Gabrielle mærkede hans hånd mod sin anden kind. Berøringen og varmen gjorde hende mere rolig - i det mindste skubbede han hende ikke væk. Hun lukkede øjnene, og så ikke at søgte hendes blik. Men hun smilede, og måske kunne han mærke det mod hans kind.
"Det var det vi snakkede om tidligere med irrationel frygt," hviskede hun til svar. "Folk tror at jeg så er der når jeg ikke er. De forstår slet ikke, at hvis jeg først havde fået dem som opgave, så ville de aldrig nå at se mig." Imens hun snakkede gjorde hun sig synlig igen, på samme, forsigtige måde som hun havde gjort sig usynlig. Hun løftede en hånd, og lagde den oven på den af hans der hvilede på hendes kind. "Hvad er din anden evne?" Hun var lige så nysgerrig.

Han smilede venligt og lukkede slev øjnene, da han så hun gjorde så, og han strøg hende forsigtigt over kinden med sin tommelfinger. Hans hænder var forbløffende bløde i betragtning af hvor meget han havde med jord og blomster. Ved hendes ord om hans anden evne, trak han hovedet bort, men fastholdt sin hånd mod hendes kind et øjeblik, før han vendte fingrene og fangede hendes.
"Og nu må du ikke blive chokeret. Min evne kan desværre ikke fungere lige så langsomt og roligt som din ..." Han tøvede, men vendte så halvdelen af sin krop bort og holdt sin hånd frem væk fra sig med håndfladen vendt mod et træ, der stod nogle hundrede meter fra dem og var flere hundrede år gammelt, dets stamme halvanden meter i diameter. Han rynkede brynene for at koncentrere sig, og energier begyndte at bølge gennem ham. Hendes fingre burde kilde svagt ved fornemmelsen, før en hvid kugle af dne energi, han samlede fra sin krop samledes i hans håndflade, og smerten ved at gøre det fik tag i ham, og han lagde hovedet tilbage med et mindre brøl, da energiladningen sprang fra ham og tordnede ind i træet, der blev sprængt til småstykker, så kun roden stak op. Han sank ned på det ene knæ, hans fingre gled ud ad hendes, og han hev et øjeblik efter vejret, mens han så hen mod træet. Han løftede hånden igen og lukkede øjnene, mens han brugte sine knapt så destruktive kræfter til at samle træet igen.
Hele hans krop dirrede ved udgydelsen af så meget energi, og han lagde hænderne på jordne og absoberede en del tilgbage fra græsset under dem, så to brune pletter blev efterladt. Langsomt, stadig let rystende kom han på benene igen og vendte sig tøvende mod hende. Han var bange for, han måske havde skræmt hende. Det havde ikke været hans mening at udlede så stor en mængde energi, og det bekymrede ham, han havde mistet kontrollen sådan. Hans hænder rystede stadig, og hans blik lignede det fra et skræmt dyr, mens han betragtede hende.
"V-vær ikke bange," tiggede han både med ord og med blikket.

Gabrielle sukkede roligt da han strøg hende over kinden, og hendes smil blev en tand større. Hun åbnede øjnene da han rettede sig op, og hun så nysgerrigt på ham.
Hun sagde ingenting da han viste sin evne, så blot på med forundring i blikket. Hun vidste ikke helt om hun skulle være bekymret, men regnede da med at han havde styr på sin evne. Rystelserne da træet sprængtes fik hende til at gøre store øjne - ikke fordi hun var skræmt, nok nærmere imponeret. Endnu engang.
Da han var færdig med sit mindre show, så hun tilbage på ham. Hans blik og hans ord fik hende til at bryde ud i latter. Hun væltede om på græsset og holdt sig for maven. Da hun var færdig med at grine kiggede hun hen på George. "Undskyld," sagde hun, stadig med rester af latter i stemmen.

Tit havde ikke gjort meget væsen af sig. Så længe Gabrielle var tryg, så var han det også.

Han sukkede lettet, da hun begyndte at le, og smilet og farven vendte tilbage på hans ansigt. Enhver anden ville være skræmt fra døde - Gud skulle vide han selv var det - og han kom hen til hende og satte sig ved siden af hende, hvor han holdt om sit ene håndled med hånden for at støtte sin rysten. Han var meget udmattet og nød at sidde lidt, selvom han måske burde have bekymret sig om at få græspletter på bukserne. Han betragtede hende varmt igen, da hun undskyldte.
"Det er vist mig, der skal undskylde," sagde han og rømmede sig, da hans stemme knækkede over. "Jeg havde bare tænkt mig at lave et hul i træet, ikke springe det til atomer," fortsatte han lidt mere sikkert og så ned på hende et øjeblik, før han lagde sig ved siden af hende og så op hvor stjernerne var begyndt at dukke frem.
"Det er længe siden nogen har kunnet le ad mig," bemærkede han i en let tone, "selv mig selv ... Det gør faktisk godt ikke at føle sig så fandens højtidelig." Han drejede hurtigt hovedet og så på hende. "Undskyld min banden, det var ganske usmageligt," sagde han hurtigt.

Gabrielle betragtede ham, stadig med et underholdt smil. De havde vidst meget forskellige opfattelser af hvad der var skræmmende.
Da han lagde sig ved siden af hende, tog hun forsigtigt hans hånd i sin. "Er du klar over hvor mange væsner du kan tiltrække med al den larm du lige lavede?" Det var selvfølgelig drilleri, men det var sådan set også rigtigt. Så længe tit var i nærheden var det dog begrænset for hvor meget de skulle bekymre sig.
Hun grinede igen, denne gang af hans sidste bemærkning, som var i strid med det han sagde lige inden. "Ikke usmageligt, bare fandens højtideligt." Der var ingenting ondt ment i det hun sagde. Det var længe siden hun havde nydt et andet menneskes nærvær så meget.

Han så på hende med et smil og kærtegnede forsigtigt hendes hånd med sin tommel.
"Det nytter dårligt jeg gallant tilbyder at beskytte dig mod skovens dyr og andre væsner; det vil nok blive lige omvendt, hvis det kommer tilkamp." Han lo stille og smilede varmt til hende ved den sidste kommentar.
"Du har en god indvirkning på mig, miss Gabrielle. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt." Han smilede charmerende til hende og søgte hendes blik. "Tak," sagde han så, hans stemme dyb og melodiøs, mens han stadig blot så på hende, hendes mørk gyldne lokker der lå mod hendes kind og pande. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvor smuk, hun så ud, og han smilede stille og lod en ny tusindfryd gro frem mellem deres hænder. Ikke mere, bare den enkle, lille blomst til at erstatte den, der var ved at visne i hendes hår. Han ville let kunne genoplive den men nød på en sær måde tnaken om at skulle placere en ny.

Gabrielle havde sjældent haft så let til latter som nu hvor hun lå ved siden af denne komplet fremmede, og alligevel føltes det på ingen måde forkert. "Jeg skal nok passe på dig," drillede hun og smilede til ham. Hun undlod dog at kommentere på det næste han sagde, mest fordi hun ikke kunne finde de rette ord. I stedet lagde hun sig på siden så hun bedre kunne se ham, og placerede sin frie hånd på hans kind.
Hver gang han smilede det dersens charmerende smil blev hun lidt varmere indeni. Hun lod ham placere den nye blomst i hendes hår, uden denne gang at rykke sig væk fra hans hånd.

Han lægger sig selv op på siden, før han meget meget forsigtigt sætter blomsten i stedet for den forrige. Han stryger hende blidt over kinden, som var hun en skrøbelig porcelænsfigur og smiler skævt. Han nyder hendes fingre mod sin kind og fanger hendes blik. Han ser dybt ind i de usædvanlige øjne og fortabes næsten i dem.
"Det virker næsten fjollet, det her," sagde han stadig smilende, hans blik en smule filosofisk, "Hvordan man kan føle, man kender nogen så godt efter ganske få timer." Han sukkede let. "Jeg er normalt ikke så fri overfor nogen jeg kun lige... overfor nogen," rettede han overrasket sig selv og så fascineret på hende, som om hun virkelig var en sjælden juvel, han rent tilfældigt var faldet over.

Gabrielle gengældte hans blik og holdt det fast, mens hun ikke kunne lade være med at smile. "Heller ikke jeg," svarede hun stille. Nok havde hun nemt ved at falde for mænd, men det var aldrig gået så vidt før som nu. Hun fandt det stadig komisk at hun havde masser erfaring når det kom til noget så koldt og kynisk som det at slå ihjel, men det her havde hun ikke meget kendskab til. Måske føltes det så rigtigt fordi han ikke på noget tidspunkt havde udvist frygt eller foragt overfor hende, selv når hun fortalte om sine lettere dystre sider.
Der var noget i hans blik og den måde han kiggede på hende på, hun ikke kunne forstå. En form for fascination, men også noget andet. Noget mere. Hun kunne ikke helt tolke det, og alligevel gjorde det hende glad på en måde hun sjældent havde følt. "Gad vide om det er dig der er irrationelt frygtløs, eller om det virkeligt er andre mennesker der er irrationelt nemme at skræmme," sagde hun undrende.

Han kluklo lavmælt og lagde hånden over hendes.
"Jeg har været en del igennem i min tilværelse, og der er ikke meget, der kan skræmme mig. JEg har sørget for min familie siden jeg var 8 hvor min mor døde og min fars druk og spil gik over gevind. Jeg havde to søstre at se til der var yngre end mig foruden forretningerne. Så blev jeg landsforvist og kom hertil efter jeg blev tvunget ud af firmaet af nogen, der mod min vilje ønskede at overtage det. Her mødte jeg Snedronningen Snodria og hendes lejemorder x. Jeg forelskede mig i hende alligevel, og det gav rigeligt med problemer. Min egen x dukkede op og forsøgte at narre mig i ægteskab, og så mødte jeg tigerkeidranen Flora ... Jeg har haft problemer af personlig karakter gennem det hele, og alt i alt er mit liv som en affaldsspand ... Så der er intet, du kan sige eller gøre, der kan få mig til at trække mig bort - allerhøjest i undren." For første gang i hele hans liv fortalte han om sin tilværelse uden at føle lede, smerte eller savn. Det var næsten som om det ikke var hans egen fortid, han fortalte om, og dog var der noget i hans blik, der fortalte hende, det var sandt. Lige nu så det ikke ud til at plage ham noget af det, ikke engang med Flora. Han rynkede dog nu brynene let.
"Men det er nok det forkerte tidspunkt at tage det op på. Lige nu betyder det ikke det store for mig."

Gabrielle lyttede, og forstod at det var noget af en erklæring at han fortalte det hele - omend i korte træk. Jo mere hun hørte, jo mere rynkede hun brynene. Hvordan kunne en person være så uheldig? Hun troede skam på ham, så meget som hun nu var i stand til, men syntes stadig det var helt utroligt.
Der var især ét ord hun bed mærke i. "Landsforvist?" spurgte hun med et forvirret udtryk. Hun var ikke typen der ville dømme nogen for den slags, men hun kunne ikke forestille sig noget han havde gjort for at fortjene den slags.
Hun kendte sig selv godt nok til at vide at hun nok ikke ville være den der healede hans knuste hjerte og lettede hans sorg - ikke i længden i hvert fald. Men lige her og nu kunne hun, og det var bedre end ingenting. Hun ville dog ikke sige noget, da hun ikke selv vidste hvor langt hun kunne lade det gå. I det mindste var hun villig til at give det en chance.

Han nikkede med et sårbart smil.
"Ja, det havde du nok ikke ventet af en som mig ... Jeg er baron i mit gamle land, England. En ussel del af lavadlen der let falder som bytte for en markise enller en hertug. En Markise i mit tilfælde. Han havde et godt øje til min søster, der var sytten på det tidspunkt og da jeg fik min far til at afslå ham, fordi jeg vidste, han havde været gift to gange før og efter sigende skulle have slået dem begge ihjel. Han var rasende på mig og besluttede sig for at tage hævn, og han forsøgte at overtage min families firma mod min vilje og udviste derfor en vis interesse for foretagenet. Han smuglede en flok landsforviste forbrydere ind i fabrikken og gemte dem før han tilkaldt politiet, og jeg blev dømt for at huse dem og blev deporteret til Australien. Men før jeg nåede dertil skete der noget mærkeligt, og jeg endte her i Krystallandet." Han sukkede stille og trak skævt på smilebåndet. "Til mit store held fik min søster mit brev med forklaringen, og hun afslog ham personligt, da han forsøgte sig igen med et frieri. Og på trods af alt, er jeg blevet mere betydningsfuld her end jeg nogensinde var i England, og selvom jeg har oplevet en del, der er meget atypisk for hvad jeg er opvokset med, så har jeg tilpasset mig og er her i dag som et ganske andet menneske." Han smilede stadig og kærtegnede hendes hånd. "Meget af minulykke her skyldes min fremmede herkomst. Det er også gamle regler for påklædning, der forfølger mig den dag i dag." Han smilede ved tanken om et bal midt om sommeren med flere hundreder af mænd i lag på lag af tøj og kvinder strammet ind i korsetter, så de knapt kunne trække vejret, så mange lag om deres ben, så mange kg stof i hver kjole, det var besværligt for dem at danse.

Endnu engang fandt Gabrielle sig grebet af historier om Georges fortid. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at den slags mennesker som ham der havde fået George landsforvist, var præcis den slags mennesker hun tit blev hyret til at skaffe af vejen. Men den ting der fangede hendes nysgerrighed denne gang var de fremmede lande. "England og Australien? Hvor ligger det?" Hun rynkede let på næsen, havde aldrig hørt om noget lignende. Generelt kendte hun, samt størstedelen af landets befolkning, ikke til meget andet end Krystallandet.

Han smilede stadig, da han svarede hende: "Det er lande meget langt væk. Der er fundet en portal hertil midt i vandene, og det er temmelig forvirrende. Det er to lande på hver side ad en hel planet. Langt væk fra her, og jeg er stadig ikke sikker på hvordan, man kommer frem og tilbage. Under alle omstændigheder er den forsvundet nu. Det første år efter, jeg kom hertil, var det muligt at sende breve frem og tilbage, og jeg er ikke den eneste fra en anden verden. Keidranerne kom også til Krystallandet gennem den fra deres planet. Det lyder mærkeligt, det ved jeg godt, men de fleste anderledes racer i Krystallandet stammer nok fra andre verdner og er kommet til gennem portalen." Hans smil forblev det samme, men det trak lidt i hans hjerte, at han aldrig igen skulle se englands stille kyster og grønne marker. Ikke at han ønskede at bytte tilbage, hvis han virkelig fik valget; han var faldet godt til her, men at få lov at besøge, at se det det bare én gang mere.

Gabrielles blik var undrende, tænkende og overvejende. De første tanker der gik i gennem hendes hoved, mens hun så op på stjernerne, var hvor mange af de væsner hun havde mødt der oprindeligt kom fra andre planeter. "Men de lukkede porten," hviskede hun, nærmest henvendt til sig selv. "Gad vide hvorfor." Egentligt interesserede det hende ikke meget at de ville kunne lære så meget af hinanden, de forskellige planeter, men det undrede hende at forskellige regeringer havde forhindret den slags.
Efter at have tænkt over det fortalte i et par minutter, vendte hun hovedet og så tilbage på George. Et smil voksede sig langsomt stort på hendes læber, et drillende et af slagsen. "En alien," grinede hun. "Intet under du påvirker mig sådan. Jeg har altid vidst jeg var sær, og nu har jeg fundet en der er lige så sær!"

Han kunne ikke afholde sig selv fra at lægge hovedet bagover i et brøl af latter, så hendes hånd gled ned på hans hals. Det var en naturlig, dyb, smittende latter han ikke havde følt i flere år, og de få øjeblikke, hvor han lo så ukontrolleret, gjorde meget for hans velbefindende. Da latteren blev til en stille klukken, så han mildt på hende og løftede hånden op, hvor endnu en lille tusindfryd pludselig lå mellem hans fingre, og med et kærligt smil trak han blomsten langs hendes kæbe fra hagen og op, hen over øjenbrynet og ned langs næsen, hvor han tøvede et øjeblik, før han lod den danse ned over hendes læber, som han knapt turde røre med den. Han søgte at fastholde hendes blik imens og lod blomsten kærtegne hende over kinden og hernæst ned langs halsmusklerne.

Gabrielles egen kluklatter stoppede brat da hun så en ny blomst i hans hånd, men ikke på den negative måde. Hun smilede stadig og så fra blomsten til George. Hendes hånd lå stadig på hans hals, og hun kærtegnede ham forsigtigt. Hun lå dog ganske stille mens han lod blomsten røre hendes ansigt, og lukkede øjnene mens hun nød det. Duften af den, nærværet, de lette berøringer. Det hele fik hende til at føle sig lettere beruset.

Han smilede stadig og så hvordan den simple lille blomst blev nydt. Han trak den ud langs hendes kraveben og lod den løbe op til hendes øre, hvor han trak den over hendes øreflip og kildede hende i øret med den med en lille latter. Han forventede halvvejs, hun ville angribe ham legende for at drille hende, men kunne ikke få smilet fra sit ansigt. Det var pludselig gået op for ham, han måske blev en smule for intim i sin leg med blomsten, og for at skjule sin forlegenhed herover - skønt han i princippet ikke havde rørt hende - valgte han at kilde hende med den.

Gabrielle var en af dem der normalt ikke var kilden, men i dette øjeblik var hun i en lidt anden tilstand i normalt. Hun lod kuldegysningerne overtage et kort øjeblik, grinede og vred sig lidt væk da blomsten kilede hende i øret.
Tit løftede nysgerrigt hovedet i retningen af dem. Gabrielle sendte George endnu et af sine drillende blikke, før hun sprang op fra jorden og i en hurtig bevægelse vendte ham om på ryggen igen. Hun sad nu på hans brystkasse, mens hendes knæ holdt hans arme til jorden(?). "Hvad vil du nu gøre?" Det havde måske virket skræmmende, hvis ikke hendes handlinger tydeligvis var ment i leg, og hun vidste at han ikke ligefrem frygtede for sit liv i hendes selskab.

Han ler indtil hun sidde hen over ham og holder ham fast. Han kæmper for at se på hendes ansigt i stedet for hendes bare lår så tæt på hans ansigt. Han vrider sig lidt for sjov uden rigtigt at gøre alvor af det.
"Åh nej, hvad vil jeg dog gøre?" spurgte han og havde tydeligvis en meget god ide til hvordan, han skulle slippe fri. Med et skævt smil flexede han musklerne i små jag og sendte hende hoppende op og ned hen over sin krop, indtil han med ét trak sine hænder løs og greb om hendes arme, før han rullede rundt, så han lå ind over hende. Han holdt om hendes håndled og lagde sig ved siden af hende, hvor han holdt hendes ben fast med sine stærke lægmuskler. Han var stærkere end hende og vidste det, og hun ville ikke slippe fra ham, som de lå der, deres ansigter meget tæt sammen. Hans ellers så ordentlige hestehale havde revet sig løs, og hans skulderlange, mørkebrune hår væltede i let krøllede lokker om hans ansigt. Det var stadig en smule fugtigt efter hans træning få timer tidligere, og en enkelt tot klæbede til hans pande. Hans svulmende brystkasse bevægede sig op og ned i stille latter, og han smilede skævt, charmerende og med et drillende udtryk i øjnene. Han bemærkede ikke lige nu, hvordan den pressede ind mod hendes krop og ene bryst, mens han bare så hende i øjnene.
"Hvad vil du gøre nu?" spurgte han drillende og fortsat smilende.