Renaél følte sig en smule splittet - på den ene side, havde han ikke lyst til bare at lade menneskekvinden tage af sted, idet han fandt selskabet behageligt. På den anden side vidste han udemærket også selv, hvor lidt værd, han ville være i Hovedstadens mørke gader. Faktisk skræmte tanken om at forlade værtshuset alene og skulle finde vej til den der kro, hun havde snakket om, ham også.
Omend elverens klæder var en lille anelse slidte, var der ingen tvivl om, at de var kostelige, og det var ganske sikkert grund nok for banditter til at overfalde ham i håb om, at hans pung indeholdt en del flere krystaller end den rent faktisk gjorde.

"Det kan godt være, at det bare er mig der er tåbelig.."

Elveren var hurtigt smuttet om på den anden side af Venus, så han igen stod ansigt til ansigt med hende. Han fandt det virkelig ærgeligt, at hun ikke udviste mere interesse for hans fremragende person, at hun havde lyst til at blive. Han havde tydeligvis brændt sine chancer ved ikke at skrue tilstrækkeligt meget charme på over for hende!

"Jeg håber, at de har ret, for jeg ville have det meget dårligt med det, hvis der skulle ske Dem noget. Det har været en fornøjelse at møde Dem."

Han smilede til Venus og greb herefter hendes hånd, for at placere et let kys på håndryggen.
Han kunne ikke lade være at finde menneskekvinden særdeles interessant, især da hun lod til at have en del mere mellem ørerne end de kropiger, man ellers mødte rundt omkring i Hovedstadens beværtninger.

Smilet på Venus' læber indikerede, at hun nu ikke var helt immun over for elverens charmerende smil og glimt i øjet. Herrer med gode manerer så man ikke så tit, og sjældnere endnu var det at have noget, der kunne defineres som en hel samtale. I det hele taget havde manden, hvis tøj var mere værd end hans pengepung, gjort et udmærket førstehåndsindtryk - med en enkelt undtagelse, men den kunne man vel ikke bebrejde ham for.

"Det er sødt af Dem, at bekymre Dem, men jeg skal nok klare mig. Jeg bor ikke langt væk." Hun lod Renaél tage sin hånd og placere et farvelkys på et par af hendes knoer, og hun havde alle intentioner om bare at smile, nikke og forlade kroen, men et tøset grin, der til forveksling mindede om dem, de yngre kropiger kunne komme med, kunne hun alligevel ikke holde inde. Et par halvfulde handelsfolk vendte sig oven i købet rundt - den ene med en pegefinger i vejret - og gjorde mine til at bestille et på krus øl mere og måtte begge vende et par halvskuffede snuder tilbage igen.

Den rødhårede krystallisianer rømmede sig lidt. *Hvis nogen ikke skal gå alene på det her tidspunkt af døgnet, skal det da ikke være spidsøren. Måske skulle jeg spørge om han 'har brug for en guide' hen til kroen,* tænkte hun, men kom frem til, at det nok var bedst ikke at insinuere ting, der ikke burde insinueres - selvom han ellers virkede som et glimrende eksempel på en elver.

"Og en fornøjelse. Jeg håber, vi støder på hinanden igen." En af en eller anden grund følte Venus, det var passende at neje, som hun gjorde en smule ude af balance, hvorefter hun næsten snublede over en krogæst, der netop var ankommet, før hun snoede sig ud af krodøren og vendte næsen hjem.

/out

Renaél blinkede let til hende med det ene øje, glad for at se, at hun i det mindste ikke lod til at være helt uimodetagelig over for hans charme.
En lille ærgelig følelse blev siddende, da hun vendte om og forlod kroen, idet han vendte tilbage til bardisken. Kroejeren spurgte, om han kunne byde på mere, men Renaél afslog høfligt - mængden af krystaller i hans pengepung var alt for lille.

Han forsøgte ikke at se sig alt for nervøst over skulderen, idet han selv gik mod døren, åbnede den og forsvandt ud på gaden. Det mørke natteliv i Hovedstaden var fremmed og skræmmende, men i det mindste var hovedgaden belyst. Han satte farten op og lagde 'Den Trehalede Krystalkat' bag sig.

/out