(Ældre kvinde?, uha, uha, man bliver da lidt fornærmet! xD..)
Nohan så på ham og fnøs. En kort kold latter kom fra hende, mens hun brugte alt sin energi på at holde hovedet koldt. "Skytte.. pff.. nej, hvor sødt" Mumlede hun, præcist så højt at han kunne høre det. Hun rystede kort på hovedet og smilede ad ham.
"Fint nok, du lille jordfyr.. Det siger vi bare." Sagde hun og himlede med øjnene. Vreden faldt tilbage igen, da hendes eller tilfældige ordvalg; 'lille', mindede hende om at han jo egentlig var forholdsvist lille og 'uskyldig', i hvert fald i hendes øjne.
Hun kunne lige så godt lade ham tro at hun havde masser af tricks tilbage, selvom hun stort set ikke havde andre. Hun så kort på ham og derefter på hans spyd. .. nej.. det kan jeg ikke. Kom hun alligevel frem til. Hun havde øjnet en desperat mulighed i hans spyd. Måske kunne hun manipulere med metallet i det, men hun havde slet ikke evnen så meget under kontrol. Hun havde kun meget få gange manipuleret med metal og det havde været i vredens favn og mens hun havde metallet i hånden. Ellers kunne hun ikke endnu.
Han er jo også kun et lille barn, nærmest. Han er måske ikke engang myndig endnu? Tænkte hun og kunne ikke holde et lille smil tilbage.
Hun var nu nået til det punkt at hun ikke kun så ham som underlegen, men også bedømte ham som fuldstændig hjælpeløs og forsvarsløs. Lettere ubegavet fra hendes side, men i samme øjeblik hun fik lov til at tænke over det igen, begyndte snebolden at rulle og han var efterhånden på niveau med et spædbarn. Hun gik hen imod ham, med hænderne hævet, for at sige at hun ikke havde tænkt sig at gøre ham noget. Hun stoppede, da hun kom hen til rådyret og samlede det op og lagde det om nakken. "Men.. eh.. undskyld. Jeg burde ikke have udmattet dig sådan. Vi kan måske mødes en anden dag og så kunne du træne lidt, eller sådan noget. Hvis du har lyst." Sagde hun og nikkede lidt forstående til ham, som en lærer til en elev der har det lidt svært i skolen.