Venus' kæbe var nær røget af led. Godt nok havde hun forventet nogle voldsomme kræftudladninger, men den storm kom bag på hende. Hytten, de befandt sig i, var ikke det mest solide bygningsværk man kunne komme ud for, og nu knagede den som var der jordskælv. Hun lukkede munden igen og så bekymret rundt på loftet - igen med alt for hurtige hovedbevægelser. Bredte sig på Venus ansigt, og hun gjorde sig store anstrengelser for at undertrykke smerten, så hun kunne følge med. Meget af hendes flammende manke rev sig løs fra fletningen og føg om hovedet på hende. Normalt ville hun skynde sig at samle det hele igen så snart 'stormen' var stilnet af, men nu lod hun hår være hår og koncentrerede sig i stedet om de små, fremkommende, flammende lys, der svævede dommedagsagtigt omkring dem.

Ingenting og alt... hun gentog de tog ord et par gange i sit hoved. Hun mente hun forstod meningen. Hun var vandt til at småfilosofere. På den måde kunne man finde sammenhæng i de mest absurde ting. Hvordan det overhovedet lykkedes hende at småfilosofere nu var ikke svært at forklare, men muligvis meget svært at forstå. Det gjorde hun bare. Hvis der skulle tænkes over noget, så tænkte hun over det med det samme uden at tage hensyn til situationen. Pludselig blev hun bogstaveligt talt revet ud af sin tankerække. Hun stod nu tæt op ad Morgoth lige bag ham. om han talte eller ej havde hun svært ved at vurdere, for hun kunne ikke se hans mund. Hun kunne dog se noget af hans kind - en del af ansigtet, der ofte bevægede sig, når man talte. Men den bevægede sig ikke. Alligevel kunne hun høre Morgoths stemme i sit hoved. Hurtigt gemte hun sig under kappen, mens hun tænkte, at han havde mere brug for den beskyttelse end hun. Hun gjorde sig stor umage for ikke at skubbe til ham.

Det eneste Venus kunne se nu var indersiden af den sorte kappe, og det generede hende grusomt. Hun ville vide, hvad der foregik omkring hende. Nå, hun måtte vel forlade sig på sin hørelse. der var dog en god ting ved, at hun stod så tæt op ad Morgoth, og det var, at hvis Samson valgte at lave Morgoth om til en grillkylling, kunne hun hjælpe. Hvis hun ikke kunne køle flammerne helt ned, kunne hun i det mindste sørge for, at Morgoth ikke fik nogle temmeligt ubehagelige forbrændinger. Hvis hun mærkede Samsons flammer komme for tæt på eller blive alt for varme, ville hun lægge en hånd på halvdæmonens ryg. Det ville føles som at rende rundt i en snestorm uden tøj på, men det ville afværge flammerne til en hvis grad. Hun spekulerede lidt på, om Morgoth ville kunne høre hende, hvis hun tænkte højt nok - eller så højt som det nu kan lade sig gøre uden at åbne munden. Hun ville gerne sige tak, men så droppede hun idéen igen. Det måtte vente til stormen var stilnet af.

Samson så med et mistænksomt blik mod generalen. Han havde ventet at generalen ville have kommet med et yderligere angreb et eller andet sted, og så alligevel havde han ingen forventninger. Han tænkte, at man ikke skulle forvente at se angreb fra generalen, men at de ville være mere eller mindre overraskende. Hans tidligere angreb, kunne godt betragtes som en overraskelse for hvem som helst. Samson havde bare ikke nogen tillid til folk han ikke kendte meget til, eller hvis der endnu var usikkerhed blandt dem. Dette, var han nu engang glad for. Kraften fra før havde ikke været så lille igen, og han vidste ikke hvordan hans helbred ville være lige nu, hvis han havde fejlet det angreb.
Samson trak vejret tungt og næseborene udvidede sig kort, for herefter at trække sig sammen i arrigskab. Hans øjne hvilede tungt på Morgoth, som nu havde stillet sig foran Venus. Samson stoppede sin gang, så det mest af alt lignede at der var opsat en kamparena for dem begge. Gulvet foran dem var ryddet, alle møbler var udenom denne rektangel, som dannede sig et billede af banen.

*Alt og intet* Gentog ordene sig i Samsons hoved. Fortidsminder skyllede kort indover hans blik, og umiddelbart troede han godt at han kunne forstå hvad han sagde. Det måtte være kærlighed... Det gjorde ikke ligefrem Samson gladere, hvilket nok kunne være svært at forstå, hvis man ikke kendte til hans fortid.
Pupillerne blev snorlige og øjnene lyste nu mere op - gløder blev dannet i øjnene, hvilket fik ham til at se på en gang gammel ud, da ansigtstrækkene blev stram at se på, men også bare som en sindssyg mand.

Samson kunne mærke hvordan hjertet begyndte at banke hurtigere og adrenalinen fór rundt i kroppen på ham. En lettere fremmed stemme kom ud fra hans læber:
"Svar nok..." Samsons stemme var høj og rungende. Han var opsat på hele situationen og hans blik lå endnu tungt på Morgoth.
" Kærligheden er for stor til hende, tydeligvis, for at du vil lade mig undslippe min truen mod hendes strube.. Dog skete der intet, men det er ikke godtaget i Deres hoved, tydeligvis... Mmmmmnh.. Kærligheden: Så stærk, men alligevel så sårbar.." Det sidstnævnte blev sagt i et mere hvæssende toneleje, og øjnene var knebet sammen til to små sprækker. Det var tydeligt at se, at han selv havde oplevet noget hvor kærligheden havde været indblandet, men som i sidste ende har ført til sårbarhed. Om det var dette der havde gjort manden sindssyg senere hen, kunne man kun sige ja til. Fornemmelsen af blod på fingrene følte han igen. Dette blodes ejer, som han havde elsket så inderligt...
Aggressionerne steg og steg, hvilket var et yderst dumt tidspunkt. Ildgløderne i rummet samt i øjnene, voksede. Pupillerne i øjnene forsvandt, samt iris. Øjnene var nu et sandt ildhav at se i, og det kunne ikke bedømmes hvor han havde fæstnet sit blik.

*Tydeligvis, kommer vi ikke udenom denne kamp. Al freden er forbi, og det har den været for længst.* Tænkte Samson hvæsende i sit hoved. Gløderne i luften, der nu var større ild-"drager" med lange haler. I rummet befandt der sig kun 3 af dem. Deres størrelse så ikke ud til at kunne gøre særlig meget skade, men farverne i disse flammer var skiftende, hvilket afslørede at varmen ikke var konstant. De tre flammer samlede sig til en stor tæt mod gulvet, så det pludselig blev dannet til en ild-lignende tyr. Samsons næsebor vibrerede stadig. Tyren så ligefrem for sig på Morgoth, men løftede så hovedet i noget der lignede et kommende brøl, men inden der kom et brøl fra den blev den "sprunget" i hundrede stykker og for lynhurtigt ud til alle sider i rummet, som var det ringe i vandet. De flammer som kom mod Samson blev afledt af noget der ikke var til at se, og farede direkte op i loftet i stedet. Rummet var i dette øjeblik fuldt lyst op. Ildhavet var over hytten, eller rettere, inden i hytten. Flammerne tog fat i hyttens tørre træ og bredte sig. Alle flammer fik et godt tag i hytten selv og taget begyndte at knage. Dog, stoppede hver af flammerne med at brede sig, men de stoppede ikke med at brænde. De havde deres sted at holde fast i, og lige nu skulle de ikke lave mere ravege.

"General.. De kan nu tage pigen sikkert ud af huset, og dermed forlade øen...." Samsons stemme var stadig fremmed at høre på. Dog var han stemme den selv samme, men det lød ikke som om at det var den samme person der talte. Samsons arme var spredt lidt ud fra kroppen, langs hans sider. Dette var tydeligvis et valg Morgoth kunne gøre sig. Og det var tydeligt, at der også var en anden vej, vejen til kamp.

Lyden af det bankende hjerte, tog pludselig al Morgoths opmærksomhed. De stirrende øjne virrede febrilsk, ved lyden af blodet pumpende igennem hjertets enorme årer. Det fik ham i kort tid til at stoppe med at trække vejret, hvilket derfor skyldes det større suk han efterfølgende udstødte. To dybe rynker dannede sig nær halvdæmonens mundviger, fik et foragtende ansigtsudtryk til at danne sig i det ellers glatte ansigt. Snart ville han kunne danse til takten, af Samsons slående hjerte, nu da adrenalinen flød rundt i Samsons årer. Han ville bestemt også have kommenteret dette, hvis det ikke havde været for den rædsomme lugt, der drev fra den bredde krystalianers krop. Det var ikke frygt, der pumpede adrenalinen rundt i Samsons blod. Det ville være verdens underdrivelse, at kalde den form for følelse for frygtsom.
Morgoths øjne måtte da kort vie fra Samson, skønt han ikke ønskede dette. Fornemmelsen af hans kappe blive løftet, fik ham til at skæve over sine skuldre. Han nåede netop at skimte Venus' røde manke, forsvinde under hans sorte kappe. Nu måtte hun i hvert fald siges at være skærmet, for hvad end der måtte komme fra Samson. Ikke at hans kappe var hundred procent brandbeskyttende, men det var da ikke det første der ville starte med at brænde, hvis Samson valgte at sende et ildhav over dem.

Lyden af Samsons forandrede stemme, fik ham til at vænne blikket tilbage imod hans stående skikkelse. Et tandsmil sneg sig pludseligt frem på Morgoths røde læber, dannede sig et langtfra venskabeligt udseende, ved synet af de kridhvide tænder. ,,Kærlighed?" gentog han, med en hæs stemme, hvis tonefald hævede sig ganske let. ,,Hvis jeg havde følt kærlighed for Venus," en kortvarig latter hørtes fra ham, blev tilbageholdt af de efterfølgende ord, der blev udstødt for den røde, formelige mund: ,,- Havde jeg personligt stukket Deres lille hoppykniv et bestemt sted ind i Dem," Morgoth tillod at gengælde Samsons hvæsende toneleje. Dog havde det ironiske smil ikke forladt de røde læber en eneste gang, imens han havde talt. Ikke en eneste. Heller ikke havde hans opmærksomhed på Venus' siddende skikkelser, forladt hans hovedcenter. Han var ganske opmærksom på hendes nærhed, og gjorde sig også nogle enkelte tanker om hendes reaktion, på Samsons fordomsfulde ord. Han selv fandte dem ganske stupide, da han vidste hvilke tanker han gjorde sig om den kvindelige krystalianer, og ikke. Hvad Venus' derimod synes om disse ord, vidste han derimod ikke. Ikke noget han gjorde sig nogle større tanker om, da større flammer pludseligt dannede sig i lokalet.

Hurtigt vendte de isblå øjne sig, stirrede intenst frem imod de flyvende fakler. Han slap dem ikke af syne; fulgte deres bølgende bevægelser med nøje øjne, indtil de slog sig sammen til den brændende tyr. Det omtalte smil var da atter drevet af den røde mund, og havde i stedet samtlet sig i et spids. En hvid hånd hævede sig, spredte sine lange, men yndefulde fingre frem. Han mærkede, mærkede varmen i luften fra det brændende udyr. Halvdæmonen deyede sig ikke for at række frem, mærke den sitrende varme imod sine fingrespidser. En advarende, prikkende fornemmelse dannede sig i dem; fik ham til at trække sin hånd til sig. Der var ingen tvivl om hvorvidt han ville komme til skade, hvis han strøg fingrene over de dansende flammer.
Den pludselige fremfaren tyren gjorden sig, fik ham til at træde et halvt skridt tilbage. Hans ben stødte derfor blidt ind imod Venus', hvilket fik ham til at vænne blikket kortvarigt imod hende. Øjnene fandt dog hurtigt tilbage imod flammehavet, der nu havde spredt sig over hyttens tage og vægge. Lyden af huset knage, fik de kappeklædte dæmoner til at trække sig klamrende sammen. Deres lyse, genlød i hele hytten. De frygtede for deres hjem; frygtede for deres liv.

,,Forlade øen? Åh, Samson," en mild latter hørtes fra Morgoth, imens han da langsomt hævede hånden på ny. De hvide fingre strakte sig frem i luften, spredte dem vidt fra hinanden, imens hvert led spændte sig i halvdæmonens hånd. ,,Jeg har ikke i sinde af at forlade Dem nu," Et lydløst slag, stødende igennem luftens vindmure, vil støde imod to af Samsons sårbare punkter; nemlig hans tindinger*



(* note: hvis dette slag indtræffer, vil Samson svimle voldsomt/kort miste bevidsthed, grundet slagest kræft og trykning imod punkterne)

Venus vidste snart ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun mærkede flammerne og forsøgte at afværge dem ved at lægge Morgoth på is. Det virkede åbenbart. Heldigvis da. Men det betød ikke, at hun brd sig om at være her. Eller det vidste hun faktisk ikke, om hun gjorde. Samson havde fuldt ud fortjent at få en ordentlig omgang bøllebank. Hun var faktisk ikke decideret mod vold, og hun ville ikke stå og flæbe noget om, at de skulle holde op med at slås. Det var trods alt kun den ene af dem, hun helst ikke så komme til skade. Hvis det nu havde være Alwyn og Morgoth, havde det været noget helt andet. Men det var det jo ikke. Alligevel ville hun meget gerne ud herfra. Hun brød sig ikke meget om mørket under Morgoths kappe, selvom hun følte sig i sikkerhed der.

Så foreslog Samson, at der måske kunne være en anden årsag til, at Morgoth gjorde sådan et stort nummer ud af det. Den årsag brød hun sig virkelig ikke om. Nejnejnej ikke det, ikke det. Nu kunne man selvfølgelig ikke ser det, men Venus fik pludselig et meget ængsteligt ansigtudtryk. Den slags.... forhold, endte altid i noget værre rod. Og så taknemmelig for Morgoths hjælp var hun helder ikke. Manden havde et forfærdeligt omdømme, langt værre end Samson. Så længe han behandlede hende ordentligt, gjorde omdømmet hende ikke noget. Men situationen ændrede sig ligesom, hvis hun var nødt til at se ham oftere end højst nødvendigt.

Derfor virkede det utroligt beroligende på hende, at Morgoth blankt afviste den anklage. Alligevel Venus gerne ud herfra. Som sagt havde hun ikke rigtigt noget imod vold, men hun forsøgte at undgå den, hvis hun kunne. Hun sagde ikke noget. Og hun gjorde ikke noget. Hun fortrak heller ikke en mine. I det hele taget forholdt hun sig temmeligt passivt. Bortset lige fra, at hun nu forsøgte at få Morgoth til høre hendes tanker. Er det muligt at komme ud herfra? Der var selvfølgelig også en anden grund til, at hun gerne ville væk lige præcis herfra. lyden af brændende træ havde nået hende øregange. Flammerne var hun ligeglad med, men det forekom hende ikke at være en god idé, at blive inde i en skrøbelig hytte, der sandsynligvis ville styrte sammen.

Det var ikke ligefrem stolthed der strålede du af Samsons øjne. Han fandt ikke denne situation nødvendig. Han havde ikke noget at bevise overfor Morgoth, eller havde han? Når nu han tænkte over det, var han ikke helt sikker af hvad det angik. Han ville vinde Morgoths respekt tilbage som han havde givet afkald på ved at opføre sig yderst ukontrollabel i sin væremåde overfor generalen. Dog var der intet at vinde tilbage og Samson ville ikke stå og fortryde noget som helst, da generalen havde fornærmet ham - han vidste ikke om det var med vilje eller ej, men han kunne nu godt nok ikke se hvorfor det skulle være med vilje. De havde jo ikke nogen kamp før hen.
Samsons pupiller var stadig smalle og de ændrede sig ikke. Samson sank sit blik fra Morgoth og ned ved siden af ham, bag ham, på gulvet... på Venus, som var under kappen.
Ordene genlød i Samsons hoved.
*"Hvis jeg havde følt kærlighed for Venus, havde jeg personligt stukket Deres lille hoppykniv et bestemt sted ind i Dem"* Samson lagde sit hoved lidt på skrå, mens han endnu så mod Venus. Der var pinlig tavshed fra ham, tænkte han overhovedet noget som helst? Glimt farede ind over Samsons øjenlåg, som om at de lige skulle til at danne sig til tanker, men forsvandt igen og var i fuld gang med at danne nye tanker.. sådan fungerede processen om og om igen.
Han havde intet at sige. Han kunne ikke komme med et godt comeback, hvilket der ellers plejede. Noget i stil med en hån. Måske havde han overvejet en del sætninger, men havde tydeligvis alligevel bare kastet dem fra sig i stedet for at slynge den første givne sætning ud, som han plejede. Hvorfor overvejede han det hele nu? Havde det noget med Morgoth at gøre? Eller var det overhovedet minderne om Janesca som igen spolerede det hele for ham? Var han sårbar? Samsons blik havde forandret sig. Øjnene var blevet tomme og blanke.
Langsomt vendte han blikket tilbage på Morgoths ansigt. Han hørte knap nok efter, selvom han vidste at han blev nødt til at koncentrere sig om denne situation. Det var endda blevet bekræftet for få minutter siden, da Samson kunne være blevet ramt af Morgoths, et-eller-andet form for magi, men den havde ikke været rar.
Samson prøvede at spole tilbage i hovedet, prøve at genhøre de lydbølger som Morgoth havde udsendt, og opfangede da også meningen med dem. Han opfangede meningen, men i og med at han opfagende denne mening var han ikke koncentreret. Han nåede lige at se at Morgoth løftede hånden, men nåede ikke at tænke videre over hvad der ville kunne ske ved dette.
Han mærkede en kraftig trykken i sine tindinger, mere skete der ikke før alt blev sort for øjnene af ham. Han var faldet sammen. Han lå på gulvet i træhytten. Han lå på siden. Ansigtet var rettet skråt op mod loftet og øjnene var en lille smule åbne og de afslørede hvor fjern han var lige på dette tidspunkt.

Det føltes som en drømme verden. Begivenheden som havde fyldt så meget i sit liv, skete om igen. Hele situationen med Janesca, som havde plaget hans hoved, lige siden kærligheds-emnet var kommet på banen. Hele scenen om igen hvor han havde dræbt sit livs kærlighed. Det var en barsk scene. Både hende og en anden dreng var involveret. Blodet fossede ud af begge personer, og hele scenen huskes som meget mørkt, så det blev gang på gang et mareridt i Samsons hoved. Små svedperler sprang frem på det kulørte ansigt, som så ud til at anstrenge sig. Anstrenge sig på en sådan måde, at det så ud som om at han kæmpede sit livs kamp.
Uden videre at vide hvad der skete i træhytten, begyndte flammerne at tage ordentlig fast i træhyttens træ. Det begyndte for alvor at brænde og det afslørede det når gnisterne begyndte at sige små spræng-lyde og taget desuden begyndte at knirke. Der gik ikke lang tid før den første stolpe som holdt på en lille del af taget, glippede sit tag og smadrede mod trægulvet og gav et ordentligt brag. Taget var der endnu. Der var endnu 10 andre stolper hen langs undertaget, der holdt det oppe. Men selvfølgelig, det havde taget sin første skade.

Den røde farve fra den brændende ild, genskar i halvdæmonens isblå øjne. De stirrede, stirrede frem imod Samsons stående skikkelse. Begge var tavse; Samson grundet hans blandede tanker, og Morgoth grundet koncentration. Han lyttede til hver eneste lyd, der synes at pirre hans lyttesans. Den gnitrende lyd fra det brændende træ, dæmonerns skingre klynken, Samsons og Venus' vejrtrækning - begge vidt forskellige fra hinanden, deres hjerteslag. Intet nåede forbi hans øresnegl. End ikke lyden af hans eget hjerteblod, pumpende igennem hans blodåre undgik ham. Det var en ufattelig lyd; lyden af det bankende hjerte. Specielt et hjerte som hans, der burde have været stoppet som blodpumper for mange år siden. Ikke mindst grundet hans sygdom, der skulle have taget hans forbistrede liv fra ham da han var tyve, men også alle de gange døden havde nået hans dørtærskel, og banket pænt på. Noget så simpelt, så sikkert som døden, havde bare ikke fået lov til at føre ham væk. Der havde altid været noget der havde stået den i vejen; nogle, nogle nærmere, der ikke ønskede at han måtte forlade denne verden endnu. Langsomt med tiden havde han accepteret dette; det var ikke hans tid endnu. Om det så nogensinde ville blive det, vidste han ikke.

Matheden i de iskolde øjne forsvandt, da lyden af Samsons faldende skikkelse lod i det brændende lokale. Langsomt åbnede halvdæmonen munden, hævede brynene et i undrende ansigtsudtryk. Ikke at han ligefrem undrede sig, da han udmærket kendte grunden til krystalianeres ustabile bevidsthed. Dette var blot, som et af mange, et af hans opsatte ansigtsudtryk. Munden lukkede sig der da, efter at havde ladet sine øjne løbe over den liggende skikkelse. De hævede bryn trak sig sammen i en rynken, da lugten af den bitre sved dukkede frem. Han skar tænder, viede med blikket fra den næsten bevidstløse Samson. Selvom chancen bød sig, til at angribe bandelederen, tog Morgoth den ikke. Han ville med lethed kunne knuse den andens kranie; der skulle ikke meget til for at knuse det menneskelige kraine. Det handlede blot om at placere kraftfulde nok trykbølger, på de rigtige punkter. Men han lystede det ikke, det ville være et spild af en god mand - og værdighed, for ikke at glemme det. End ikke et så usympatisk svin, som Morgoth sparkede til dem der lå ned. Han havde ikke pisset ham nok af, til at han ville tråde ned på det nieavu.
Pludselig lød en summen i hans følsomme øre. En summen han hurtigt reagerede på, og gjorde derfor han hørte Venus' kald. Et kortvarigt nik, faldt fra hans hoved. Langsomt drejede han sig, vendte skikkelsen imod den siddende kvinde. Kappen der dækkede sig over hende fjernede sig efterfølgende, og hendes skikkelse blottede sig fuldstændig for ham. Flammerne gik voldsomt igen, i den røde manke. Det var et flot syn. Hvis det ikke havde været for hans velopdragede mannere, ville han havde været blevet ved med at kigge på hende. ,,Oh, væk?" Et lille smil samlede sig på de røde læber, formede sig frem så de indsunke kinder løftede sig op i et næsten sødt smil. Han nikkede forstående, ufatteligt forstående, da en faretruende knirken pludselig lød omkring den. Hurtigt slog han blikket imod loftet, gjorde sig den konklusion at hytten nok snart ville vælte over dem. Uden meget overvejelse, satte sig sig derfor ned, løftede den rødhårede krystalianer op i armene, og trippede med hastige skridt ud af bygningen. Dæmonerne fulgte dem lige i hældende, med armene strækkende sig vildt ud til alle sider. De nød ikke at skulle forlade deres hjem. Efter at være trådt udenfor, stadig med Venus i armene, slog han blikket over skuldrene. Som han virkelig havde glemt ham, hvilket han aldrig havde, vendte Morgoth blikket tilbage imod hytten. De isende øjne søgte kortvarigt den liggende skikkelse, fandt ham og stirrede indgående på ham. Han kunne let ane ham, trods mørket derude og den tykke røg inde i hytten. Smilet der før havde sat sig på de røde læber, forsvandt. Ansigtsudtrykket han bar rundt på, glattede sig ud og dannede sig et dukkeagtig ansigt. Langsomt satte han Venus ned, løftede en enkelt, knyttet hånd. En enorm trykbølge samlede sig inde i hytten midterlokale. Dannede sig til en tændt bombe, der lige straks ville springe; hvilket den også gjorde, da Morgoths fingre spredte sig. Brederne der holdte den i forvejen ustabile hytte oppe, knækkede i trykket. Træsidderne knækkede ligeledes, slap grebet om det tykke tag over sig og lod alt faldet. Alt.

Noget tungt dundrede ned mod hyttens træplanke. Venus antog, det var Samson, der havde fået et slag, som hans store, veltrænede krop ikke kunne holde til. Fra sin placering under Morgoths kappe havde hun ikke meget udsyn, så hun måtte forlade sig på høresansen og på, når Morgoths kappe bevægede sig den smule, den nu gjorde, når Morgoth løftede en arm.

Først var hun glad for, at det nu var overstået. Det måtte det være, for hun hørte ikke Samson rejse sig igen. Så hørte hun flammernes knitren erstattes af en buldren. Samson måtte have holdt flammerne i ave. Hun havde i hvert fald ikke selv gjort det, og hun kendte nok til flammer til, at hytten burde være styrtet sammen nu taget byggematerialet i betragtning. Flammer arbejdede sig utroligt hurtigt gennem træ, hvis det ikke var fugtigt. Et halvt sekund senere forsvandt den beskyttende kappe, og et flammehav og et hvidt ansigt kom til syne. Farverne og lyset skar i øjnene et øjeblik, men det holdt hende ikke fra at se Morgoth smile. Hun havde en fornemmelse af, det nok ikke var sidste gang, hun kom til at se det ellers sjældne syn.

Inden hun kunne nå at gøre noget, blev hun samlet op og ført ud af hytten. At blive båret rundt på den måde som en anden skønjomfru i nød var ikke noget, Venus var særligt vandt til eller brød sig syndeligt meget om. Hun følte sig en smule hjælpeløs, og desuden var det meget ubehageligt at sidde sådan her. Hun slog forsigtigt armene om Morgoths hals for i det mindste at have en smule at støtte sig til. Mens hun blev sat ned, kom hun pludselig i tanker om Samson. Han lå stadig i hytten, gjorde han ikke? Så så hun Morgoth gøre klar til at angribe. Det var meget muligt, at Samson var det største røvhul, hun nogensinde var stødt ind i, men det fik hende ikke til at ønske ham død. "Nej, ve-!" Hendes lille udbrud kom dog lidt for sent. Hun stod og overvejede, om det overhovedet ville have gjort nogen forskel. Og havde Samson ikke haft tid til at komme væk? Det mente hun nok, han havde. Flammer kunne vel heller ikke skade ham mere, end de kunne skade hende.
Hun stod lidt og betragtede flammehavet. Det lod til at flammerne ville gå ud af sig selv om ikke så længe. Godt nok var hytten placeret tæt på en græseng, men ikke tæt nok til, at ilden kunne fange græsstråene. De ville ellers være godt brændsel. Det var helt tørt og stift. Nogen lunde beroliget vente hun sig mod Morgoth. Hun skulle ikke vende sig ret meget faktisk. Så slog hun armene om ham og gav ham et knus. "Tak." Hun havde ingen idé om, hvordan han ville reagere. Faktisk var hun lidt bange for, at hun var gået over stregen, men kun lidt. Under alle omstændigheder var hun i hvert fald glad for, han havde været der - lidt som en beskyttende storebror. Så måtte han bare reagere, som det nu passede ham.

Samson befinder sig, som skete det uden for netop denne træhytte. Dog var det en koldere verden han befandt sig i og alt var meget tåget. Forude så han lys og han følte, at han skulle gå mod dette lys og blive taget imod. Han tog nogen skridt mod det, og følte sig ganske tilpas ved at gå mod det. Det var bare lige derovre! Lidt længere, og så var han der! Nogen, eller noget hev i ham. Han blinkede kun en enkelt gang med sine øjnene og pludselig stod hun der, i fuld skikkelse som han huskede hende. Hun smilte til ham, ville have at han skulle gå hele vejen til lyset. Samson lyste op ved synet af hende, hun ville have ham endnu. Hun havde tydeligvis tilgivet ham, hvilket betød utrolig meget for ham.

Hun signalerede til ham at han skulle stoppe. Hendes øjne var store og panikslagende. Hun frygtede ham, der kunne tydeligt ses frygt i hendes øjne. "Stop kære skat. Stop.. Vågn op! Du må ikke falde tilbage på denne måde, jeg ved at du er stærkere end det, du skal vise din styrke og ikke spare.. Jeg vil ikke lade dig komme til mig endnu, dit liv skal fortsætte, selvom du tog mit fra mig. Jeg ønsker ikke at gøre gengæld på denne måde.. Jeg har lagt det bag mig.. du skal vågne op NU!" ...

Samson spærrede øjnene op, idét han fik sit, muligvis, livs største chok. Samson havde været på vej mod lyset, det var dog ikke noget han tænkte på lige nu, hans hjerne var derimod tom, men reflekserne reagerede, for en bjælke kom farende lige ned mod hans ansigt og kunne slå ham helt ihjel hvis han ikke reagerede. Han kunne stadig mærke den dunken i sin krop, som stammede fra trykket som Morgoth havde forårsaget og vidste dermed at han havde forsøgt at slå Samson ihjel. Bjælken skulle dog først fjernes, og dette blev gjort på meget kort tid, lige efter øjnene blev spærret op. Stolpen blev skubbet til side med magnetisme evnen. Han nåede ikke at røre sin krop, men godt at han havde nok styr på sin magnetisme evne, at bevægelse ikke var nødvendigt.
Hans hjerte hamrede hårdt inde bag brystet. Hans pupiller var smallere end nogensinde og blod løb ned nær det venstre øre. Svedperler piblede frem på hans hud og det så ærligt talt ud til at han kogte. Hvis det ikke var tilfældet at han kogte, så ville det komme til udtryk rent fysisk nu, dog uden skader hvad angik hans egen krop. Han brød op i en stor flamme, øjnene blev helt hvide, der var ingen pupiller at se på, intet hår, men blot en skikkelse af Samson selv i flammehavet. En stolpe faldt ned over ham, splittede ham i et kort øjeblik i to dele, men flammerne forenedes igen og han trådte blot væk fra denne stolpe, da den ikke hindrede ham på nogen måde. Organerne, alt var blevet til flammer. Dog kunne han ikke særlig meget i denne form, men han var ikke særlig stolt af situationen. Han var dog ikke i tvivl om, at dette øjeblik havde været nogen af hans livs største øjeblikke. Han havde opnået tilgivelse fra sit ellers livs kærlighed. Han måtte nu kunne slip på hende, det var det hun ville have. Han skulle ikke gå og ødelægge sit eget liv på grund af det foregående.
Et brøl lød, som om det kom fra et monster. Stemmen var dyb og rungende, det var slet ikke Samsons almindelige stemme der talte mere. Netop da Samson gik over til sin flammeskikkelse, brød hytten i ekstra mange flammer og det gjorde, at på en ufattelig kort tid var hytten blevet brændt ned. Ilden var ikke længere orange og gullig, men den var derimod hvid og blålig - et tegn på hvor varm ilden var. Samson stod i en endnu større skikkelse end almindelig og kiggede ned på Morgoth og Venus, der stod tæt sammen.
De hvide "øjne" stirrede vredt på Morgoth og farede frem mod ham. Da han løb frem, rystede jorden voldsomt. Størrelsen var som en kæmpes, så småstenene tog sig lige nogen hoppeture på flere centimeter over jorden. Da han sig på den meget korte tid det tog for ham at komme frem mod Morgoth, gjorde han et forsøg til at kaste sig nedover ham og dermed give ham brændemærker overalt på kroppen, og dette kunne føre til slemme forbrændinger. Det var det eneste Samson ville være i stand til at gøre i tilstanden. Ingen brug af yderligere magiske evner, kunne han ikke. Evnen var allerede meget stærk i dette øjeblik, så hvis han brugte flere ville risikoen for at falde om, være stor.

Røde farver dansede i de isblå øjne. Der var ingen tvivl om hvorvidt disse kom fra, ikke når et brændende hus stod de to krystalianere ganske nær. En lydløst suk hørtes fra halv dæmonen, trak kort hans brystkasse op, og lod dem falde blidt ned igen. Hans ansigt var endnu glattet ud som en dukkes, og hans øjne stirrede fortsat imod stedet hvor Samson om muligt stadigt befandt sig. Det havde ikke været hans mening at gå så vidt; at slå ham ihjel - hvis han da overhovedet havde gjort dette. Morgoth var i sin tvivl, måtte han nok indrømme. Trods Samsons ufattelige størrelse, kunne selv ikke hans krop holde til sådan en vægt, der ville falde over ham. Alle ben i hans krop ville brække, knuse hver nogle i hans krop der overhovedet fandtes. Det ville være en smertefri død - hvis han da bare ikke vågnede op inden, med samtlige knogler brækket, i sit ejet ildhav. Det ville være en anelse ironisk, ville det ikke? Som at blive dræbt af sit ejet sværd, ville han dø.
Han gjorde signal til at vandre derover, og ville også have forsat sin bevægelse, hvis det ikke havde været for den skikkelse der pludselig trådte ham ganske nær. Fornemmelsen af Venus' arme, hvilende omkring hans hofter, fik de isblå øjne til at vænne tilbage til hende. En ustyrlig rynke dannede sig nær hans mundvige, fik ham kortvarigt til at se en anelse forvirret ud. En pludselig varme dannede sig i hele hans krop; ikke grundet en eller følelse, han nærede for hende, men på grund af hende. Hendes kropsvarme var ham uendelig stor. Selvom det ikke burde det, kom det til ham som en større overraskelse. Han vidste udmærket, taget hans døde krop i betragtning, at han ikke indeholdte voldsomt megen varme selv. Derudover var hans sanser også enormt følsomme, så hendes kropsvarme forhøjede sig yderligere. Denne omtalte varme var derfor for ham ikke nogen pestilens. Den var behagelig, gjorde han rolig. Det var derfor med en blid hånd, han lod sine fingre glide ind i hendes røde manke. Forsigtigt knugede hans fingre om hendes ildrøde hår der sad ved hendes baghoved, klemte ganske let til, som når man trykker hinandens hænder blidt. Et smil bannede sig frem på de røde læber, blottede spidsen af de hvide tænder derunder. Efter denne blide trykken, slap hans hånd hendes hår, og fandt vej til hendes ryg. Her lagde den sig blidt, hvor han kortvarigt trykkede hende ind imod sig, som et gengældende knus. ,,Selv tak," svarede han hende, og trak sig nogle få centimeter fra hende, for at kunne se hendes øjne. ,,Skulle det være en anden gang?"

Hvis det ikke havde været for det enorme brøl, og lugten af afbrændte stoffer, havde han vedligeholdt deres udadskillelige skikkelser. Hånden der hvilede på hendes skuldre forsvandt, og langsomt drejede han fronten fra hende. Morgoth nåede netop at se Samson skikkelse løbe imod dem, som en nedtrumlende tyr. Han vidste udmærket at Venus' kræfter ville ham en enorm hjælp, men danne tanke havde ikke nået ham før, hans reflekser havde det. En bøjet arm skubbede Venus fra hans stående skikkelse, og han strakte armene ud - som han var klar, til at modtage Samson i sin favn. Støddet imod hans krop var den første smertebølje; luften blev stødt ud af hans lunger, og alt sortede kortvarigt imod hans krop. Efterfølgende var det flammerne; de flænsende, svidende, brændende flammer. Hans hår brændte, hans tøj brændte, han brændte. Allligevel slap han ikke Samson; han hang fast på ham, omfavnede den brændende skikkelse, i et hårdt, knugende knus. Tænderne knugende sammen, spillede han dem op. De ellers ikke spidse hjørne tænder, formede sig lige så langsomt. En lille spids dannede sig på dem, formede sig skarpe og klar til at gennemtrænge hvad end de bed fast i. Han åbnede munden, stønnede kortvarigt af smerte. Han følte, gud hvor han følte. Fornemmelsen af smerte sive igennem hele hans krop var næsten opstemmende - hvis det ikke havde været for den faretruende prikken, der dannede sig i hans bryst. En ustyrlig energi dannede sig pludselig mellem de to brændende skikkelser. En blå/sort flamme omfavnede Samsons torso, gled længere og længere ud på hans krop, og over hans flammer. Denne flamme sugede alt ilt, alt energi, ud fra den der dannede Samsons krop. Denne her var ikke brændende, som Samsons, men den var mindst lige så livstagende som hans. Hvis ikke mere?

Behageligt overrasket over at Morgoth ligefrem krammede igen, knugede Venus sig tættere ind til ham og smilede beroliget. Adrenalinen, der før havde strømmet igennem hende, trak sig tilbage for at gøre plads til den nye følelse af tryghed. Nu fornemmede hun Morgoths kulde. Den føltes ikke ubehagelig på hende, for hendes evne kompenserede for den som den gjorde for alle temperaturændringer, men hun forstod den ikke rigtigt. Det virkede fuldstændigt absurd, at hun kunne være kold, når de lige var kommet ud fra en overgjort sauna. Hun ville give ham lidt varme, men i samme øjeblik, hun skulle til at bruge sin evne, tvang hovedpinen sig vej tilbage til hende. Hun tog sig med et sæt til hovedet. Hun var opmærksom, og hun lagde overhovedet ikke mærke til Samson. Et øjeblik efter ligger hun på jorden en meter væk fra Morgoth og Samson.

Åh, godt han overlevede... Vent, hvad er det jeg siger! Hun kom hurtigt på benene, mens adrenalinen igen susede gennem hendes krop. Den var bare ikke nok til at afhjælpe hovedpinen hurtigt nok. De i forvejen udtydelige nattefarver smeltede sammen for øjnene af hende og begyndte at snore og spinne. Hun havde nær mistet balancen igen, men heldigvis kun næsten. et par blink med øjnene var åbenbart nok til at klare hendes syn. Men det fortrød hun næsten. Hun måtte gøre et eller andet, hvad om helst. Det endte med at hun trådte så tæt på Samson, som hun kunne uden at blive til en grillkylling og hævede armene. Luften ved hendes håndflader begyndte at vibrere på grund af den store temperatur forskel. Her var temperaturen nemlig under frysepunktet, mens der kun et par centimeter væk var langt over hunrede grader. Kulden fra hendes hænder spredte sig og strømmede mord Samson, som hun håbede ikke havde overskud til at tage sig af hende og hendes forsøg på at køle ham ned.

Samson lå på Morgoth og følte sig på en gang magtfuld, fordi han følte at han havde magten over ham, og på den anden side virkelig magtesløs fordi han ikke kunne præstere mere end dette. Han gjorde jo decideret intet. Han lå bare, mens han brændte: dog ikke ment på den måde, at det intet gjorde mod Morgoth. Da Samson blot var en stor flamme og der blot var en afspejlning af Samson som ild, var det ikke muligt at få direkte fat i ham. Ligesom stolpen der for lidt siden bare havde gået direkte igennem hans skikkelse, uden han blev skadet da der intet var til at modtage dette stød andet end ilden. En flamme i sig selv kunne gå ud, hvis man fjernede al ilten og hvis han ikke var opmærksom ville han også godt kunne blive udryddet på samme måde, hvis der ikke var noget ilt til stede. Ligesom at tage et glas nedover et stearinlys, så ville den lille fine røg som stod op fra den, signalere, at flammen var totalt slukket - dermed udryddet.
Samson lå fortsat på Morgoth men mærkede så sin "ildkrop" som noget der blev svagere. Det var svagere at få ordentligt fat, noget tog energien fra den. Samson prøvede at blusse op, men hvis dette ikke skulle være den endelige ende på denne kamp, måtte han ikke give sig helt til denne tilstand.
En brummende arrig lyd kom fra Samsons skikkelse, uden helt at vide hvor det rette "stemmebånd" sad, andet end man godt vidste at det var fra ham.
Samson skævede til Venus. De meget to lyse pletter i flammerne kiggede dermed hen på Venus og anede, at hun hjalp til også. Samson kunne ikke blusse dét mere op. Det krævede for meget og som sagt, skulle dette ikke være en ende på kampen. Han tvivlede ærlig talt også på, at han ville kunne klare de to. Morgoth var i forvejen stærk, og Venus havde tilsyneladende en hjælpende evne, som hun havde god kontrol over. Dermed, var det ikke sandsynligt, at han ville kunne besejre dem på denne måde. Dog måtte han ikke tvivle på sig selv, så han udelod tanken om at tabe denne kamp, selvom den på sin vis var indlysende lige nu.
Flammen forsvandt mere og mere, og flammen var nu blot på størrelse som en bold som var på vej til at blive på størrelse som en tennisbold. Det var nu det rette tidspunkt for en forvandling til den normale form. Samson sad pludselig på Morgoth, og stirrede vredt ned på ham, men afslørede alligevel, at han før havde været ved at dø (igen), ligesom da flammen var blevet mindre. Han måtte se at komme væk, fra denne stilling over Morgoth. Det var ikke nogen god placering for kampen i sig selv, specielt ikke efter at han havde set til nogen af Morgoths evner.

Han brugte sin magnetismeevne på sig selv, højest et par sekunder efter forvandlingen. Magnetismeevnen fik ham skubbet direkte op mod et træ og han sad og hang med hovedet et øjeblik, med lukkede øjne. Han havde lige taget imod et stød, dog ikke så stort, men alligevel et, da det skulle gå så stærkt for ikke at risikere et angreb på så nært hold fra Morgoths side. Samson var blevet en hel del svagere, og havde derfor ikke lige så god en styrke til at udøve sine evner ordentligt hvilket jo selvfølgelig gav bagslag. Ryggen føltes som om, at den lige havde fået et stød. Det var ikke just nogen behagelig følelse, men det var nødvendigt.
Han så op, over mod Morgoth og Venus som stod forholdsvist tæt på hinanden i forhold til ham selv og de to. Der var en del meter imellem dem, da der helst skulle være god afstand, så der var tid nok til at komme ordentlig på benene. Ordentlig blev det jo godt nok ikke, men mere end lige efter forvandlingen, ja.
Blodet der havde løbet ned fra Samsons ansigt, var størknet. Ilden havde før indtaget Samsons krop helt og aldeles, havde fået blodet til at størkne på denne måde lige under forvandlingen. Samson rejste sig op, vaklede for et kort øjeblik, men fik så ordentlig fodfæste. Han så med et vredt udtryk på Morgoth og derefter Venus. Nu var det sådan det var, og nu måtte han tage den herfra.
Hans opmærksomhed synes at have rettet mod Morgoth lige efter kort at have kigget på Venus, dog var den netop rettet mod Venus. En bølge af magnetisme blev sendt mod Venus for at sende hende direkte ind i Morgoth. Begge skulle gerne blive ramt på en eller anden måde, så han tog dette træk som en løsning for ikke at bruge så meget magi, men alligevel for at måske kunne få ram på dem begge med slag. Han så stadig på Morgoth og et lille smil fortrak sig på Samsons læber. Det viste selvsikkerhed. Han følte sig sikker indvendig, men fysisk var han ikke sikker. Drømmen havde givet ham en del selvrespekt og følte sig som om han havde kontrol over sig selv.

Den brændende fornemmelse imod den følsomme hud, var Morgoth overvældende. Det var længe siden han havde oplevet et så smertefuldt øjeblik, som han på daværende tidspunkt gjorde det. Han brændte; hans hud fra hans torso, op omkring den ene side af hans ansigt, brændte. Hans hår på den side af hans ansigt, der fik smag af de brændende flammer, svandt hurtigt ind. Hans øjenbryn forsvandt ligeledes, sammen med hans sorte øjenvipper. Alle tre steder var der nu kun skaldede pletter tilbage, hvor huden derunder langsomt dannede sig til et alvorligt brandsår. Sådan var det med resten af de steder, der ikke var dækket af hans tykke lag tøj. Men det var ikke det værste, nej tværtimod. Trods hjælpen fra Venus, kunne hans ene øje heller ikke undgå at blive beskadiget. Denne smerte fik ham næsten til at udstøde et smertes skrig. Fornemmelsen af øjet væsker svinde ind, mærke øjenæblet trække sig sammen, var ubeskriveligt. Han havde aldrig oplevet noget lignende. I forsøget på at knibe smerten, mærkede han pludselig hvordan flammerne aftog. Dette fik ham til at åbne begge øjne, trods den smerte det forvoldte ham. Han stirrede op i luften, kun seende med det ene øjne, imod et punkt der ikke fandtes. Han trak ikke vejret, lignede kortvarigt en der var død – med god grund. Stederne hvor flammerne havde rørt ham, var hans tøj ikke kun brændt i stykker, men også hans hår. Derudover var han nu dækket med væskende brænd sår, der for de fleste ville være livsfarlige. Sådan ville det også have været for Morgoth, hvis det ikke var for den evne han besad.

Alt sløret fra ham; al lyd var en svag, svag summen i hans ører. Han hørte blot hans eget tunge åndedræt, og hårde hjerteslag. Han blinkede, lagde de lige så forbrændte arme imod græsset under ham. For en gangs skyld var det ham der var varm; brændende varm. Det iskolde, beduggede græs under ham var afkølende – på et eller andet underligt plan. Det var længesiden han havde følt sådan. Alt for længesiden.
Han åbnede munden, udåndede i nogle kortvarige støn. Men pludselig holdte han vejret, da han mærkede en menneskelig vægt liggende på ham. Det rødsprængte øje, sammen med det nærmest ikke eksisterende øje – men nærmere et sammentrukket stykke kød – vendte sig imod Samson. Han kunne knap nok ane hans muskuløse skikkelse; så kun aftegningen af ham. Han rynkede brynene sammen, hævede ganske let hovedet, og udstødte en latter. En latter, der nu allermest mindede om en tør hosten. ,,Så hvad nu Samson? – Vil du have en ridetur også?” den før mandlige, elegante stemme, var forsvundet. Den var i stedet blevet erstattet en hård, tør, udbrændt en af slagsen. Selvom han havde ønsket det, og om muligt havde, kunne nå det, ville han have stødt Samson af ham. Dette var ham dog lidt en mulighed, da det – ufatteligt nok – var ham fysisk umuligt. Hans krop måtte have lov til at heale de enorme sår – hvilket de allerede var begyndt på. Dette var ikke ligefrem en smertefri oplevelse, tværtimod det modsatte. Den var lige så svidende, som da Samson havde påført ham sårene. Ustyrlige væsker dannede sig omkring de enorme sår, blandede sig med blod der strømmede frit ud. Hurtigt dannede der sig en sårskorpe, som lige så stille dannede et tyndt lag hud over kødet. Hurtigere end dette, som nok varede et par minutter, voksede det ravnsorte hår ud. Som det var helt uberørt af de brændende flammer, gled det ud af hans hovedbund, og lagde sig blidt imod hans blottede brystkasse. Ligeledes voksede øjenvipper og øjenbryns hår ud. Hvad der tog længere tid, var hans alvorligt skadede øje. Derfor lukkede han, i håb om healingen ville være hurtigere, øjenlåget over det ikke-eksisterende øje. Man skulle ikke tro det, taget Morgoths glatte ansigt i betragtning, men det var ham en pine. En pine, han desværre havde vænnet sig lidt for meget til.

Prøvende bøjede han armene, satte albuerne i jorden under sig. Han brummede, mærkede hvordan hans krop langsomt gav efter. Dette holdte ham dog ikke fra at rejse sig, hvilket han da i sidste ende også kom til. Han holdt sig rank, ufatteligt nok. Hævede ansigtet for at skue frem imod Samsons stående, lettere vaklende skikkelse. Et undertrykt smil formede sig på de røde læber. Han hævede brynene, beskuede den skikkelse der kortvarigt sad med lukkede øjne. Han løftede sine hænder, satte dem imod hans afbrændte tøj, og trak ud i det med et hårdt ryk. En støvsky samlede sig foran hans bryst, som langsomt faldt til jorden. Denne var både dannet af afbrændt stof, og kød. En lugt der hurtigt dannede sig i halvdæmonens følsomme næsebord. En lugt, han ikke holdte mere af, end lugten af stegt gris.
Langsomt vendte det ene øje sig imod Venus, han sukkede, endnu mærkende hvordan smerte skød igennem hans skadede bryst. Han betragtede hendes krop kortvarigt, åbnede munden for at spørge til hendes tilstand, men visse impulser advarede ham pludseligt. Han rynkede brynene sammen, nåede netop at hæve armene op, da hendes skikkelse farede imod ham. Han trådte hurtigt bagud med det enkelte ben; prøvede at støtte sig til jorden. Hendes vægt rammende imod hans krop, fik ham næsten til at tumle om. Dette skete heldigvis ikke, da han nåede at rette vægten fremad. Han knugede hende kort indtil sig, rettede sig efterfølgende op. Han vendte blikket imod hendes øje, stirrede direkte ind i dem. ,,Hold dig i skjul,” hvislede han, og trådte foran hende. Han holde armene bagud, beskyttende som et hegn omkring den kvindelige skikkelse omkring sig. Med det enkelte øje, stirrede han frem imod Samsons skikkelse. Det smil der langsomt pyntede sig på hans ansigt, fangede hurtigt Morgoths øjne. Hans var derimod forsvundet, mens det isende øje stirrede direkte imod Samson. Uden nogen form for advarsel, kastede han armene fremad. Dette medførte i noget lettere.. voldsomt. Træet Samson befandt sig i, rev sig pludselig fri fra jorden; hævede sig mindst tre meter over jorden, og slyngede sig imod den brændende bygning.

Hun kunne ikke gøre andet end at se hjælpeløst til mens Mogoth brændte. Hendes magiske evner var kraftige, når de skulle være det, men de kunne ikke håndtere både at holde Samson i skak, og køle Morgoth nok ned til, at han undgik brændsår. Det så forfærdeligt ud. Venus åndede vanvittigt lettet op, da han begyndte at heale. Men den lethed forsvandt som dug for solen, da hun vendte sig for at se, hvad der blev af Samson. Manden stod og smilede ubehageligt på sikker afstand.
I næste nu fløj Venus gennem luften i fuld fart, og det var ikke af egen fri vilje. Hun havde ingen anelse om, hvad Samson havde lavet, men det var helt sikker ham, der havde sendt hende afsted på den flyvetur. Nu bumpede hun ind i Morgoth, der greb hende og skubbede hende om bag sig. heldigvis vejede hun ikke ret meget. Nu stod hun bare der bag Morgoth og lod ham være skydeskive. i det mindste kunne hun holde ham kold derfra ligesom før. Hun overvejede at stikke af. Det var muligvis det bedste. Så var hun ude af farezonen, Morgoth behøvede ikke holde øje med hende, og Samson ville ikke have noget at lave og ville derfor gå hjem. I øvrigt brød hun sig ikke om at lade Morgoth i stikken Ja, godmorgen... Det var ikke ligefrem svært at besvare, hvem der beskyttede hvem her. Morgoth var langt den stærkeste af de to - eller tre, og Venus ville ikke kunne klare Samson alene. Men i det mindste havde hun en enkelt fordel overfor Samson. Hun kunne delvist kontrollere hans evne. Det ville ikke gøre andet end at støtte Morgoth lidt, men alligevel. Morgoth stod jo der foran hende som et levende skjold. Hun var såmænd godt klar over, at han mere end nogen anden kunne tage det. Men det virkede forbandet utaknemmeligt bare at smutte. Desuden ville Samson ikke bare gå hjem ved nærmere eftertanke. Han ville enten forsøge at jagte hende, eller også forsøge at slagte Morgoth eller få sin bande til det. Nej, det var vidst bedst, hun blev alligevel. Men hun brød sig nu stadig ikke meget om at lade Morgoth føre det temmeligt grove arbejde.

Det var ikke just en behagelig overraskelse, da Samson hurtigt fandt ud af, at Morgoth var ved at komme sig helt og aldeles, i en sådan grad, at det snart ikke ville være til at se, at Morgoth havde taget imod så megen skade. Utroligt at manden kunne modstå så megen smerte.
Samsons øjenbryn lå tæt ned mod sine øjne, så det gav ham et vredt ansigtsudtryk. Smilet var der stadig, men det var falmet en smule. Han kunne godt mærke på sin egen krop, at han måtte se at tænke sig gevaldigt om, hvordan han ville udnytte sine kræfter nu.
Venus' sammenstød med Morgoth så betydeligt morsomt ud i Samsons øjne. Hun var et godt kort, men nu da hun stod bag Morgoth, måske ikke helt så godt igen. Han havde fundet ud af, at Venus kunne kontrollere Samsons ild-evne delvist. Det krævede, at Samson skulle bruge en hel del mere energi, end hvad han ellers var vandt til, hvis han skulle holde flammen kørende, hvilket han selvfølgelig ikke var særlig begejstret for, for det betød at han nemmere blev udmattet. Så egentlig, måtte kampen nok tilgodese magnetismen og så den fysiske kraft Samson besad i sin krop.
Samson mærkede træet bag sig ryste, og kort efter, blive revet op. Han fik et par rifter på ryggen, da dette skete. De var ikke helt overfladiske, for straks begyndte blodet atter at løbe.
Han bed sig selv i læben og halvhvæsede. Han spændte sine muskler, i et forsøg på at finde sig mere tilpas i sin krop, på nuværende tidspunkt, men det resulterede i, at rifterne sveg endnu mere, da der blev trukket i huden.
Han fulgte træet der blev kastet ind i det brændende store bål. Gad vide hvad Morgoth havde tænkt sig? Havde han tænkt sig at brænde skoven af, og dermed lade det brede sig til hele øen?
Da denne tanke slog ham, spærrede han øjnene en anelse mere op og skulede til Morgoth.

"Er De ude på at lave et lejrbål, General? Sikke en hyggelig begivenhed De har sat i værk der! Pas på De ikke overanstrenger dem, ved pludselig at tage stilling til sådanne ting!" Brummede Samson hvæsende og en smule overlegent. Han ville ikke lade sig undervurdere af Morgoth, hvis han på nogen vis gjorde det i sit hoved. Det kunne nemlig godt lyde sådan.
Små flammer satte sig i sårene på ryggen for at lade blodet størkne. Flammerne var ikke til at se for Morgoth og Venus' vedkommende, da flammerne ikke var store nok til at afsløre sig selv for Samsons krop. Flammerne var så små, at de næsten stadig kun var gløder, dog lidt større end det, men det var ikke meget. Meget mere var ikke nødvendigt, måske tog det lidt længere tid, da de ikke var helt lige så varme, men alligevel gik det hurtigere end en normal healende krop, som ville reparere sig selv.

Samson gik nogen skridt til den ene side, så han kunne fornemme Venus' skikkelse bag Morgoth.
"Er det ikke umådeligt rart, at have en sådan beskytter? Men burde du ikke kunne klare dig selv med dine evner, og føle, at du kan tage vare for dig selv, i stedet for at følelsen af ynkelighed?" Samson talte forholdsvist roligt. Han beherskede sin stemme, men inderst inde, ville han bare gerne have hende som en brik i dette spil, så han havde noget at rode rundt med. Han vidste ikke hvad Morgoth havde tænkt sig nu, så måske var det på tide at gøre noget ved denne brik, så dronningen kunne blive rykket ud fra sin fæstning blandt sin beskytter.

Den knitrende lyd af det brændende træ, lød højlydt i baggrunden. Røgen begyndte sagligt at stige derfra med blide bevægelser, og fløj opad; opad imod den himmel, hvis mørke længe havde omsluttet Krystallandet. Et rødligt skær stod i halvdæmonens øjne, bragte et underligt farvespil frem i dem, grundet de to kontraster; rød og blå. Hans spidse næse rynkede sig, men ikke grundet den stærke lugt af røg som langsomt drev ned i hans lunger. Nej denne havde han længe været vandt til, hvilket derfor ikke gjorde hans næse irriteret. Det rynkede udseende skyldtes nærmere personen foran ham; den brede skikkelse, der stod mindre end fire meter fra ham. Morgoth havde førhen beskuet Samson med respekt, men dette syn på bandelederen havde lige så stille ændret sig den dag. Han var slesk, i den mest negative forstand.

Seende hvordan den brede mandeskikkelse langsomt bevægede sig, vakte halvdæmonens opmærksomhed yderligere. Hans krop løsnede sig op i en ubehagelig rolig stilling, der fik hans ophævede skuldre til at sænke sig ganske let. Hans rasende holdning dulmede; de fremhævede sener i hans kæbeparti forsvandt. Med ét, dannede sig der atter det følelsesløse ansigtsudtryk, han ofte bar. Det udtryk, der alt i alt mindede om en maske.
,,Venus har ikke grund til at føle sig ynkelig, Samson,” de isblå øjne fulgte opmærksomt hans bevægelser; viede ikke fra hans krop en eneste gang, imens han talte. ,,- Specielt ikke i dit selskab. Nej, det skal da klargøres at det ikke er hendes helbred jeg frygter for, men nærmere dit,” Han hævede hovedet i stolt, uden et eneste smil på læben – til trods for morskaben, man om muligt kunne finde i hans ord, var der ikke megen løjerlighed at finde i generalens ansigt. ,,Det ville være naivt af dig at tænke anderledes,” de røde læber skiltes, blottede de hvide tænder derunder i et ubehageligt smil. Ægte, kunne dette ikke ligefrem beskrives som. ,,Meget muligt du kan styre ildens element, men hun kan styre din flammes glød,”
Han hævede hænderne fra hans sider, spredte sine fingre så de strittede stive ud i luften. De sorte negle skinnede intenst i ildens aggressive flammer, malede dem den selv samme farve som ilden selv bar. Generalens hænder havde længe måttet bære den røde farve; måtte have vaske den af sig flere gange, også. Blod var ikke noget der dræv ham ud i en samvittighedskvaler, nej det ville være en underdrivelse. Samvittighed havde han ikke megen af, eller empati for den sags skyld.
Dæmonerne der førhen havde opholdt sig i hytten, sad et par meter fra Morgoth og Venus’ skikkelser. De omfavnede hinanden klynkende, imens de beskuede deres brændende hjem. Deres hvide hænder strakte sig imod himlen, og blev da lysnet voldsomt op på grund af ilden ikke langt derfra. Deres klynken voksede blot, i takt med at deres bolig brændte. Deres kappeklædte skikkelse krympede sig sammen i jorden, og forsvandt langsomt ind i skovens skygger.
,,Glem ikke det er Dem der opholder Dem på en ø,” to rynker formede sig dybt omkring halvdæmonens mundviger. Disse formede ikke et smil. ,,En skovbrand ville bringe en enorm ødelæggelse over Dem og Deres folk,” han hævede hånden, pegede imod flammerne der brændte hyttens faldne vægge. ,,Jeg benytter mig ikke af tomme trusler, som Dem, Samson,” et skjold dannede sig omkring det brændende hus, og kvalte alt ilt der var deri. Flammerne slukkede sig da, og alt blev da mørkt. Med lette skridt, lige så lydløse som en vandrende kat, trippede Morgoth hen til Venus. En hvid hånd lagde som om hendes, i et let klem. ,,- Tving mig ikke til at møde Dem igen, under disse omstændigheder,” hans stemme rungede i skovens stilhed. En stilhed, der pludseligt sugede alt til sig; larm, skovens blide sang, af vinden der drev igennem træernes tætte blade. Med ét, var han væk – Venus også.
(hvis venus ønsker at blive lidt endnu, med Slamse-vamse, må du bare sige til Mariøøøh <3)

Ynkelig? Jeg er da ikke ynkelig... Han prøver bare at manipulere med mig, gør han! tænkte Venus, mens hun stirrede på Samson som om hans ord rent faktisk havde tirret hende. Det havde de ikke. Hun var bare ikke helt tilfreds med, at han troede, hun ville fjerne sig fra Morgoth, fordi han bad hende om det. Desuden virkede det lidt sjovt, at han, som hun ellers havde opfattet som temmeligt selvglad, forsøgte at overbevise hende om, at hun kunne klare ham alene. Det gav kort sagt ingen mening.
Men det betød ikke, at hun brød sig om at være der. Lige inden hun forsvandt afsted med Morgoth, kunne man høre hende ånde lettet op. *pyh*

//out

(meget kort svar, men siden Venus jo li'som er forduftet såh x3)

Samsons blik var meget overlegent idét Morgoth inddirekte- eller direkte sagde, at hun ville kunne vinde over ham i en to-mands duel. Hun havde ikke vist megen tegn på at kunne vinde noget som helst, men han havde da fået lidt smag på hendes kræfter. I så fald, var der også altid fysikken at tage hul på og dér havde han da en klar fordel.
Sårene på Samsons krop var størknet. Få steder var der endnu frisk blod at se, men det var små og få pletter.

Samson rettede sit blik over mod den brændende hytte, hvor Morgoth nu kvalte de brændende flammer. Stod Generalen lige og truede ham med, at han ville brænde øen ned? Samson fik et lille grin over sine læber.

"Nok kan hun kontrollere min flammes glød, og nok kan du kvæle mine flammer. Men jeg ville aldrig lade dette brænde ned, for tro ikke at jeg ikke kan have den samme slags kontrol både den ene, men også den anden vej, over flammerne. Dét ville tilgengæld være lidt for naivt at tro." Samson så efter Morgoth og Venus.

"Desuden opfatter De vidst tomme trusler helt forkert. De kan meget let udvikles. De ved aldrig hvornår en trussel er tom, eller kan give store konsekvenser, pas på De ikke tager dem for givet." Samson så efter dem da de forlod stedet. Han følte sig selv træt, men ville godt kunne fortsætte lidt endnu. Sårene kunne desuden godt have været værre. Han vidste at Morgoth havde meget mere at byde på, og at han egentlig var sluppet heldigt. Desuden var han også godt stærkt bevidst om, at der ikke længere var noget ''hjælp'' at hente fra den mørke side, hvis det skulle være nødvendigt.
Samson vendte sig mod det dampende træ som træhytten for blot en time siden havde været bygget af. Det måtte også være på tide at vende hjemad. Dæmonerne var også drævet bort, så nu måtte opgaven være blevet fuldført. Forholdet til Mørket ville være totalt forandret efter denne kamp, det var han udmærket godt klar over.
Der gik ikke lang tid før nogle klove mod jordbunden kunne høres og få sekunder efter stod tyren Brutus lige foran Samson for herefter at begive sig hjemad.

//out