - det var de fleste på skolen, trods alt - men hun ville ikke spørge. Det var trods alt ikke ligefrem et behageligt emne.