Lorgath var dybt forvirret over Eorins pludseligt meget anderledes væremåde. Hun virkede lidt som om, at hun var helt væk og han havde endnu ikke fået en sarkastisk kommentar fra hende. Det virkede underligt, men langt fra lige så underligt som da hun sagde okay til at han havde et gæsteværelse og derefter gik videre ned ad samme gang, hvilket jo var den komplet modsatte vej. Han fulgte selvfølgelig efter og de endte inde på hans værelse, hvor hun smed sig i hans seng virkede som om at hun nød det ret meget. "Fint fint, så sov du bare der," mumlede han med et lavt suk og et smil. Lorgath gik hen og satte sig ved siden af hende, så han halvt lå ned. Han kunne også lige så godt få hvilet lidt, med alle de hindrende skader.

Rain støttede sit hoved med sin hånd, mens hun rullede om på siden og kiggede på Lorgath. Han virkede ret træt, og samtidig var det som om der var noget andet der gik ham på. Hun fjernede lidt hår fra sit ansigt og prikkede ham en smule hårdt i siden for at fange hans opmærksomhed. ”Hey… er der noget i vejen?” Spurgte hun stille og fik et alvorligt udtryk i øjnene. Uden at vente på et svar, trak hun ham ned, så han kom helt ned at lægge i sengen. Et typisk Rain agtigt smil kom frem på hendes læber, mens hun bare så på ham. Men hun hverken rørte ved ham eller rykkede sig tættere på ham. Hun så bare på ham og var ret nysgerrig efter at vide hvad der egentlig var sket, hvis han altså havde i sinde om at fortælle hende det

Lorgath var meget lettet over at Eorin prikkede ham i den raske side og ikke den han var landet på. Den var nemlig stadig ret øm. Han så lidt på hende ved hendes spørgsmål, men blev så meget pludseligt hevet ned at ligge ved siden af hende, hvilket gjorde ham lidt paf. "Øhm.. Hvad, jeg mener," mumlede han forvirret, før han tog sg sammen og fik et lidt mørkt udtryk i ansigtet. "Jeg kom op at slås, tabte, og endte i solen. Det var det," forklarede han en lille smule stædigt, mens han så på hende. "Jeg.. Beklager, men det er ikke noget jeg just bryder mig om at tale om," lød det kort efter, lidt mindre hårdt for ham. Det var sandt, han brød sig virkelig ikke om det.

Rain rynkede lidt på brynene, mens Lorgath forklarede sig. Hvis ikke han havde sagt at han ikke havde lyst til at tale om det, vil hun have spurgt, hvem der havde gjort det. Hun fik en underlig følelse ved at tænke på denne person og næsten en hævngerrig følelse kom frem i hende. Hun rullede så helt om på ryggen og satte sig op, på senge kanten. Hendes ansigt var fortrukket i en lettere tænkende mine og det var først nu hun indså hvorfor hun havde det på den måde, og hvad alle de forskellige følelser betød. ”Jeg tror” Begyndte hun og gemte ansigtet i sine hænder. ”Jeg tror jeg er ved at få min menneskelighed tilbage” Sagde hun, næsten som om det var en synd. Det var egentlig ikke fordi hun var ked af det eller noget, men det hele var bare så overvældende for hende. Hun flyttede hænderne fra sit ansigt og så hen på ham. ”Og jeg er ked af at du kom til skade… du burde passe bedre på” Sagde hun lidt bidsk og fjernede sit blik fra ham igen

Lorgath smilte lidt da Eorin satte sig op efter at have tænkt lidt. Typisk kvinder, først ville de have dig med ned at ligge og pludselig skulle de op at sidde for at tænke ordentligt. Derfor valgte han at blive liggende selv mens han ventede på at hun ville sige bare et eller andet. Hendes ord, der kom fik ham til, igen at smile.
"Hvis det er mig der er skyld i det, så har det ikke været med vilje. Jeg tror du er mere menneske end jeg nogensinde bliver," indrømmede han med en mild latter, der blev til en let hoste ved den lette overbelastning af kroppen. "Jeg plejer også at passe på. Jeg er ikke blevet forbrændt de sidste fem hundrede år, men uheldet skulle jo ske," sagde han så, før han med en grimasse kom op at sidde. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes arm. "Men det er vel godt? At du har fået noget menneskelighed tilbage, eller hvad?"

Det var lidt som om at Alle Lorgaths ord, flød ud i et, men Rain hørte godt dem alle sammen. "Men jeg er heller ikke et menneske mere" Mumlede hun og kneb øjnene lidt sammen med et små tomt blik i øjnene. "Hvornår går det så væk? Altså arene..." Spurgte hun og glippede lidt med øjnene stadig uden at se på ham. Rain havde faktisk ikke troet at vampyrer kunne komme sådan til skade, fordi selvom hun var en Engel kunne hun jo godt komme til skade og dø engang om nogle 200 år eller noget, men vampyrer, de levede jo i år tusinder, og var meget mindre menneskelige end engle og derved skulle man også tro at de var usårlig.
En lidt gysende fornemmelse løb igennem Rain, da Lorgath lagde sin hånd mod hendes arm, men hun reagerede ikke nærmere på det. Hun var dog ikke sikker på om hun var helt enig med ham at det var godt. "Måske" Sagde hun bare og havde hverken lyst til at af- eller bekræfte hans spørgsmål. "Men jeg ved ikke om jeg ønsker at føle dem igen.. har du også prøvet at døje med menneskelighed?" Spurgte hun lidt mystik og rettede sig mod ham, selvom hendes blik stadig var fjernt

"Jeg heler lige så hurtigt som et normalt menneske. Men ar bliver der nok ikke så mange af, Ashmon er en dygtig læge," forklarede Lorgath roligt, da Eorin spurgte ind til brandsårene. De eneste steder hvor han havde længerevarende ar, var fra knivstik i kroppen og så de få steder i ansigtet, men det var jo ikke sikkert at folk vidste at nogle ar ville forblive på vampyrer. Hendes teori om at det ikke var specielt godt med menneskelige følelser, fik Lorgath til at tage blidt fat om hendes hage, da hun så på ham.
"Jeg har døjet med dem i snart tretusinde år. Men det er usundt at lukke af, selv for vampyrer og engle. Det er derfor jeg tager det i små portioner, i stedet for at overdrive dem eller underdrive dem. Man kan ikke bare lukke af, det kommer tilbage og bider én i røven," forklarede han beslutsomt, før han slap hendes hage og igen lagde sig ned. Han havde brug for hvile.