Hun så elveren vakle foran sig, og det gik op for hende, at det måtte være særdeles kraftfuld magi, han havde brugt. Naturligvis kunne man sige sig selv, at magi, der kunne sætte afrevede lemmer tilbage på deres plads, måtte være utroligt udmattende .. forhåbentlig havde det ikke permanente konsekvenser..
Utroligt nok, var hun selv stadig på benene, selvom blodtabet i allerhøjeste grad havde svækket hende.

Hun ville have tilbudt elveren sin hjælp, men det ville næppe have været meget værd, og det lykkedes ham at kæmpe sig på benene igen. Det var først nu, at hun blev opmærksom på lyden af den vrede drage og klippestenene, der faldt ned fra loftet. Han havde så sandelig ret - det var på tide at komme ud af hulen.
Prøvende satte hun den ene fod foran den anden. Det gik ikke stærkt. Men hun kunne gå fremad. Hun forsøgte at sætte farten op, for at følge med elveren foran sig - heldigvis lod det til at dragen i sin panik over den sammenstyrtende hule, havde glemt sine ofre.

Hun var ikke sikker på, hvor længe hun kunne holde sig på benene, så det var bare om at komme af sted, mens hun stadig kunne. Hun var klar over, at de begge to var meget heldige, hvis de slap fra dette her med livet i behold!

Turen ud af hulen tog mindst dobbelt så lang tid som det havde gjort at komme ind. Både fordi Miilaethorn oplevede, at tiden sløvede sig gevaldigt ned, når kroppen både var fyldt med adrenalin og samtidig var virkelig drænet for kræfter. Han snublede op til flere gange på vejen ud og mens sten faldt omkring dem, kunne han næsten ikke tage sig af dem. Han holdt sig blot i nærheden af mennesket mens de forsøgte at løbe ud. Det var ingen overraskelse, at det ikke gik synderligt godt.
Da de endelig kom ud i lyset, missede elveren med sine ellers klare øjne og skyndte sig at se imod det sted hvor dragen uden tvivl ville dukke op. Og dukke op gjorde den. Men i stedet for at flyve mod dem, fløj den i en komplet modsat retning, tumlende rundt i luften, fordi den intet kunne se. De var heldige; For nu.

Han så over på mennesket med et alvorligt og meget træt blik, før han uvilkårligt endte med at læne sig op af indgangens kant. Han kunne ikke rigtig stå ved egen hjælp længere, for nu hvor de var ude og kunne se rigtigt, fejlede hans ellers gode syn ham og han blev meget svimmel. Men han følte ikke, at han havde tid til, at se til sine egne problemer. Mennesket var tydeligvis stadig ikke helt i top stand, så han kunne ikke bare stå her og være træt. I stedet fik han trukket sin kappe af, ved brug af sin ene arm.
"Du bløder stadig," konstaterede han, mens han stod der med det eneste de egentlig rigtig kunne fikse hinandens problemer med. Potentielle forbindinger. Men før han kunne nå at række den mod mennesket gled han ned i en siddende position, hvor han ikke magtede at komme op igen.

Hendes ben føltes tunge, og hun var ikke sikker på, hvordan det lykkedes hende, at sætte den ene fod foran den anden. Elveren virkede lige så udmattet som hende selv, og det var ganske tydeligt, at den kraftfulde magi have drænet hans kræfter.
Hjertet hamrede stadig i hendes bryst, for dragen måtte bestemt være i nærheden, og der kunne ingen tvivl være om, at de havde været utroligt heldige at slippe fra den med livet i behold.

Hun turde først ånde ud, da de så dragen på usikre vinger flyve væk. Den var såret, og nogle af dens sanser var stadig taget fra den, men den var langt fra død.
Dette var uden tvivl en test, Dødsgudinden havde pålagt hende, og hun følte sig langt fra værdig til at jage drager endnu. Imidlertid kunne hun takke Gudinden for elveren, som var blevet sendt til hende.
Uden ham, havde hun ikke overlevet.

Hendes blik faldt på blodet, - det meste af var ved at tørre ind på hendes arm, men noget var stadig friskt. Hun sank ned i siddende stilling ved siden af elveren - hendes baghoved var lænet mod klippevæggen.

"De har reddet mit liv."

Det var mest bare en konstatering, men hendes stemme var fyldt med taknemmelighed.