Xander betragter fortsat Carolina med en vis mistro. At hun rent faktisk slet ikke kender Sala, er dog ikke faldet hende ind. Hvis hun lyver, er han nærmere overbevist om, at det er fordi hun vil beskytte Sala.
Han tømmer glasset foran sig, før det bliver sat på bordet med en lille klirrende lyd. Der er ikke andet at gøre nu, end at stole på hende.
En ukontrolleret hosten griber ham og han hiver hvæsende efter vejret. Tankerne er igen på drageblodseleksiren, som han tydeligvis ikke kan undvære meget længere.
Han finder en lommelærke frem fra en inderlomme og hiver proppen af med rystende hænder, imens han kaster et hurtigt sideblik på Carolina. Lommelærkens indhold bliver tømt i to hurtige slurke og den forsvinder hurtigt tilbage i jakkelommen.
"Men vi kan jo næppe være sikre på, at hun stadig befinder sig dér, når der er gået så lang tid.." siger han hæst.

Carolina hæver øjenbrynet, da Xander drikker noget udefinerbart af en lommelærke, og hendes blik bliver ved med at følge hans bevægelser. Selvom han virker svagelig, er der ingen grund til at undervurdere ham, og hun vil mod de fleste modstandere have svært ved at forsvare sig. Kamp har aldrig været hendes stærke side, og derfor undgår hun det allerhelst. Hun bliver blot ved med at betragte ham og de trækninger, hans ansigt laver.

"Jeg kan ikke vide, om hun stadig er der. Jeg har jo ikke set hende siden dengang," svarer hun derefter og tager en sidste tår af det vand, der står foran hende i hendes krus. Det er altså vigtigt, at hun kan stikke af, før han finder ud af, at det er løgn...

Xander kan mærke Carolinas nysgerrige blik hvile på sig, og det gør ham lidt urolig. Han nipper til vinen og sender hende en grimasse, der skal forestille et smil.
"De har du jo ganske ret i .. sagde hun noget om, hvor i Medanien, det ville være?"
Han håber, at hun kan svare på spørgsmålet. Tanken om at finkæmme hele Medanien efter Sala tiltaler ham ikke just .. desuden er han nødt til at vende tilbage til Midnatsborgen efter noget mere drageblodseleksir, og han er ikke sikker på, at han får lov til at gå lige med det samme. Måske har de en opgave til ham .. og så kan han ikke få lov til at lede efter Sala.
Hende interesserer de sig ikke længere for, når hun ikke er en trussel .. når hun ikke er lysets kriger .. men Xanders hævntørst lurer stadig, og han har et brændende ønske om at tilintetgøre hende en gang for altid.

Carolina ser på Xander - selvfølgelig vil han da gerne vide, hvor han skal gå hen, men har han regnet med, at hun ville servere det hele på et sølvfad? Ligner hun for øvrigt én, der sælger ting på sølvfade? Desuden ved hun det jo faktisk ikke, og alle hans spørgsmål er begyndt at irritere hende. Hun har fået, hvad hun vil have - sit måltid, og hun overvejer at være den første til at skride.

"Jeg ved ikke mere, end jeg allerede har sagt," siger hun og lader efterhånden sin irritation høre. Det er ham, der er afhængig af hende (at hun så lyver for ham er noget andet), og derfor kan hun stort set opføre sig, som hun vil.

Xander kan konstatere, at Carolina er ved at blive godt og grundigt utålmodig.
Han nikker kort og trækker på skuldrene .. "Jeg vil jo blot sikre mig, at det ikke er helt forgæves, at jeg tager til Medanien .." siger han. Hans hæse stemme har en lille, advarende undertone. Det åbne øje hviler tænksomt på hende.
Hvis hun lyver, så skal han nok sørge for, at hun fortryder det. Men lige nu er tiden ikke inde til trusler.
Han skubber sin tallerken fra sig, - maden har alligevel på intet tidspunkt interesseret ham, - og han tømmer glasset foran sig.

Carolina nikker blot en smule afmålt - hun har godt hørt hans advarende undertone, men hvordan skulle han kunne fine hende igen? Desuden ved hun jo i realiteten ikke, om denne Sala stadig gemmer sig der, så hun har massere af undskyldninger i baghånden. Og hun har ikke i sinde at trække løgnen tilbage nu, for hvad skulle det nytte? Så ville han jo alligevel blive sur.

"Var det alt?" spørger hun så Xander med et hævet øjenbryn og rejser sig fra sin plads, selvom han ikke har svaret. Det er ikke fordi, hun har specielt travlt, men hun kan alligevel ikke se, hvorfor hun skal bruge mere tid her.

Xander betragter Carolina rejse sig fra sin plads. Han overvejer at slynge en masse trusler og advarsler i hendes retning: hvis hun ved mere, er det sidste chance for at få det ud af hende.
Dog tror han ikke, hvis han skal være ærlig, at han kan få hende til at røbe mere.

På den anden side .. hun lader til at føle, at hun har lidt for meget styr på situationen. Xander bryder sig i forevejen ikke alt for meget om at være afhængig af et pigebarn som Carolina, og hele hendes attitude irriterer ham grænseløst.
Han rejser sig selv og kæmper et øjeblik for at holde balancen, da svimmelheden overvælder ham.
Han kan dog mærke at drageblodseleksiren langsomt er ved at varme hans krop og gøre ham stærkere.. eller stærkere er måske så meget sagt. Trods alt er dens formål blot at holde ham i live.

"Det var alt," siger han. Hans mørke øje ser overvejende på hende: prøver at vurdere, om det hun har sagt, er en løgn.
Men Xander er langt fra nogen tankelæser.
"Jeg håber dog, at du for din egen skyld har valgt at fortælle mig sandheden.. "

Carolina betragter ham lidt, da han rejser sig - hun ville let kunne løbe fra ham, hvis det blev nødvendigt, vurderer hun. Han kan selvfølgelig have nogle kræfter, som hun ikke kender til, men lige umiddelbart er hun ham fysisk overlegen. Han er svækket af et eller andet, for det virker ikke til, at han er vant til at stå så uvant på jorden. Derfor kan hun ikke helt tage hans advarsel seriøs, men som sagt kan han jo have andre kræfter, end det blotte øje kan se.

"Ja ja .." svarer hun blot en smule irriteret, og går hen mod døren. Hun har gjort, hvad hun har kunnet nu, og den fremtidige konfrontation gider hun ikke tænke på. Hun åbner døren og smutter ud af kroen.

Xander kaster et kort uinteresseret blik efter Carolina, da hun går ud af døren.
Et par af de andre tilstedeværende tilkaster ham et par nysgerrige blikke, idet han lader et par krystaller falde klirrende ned på bordet.

Med et brændende ønske om at Carolina virkelig har talt sandt, skynder han sig ud af døren, der knirkende lukker sig bag ham.
Tiden er inde til at tage en rejse til Medanien.

(/out)