(Plot)
Det løb koldt ned af ryggen på Rain, men ligesom før forholdte hun sig roligt. Efter han havde trukket hende helt ind til sig, lagde hun sin anden hånd mod hans skulder. Det ville være umuligt for hende at slippe ud af hans faste greb, men igen følte hun en ubehagelig følelse ved at han var så tæt på. Imens han viskede hende i øret, lå hendes hoved mod hans hals. Det hun gjorde nu var helt ubevist gjort af hende, men så uden videre satte hun tænderne i hans hals. Ikke hårdt, men ret blidt i det. Et normalt menneske ville nok have følt en mindre smerte ved det, men hun vidste at det ikke ville gøre ondt på ham. Efter hendes tænder havde rørt hans hals, mødte hendes varme læber, hans kolde hud på halsen. Der gik nogle sekunder før hun opdagede hvad hun faktisk havde gang i. Det var rart. Ikke at hun nød det, men hun havde aldrig været sammen med en mand på nogen måde, så dette var helt anderledes for hende og hun tog så med begge hænder hårdt fat i hans tøj og pressede ham ind til sig. Det var nærmest et dyrisk instinkt der blev vækket i hende, mens hun fortsat kyssede hans hals grådigt og intenst

Lorgath havde ikke regnet med, at Eorin stadig ville lege med på den sarkastiske leg. Han havde regnet med en grænse, men sådan én var der ikke og da hun satte tænderne i hans hals, flød bægeret over. Det høflige ved Lorgath forsvandt og han blev 100% Mordekai, da hans smil blev meget mere dyrisk i det. Hendes grådige kys fik ham til at stramme sit greb lidt om hendes nakke. "Hvor er jeg dog god til at gætte," hviskede han, hæs af lyster, før han lagde sin hånd på hendes hage, tvang hendes ansigt væk fra sin hals, og begyndte at kysse hende, grådigt og lidenskabeligt. Det var "kun" et kys. Men nok til at han havde lyst til mere, og mere, og mere. Da han stoppede kysset var det med et formørket blik der virkede meget mindre Lorgath end hvad det burde.

Rain blev bare ved med at kysse hans hals, men da han så flyttede hendes hage, måtte hun rimeligt modvilligt lade ham gøre det. Hun kiggede ham koldt i øjnene, de få sekunder før deres læber mødtes. Hun lagde nu begge sine hænder mod hans hals, og kyssede bare igen. Igen, var det rart, men Rain vidste at det ikke kunne blive ved. Da han endelig stoppede kysset og Rain fik trukket vejret, skiftede hendes ansigts udtryk. Før havde det været et skævt smil, men nu var det bare bittert og de blege læber var en lige streg. ”Du ved ikke noget som helst” Vrissede hun og kneb øjnene sammen. Som hun hele tiden havde haft lyst til borerede hun sine negle ind mod hans hals, i håbet om at det bare ville bringe ham en smule smerte. Der var ingen frygt at se i hendes øjne, kun had. Hvorfor Rain hele tiden skiftede, vidste hun ikke selv, men dog vidste hun med sig selv at Lorgath ikke skulle have lov til at styrer hende og det han hun næsten givet ham lov til lige før.

Lorgaths blik blev hårdt, da hun fik en vred grimasse og forklarede ham at han intet vidste. Det var for sent for ham at undskylde nu, hvor hun havde fået hans alter ego frem på så voldsom vis. Normalt kunne han styre det, normalt var det faktisk ham der styrede det, men ikke i nat. I nat var det komplet ukontrolleret og han vidste faktisk ingen ting, men det skulle Eorin ikke vide. "Åh, du har ingen anelse om den viden jeg besidder," forklarede i en iskold, meget mere følsom tone. Mordekai kunne godt vise sine følelser frem, til forskel fra Lorgath der hellere ville forblive mystisk. "Og jeg har ikke tænkt mig at oplyse dig, Eorin," sagde han lidt efter, mens han i en brat bevægelse trådte væk fra hende og vendte ryggen til hende med en ubehageligt vred grimasse. Han ønskede at hun skulle stoppe med sin sarkasme og de ting hun troede, at hun vidste om ham.

Rain var stadig bitter og vred, men efter hans uforstående ord, og vendte sig om, blev hun ret forvirret. Rain kunne slet ikke finde ud af hvad der forgik i hovedet på den mand eller hvad han tænkte. Men at han bare sådan havde vendt hende ryggen. Hun følte ikke at det var provokerne, fordi det var jo faktisk, det hun havde ønsket, at han var stoppet med det han gjorde – og det havde han. Rain kunne ikke lade være med at have en underlig følelse ved hans pludselige humør skift. Han havde virket, som om han ikke kunne holde sig fra hende før, men nu var han nærmest bare gået væk fra hende. Fordi selvom han stadig stod et par meter fra hende, føltes det som om at han var gået. Rain rynkede brynet og prøvede at samle tankerne. Hun havde slet ikke forventet at han ville gøre sådan og klørede sig let i nakken, der hvor hans hånd havde været for kort tid siden. ”Hvaaa… Hva?” Mumlede hun stille og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Hun havde ikke nået at se hans ansigt før han vendte sig, men noget sagde hende at hun nok ikke havde lyst til det, og bare burde skynde sig væk.

Mordekai pustede hårdt ud, mens hans hånd holdt sig et par centimeter fra sit sværd. Eorins forvirrede udbrud fik ham til at stirre vredt frem for sig og han havde mest af alt lyst til at slå hende, eller gøre et eller andet ondt. Men han kunne stadig ikke få sig selv til det. I stedet vendte han sig stadig med den vrede grimasse.
"Du skal ikke tro, at du ved hvor meget jeg ved," hvislede han hidsigt, før han greb fat i hendes arme. Umiddelbart vidste han ikke rigtig hvad han nu skulle gøre, men hans instinkter fortalte ham, at han skulle kysse hende igen - det havde han lyst til. Og det gjorde han, meget mere hidsigt og krævende end før.

Rain kiggede lidt tænkende ned i jorden. Hvad end han tænkte kunne hun kun håbe på at det ikke havde noget at gøre med at hun skulle straffes eller værre, dø. Da han vendte sig om kiggede hun bare på ham. Hun frygtede det værste da hun hørte hans ord og hun stivnede også kort da han greb fat om hendes arm. Men da han helt uforberedt kyssede hende, kunne Rain ikke andet end at gøre det samme. Den her gang havde hun ikke gjort det for at spille med i noget spil, men fordi hun havde lyst til det. Nok var hans kys grådigt og krævende, men Rains var dog mere roligt og blidt end før. Hun lagde sine hænder om på hans ryg og lukkede øjnene. Men efter nogle få sekunder hvor deres læber havde mødtes stoppede hun kysset og så forvirret på ham. Hendes hænder lå stadig på hans ryg, men alligevel trak hun sin krop lidt væk fra ham. ”Hvad laver du?” Spurgte hun fuldstændigt uforstående. Der var ingen had eller koldhed i hendes ord, men derimod følelser. Nogen følelser som hun endnu ikke forstod, men som hun vidste var der.

Mordekais vrede grimasse forsvandt lidt da Eorin besvarede hans kys med et blidt ét. Han var selv lige så fyldt med forvirring da kysset stoppede og hun så op på ham med sine arme lagt om ham og et spørgsmål på sine læber. Han forstod slet ikke sine egne handlinger, hvorfor han havde været så ukontrolleret og på en måde skræmte det ham forfærdeligt. Ingen havde fået ham til at opføre sig sådan her, ikke siden Pearl. Men Pearl, hun var noget helt andet. "Det ved jeg ikke," svarede han bare mens han stirrede på hende med en forsøgt, kold maske. Det virkede, og forvirringen lyste igennem, før han fik nok af kontroltabet. Han måtte væk.
Med et lettere undskyldende smil, trådte Lorgath væk fra hendes tag og begyndte at gå ind mod de mørke træer, hvor han så godt hørte til. Han satte i løb derinde og forsvandt i mørket, som sidst han havde været sammen med englen.

//Out

Rain kiggede opmærksomt på ham, i håbet om at kunne gennemskue ham. Men ingenting fandt hun. Da han slap hende, blev hendes øjne helt følelse kolde og hun så bare på ham. Vent ville hun have sagt, hvis det var hun kunne huske hvordan det var at man bevægede læberne. Da han forsvandt ind i mellem træerne, gav Rains ben efter under hende og hun landede med knæende ned på det kølige græs. Hun forstod ingenting, alt var bare gråt for hende lige nu. Rain havde altid været vant til at være koldt og sarkastisk overfor andre, men på en måde som hun ikke forstod, havde Lorgath fået brudt den barriere ned. Den barriere, som skjulte alle hendes inderste følelser og tanker, samt vreden i hende. Det var frustrerende og hun gemte sit ansigt i sine hænder, for at skjule de tårer ned gled ned ad hendes kinder.
//out