hun brød sig stadig ikke om ham. Hun overvejet hvad han sage, han bliv igen mindre skræmmende da hun så ind i hans øjne. Han mindede hende om et barn, hvis han ikke fik sin vilje, ville han blive umulig og først stoppe når han får sin vilje. Dette barn havde bare store kræfter, plus en mere sindsyg indtilling.

"hvad vil du med mig? hvad har jeg som du tror jeg kan bruges til?" siger hun lidt surt.

Det virket mere som om det bare var af ran kedsomhed, han havde gjort det. igen et barn der keder sig og finder sig et nyt insekt, da han lige har ødelagt det sidste (Bledan).

hun var ligeglad med hans luksus, hvad med hendes frihed? hendes vigtigste, mest betydings fulde, hendes kærste eje, hendes navn. Hun blev vred inden i, frustreret over denne tanke. hendes tænker flød igen hen på Nearyn i flere stykker, men hurtig væk igen da hun fik øje på Bledan igen.


"ja de har gjort dem meget klar" siger hun muggent, Hun ligger armene over kors og knurre begge sine hænder så knoerne bliver helt hvide, selvom hendes hud er helt hvid i forvejen

Nearyn gjorde et afvisende kast med hånden og vendte sig halvvejs om imod kathedralens dobbeltdøre. Hans hår fulgte bevægelsen med en blid bevægelse og lagde sig så igen, svævende efter ham. Han rettede sit blik imod hende ud af øjenkrogen.

"Hvad jeg vil med dig kommer ikke dig ved, det vil tidsnok blive dig klart hvilke formål du skal tjene. Indtil da er du fri til at gøre som det passer dig, inden for de regler jeg har sat dig's begrænsninger."

Nearyn var opmærksom på hendes tanker og hvor lidt han end brød sig om dem kunne han ikke andet end at trække på skuldrene over hvor ligegyldige de var. Han overvejede kort hvad han burde gøre inden han blev enig med sig selv.

"Lad mig præsentere Bledan"

sagde han, og gjorde antydningen af et kast med hoved imod Bledan.

"Bledan, ligesom du, er min ejendom. Plej hans sår inden du forlader kathedralen. Bledan, lad hende gøre hvad hun kan, uden modstand"

Med de ord og med en mine der antydede at han betragtede samtalen som overstået, satte Nearyn i bevægelse imod Kathedralens døre.

hun smilet mod villet, irriteret over at han sagde hun kunne gøre hvad der passet hende, men det var jo en masse begrænsninger?

"ih tak" sagde hun ligegyldigt.

hun havde på fornemmelsen, at hendes tanker havde strejfet ham.
hun var ikke helt lige glad, hun havde ikke lyst til en bestemte over hende.
han's bemærkning over Bledan fik hende til at knurre hendes hænder sammen igen. en dæmon er Inges ejendom tænker hun bisk efter Nearyn.

hun havde helst ikke lyst til at gøre hvad Nearyn sagde, men hun havde lyst til at hjælpe en dæmon der var såret. Hun havde jo hjulpet flere folk før. hun sætte sig ned på gulvet, ved siden af Bledan.

"jeg har noget der kan lukke dine sår, men hvad er han for et menneske?" sagde hun stille, det sidste var et spørgsmål kun rattet mod Bledan.
hun tog ud efter den lille flaske i sin mavetaske, for at rakke ham den.

hun blev mere nærvøs at se på, hun havde for lang tid siden følt hvad hun havde rodet sig ind i, kunne hun ikke bare havde blevet i skoven eller taget på kroen? der havde hun ikke været længe.

"du skal drikke det, det smager nok ikke så godt, men det hjælper, jeg arbejder på at få det til at smage beder"

det smaget lidt bittet, men med en eftersmag af jordbær. Hun kiggede ned langs Kathedralen's gulv, det hele var så forvirrende, så meget på en aften.

Hun smildet skævt, det lettede hende at det virket godt nok på ham. Hun tag flasken og putter den tilbage i tasken, hun må sparre lidt på dem. Hun har intet hjem længer, hendes hus var blevet ødelagt af en storm, en masse træer er vældet ned over det. Alt blev ødelagt.

"jeg er Nemo. jeg er en sukkubus" siger hun med et halvt smil.

hun viste ikke hvad hun skulle sige. hun følte ikke lige nu at hun var nogen lige nu. hun følte ikke hun var andet ind et stykke legetøj, et stykke legetøj os et sindsygt legebarn.

"hvad har du da gjort, siden at Dæmoner vil kalde dig det?" spurte hun stille.

hun rystede lidt på hoved, i hendes hoved var han jo stadig en dæmon ikke et menneske som Nearyn, ingen kunne da være mere... mere kold og idiotisk, at høre på. Nu kunne hun jo kun tænke ondt om ham i sit eget hoved, med farre for hendes egen sikkerhed.
Hun så ned på han's mave hvor der var et ar, hun tænkte ikke videre over det, da de fleste dæmoner har flere ar over hele kroppen.

"det har jeg godt hørt om." sagde hun lidt overrasket, hun viste at hun havde brudt sig mod nogle af disse. Hun viste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun rejste sig osse op.

hun hvade hørt om alt dette fra sin far. Han havde fortalt hende om dette reglement, dette råd og hvad de kunne gøre. Hun gos ved tanken, Det gøre det ikke beder da hun ser Bledans ryg. hun kigge ud af vinduet, hendes tanker flød over på Kyo.

"jeg må gå der en jeg må finde, en jeg ikke har set meget længe" sage hun efter noget tid. hun ville ikke være uhøflig, men dette kunne ikke vente.
hvidt hår voksede fra over alt på hendes krop, hendes tøj forsvandt under det og hun bliv mindre, en hale voksede ud fra hendes haleben. Alt dette sker på meget kort tid, en lille hvid fritte står nu på kathedralen's kolde gulv, hurtig på sine små fødder forsvinder hun ud af det store flotte sted

Alexander kom gående mad langsomme skridt, mens han stryg en hånd over de solide, kolde sten, der holdt katedralens tag oppe, langt oppe over hans hoved. Han bildte sig ind, at han kunne føle tyngden fra de massive sten og forsøgte at ryste tanken om at blive knust af sig. Når nu bygningen havde stået i så mange år, kunne den vel nok blive stående lidt endnu. Han strejfede et hjørne med det yderste af fingrene og så op på alteret.
Han antog sig selv for ikke troende, og derfor havde han ikke noget forhold til de figurer, der hang fremme til tilbedelse. Hvor er mennesket dog latterligt, at det sådan klynger sig til forhåbningen om en guddommelig magt, der styrer deres liv. Hvorfor behøver de en grund til de ting der sker? Han så sig frustreret omkring; frustreret på grund af den kvælende fornemmelse af de mange tons sten og præsternes lavmælte mumlen, mens de svang røgelseskarrene.
Alexander foldede hænderne og foregav at bede, efter en præst havde sendt ham et hvast blik. Han havde ingen at bede til, så han brugte ganske enkelt tiden på at tænke.

Alex afsluttede den ikke eksisterende bøn, løftede hoved og tog hænderne fra hinanden. Præsten var gået, så der var ingen grund til at foresætte skuespillet. Han var begyndt at blive rastløs af at stå stille og betragte denne bygning, der af nogle blev anset for bindeled mellem det guddommelige og det almene. Latterligt! Han respekterede, at nogle valgte denne tilflugtsform, men den behøvede han ikke! Han vendte sig rundt for at gå, da han blev opmærksom på en tilhyllet skikkelse, der tøvende kom gående. Nysgerrig betragtede han personen, og et smil brød frem på hans læber, da han så det yndige ansigt, der spejdede mod loftet. Hendes hår gnistrede i stearinlysenes skær, og de grønne øjne udtrykte en længsen efter... Hvilket? Han kunne ikke helt placere det og spidsede læberne, mens han forsøgte at sætte en finger på det.
Han vidste ikke helt, om han burde præsentere sig, eller om det blev set for at tabu et snakke med nogle inde i det store kirkerum. Lettere ligeglad trak han på skulderen, trak den varme ulveskindskappe længere op på skuldrene og gik forsigtigt nærmere kvinden.

”Godaften frøken. De ser ud til at søge noget herinde. De må endelig sige til, hvis jeg kan være Dem behjælpelig med noget.” Han bukkede kortvarigt, før han sendte hende et lille, skælmsk smil.

Alexander følte med hende i hendes desillusion. Hvis det, hun havde søgt, ikke fandtes her, var hun kommet forgæves, og at dømme efter hendes udseende, hørte hun ikke engang til i byen. Hvis hun var søgt så langt væk fra hendes rødder for at finde noget, var hun desperat. I modsætning til ham forventedes det ikke af hende, at tro på andet end naturen.
”Det kunne være, jeg kunne hjælpe Dem, hvis De blot siger, hvad De søger?” Han lagde prøvende hovedet på skrå og løftede spørgende det ene øjenbryn. Den afstand hun lagde til hele bygningsværket var tydelig. Dette var ikke den løsning, hun havde søgt efter.
Hendes smil fik hans hjerte til at slå et ekstra slag. De blikke han fik af og til var opløftende, men han ville reagere på dem. Endnu… - og slet ikke i helligdommen! Han studerede hende lidt nærmere og lagde mærke til hendes usædvanlige spinkle krop. Godt nok vidste han, at elvere var spinklere end ’normale’ personer som ham selv, man han havde ikke forestillet sig, at det var så meget!
”Har De det godt? Jeg mener, De ser ikke ud til at føle dem specielt godt tilpas herinde.” Han trak lidt ubehjælpsomt på skulderen, men han syntes at kunne ane en skygge af træthed ligger over hende. Enten det, eller også spillede den dunkle belysning ham et puds!

Alexander så misfornøjet på den forstyrrende præst, men ville ikke genere den ’hellige’ mand mere end han tilsyneladende gjorde med sin tilstedeværelse. Alligevel irriterede det ham, at præsten afbrød kvinden. Det var jo uhøfligt!
Den triste stemme mindede ham om det, pigen tidligere på dagen havde sagt til ham. At han så trist ud. Hun havde fået ham til at smile, så mon ikke han kunne få denne kvinde til at smile også? Det var et forsøg værd. Han kendte selv alt for godt følelsen af at være tilovers i verden, og hvis der var noget han gerne ville hjælpe andre med, så var det at afværge den modløshed, der dræbte barndommens latter.

”Jeg tror De har ret… - selvom de burde være mere åbne og venlige over for sådan nogle som os. Det er trods alt os unge, der engang skal løfte de støvede opgaver, når de ikke længere har kræfterne til det!” Han forsøgte at undertrykke en latter, men det var ikke let, når hun også lo.

”Ja, lad os trække os lidt længere tilbage. Det kan være, de så lader os i fred.” Han vendte sig rundt og gik et par skridt, før han så sig over skulderen, for at se, om hun fulgte med.

Alexander lyttede til den fjerne messen. Den var ikke generende længere, og han håbede, at de kunne få lidt fred til at tale her. Om ikke andet stod de da ikke i vejen på nogen måde! Gamle nisser!
”Hvad jeg søger?” Han kiggede skævt ud af vinduets malerier, hun strejfede med fingrene. Han besluttede sig for at bruge samme historie, som han tidligere havde fortalt pigen på markedet. ”Jeg søger en smuk ung kvinde, der havde lyst til at snakke lidt!” Han smiler igen skælmsk til hende, før han bliver alvorlig igen. ”Oprigtigt søger jeg intet herinde. Jeg beså blot denne bygning, for at prøve at forstå, hvad folk ser i de gamle, røgelsessvingende mænd og salmer, ingen forstår.”
Han kiggede igen ud af vinduet med hovedet lagt en anelse på skrå.

Latteren, der fyldte rummet omkring dem var let og perlende. Alexander smilede svagt, da det så ud til, at hun var blevet i lidt bedre humør. Den lette rødme klædte hende, og det glædede ham, at hun havde glemt hendes triste smil, men inden længe mistede hun det alligevel igen.

”Jeg tror, jeg forstår dem på en eller anden måde. De er stakler uden kreativitet til at se ud over løgne og uheld. De ønsker en gud, der kan tage ansvaret for deres handlinger. De ønsker at fralægge sig skylden, de ikke føler, de kan bære.” Alexander lænede sig roligt op ad den kolde mur. Marmoret var køligt, men kappen isolerede ganske godt. Han betragtede resterne af hendes smil falme og ærgrede sig. Nu var det ellers lige gået så godt!

”Nej, det tror jeg helt, jeg glemte, da jeg blev betaget af din skønhed. ” Han holdt en lille kunstpause, før han med varm stemme fortsatte:

”Alexander. Det samme kan jeg kun sige.” Han tog forsigtigt hendes hånd og holdt den i hans, lidt længere end nødvendigt. Da han slap den, mærkede han igen sit hjerte slå lidt hurtigere. Selvom Larna var trist, havde hun sin races karakteristiske skønhed over sig, og han kunne mærke, hvordan den næste tog pusten fra ham. De glimtvise smil var som kontraster til det dunkle, deprimerende kirkerum, de stod i. Hendes muntre stemme overdøvede de mumlende salmer, hvilket Alexander var glad for.
Efter at have mødt hende, fortrød han ikke, at han var gået ind i den dystre katedral.
"Du lyser helt op herinde i skyggerne!" Det var halvt ment som en spøg, halvt sandhed. Hendes hår skinnede næste uvirkeligt i skæret fra de flammende lys.

//Frys.

Alexander frydede sig endnu engang ved hendes latter. Hendes skyhed var en smule pirrende, men han bestemte sig for at lade hende selv åbne op. Det var bedre, hvis han ikke pressede hende for meget.
Hendes øjne bag de nedslåede vipper var lige ved at bringe ham ud af fatning. Han glemte et kort øjeblik, hvad hun havde sagt, mens han følte, hvordan hun så ham dybt i øjnene. Han mærkede suget, der var følge af øjenkontakten; det magiske øjeblik, hvor sjælene lå blotlagt til beskuelse.
”Det er da ikke noget at takke for.” Han havde et skævt, beundrende smil på læben, da han fortsatte:
”Det er vi mænds pligt at komme en skønjomfru i nød til undsætning, og gerningen giver endnu mere mening, når det er en skønhed som dig, der skal reddes… - Nej, undskyld, det lød vist helt forkert!” Han lo stille og trak en hånd gennem sit hår. Han, der normalt var veltalende, kunne ikke komme på noget fornuftigt at sige. Det deprimerede ham lidt, men han tog det som en udfordring.
”Det jeg forsøgte at sige, var blot, at vi har et ansvar over for vores medskabninger. Tidligere i dag var der en lille pige, der fik mig til at le, og så ville jeg gerne muntre dig lidt op, som hun havde gjort det for mig… - og så er det da altid rart at snakke lidt med en charmerende person som dig!” Hans smil var ikke længere drillende; det var falmet en anelse, men varmen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han mente hvert ord, han sagde.

Alexander stod med en påtaget tænksom mine. Den var så overdrevent, at man sagtens kunne se, at det var skuespil. Håbede han. Efter en lille tænkepause rystede han forsigtigt på hovedet.

”Skylder du mig noget?!” Spurgte han undrende og lagde ansigtet i spørgende folder. Han fandt det rart, at det var lykkedes ham at muntre hende op, men han forventede ikke det store til gengæld.
”Men hvis du endelig vil hjælpe mig, kunne du fortælle mig, hvordan jeg finder kamparenaen. Jeg er relativ ny her i byen… - helt alene i den stooore by, tænk Dem engang, en bondeknold som jeg!” Et smil listede sig igen frem, og han så frem bag hjørnet, op på de gamle mænd. Hans spøgende tonefald havde fået en af dem til at vende sig og sende et hvast blik efter ham. Tilsyneladende var de ikke så begejstrede for hans tilstedeværelse herinde.

Nå ja, de kendte tilsyneladende kun til seriøsiteten og havde helt glemt de barnlige smil og glæder. Et trist udtryk gled over hans ansigt, da han kom til at tænke på det ansvar, han var flygtet fra. Det sidste han havde hørt fra familien var, at søsteren ventede barn. Selvfølgelig var han glad på hendes vegne, men han brød sig ikke om tanken. Det betød, at hun var voksen, hvilket igen betød, at han også snart burde og ville blive det.

Han sukkede og blev nærværende igen. Forlegen over at have glemt Larna et øjeblik, vendte han sig igen rundt, tog hendes hånd og kyssede den forsigtigt(?).
"Du er en fornøjelse at snakke med."

”Smil endelig! Der forringer ikke din skønhed… ” Han kunne ikke lade være; sandheden faldt ham let. Det var meget befriende at tale fra hjertet for ham, for hjertet slag fast og kraftigt i hendes nærvær.
Hendes smil jog hans dysterhed væk.

”Jaså, så du er også rodløs… Men det er også en dejlig frihed at gå hvorhen, man har lyst. ” De ensomme uger, hvor han vandrede gennem landet uden at møde mennesker, havde han skiftet til sin dyreskikkelse. Gennem den havde han oplevet friheden ved naturen og de endeløse vidder.
Men det er ikke sikker, hun vil forstå. Det vil de fleste næppe. Han stryg hånden over ærmet, for at forsikre sig om, at arrene ikke var synlige. Han var stolt af dem, på en eller anden måde, men fordomme havde han oplevet af og til.

Han lo stille ad hende, før han med mumlende stemme svarede, at andre normalt kaldte det, det værste.
”Min søster plejede at vende øjnene mod himlen, mens hun brokkede sig det.” Han savnede hende en smule, men de havde valgt hver deres vej.

”Men hvilket sted er det, du er rejst fra?” Han var lidt nysgerrig angående det punkt. Hvis stedet var befolket med kvinder af hendes slags, ville han muligvis overveje at aflægge det et besøg.

Han kiggede opmærksom på hendes brandmærke, da hendes fingre strejfede det. Hvis hun har sådan et, vil hun måske kunne kapere mit også? Ubeslutsom holdt han sin hånd over armen, hvor arrene var.

Han hævede forbavset et øjenbryn, da han nu kunne se, hvor tynd, hun i virkeligheden var. Godt nok var hun halvt elver, den tynde skikkelse lignede en, der ville blæse væk, hvis vinden fik lyst til at bortføre hende.
”Hvorfor forlod du skovene?” Hendes spinkle arme, der holdt om hende selv, som var hun bange for at miste sig selv, hvis hun slappede af, var smukke på deres egen måde. Hendes sorg gjorde hendes skønhed smertefuld markant, og han havde lyst til at række ud og stryge hende over kinden, holde hende i sine arme og værne hende mod den ulykke, der skjulte hendes smil, men besindede sig.

Da hun nu havde vist ham den tillid at fortælle om sig selv, syntes han, at han skyldte hende det samme.
”Jeg flyttede med min familie fra det nordlige af landet til Medanien, hvor min søster og jeg voksede op. Vi beskyttede hinanden mod de andre børn, da de skulle have tid til at vænne sig til os tilflyttere. Hun var en dygtig fægter, og vi havde nogle formidable fægtekampe, men til sidst blev hun ’voksen’. Hun var sig sit ansvar bevidst, hun giftede sig, og er, så vidt jeg ved, gravid, så jeg drog hjemmefra. Der var ikke mere for mig dér.” Han havde med vilje undladt forældrenes status og trak smilende på skulderen.

”Jeg har oplevet meget i de to år, hvor jeg har været vandrer. Jeg ville ikke bytte de oplevelser væk, selvom det ind i mellem har været hårdt!” Han var lige ved at trække ærmet op, men ombestemte sig. Godt nok snakkede de fint sammen, men hun var stadig en fremmed.

Alexander satte sig ubesværet ned over for hende med armene hvilende på sine knæ og lagde mærke til hendes øjenkast mod præsterne. Han tolkede hendes lettelse som et positivt tegn og gad ikke vende sig rundt for at bekræfte det.

”For det første: Din stemme er ikke uden tone. Den lyder dejlig i mine ører. Jeg kender ikke så meget til biologi, og jeg kender da slet ikke dine anlæg for den evne, men jeg kan forestille mig, at hvis du har været udsat for et chok eller en anden ubehagelig oplevelse, kan det have påvirket dine evner.” Han vidste ikke, om hun ville tro ham, men han følte, at han var nødt til at sige det. Hun så ud til at lide under hendes manglende tilhørsforhold, både fysisk og psykisk.

”Vi var skam meget knyttede. Vi voksede op sammen uden så mange jævnaldrende.” Han mærkede et lille stik af savn i sit hjerte og strøg ubevidst brandsåret. Et minde om hende, for hende.
”Jeg holdt meget af at fægte sammen med min søster. Hun var en fænomenal fægter, og jeg nød vores træningsaftener. Jeg har ikke haft en fægtepartner i lang tid, så jeg trænger til at få frisket mine færdigheder op… - og det skader vist ikke at kunne forsvare sig selv i disse urolige tider!” Han ville egentlig ikke have nævnt magtskiftet, da han ikke var sikker på, hvor hun stod, men bemærkningen var kommet, endnu inden han havde fået tænkt over den. Lidt ubehagelig til mode skiftede han emne.

Han vejede sine ord med omhu, for han med stille stemme begyndte at fortælle:
”Angående din følelse af, at dyr undgår dig, kan jeg ikke tale for andre end mine egne artsfæller.” Han ville egentlig helst ikke uddybe sin evne alt for meget, men ville på en eller anden måde gerne muntre hende op igen.
”Jeg kan forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg blev udstødt af racefællesskabet. Det gør mig ondt.” Han bøjede medfølende hovedet og så på hende gennem sit gyldne pandehår.
”Jeg har selv evnen til at skifte form til… ja, du kan jo selv se!” Han lod formskiftningen begynde, men kontrollerede den, så det kun var hans ansigt, der fik de markante gepardaftegninger. Hans gyldne hår skiftede farve til en mørkebrun manke og hans blå øjne ændredes og reflekterede da faklerne i en mørkegylden nuance. Efter få sekunder skiftede han tilbage igen, uvillig til at risikere præsternes bevågenhed. Opmærksom på hendes reaktioner sad han klar, hvis hun skulle begynde at skrige op og tiltrække sig de gamle mænds opmærksomhed. I så fald ville han enten stikke af eller paralysere hende, men han nød virkeligt hendes selskab, og det var også derfor, han havde løbet risikoen ved at vise hende hans anden skikkelse.

//Frys.

Da hun svajer, rynker han brynene, men kommenterer det ikke. Hun så ud til at beholde balancen, så han gjorde intet forsøg på at stabilisere hende.
Interessant! Det kunne være sjovt at fægte lidt med hende… - Jeg skal alligevel først have genopfrisket mine øvelser. også selvom hun var rusten i teknikkerne, ville det være rart at få brugt kroppen ved lidt sport igen.
”Hun… er et godt menneske. Det var hun hvert fald, da jeg sidst så hende… - men jeg ville ikke kalde mig selv god. Jeg er bare… mig selv.” Det glædede ham, at hun havde disse tanker om ham, men hans høflighed byd ham at snakke uden om komplimenterne.

Da hun lagde hånden på hans hoved følte han en eller anden samhørighed med hende, som når han, forvandlet, løb over stepperne. Naturens kald. Det rørte sig i ham, for han havde aldrig følt sådan før i nærheden af civilisationen. Følelsen forsvandt, du hun slap kontakten med ham, og han kiggede en smule sorgfuldt på hende. Han forstod ikke undskyldningen i hendes blik, selvom han forsøgte at forstå den.

Da hun sænkede hovedet, blev han et øjeblik bange for, at hun trak sig væk fra ham, og derfor blev oplevelsen af hendes smil endnu bedre. Det var kun en skygge af tidligere, men han havde ikke skræmt hende, og det betyd meget for ham.

”Jamen hvad kan du så blive til?” Han så nysgerrig på hende og forsøgte at regne ud, hvilken race hun havde fået evner af. Hun mindede af statur ikke om et stort dyr, så en hest var udelukket. Hendes personlighed mindede heller ikke om en kats, da de var mere… reserverede og mystiske. Hun havde trods alt fortalt en del om sig selv. Alexander sig eftertænksom på hagen.
”Du er ikke ligefrem typen, der minder om en hund… - altså, der er ikke noget ondt ment i det, meeen… Du ligner mere… noget spinkelt, let, gyldent. En Fønix?” Han lo ad sig selv og rystede på hovedet af tanken.
”Nej, det passer vist ikke helt!” Han lagde hovedet på armene, han stadig havde omrking sine knæ, og kiggede eftertænksom på hende.