Úlairi så forbavset til, mens Izilarna rejste sig op. Hun er alligevel stærkere end jeg troede. tænkte han beroligende til sig selv.
Jamen så lad os da komme af sted. sagde han med et lille smil og ventede på at hun kom op på siden af ham. Der er lidt langt, men det skal nok gå. forsøgte han sige beroligende til hende. Han håbede bare på at hun alligevel kunne klare turen. Hans skikkelse ændrede sig stille fra at være en person, til at blive mere gennemsigtig og tåge agtig.

Det eneste man rigtig kunne se af ham var hans ansigt, resten var sløret og gennemsigtigt.