Flashbackene vælter stadig ind over ham, som skarpe glimt der skærer sig ind i hans hukommelse, uden nogen form for kronologi eller orden, det er et stort kaos men hele tiden vender smerten tilbage. Han lukker øjnene hårdt i og lukker hænderne om hendes arme til knoerne bliver hvide, registrer ikke at hun med en endnu større styrke vrider sig løs og rejser sig, han vælter ned på knæ.. "Grrr.." udstøder han, en dyrisk lyd som en der udholder stor smerte, eller knapt udholder den, for han har ikke valget. Var han tættere på træet, havde han sikkert slået hovedet ind i det, til han besvimede og stemmerne ville stoppe, men træet er langt væk. Stemmen der fortæller ham dette, er den lille rest af fornuft der er tilbage i ham, den begynder at banke på smerten, vise billeder af Neopet og de sjæle billeder han selv så, følelsen af kaos og vandvidet som han mærker fra ham nu. Cassi skriger gennem hans hoved og krop, han knytter hånden om sin pande og hår for at holde det inde, holde det væk. Han rejser sig besværet op og halvt vælter hen mod ihsan som han støtter sig til, ved at placere en hånd på hendes skulder(?). Hendes kløer strejfer hans arm, men han ser slet ikke blodet fra de overfladiske sår som løber ned af hans albue. "jaeh undskyld" siger han halvkvalt, holder stadig fast i hendes skulder, og han har lyst til at knuse den, knuse truslen mod Cassi. Men alt i ham siger at det er Neopet, han kan føle hans konsekvens teori strømme gennem sig, så han slipper Ihsan og for sit indre blik ser han, hvordan han slipper sit tag i Cassi og lader hende falde ud i intetheden. Da han vender sig og løber mod Neopet, er det som at løbe igennem en lydmur af hendes skrig, hendes had for at han slap hende, fortvivlelsen, angsten. Han vælter ind i ham(?) og når lige at gribe fat i ham (?) før han udbryder " Stop det!".

Neo fnyser, da han bliver ramt af NC. Grebet om hans arm er intet for, hvad han har gennemgået, Nc er et insekt der skal knuses, et insekt der lige har stødt ind i sin egen død. Med en kold, kynisk, hjerterskærende og sindsyg latter udbryder Neo "Stoppe hvad? at give dig dit livs mest værdifulde minder tilbage?! det er dig der burde stoppe ! Det er dig der ikke kan respektere livets balance!" han stirre dybt ind i Nc's øjne, og med rolige ord "Du har da hørt om at øjnene er sjælens vinduer, du har lige givet mig et større indblik på, hvem du og hvad du har gjort, end nogen anden! Jeg ser dybt ind i din sjæl, vil du have jeg gengive min gerning vil du se min sjæl? dét er et syn !"

med ét sendte neo billeder af krig, død og ødelæggelse til Nc(?) minder om et liv i had og begær. Især billedet af sin død igennem sine egne øjne blev shiftet fra neo's sjæl til Nc's(?).

Forbavset over reaktionen fra manden som før lå under kvinden, fik Kanismo til at rejse sig halvt op og tænke kort over om han skulle blande sig i den konflikt som Nc og manden som var kommet frem og blevet grebet af ham.
Kanismo kunne også checke efter om kvinden havde det godt? Dog var det mere kompliceret for ham da hun så ud til at være i løbetiden, hendes kropsprog havde afsløret hvad han frygtede mest.
Han var ingen specialist inden for kropssprog og halvdyr, men han studerede almindelige dyr i naturen og havde lagt mærke til enkelte træk som almindelige krystalianere havde tilfældes med dem.
Men Kanismo skulle nok ikke blande sig i hvad de to andre mænd havde gang i og kvinden måtte nok hellere komme væk i tilfælde at de to havde nogle gale evner eller lign.
Han løb lige hen til kvinden og lagde(?) en hånd på hendes skulder og ruskede lidt i den. ''Væ...Væk med..dig'' stammede han kort og gjorde sig usynlig for at hendes liderlighed ikke skulle ende med at hun for på ham.
Det var nok ikke så godt at han havde flået den hare før, for det størknede blod havde han ikke haft mulighed for at vaske af sine hænder endnu. Kanismo var nu på vej hen imod bakken for at bestemme sig for om han skulle blande sig i konflikten imellem de to mænd.

Sølvdjalen havde fundet sig det behagelidt og var faldet i søvn oven på telte.

Ihsan gør klar til at angribe NC, da han pludselig ændrer karakter og bliver anderledes. Han holder op med at angribe hende og overrasker og forvirrer hende, og hun ser nysgerrigt efter ham, da han går hen til neopet, som hun ikke havde set før. Hun betragtede neopet, der så ud til at være en rigtig led satan, og hun kan ikke lade være med at rynke brynene. Til gengæld lugter han godt, kan hun lugte, og hormonerne ræser igen.
Pludselig dukker Kanismo op ud af det blå og skræmmer næsten livet af hende, og hun skal tila t slå en klo i ham, da han forsvinder igen. Hvad skete der? Hun kunne lugte hvor, han var, men valgte at gå efter Neopet i stedet, da han lugtede bedre, stærkere. Mere som en god og ordentlig mage og... Gah Ihsi, hold nu op med de tanker! men det var for sent, og hormonerne havde taget over, og i lange spring var hun over ved Neopet og slog armene om hans hals.
"Nrrrrh," spandt hun og slikkede ham på kinden. "Hej." Hendes hale viklede sig om hans ben, og en let rødme havde spredt sig over hendes kinder under pelsen, mens hende øjne skinnede. Hun gik helt tæt på ham og lod sin hånd løbe over hans overkrop med kløerne inde.

Nc glipper med øjnene i sandhedens øjeblik, for en del af ham har lyst til at glemme smerten, han forstod sin handling den gang, smerten var ved at dræbe ham. Men han kan ikke forlig sig med den, smerten og kærligheden til Cassi er en del af ham, en del af hans fortid og guderne skal vide at han har glemt nok af sin fortid. Han er kæmper med sig selv inden i... men manden har ret på dette ene punk. Han havde glemt en stor del af sin fortid, hvem han var og hende.. han mærke en taknemmelighed bølge igennem sig, "jaeh.. tak" siger han halvkvalt men ærligt, dog bider tænderne sammen med mandens næste ord. Hvordan kan nogen være så.. korrupt..? han har lyst til at rive sig selv væk fra manden, men han holder fast og pludselig vælter billeder af krig, smerte, død ind over ham, han ser mandens egen død og i øjeblikket vælter en dødsangst ind over ham. Nc ryster, det hele sker i gennem de tanker manden havde og billederne river ham gennem hele følelsesregisteret, alligevel bryder hans egen evne igennem, finder glimt af en skjult side af ham. Han ser et svagt lys som bliver større og større, til det former billeder og minder der handler om godhed, glæde, kærlighed, han ser smil, han føler det på samme måde som han følte smerten ved krigen. Men dette er stærkere fordi Nc fokusere på det, han overlader sig til minderne i stedet for at kæmpe imod, presser på at finde dem frem, dette er hans side, noget han forstår sig på og næste automatisk prøver han at sende billederne og følelsen til Neopet gennem den kontakt han selv har skabt. Han åbner øjnene, uden at have opdaget at han under krigen havde lukket dem hårdt sammen, nu ser han direkte på manden og smiler mildt. Ihsan kommer hen til ham og leger med ham, smiler sødt og flirtende og Nc kan ikke lade hver med at tænke at de gode sider er selv de mørkeste steder.

For Neo var hans minder kun noget han så som et våben over for andre, han var ligeglad hvordan de blev brugt. Da Nc så Neo's glade minder smilede han blot, han kunne føle der var en taknemmelighed over, hvad Neo havde gjot for ham. "Håber du forstår, mine hensigter.. Livet har en balance den balance er ødelagt! Hvorfor tror du at elementerne slår til, at naturen selv blander sig i livets gang ? jeg høre blot naturens råb om hjælp, jeg fungere som en agent af balance, og mine måder er uransigelige som naturens " sagde Neo blødt, han personlighed var skiftet. Han var blidere og mere forstående, men hvor langt tid ville denne persona vare?

Da Hun-dyret Ihsan begyndte at flirte med ham smilte han just blidt til hende "Desværre er tiden ikke inde for sådan en hændelse skal påbegyndes, som du så stærkt lyster for. Du er jo trods alt heller ikke selv hersker over dine egne handlinger". Han prøvede blidt at skubbe Ihsan fra sig. "Og hvorfor, træder du ikke frem for lyset ? hvorfor skjuler du dig sådan, hvilken skæbne frygter du?" råbte Han blidt men halv-psykotisk ud til Kanismo som havde følt tilstedeværelsen af i en stund nu.