Hvor han dog hadede hende lige nu. Den ellers normalt kærlige følelse han havde for hende var totalt svedet væk i denne pludselige, voldsomme smerte der fik hans hoved til at dunke og svie.
Han forstod det ikke. Han forstod intet af hvad hun sagde og det betød jo at det var løgn. Det kunne det kun være, for han forstod normalt alt hvad folk fortalte ham. Han var jo ikke dum!
Da hun pludselig stod ved siden af ham igen, gippede det voldsomt i ham og mens han knælede foldedes der pludselig vinger ud på hans ryg der rippede op i hans tøj.
To kulsorte, enorme vinger slog vildt omkring sig, som om han var for panisk til rigtig at bruge dem til at flyve med, hvorimod de blot blev brugt som våben. Selv Chinaza måtte enten rykke sig eller gøre sig gennemsigtig for ikke at blive slået om kuld af de mægtige vinger.
Han rejste sig endelig op, stadig med hænderne omkring hovedet, og så rasende hen på hende, uden at kigge sig omkring eller lytte efter den tumult han havde skabt i gaden.

"Hvad er det du gør!? Hvorfor skal du altid være så helvedes-"

En ny, mere réel smerte bredte sig i hans vinger der stoppede ham i at slutte sin sætning. Begge vinger gjorde nu ondt og hans højre blev der revet tilbage i, hvilket fik ham til at se tilbage med et hvæs.
Vagterne havde opdaget dem. Hans vinger var et af hans mange kendtegn og som de nu baskede og flaksede omkring var han jo ikke svær at se. De vagter der var gået forbi før havde været mistænksomme og var gået tilbage for at tjekke op på dem igen og derfor havde de været så hurtige på trækkeren.
Begge hans vinger var gennemboret af spyd og hug fra sværd og en lænke var blevet kastet omkring hans højre. To vagter var kommet helt tæt på og havde deres sværd trukket, klar til kamp, mens den ene råbte.

"Dig er anholdt i lysets navn! Lad gidslet gå, eller vi bliver nød til at bruge stærkere midler!"

De anså åbenbart Chinaza for at være et gidsel. Sjovt, for de havde tidligere set dem stå og kysse.. Måske havde han ikke gjort den sammenhæng endnu?

Med et rasende brøl kastede Kyo sig ind over de to nærmeste og satte kløerne, der nu var indhyldet i rødglødende flammer, i deres ansigter og med en lang, flænsende lyd rev han til. Han tænkte ikke på Chinaza, tænkte ikke på den voldsomme smerte i at havde fået sine vinger sådan øddelagt, men tænkte kun på at skabe smerte for disse mennesker.

"Prøv at stoppe mig!"

Han lød knap nok genkendelig, hans ellers lyse stemme var blevet mørk og knurrende og han lød helt igennem dæmonisk.
Det fik dem til at bakke lidt, men de stoppede ikke. Det var deres pligt at få ham anholdt eller dræbt.