"Ingen grund til at være kæphøj, tøs", mumler Geäsiz irriteret, da hun når frem til hesten. Hun aer den et par gange gennem manen for at berolige sig selv lidt, inden hun åbnede en af de lædertasker, der hang på hestens side. I tasken stod der fire flasker; to af den var høje og slanke, den ene var lille og firkantet og den sidste var et sted lige der midt i mellem. Måden flaskerne var placeret i tasken tydede på, at hun også havde haft noget andet, noget større, i tasken, for flaskerne stod presset op mod en ene side. Hun tog en ene af de slanke flasker ud.
"Nej, det her slår hårdere", sagde hun, inden hun hev proppen ud af flasken. Denne flaske var den eneste af hendes fire flasker, der var i gennemsigtigt glas. Om den var bundet et tyndt net med store øjne, for at man kunne have flasken i sit bælte, og den var mindst trefjerdedele fyldt.
Hun gik henimod den anden igen, forbi hende, og satte sig på jorden og ad den træstamme, hvor Maiken kort forinden havde fundet det første mos. Gëasiz tog en stor slurk af den klare væske og bed ansigtet sammen. Væsken var stærk. Stærk og bitter. Ikke engang Geäsiz kunne holde masken mens hun drak det. Men eftersmagen var sød. Noget tydede på, at væsken bl.a. var lavet på sukker.
Hun rakte flasken frem mod den anden.

Maiken kigger Geäsiz over skulderen da hun fisker flaskerne op af saddeltasken. Hendes nysgerrighed er blevet vækket, da den anden nævnte noget 'stærkere'. Hun følger bare Geäsiz med øjnene, uden overhovedet at bemærke hendes kommentar om at være kæphøj. Da Geäsiz drikker af flasken og udtrykker dens bitterhed i ansigtet, ved Maiken et øjeblik ikke om hun skal grine eller græde. Da flasket bliver rakt hen mod hende, går hun langsomt hen og sætter sig ved siden af den anden på træstammen og tager imod flasken. Hun tillader sig først at lugte lidt til den, hvilket hun fortryder, da den lugter meget kraftig og hun selv kommer til at lave en grimasse af væmmelse.
"Hvad er det?" Spørger hun nysgerrigt før hun tager en dyb indånding fo at berolige sig selv. Hun sætter flasken til læberne og tager en slurk. Hun når at synke, før hun hoster lidt og bider tænderne sammen. Det går dog hurtigt over, da den søde eftersmag kan smages.
"Uha, ja. Det er en del stærkere end rom!" Konkludere Maiken og rækker flasken tilbage til dens ejermand.

Geäsiz trækker bare på skuldrene, da den anden spørger, hvad det egentligt er, det i flasken.
"Det ved jeg ikke", svarer hun, "men det gør sit job".
Hun smiler let over, at den anden også påvirkes af bitterheden. Geäsiz havde også virkeligt lavet grimasser, da hun smagte det for første gang. Hun vidst, at man vendte sig til smagen, jo mere man drak, selvom hun nok aldrig ville kunne drikke det, uden bittert at bide sammen bagefter.
Hun tog imod flasken igen og satte den for munden. Samme reaktion som sidst. Hendes hjerne granskede over, hvad hun egentligt skulle fortælle. Geäsiz kunne ikke umiddelbart komme på en pinlig historie. Var det fordi hun ikke så let blev pinligt berørt? Eller var det fordi hendes vrede sind lukkede sådan noget ude? Det var svært at sige. Men det var derfor hun havde brug for sprutten. Det var både for at drikke sig mod til, og for at trække tiden ud, til hun havde fundet en historie. Hendes hjerne arbejdede på højtryk. Hun måtte da have oplevet noget pinligt, men hvad?
Hun tog en ordentlig slurk mere fra flasken, inden hun igen rakte den mod Maiken.

"Du ved det ikke?" Spørger Maiken lidt forvirret, men griner så og ruster på hovedet. Ja hvorfor ikke. Der er blevet drukket af flasken før, så mon ikke det godt kan drikkes? Den er nok ikke forgiftet - håber hun.
Da flasken bliver rakt til Maiken igen, tager hun glædeligt imod den og tager en slurk igen. Dog stadig med grimasser og sammenbidte tænder. Hun kigger lidt på den anden, som ikke ser ug til at vide, hvad der nu skal ske. Maiken smiler og tænker, at hun heller måtte hjælpe talestrømmen på vej.
"Jeg hedder Maiken, forresten. Dig?" Spørger hun for at starte et sted og tager en slurk mere, før hun aflevere flasken tilbage.

Det er lidt som om, at hun bliver hivet ud af en trance, da den anden vælger at præsentere sig. Hun kigger mod den mørkhårede.
"Geäsiz", siger hun kort. "Geäsiz Viteri". Hun tager imod flasken igen. Okay, så den anden hed Maiken. Nok kendte de nu hinandens navne, men det betød forhåbentligt ikke, at de var venner, vel?
Hun tog en slurk af flasken.
"Det er altså ikke fordi, at jeg ikke vil fortælle en historie. Jeg kan bare ikke komme på noget", måtte hun tilsidst indrømme, efter de havde siddet et par minutter i stilhed. Hun drak af flasken igen. Hun kunne efterhånden mærke det i maven, at hun fyldte sprut i sig, men ikke havde spist i et godt stykke tid. Hun vidste godt, at alkohol og en tom mave var en dårlig kombination, men hun vidste også, at hun var ligeglad.
Hun placerede flasken i mellem dem, så den var til fri afbenyttelse. Det var nemmere end at sidde og række den fra den ene til den anden.

"Hvor er du fra med sådan et navn?" Spørger Maiken lidt forvirret, da navnet ikke lyder helt normalt. Det lød faktisk så indviklet, at hun ikke ville turde udtale det. Og siden den anden ikke kunne finde på en pinlig historie, kunne hun jo altid spørge ind til noget andet. Måske noget pinligt dukkede op på vejen? Det kunne man jo aldrig vide. Der burde være noget pinligt at fortælle. Hun ville eller turde bare ikke. Maiken satte sig selv op til, at afslører noget pinligt hos den anden.
Hun tog flasken, når nu den var til rådighed, og fik taget sig nogle store slurke. Når nu hun blev tilbudt gratis drikkelse, så skulle hun da ikke misse chancen, tænkte hun for sig selv og smilede stort ned i flasken. Hun stilte den dog tilbage igen, da hun havde fået nok til, at det måske lige var lidt for meget..

"Jeg er født nede sydpå", mumlede hun tonløst. Hvorfor skulle den anden blande sig i det? Men Geäsiz var opdraget til at svare på spørgsmål, så det gjorde hun.
"Min familie har altid haft en og anden flair for specielle navne," fortalte hun så. "Mine forældre hedder Xinon og Ztuf og nej, det er heller ikke normalt på de kanter, hvis det var det, du ville vide."
Hun tog flasken igen, drak en slurk, satte den imellem dem igen. Hun granskede stadig sin hjerne for en pinlig historie. Hun kunne kun komme på én enkelt ting, og det var ikke engang fordi historien var så pinlig, men når hun tænkte over det, så kunne hun godt huske, hvor pinligt berørt hun dengang havde følt sig.
"Jeg kan kun komme på én ting", sagde hun så. "Men det er altså ikke den mest spændende historie i verden, så sæt nu ikke dine forventninger for højt."
Flasken blev igen løftet, sat for læberne og blev sat på jorden igen. Hvorfor var det lige, at hun havde sagt ja til det her?

Maiken grinte kort af navnene, før hun kom i tanke om at det var uhøfligt, så hun stoppede meget hurtigt og mumlede et hurtigt, "undskyld." Det var ikke for at lyde overlegen eller noget. Maiken har jo ikke engang et efternavn, så hun burde virkelig ikke være uhøflig overfor folks navne.
Da den anden nævner, at hun har en historie, bliver Maiken dog lidt glad igen. "Hmm?" Siger hun afventende og kigger på den anden. Selvom hun påstår, at den måske ikke er så pinlig, så er det bedre end tavshed. Og om ikke andet, så kan Maiken da måske lade som om, at det lyder mega pinligt.
"Kom med den!" Siger hun så, og tager flasken, som den anden lige har stilt. Flere tåre af den og Maiken er kan mærke at hendes kinder bliver røde og varme. Sikke en dejlig følelse. Hun er lige ved at læne sig tilbage, da hun kommer i tanke om, at der ikke er ryglæn på en træstamme og når lige at genvinde balancen, så hun ikke falder bagover ned på skovbunden. Hun griner lidt af sig selv og tager en sidste tår, stadig med småsammenbidte tænder, før hu stiller flasken tilbage foran dem på jorden.

Geäsiz vælger at ignorere den andens grinen. Hun burde sikkert blive sur over, at Maiken fandt hendes families navne latterlige. Men Geäsiz havde jo netop forladt selvsamme familie og havde egentligt ikke meget tilovers for dem alligevel, så hvorfor skulle hun lade sig genere?
"Altså, jeg har altid haft langt hår", begyndte hun. "Lige siden jeg var ganske lille. Min mor hadede det. Ikke fordi det var langt, men fordi det var for langt. Jeg sad aldrig stille som barn, jeg var altid ude på markerne med hestene eller ude at lege i skoven, og min mor var træt af, at jeg altid slæbte blade og grene med ind i huset, fordi alting hang fat i lokkerne."
Geäsiz kunne egentlig ikke huske, hvornår hun sidst havde ytret så mange ord på en gang, men et og andet sted, der var det faktisk meget rart. Det var lang tid siden, at hun sidst havde gjort stop i nærheden af en by, og derved også lang tid siden, at hun sidst havde haft mulighed for at snakke med andre, end sin hest.
"Min mor prøvede stædigt at overtale mig til, at klippe noget af det af, men jeg nægtede. En dag hang jeg så fast i et træ, som jeg plejede at klatre rundt i, og kaldte og kaldte indtil min mor kom og kunne hjælpe. Det tog lang tid at få filtret håret ud fra grenene, og det var åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over. For om natten mens jeg sov, valgte min mor at klippe håret af mig. Det blev hun nødt til, mente hun, når jeg nu ikke ville samarbejde. Men hun klippede det ikke bare skulderlangt som dit, hun klippede det kort."
Geäsiz skuttede sig og måtte gribe flasken, som hun stædigt klamrede ind til sig.
"Og så skete det selvfølgeligt hverken værre eller bedre end at min mors kusine kom på besøg. Hun boede på den anden side af søerne, og som vi derfor ikke så tit. Hun så mig, sur som jeg sad i gården og fodrede høns, og jeg hørte hende spørge min mor "jeg troede du havde en datter?". Jeg blev så vred at jeg løb ud i skoven og gemte mig. Jeg kom først tilbage to dage senere."
Hun drak af flasken og pressede brynene frem i ansigtet. Hun så ikke på Maiken, hun så ikke på nogen. Ikke engang hesten. Så, nu havde hun blottet sig, var den anden så glad? Hun drak igen før hun endeligt satte flasken ned. Hun begyndte at kunne mærke sprutten lamme hendes læber og tandkød.

Maiken lyttede, mens den anden fortalte, men hendes opmærksomhed var andetsteds, nemlig ved flasken. Hun var lidt ked af, at Geäsiz holdte om den, så Maiken ikke kunne få en tår til, men hun havde jo trods alt lige siddet med den. Hun prøvede at lytte, og fik da også det væsentligste med, at hun blev klippet korthåret og derved forvekslet med en dreng. Nå ja, det kunne da godt være pinligt. Nogen gange ville Maiken ønske, at hun faktisk var en dreng. Så ville folk måske ikke se nedværdigende på hende og tænke perverst. Meeen, det var nu også rart at være en pige.
Mens hun sad og tænkte, var den anden blevet færdig med at fortælle, så hun nikkede langsomt, som indikator for, at hun havde forstået. "Kan godt forstå, at det måske var lidt pinligt, men så skal du høre min historie!" Maiken kan godt lide at fortælle, og hvad er nemmere end at fortælle om sig selv, så hun fik hurtigt sporet samtalen over på sig selv.
"Forestil dig, at du står overfor en rigtig sød fyr - i mit tilfælde en lækker pirat. Kendte ham knap nok på det tidspunkt, men lækker det var han! Jeg kan ikke helt huske, hvordan det skete, men mit tøj var i hvert flad ret gammelt, så det revnede! Lige foran ham! Så stod jeg der med bare bryster og kunne ikke gøre noget! Se, dét, er pinligt!"
Mens hun snakkede var flasken blevet stillet på jorden, så hun samlede den hurtigt op og drak en stor tår, hvorefter hun sukkede ved mindet. Hun synes dog selv, at det var lidt sjovt, og det var jo et overstået kapitel, så det var ikke så pinligt mere. Efter at have drukket, vendte hun sig om til Geäsiz og grinede lidt fjoget - Alkoholpåvirket.

Geäsiz grinede faktisk lidt ved den andens fortælling. Hun grinede for første gang i flere dage. Men hun kunne lige se den anden stå der, foran en og anden fyr hun måske gerne ville imponere. Og pludseligt sagde det 'writsch' og så røg toppen. Hvad gjorde man lige i sådan et tilfælde?
"Jeg kunne ikke forestille mig, at piraten var utilfreds", sagde hun med et skævt smil. Hun havde kun mødt et par få pirater i sin tid, når hun havde været i havnebyerne rundt om i landet. Pirater var ikke altid nemme at komme til at snakke med; de var jo et tyvefolk, så de lod sjældent folk komme for tæt på. Men hun havde da præsteret at snakke med et par stykker.
"Jeg mødte engang en pirat," sagde hun så. "Sådan en lyshåret fløs med en rød papegøje. Han var fuld, kæphøj. Lidt lækker, måske, men alt for langt fremme i skoene. Vi snakkede længe i baren på en kro, men det endte med, at han faldt i søvn henover disken, så jeg stjal hans daggert og gik."
En fnyste et grin ved tanken. Hun kunne godt huske ham. Han havde været ret opsat på, at hun skulle være hans dame. Men så dum var Geäsiz altså ikke, selvom han prøvede længe. Men i det mindste var han ikke voldelig som andre pirater havde været. Havde man sagt nej til dem, så kunne man lige så godt løbe, for de ville gøre alt for at få det, som de ville have. Ham her have bare været glad, fuld og insisterende.
Geäsiz tog flasken fra Maiken og drak igen. Hendes hoved var begyndt at blive tungt, men på en rar måde.

Maiken smilte stort, da den anden grinende. Det var rart, at den anden ikke bare var sur hele tiden. Men glæder kommer ofte sammen med alkohol, hvilket snakkesaligheden også gør. Stemningen var god nu, og Maiken nyder det. Det minder hende lidt om livet ombord på piratskibet.
"Åh, så du har mødt pirater? Du kan hæve det tal med én, for du sidder sammen med en lige nu," griner hun til den anden. Hun kunne godt lide dette samtaleemne. "Faktisk, ham piraten jeg stod overfor havde også lyst hår og en rigtig irriterende papegøje. Nøøj, hvor havde jeg mange gange lyst til at skære halsen om på den! Men det endte med, at han inviterede mig med på skibet. Har sejlet i godt og vel 5 år nu. Er lige kommet tilbage på landjorden, haha!"
Hun kigger efter flasken, da Geäsiz tager den, men brokker sig ikke. Det er jo trods alt hendes. Hun havde ikke forestillet sig, at det var sådan her hendes aften skulle blive, men er glad for at den gjorde. Når nu alle hendes venner og veninder er forsvundet fra Krystallandets overflade, så kunne hun jo bare lave sig nogle nye venner.

Hun kiggede skeptisk på den anden. Var hun pirat? Hende? Så let forskrækket, så let forvirret. Så godtroende, naiv og legesyg. Geäsiz kunne ikke forestille sig Maiken klare sig længe ude på havet. Men hvad vidste Geäsiz egentlig om det? Hun havde selv galoperende vandskræk - ikke at hun ville indrømme det overfor andre - og hun kunne ikke se nogen grund til, at den anden skulle lyve. Men selv hvis hun gjorde, så var det vel lige meget. Hun drak af flasken igen og rakte den tilbage til Maiken.
"Åh ja, irriterende kræ, papegøjer. Der er en grund til, at dyr ikke skal snakke." Istemte hun i stedet, da den anden snakkede om en irriterende papegøje.
"Jeg hadede det kræ, selvom jeg kun snakkede med ham piraten i nogle timer. Han var glad for den, dog. Lidt for glad. Men skulle fandme tro, at staklen ikke havde andre venner end den lusebefængte lorte fugl. Rollo, tror jeg den hed."
Hun knep øjnene sammen mens hun talte. Hed den ikke Rollo? Jo, det mente hun altså, at den gjorde.
Geäsiz havde i det heletaget aldrig været særlig glad for fugle. De stirrede altid på en, følte hun. Og hvem kunne lide at blive overvåget? Hun havde det bedre omkring store dyr. Som heste eller køer. Alt der var mindre end får måtte godt holde sig væk fra hende.

Maiken tog glædeligt imod flasken og skulle til at tage en tår, da Geäsiz nævnte papegøjens navn. Hun fik et pludseligt hosteanfald, da væsken røg ned i den forkerte hals. Hun hostede lidt, før hun fik samlet sig sammen til at kunne snakke igen.
"Hed den Rollo?" Fik hun spurgt ret hæst af al den hosten og ret forvirret og forbløffet. Rollo. Det hed Crake's gøje også! Fik hun tænkt, og var pludselig lidt usikker på, hvor meget hun nu kunne grine af det hele, når det muligvis var den samme person de snakkede om. Måske hun skulle få det på det rene.
"Hed piraten tilfældigvis Crake?" Fik hun så spurgt til sidst, selvom hun ikke helt vidst, om hun havde lyst til at vide svaret. Nu virkede den anden ikke helt til at kende den pirat hun snakkede om så godt, men lidt jalousi kunne Maiken godt mærke prikkede til hende, selvom hun normalt ikke er typen. Det var måske alkoholen?

"... Muligvis", sagde Geäsiz undrende og trykkede brynene sammen. Hed piraten Crake? Jo, det gjorde han vel muligvis. Crake. Crake. Hun smagte på navnet i tankerne. Navnet virkede bekendt, men hun var ikke sikker på hvorfor. Men nu havde Geäsiz heller aldrig været god til navne, mest fordi hun var ligeglad. Hun kunne dog huske Rollos navn, fordi papegøjen altid omtalte sig selv i tredjeperson.
Hun granskede sin hjerne igennem, for at finde navnet på hendes lyshårede bejler. Og pludseligt gik et lys op for hende.
"JO! Han hed Crake!", udbrød hun så, og gjorde store øjne. "Jo, nu kan jeg huske det. Jeg kom ind i baren, bestilte en øl og noget brød, og så sad han på min højre side. Han hed Crake. Det måtte han gøre, for han præsenterede sig ved at sige 'Hej, min skønne frue, mit navn er Crake og jeg er så sød som en milkshake'"
Geäsiz var forundret over, at hun pludseligt kunne huske det. Det var flere år siden, at hun havde rendt ind i ham piraten, og hun havde egentlig ikke skænket ham en tanke siden. Kun lige de første par gange, da hun brugte daggerteren bagefter, men så var det også det. Men så gik det pludseligt op for hende, at den anden havde gættet hans havn.
"... Kender du ham?"

Maiken kan ikke gøre andet end at følge hendes ansigtsudtryk, mens hun tænker. Hun er selv lidt spændt på resultatet, men da den anden pludselig kunne huske det, kom et lille smil frem på Maikens læber.
"Med den præsentation, er jeg ikke i tvivl mere," grinte hun. Hun var lidt glad for, at den anden ikke virkede synderlig interesseret i ham, da hun jo ikke engang kunne huske hans navn! Og så var det forresten også lige meget nu. Det var ikke fordi de så hinanden mere, og Maiken havde nu sine egne drømme i stedet for at rende rundt i hælene på ham. Hun slappede lidt af i skuldrerne efter at have overbevist sig selv sådan.
"Men jo, jeg kender ham. Han var min kaptajn på skibet.. Og lidt mere end det. Vi havde det hyggeligt. Hvorfor spørger du?" Fortsætte hu og tog en tår af flasken som hun stadig havde i hånden, inden hun rækte den til Geäsiz.

"Ikke for noget", sagde hun hurtigt, hvilket egentligt var rigtigt nok, selvom svaret virkede som om, at hun skjulte et og andet. "Det er bare... Krystallandet er stort. Der er mange byer, mange pirater. Men vi er, helt tilfældigivs, rendt ind i den samme", tilføjede hun derefter og smilte let.
Så ham der Crake havde altså været kaptajn på Maikens skib? Nu virkede det lidt mere sandsynligt, at pigen havde været ude på havet. Hun havde jo haft en til at passe på hende. Det lød mere troværdigt i Geäsiz' ører.
Hun tog imod flasken og sad kort med den, før hun igen drak af den. Flaskens indhold svandt stødt som pigerne snakkede, og der ville nok ikke gå længe, før den var tom.
"Men det lyder som om, at charmeriet virkede på dig". Hun smilte skævt og så mod den anden, efterhånden godt beroliget af sprutten.

Maiken kiggede først lidt mistroisks på Geäsiz, men selvom Maiken var nysgerrig af person, så tænkte hun, at der nok ikke var noget, hvis Geäsiz sagde, at der ikke var noget. Af én eller anden grund følte hun, at den anden virkede mere og mere troværdig, flinkere og bedre og bedre selskab.
"Ja, du har ret. Det er virkelig mærkeligt at vi har mødt den samme pirat." Sagde hun så istemmende, da der ikke var nogen grund til at nægte det. For det var alligevel lidt pudsigt. Maiken strakte benene foran sig, for at bevæge dem lidt, så de ikke faldt i søvn. Hun kiggede ned på sine fødder, da Geäsiz kom med den sidste kommentar. Maiken grinede bare og kiggede på hende. "Det virkede måske ikke på dig?" Prøvede hun at undvige. Hun havde ikke noget imod at indrømme det, men af en eller anden grund var hun mere nysgerrig efter at vide, hvad den andens tanker om Crake var.

Hun drak igen, flasken var næsten tom, og hun ville lade Maiken få resten. Mens hun rakte flasken mod hende smilte hun let og hævede et øjenbryn.
"Om det virkede på mig? Pfft, nej!" Fnyste hun, men virkede ikke sur. Mere som om hun i sit stille sind undrede sig over, at den anden dog kunne to det.
"Det der med kærlighed, det er et overstået kapitel", sagde hun så. Hendes smil famlede kort som minderne dukkede frem i hovedet på hende, men hun havde ikke tænkt sig at sidde og være den ulykkelige, og tude på en træstamme ude i en skov, sammen med Maiken.
"Du ved", prøvede hun, "han var nok ikke lige min type. Jeg er mere til de høje, mørkhårede, stille typer". Hun håbede, at det var forklaring nok for Maiken. Geäsiz havde ganske vidst kun én person i tankerne, men det behøvede hun vel ikke forklare den anden. Høj, mørkhåret og stille var alligevel en tilpas generel beskrivelse til, at det sagtens kunne gælde 'overordnede typer'.

"Hmm?" Udtrykte Maiken med en lille skepsis i stemmen, mens hun tog imod flasken. Hun tog en tår af den, mens hun lyttede til den andens type-beskrivelse. Hun tømte flasken ret hurtigt og kiggede ned i den. Æv, tom. Tænkte hun, før hun stilte den ned på jorden og kiggede igen på Geäsiz.
"Og Crake er lyshåret og ... knap så rolig." Sagde hun eftertænksomt - så tænksom man nu kan se ud, når man har drukket. "Men er det egentlgit ikke ligemeget med hårfarven? Det er vel krop og personlighed der tæller?" Fortsatte hun - hvilket nok var hendes egen smag, men hun var beruset og hvad hun tænkte kom ud over læberne. "Og hvordan de kysser!" Tilføjede hun til sidst med et grin. Maiken er meget snaksalig, når hun bliver fuld og ikke alt, hvad hun siger giver mening, men hun har så meget på hjerte, som hun gerne vil dele.
Hun kiggede på Geäsiz sådan lidt studerende hende beruset fra top til tå. "Ved du hvad min ven. Jeg synes ikke du skal lade kærligheden være et overstået kapitel! Du er en flot pige. Du ved ikke, hvad du går glip af. Tro mig, der er masser af fine - også klamme selvfølgelig - men altså, der er fine fyrer her i Krystallandet. Du skal bare give dig selv chancen.. Jeg kan hive dig med på svinet en dag - det er en kro, og så kan vi få lidt liv i skørterne!"