Adrian så på Simon med et venligt smil. Kost og Logi her er naturligvis med i din løn. sagde han roligt og tog en tår at sit næsten tomme krus med mjød. Han hældte da noget mere op og satte tønden fra sig igen. Han trampede 3 gange i gulvet, uden at det gav meget lyd. Det var heller ikke til at mærke i gulvet, men Adrians tramp var heller ikke til for at forstyrre, men til at kontakte Lullu.
Lullu kom ind i stuen fra køkkenet af, med et rasende blik. Hun gik direkte hen til Adrian og gav ham en lussing så hårdt at det gav genlyd i hele lokalet. Hvorfor skal du altid forstyrre mig midt i mine måltider?! sagde hun godt fornærmet. Hun tog Adrians krus med frisk mjød og drak.
Adrian blev godt forskrækket da han fik en lussing af Lullu. Det havde han dog alligevel aldrig været udsat for før.

Simon kunne ikke lade være med at grine da det genkendelige smæk fra en lussing rungede i rummet og bagefter Lullus kække svar. Det var måske ikke høfligt at grine, men Adrian havde vel fortjent det lidt. Hun kunne jo knap nok få lov til at spise i fred, uden at han bad om mere mjød. Han kunne stadig mærke den snurrende fornemmelse, men den var blevet svagere nu. Hun gjorde da i det mindste modstand mod ham når det ikke passede hende. Ikke mange der turde gøre sådan noget mod andre, men Adrian virkede dog til at være en tolerant og en respekterende mand. Ikke en af de der egoistiske stoddere, men han kendte jo ikke Adrian så godt endnu. Måske kom den side senere hen, når han havde arbejdet der et stykke tid.
Han stoppede med at grine igen, for det var ikke særlig pænt at grine af en der lige fik smæk af en 15-årig pige. Han kunne dog ikke lade være med at klukle og der var stadig et smil på hans læbe. Han tørrede en lille tåre væk der var kommet af at han havde grinet så meget. Selvom hans øjne var døde, så duede hans tårekanal stadigvæk.

Lullu så stadig forarget på Adrian og derefter på Simon. Hun gik hen til ham og bukkede sig ned. Det er aldeles ikke noget at grine af! sagde hun lavmælt, men med en stemme, så iskold at en vinterdag ville føles som sommer. Hun rettede sig op igen og slå ud efter Simon, for også at give ham en lussing.

Adrians humør svingede kort efter at han fik sin lussing af Lullu. Men da hun ville til at give Simon en, begyndte han at se rødt. Flammerne i pejsene blussede kraftigt op. Han rejste sig op og tog fat i hendes hånd. Jeg ville faktisk bare have at du skulle hilse på den nyeste ansatte. Simon her, er ansat som jæger. sagde han roligt og slap hende igen. Så pas du blot på at jeg ikke sender dig ud, klædt som vildt. sagde han med en meget barsk stemme. Han var tydeligvis ikke sur over slaget han selv fik, men mere over det slag Lullu ville give Simon.

Hans smil forsvandt ikke af at han fik en lussing. Hans hovede bevægede sig knap nok da han modtog slaget. Der var en svag snurren i hans kind, men det gjorde ham ikke noget. Hans krop var hærdet efter at have levet i skovene i så mange år. Han sad bare og lagde sin hage på sine foldede hænder, mens han støttede med sine albuer på bordet. Hætten hang stadig tæt foran hans øjne. Stoffet havde måske taget noget af slaget, så måske var det også grunden til at det ikke havde været særlig slemt.
"Tag dem ikke af det Adrian. Der er jo ikke sket noget besynderligt ved at hun slog. Smerten er allerede væk." Der var ikke gået lang tid fra at slaget var faldet til smerten var væk. En lussing sveg altid, men det var sjældent at den varede længe. Han havde fået nogle lussinger en gang i mellem, men det var ikke af stor betydning.

Adrian var stadig vred på Lullu og mente at hun skulle straffes på en måde så hun forstod faren ved at slå andre.
I gulvet under Lullu åbnedes et hul, kun lige stort nok til at hun kunne falde igennem, lige så snart hendes hovede var under lukkedes hullet igen. Lullu var nu ude af stuen og nede i kælderen.
Adrian satte sig ned igen og tog en slurk af sit mjød, da han kom i tanke om at Lullu havde tømt det. Han satte kruset fra sig og tog fat i tønden. Pokkers, den er næsten ved at være tom. Vil du have noget mere skal det nok snart være, for tønden her er næsten tom, og Mik ligger og sover. Han var langt tid oppe og sørgede for at alt var klart til i aften, med hensyn til kød og andre vare, samt ekstra tønder med mjød, rum og øl. sagde han roligt, mens han fyldte sit eget krus.
Han så kort på Simon og følte et bebrejdende blik fra ham, selvom at han var blind. Bare rolig, hun er bare nede i kælderen og er helt uskadt. Hun kommer bare til at kede sig lidt, i en times tid. sagde han med en drillende stemme og smilede. Hun skal bare lære at det ikke er i orden at slå på andre, især ikke kunder eller gæster. Og slet ikke andre ansatte. Mig er det lige meget med om hun slår på eller ej, min hud er så tyk, at jeg ikke ville kunne mærke en pil i arm, før den rammer min knogle. fortsatte han og lo kort.

Det var nok noget han skulle huske. Hvis han kom i vejen for Adrian ville han nok ende med et ret voldsomt panik anfald, fordi han hadede kældre. Det var noget af det værste han nogensinde ville kunne ende med at befinde sig i. Han havde et eller andet sted lidt ondt af Lullu, men han kunne jo ikke se hvordan hun havde det, eller kunne han? Måske var gulvet ikke særlig tyk og så ville han kunne bruge gulvbrædderne til at se hvordan hun havde det, men hvis gulvet var tykkere, ville han nok ikke kunne se andet end mørke, og selvfølgelig det der er over pladen, men det skulle ikke være nu.
"Jeg tror jeg takker nej til mere mjød. Jeg har ikke for godt af det." Han sendte Adrian end undskyldende gestus, da han jo ikke ville afvise Adrians gæstfrihed, især hvis han så kunne risikere at sidde i kælderen. Lulle ville nok få ondt i ørerne når han ville gå i panik. Ville nok være lige så slemt for hende, som for ham hvis han også endte der nede.
Han kunne mærke noget i luften. Noget meget velkendt. Spor. Hvorfor han lige vendte sin opmærksomhed mod sporene vidste han ikke. Han ville lige nu ikke have en mulighed for at sige hvem de forskellige spor tilhørte, udover sin egen og Adrians. Måske ville han kunne finde Lullus hvis han søgte efter sporet der gik genne gulvet, men det var jo ikke nædvendigt. Hvorfor skulle han jage en lille pige. Hun var jo ikke særlig gammel, og han var jo selv 20 somre. Hun var en køn pige, men hun skulle have sit frie liv. Hun virkede heller ikke til at rigtig bryde sig om ham. Det måtte han tænke på en anden gang.

Adrian så smilende på Simon og lænede sig roligt og afslappet tilbage i hans stol. Nå. sagde han roligt. Hvis der ikke er mere at konversere om, så vil jeg gå ned og se til Lullu. sagde han roligt og afslappet, mens han faktisk kun ventede på svar.

//slut//