Koda syntes entelig at hun havde været ganske morsom, men det gjorde Gina vidst ikke, øv bøv entelig. Men det var sikkert typisk vampyre, ingen humor på nogen måde.
"Den ene vampyr kom med blod om munden hen til den anden. Den første spurte, hvorfra har du alt det blod" Koda var godt igang med næste joke, men kunne ikke gøre den færdig før Gina angreb.
Koda havde været klar på at angrebet kom og var klar til at forsvare sig. Gina kom hurtigt, måske lidt for hurtigt. Med et blev Koda's øjne krystal blå, intet sort eller hvidt var tilbage, men kun den krystal blå farve. Gina var nu ret langsom, Koda kunne se alle hendes bevægelser langsomt og tydeligt. Det var Koda's særlige evne som gjorde hun kunne se tiden langsommere der var trådt ind.
Med stor perfektion fik Koda sat sit sværd klar og blokkerede Ginas angreb, men noget fangede i sidste øjeblik Koda's øjne. Dolken der kom imod hendes ryg. Smerten begynte hurtigt da den først ramte hendes hud. Det var en af ulemperne ved denne evne, smerte varede 3 gange så lang tid en normalt.
Koda kunne ikke nå meget andet end at dreje rundt på isen nemt for at dolken ikke skulle gå ind i hendes rygrad. Men i stedet fik Koda et ordenligt snitsår i siden og dolken sad nu i hendes mave frem for ryggen. Smerten var ulidelig og Koda tvang sig ud af sin tilstand til at se verden normalt igen. Eller næsten dog.
Nu gik alting hurtigere for Koda, hvad der var 3 sekunder ville Koda se som 1 sekund, hvilket man nu tydelig ville se på Koda og hendes måde at reagere. I det mindste gik smerten hurtigere.
*Det var hurtigt det kom, jeg må virkelig tilbage til bjerget*
Det var det eneste Koda kunne tænke, da hun udemærket godt vidste hendes evne fuckede op pga hun ikke havde været igennem sit ritual.

Lydia laver en grimasse over at hendes dolk ikke ramte som den skulle, men fnyser alligevel selvtilfreds over at den i det mindste gjorde lidt skade.
Dolken forsvinder efter at have gjort sin pligt.
Sværdet er stadig i Lydias hænder og hun er stadig i angrebsposition.
"Du har det hele i munden", siger hun selvsikkert og tilfredst idet hun sætter af for endnu et angreb.
Hendes fødder glider dog lidt på isen, så hun til at starte med snubler lidt. Men hun kommer hurtigt op i fart igen, idet hun nu går efter et af Koda's ben, så hun ikke ville kunne stikke af i et forsøg på at bide hende.

Alting gik hurtigt for Koda lige nu og hun kunne knapt nok forstå hvad Gina sagde. Og hun nåede heller ikke at reagere på at Gina kom og skulle til at bide Koda. Men Ginas fald så nu meget komisk ud.
Koda lod blot Gina bide hende og det var ca her at Koda fik sit rigtige syn tilbage igen, tingene gik nu i normalt tempo.
Med et kom der et lag af is på Kodas ben og der hvor Gina bed hende. Formålet var at Gina ville fryse fast til Kodas ben og få nogle slemme forfrysninger i tænderne. I samme omgang lagde Koda et lag af is over sit sår for at holde blodet inde. Isen blev helt rød af blodet og var på en måde helt kønt.
"Dumt at bide mig"
Som Koda talte kom der 3 is pigge op af isen fra jorden som havde retning imod Gina som forhåbentligt sad fast i isen.

Lydia giver straks slip på sværdet og trækker sig væk fra Koda med et skingrende skrig.
Hun når dog ikke så langt, før hun sidder fast i ispiggende. Et af dem går igennem hendes højre lår imens et andet rammer hendes venstre fod. Den sidste river hendes frakke i stykker langt op af ryggen og for hver ispig, der rammer hende lyder et endnu højere skrig.
Hun kigger vredt på Koda, hvæser af hende lige inden det gule i hendes øjne forsvinder.
To lyse lilla - næsten lyserøde - og blide øjne dukker frem i stedet.
Gina kigger forfærdet på Koda inden hun græmmer sig over ispiggende i hendes lår og fod. Begge hendes hænder lægges på låret.
"Undskyld", siger hun og danner en ny dolk, som hun stikker langt ind i ispiggen under hendes lår. Den knækkes af, så Gina nu frit kan bevæge det ene ben, dog med en kæmpe istak siddende i låret.
Gina begynder at stikke dolken gentagne gange ind i ispiggen i hendes fod, for at få den knækket helt ned, så hun kan løfte sin fod af og falde til jorden.

Gina sidder nu på jorden med en kun lidt blodig fod og en stor istak i låret.
"Jeg kan ikke bestemme over hende"

Koda kunne ikke andet end være glad over hendes plan havde virket, Gina havde skreget hvilket gjorde Koda fint tilfreds. Nu fik den blod suger ikke hvad hun ville have, sikke en fryd.
Dog blev Koda nu først meget forvirret over Gina pludselig sagde undskyld og begyndte, ja ikke begyndte, men mere trak sig væk. Den havde Koda ikke lige set komme.
"Hvad taler du nu om"
Koda mumlede i smerter over sit sår og var glad for hun havde lukket det.
*bestemme over hende?... hvad taler hun om* tænkte Koda for sig selv mens hun satte sig ned på jorden og tog sig til såret.
Det neeste grund til Koda ikke gjorde mere ved situationen var at Gina ikke længere var en trussel.
"Prøv på noget og det bliver lang værre det jeg gør ved dig"
Koda's stemme var bestemt og lidt truende og hun var klar til at spide Gina i is.

Gina tager et hårdt fat omkring ispiggen i hendes lår og hiver til. Isen rykker sig dog kun lidt.
Hun kigger op på Koda.
"Lydia. Hun er.... min dårligere halvdel", mumler hun og kigger skamfuldt ned igen.
Hun tager endnu engang fat i isen og hiver til. Et højlydt skrig lyder fra hende idet hun får hevet isen ud af benet og hurtigt tager sin frakke af for at rive et stykke af den og binde stramt rundt om sit lår.
Nu går hun igang med foden. Hun river endnu et stykke af frakken og binder det omkring sin fod.
Da hun i forvejen manglede blod, bløder hun ikke så kraftigt. Heldigvis.
"Og jeg har ikke tænkt mig at prøve på noget"

Koda lænede hoved bagud og kiggede op på himlen der var godt overskyet og sneen der dalede ned.
"Ja det må du nok sige" mumlede Koda roligt og kiggede så ned igen. Hun rejste sig forsigtigt op igen fra jorden hvilket gjorde godt ond og gik hen til sin taske og roede lidt rundt i den. Koda Kastede en forbinding hen til Gina og en dåse med nogle urter.
"Put noget af det i såret, det renser og healer hurtigere, eller end til du finder en healer"
Koda var altid forberedt på at komme til skade, faktisk var hun ret god til det efterhånd. Hun gik hen til Gina igen og satte sig og tog lidt af urterne og lod isen smelte fra sine sår. Blodet begyndte igen at flyde ud og Koda var hurtig til at putte urterne på og lukke til med is igen.
Koda vidste hun ikke kunne løgge forbindingerne der selv hurtigt nok så isen måtte være det.
"Flere sider jeg skal kende til eller bare den ene" spurte Koda lidt mistroisk.

Gin tager imod urterne, fjerner sin forbinding, lægger hurtigt urterne på og forbinder igen.
En grimasse ses, da hun lugter blod fra Koda, men det forsvinder hurtigt igen.
"Jeg bor hos en healer"
Gina kigger tilbage den vej hun kommer fra. Stark skulle nok hjælpe hende.
Hun vender blikket tilbage igen.
"Og du skulle slet ikke have kendt den her side"

Koda kunne entelig godt tænkte sig at kende en healer, eller hun kendte efter hånden et par stykker men de tog jo penge for hver gang hun besøgte dem, men hun måtte jo nok hellere også få fixet det her sår da det var ret dybt.
"Praktisk" sagde Koda stille og vidste ikke helt hvor hun skulle stille sig i den her samtale. Gina havde jo næsten lige været ved at flå livet ud af Koda, hvilket just ikke var en rar tanke. Koda havde hørt om folk med flere personligheder men det var da lidt specielt.
"Sket er sket vel"
Koda rejste sig op igen men måtte hurtigt sætte sig ned igen. Det var mere alvorligt end hun havde regnet med, såret havde bestemt ramt noget
*fedt.. hvordan når jeg dog ind til byen sådan her* tænkte Koda for sig selv

Gina sidder lidt stille et øjeblik, men pludselig går et lille lys op for hende og det kan tydeligt ses på hende. Hendes øjne slår op.
"Jeg tror jeg kan få fat på en løsning for os begge", siger hun og danner hurtigt efter en lille lilla bobbel af energi, hvori man kan se et udråbstegn i. Hun kaster bobbelen højt op i luften og ser den flyve væk i retningen af Topalis.

Herefter kigger hun på Koda og så rundt på sneen.
"Kan du få sneen til at dække rodet?", spørger hun med en hentydning til at blodet på sneen.
Det ville ikke være så smart, hvis vagter kom forbi, eller hvis nogle rovdyr fik færden af dem.

Koda kiggede noget på den bobbel af energi som Gina lavede men forstod godt pointen, så var det bare om folk kunne finde dem her ude midt i skoven.
Koda kiggede også lidt rundt på sneen som var godt blodig og kunne godt forståes det skulle dækkes til, så med et lod hun et lag af uklar is dække hele området hvor de havde været oppe og slås så man ikke kunne se noget af det. Det var altid smart at være is magiker om vinteren.
"Sådan" sagde Koda venligt som var faldet ned på jorden igen.
"Kan det være du kan hjælpe mig med mine forbindinger" spurte Koda som stadig havde godt ondt.

Gina smiler og nikker kun kort, før hun for haltet sig selv op på benene og hen til Koda, for at lade sig falde igen.
"Men vi behøver dem ikke længe", svarer hun og begynder at forbinde Koda roligt men fast.
"Min healer sender hjælp, når han ser mit signal"

Koda vidste ikke helt om hun var tryk ved at skulle møde denne healer, hvor skør var han i forhold til Gina. Suk hvad var det Koda havde rodet sig ud i lige nu. Men hvis denne healer bare kunne stoppe hendes blødninger ville det være helt fint.
"Det er da altid noget" mumlede Koda som hun bed smerten i sig som Gina begyndte at forbinde hende.
"Så burde jeg vel hellere få pakket mine ting sammen... jeg skulle alligevel snart videre
*Jeg må virkelig snart få udført mit ritual* tænkte Koda for sig selv.

Gina kigger lidt undrende på Koda.
"Hvad er det for et ritual?", spørger hun men laver pludseligt et lille hurtigt ryk i sig selv.
"Hvis jeg må spørge"
Hun når ikke længere før to små hvide bobler, der lyder utroligt klart kommer flyvende.
Gina kigger op og retter sig ud så hendes sår er blottet.
"Der kommer min healer"
En af boblerne lander på Gina's lår og bliver til en lille hvis fugl. Fuglen ryster sig kort og lægger sit næb forsigtigt på Gina's sår.
Gina laver en grimasse, men det går hurtigt over, da fuglen nu har helet hendes lår. Den flabber lidt med vingerne og lander på Gina's fod og heler også den.
Den anden hvide lysende bobbel svæver forsigtigt omkring Koda og venter på, at hun tillader den adgang til sine sår.

Koda kiggede først lidt forvirret på Gina og kom så igen tanke om at GIna kunne læse tanker og rystede lidt på sit hoved.
"Min stamme har 2 særlige evner, den ene er is som du har set og den anden er lidt svær at forklare, vi har et særligt syn som vi kan bruge til at se ting langsommere end det sker... Men altså det syn er ikke noget i bare får, vi skal en gang om året tage op på toppet af et bjerg i norden og så skøjte ned fra toppen på is og hele vejen ned til bunden... mange dør af turen men når man er kommet næsten ned får man sit syn fornyet"
Det var en længere forklaring Koda kom med men det var sådan det var, og Koda skulle der hen for at fornye sit syn og måske hvis hun var heldig møde sin familie. * Hvad tænker jeg på, jeg har ikke mødt dem siden jeg var lille, hvad er chancen for det sker i år* tænkte Koda for sig selv.
"Problemet er at evnen bliver dårligere og dårligere jo længere tid der går fra man har gjort det og det er over et år siden jeg var der sidst" tilføjede Koda lidt stille og kiggede på den sjove fugle der healede Gina.
Da den så kom over til hende lod Koda den komme til, men den fik kun lige lov til at lukke såret før Koda trak sig væk, hun brød sig ikke om at blive healet helt, det var så unaturligt og at det var lukket burde være nok.
"hvem har lavet de her dyr" spurte Koda så

Gina lyttede opmærksomt til hvad Koda sagde.
Fuglen der sad på Gine ventede på den anden, før de begge blev til små lysende bobler igen og fløj tilbage i samme retning de var kommet fra.
"Det lyder besværligt", sagde Gine kort inden hun hørte spørgsmålet og kiggede kort efter fuglene og tilbage på Koda.
"Det er min healer. Han er engel og lysvagt. Han har en evne, der giver ham mulighed for at lave alt muligt med sine fjer. Hans anden evne er at heale, så han kan kombinere dem", forklarede hun og smilte lidt akavet. Hun håbede at hun havde forklaret det ordenligt. Hun forstod nemlig heller ikke selv helt Starks evne med hans fjer.

Koda trak lidt på skulderne og svarede "Tja, det høre med til min stamme, og jeg er glad for gaven så det er noget jeg bare skal en gang om året"
Det var ikke Koda's valg at tingene skulle være sådan men det var sådan de var, og det levede hun med.
Koda kiggede også lidt efter fuglene og lyttede til hvad Gina sagde.
"Engel... tror aldrig jeg har set sådan en... kun hørt om dem"
Koda prøvede at rejse sig op og kom da op på benene men såret gjorde ondt siden hun kun havde fået det lukket. Men i det mindste ville det heale naturligt nu.
"Undskyld igen for skaderne... men din side bad selv om det"
Koda overvejede at pakke sine ting sammen og drage nord på. Det skulle nok blive besværligt at klare turen såret, men det havde hun prøvet før.