Elizeph trak fat om Shinichiros skuldre, for at skubbe ham fra sig igen... men han lod dog sine hænder forblive på Shinichiros skuldre.
"Herre, forstå det nu! Det er ikke nogen leg det her! De skal overtage den her verden en dag! De skal være i stand til at slå i hjel, hvis det behøves! De skal kunne slå selv dine nærmeste i hjel, uden at bide mærke i det! For himmelens skyld Hersker Shinichiro, det er det aller vigtigste!" han slap ham igen, trådte bagud mens han rystede på hovedet.
"Det er det ramme alvor, som De er plantet midt i! De kan ikke bare sige, at De ikke gider! De har intet valg i den her situation!"
Elizeph bakkede igen, lod en hånd glide op til sin pande.. Shinichiro forstod det ikke... Elizeph så væk, men drejede dog ansigtet tilbage på Shinichiro..
"De kan ikke sige, at De elsker en af Deres undersåtter! og da slet ikke Deres egen lærer! Den slags, Hersker Shinichiro, går ikke godt! Det kan kun gå galt!"

"Jeg vil ikke uden diiig" klynker han og forsøger igen at komme hen i favnen på Elizeph, men bliver bremset af hænderne på sine skuldre. Han forstår stadigvæk ikke hvad det er Elizeph mener.. Han kan ikke sætte sig ind i hvor stort det er, det her.. For ham er det jo bare en leg, for han har endnu ikke været tvunget til at gøre noget han virkelig ikke ville, og har kunnet tude sig til mange ting..

"jo jeg kan! Jeg vil ikke uden dig" siger han så igen. Han stamper en smule i jorden på en barnlig manér, og korslægger armene stramt. Nu bliver han en smule stædig, som et barn der skal rydde op på sit værelse, men nægter. Dog bare i et liiidt større perspektiv.

"Jamen det gør jeg. Og jeg mener det" siger han så klagende. Han forstår ikke hvordan det vil kunne ende galt, for han har aldrig hørt noget andet end at kærlighed er godt.

Elizeph så på Shinichiro, med et blik der kunne eksplodere når som helst.
"Herre..." startede han ud med, slap dennes skuldre, og lod armene falde ned langs sin side.
"De må ikke knytte bånd til en dæmon.. det må De aldrig gøre... Dæmoner er nogle upålidelige sataner.. De fysiske drifter i en dæmon, har det med at tage overhånd ind imellem..." han så lidt væk... Han var vist nødt til at fortælle det her.. et håb om at få Shinichiro til at forstå.
"De tror, at De kan stole på mig? Der tager De fejl..." han sukkede tungt.
"I hele mit liv, har der kun været én, som jeg virkelig elskede... Men ham slog jeg i hjel... Jeg troede, at jeg kunne stole på ham... Han var min lærer, og var altid god imod mig, hjalp mig når der var ting jeg ikke kunne klare selv... Men selv om jeg elskede ham, så afholdt det mig ikke fra at slå ham i hjel..." Elizephs stemme var monotom og følelsesforladt mens han fortalte, og han kunne ikke se Shinichiro i øjnene imens.
Langsomt løftede han en hånd, mens hans blik gled tilbage til Shinichiro...
Han lod pegefingeren hvile mod Shinichiros pande..
"Så simpelt... Jeg sprængte hans hoved i luften... Det er det eneste mord, som har hængt på min samvittighed... Men det har ikke stoppet mig fra at slå i hjel... tror De ikke, at det samme kunne ske med Dem? den ene eller den anden vej rundt......"
Han flyttede hånden langsomt igen..

Shinichiro bliver stående stille og ser op på Elizeph da denne begynder at tale på en anden måde.. Han kan ikke lide at se Elizeph svækket på nogen måde.. om det er fordi han er træt, ked af det, eller skadet, er ligemeget.. Bare det at se at han har svage sider skræmmer Shinichiro meget.. Han kan heller ikke forestille sig hvordan Elizeph skulle komme i en situation hvor han ikke kan styre sine drifter? For han er jo så stærk, og hvis han ikke kan styre sine drifter, hvem kan så?

"Jooo! Jeg elsker dig!" kommer det grådkvalt fra ham. Han kan ikke lide at Elizeph forsøger at tale ham fra at holde af ham, for noget af det eneste faste holdepunkt han har i sit liv nu, det er at han har Elizeph i sit liv, på en eller anden måde.

Han lytter så bare stille til Elizephs fortælling.. Han forstår ikke rigtig hvad det er han mener.. Men har han slået nogen ihjel som han elskede? Det må da være derfor han er ked af det så? Shinichiro ser fortsat op på ham med et trist blik. Selvom tårerne triller ned af kinderne på ham gør han ingen bevægelse for at tørre dem væk..
"Jeg ville ikke dræbe dig, Elizephsie" siger han så lidt efter med en snøftende stemme. Han fatter ikke rigtig alvoren af den historie der lige er blevet fortalt.
"Men du havde sikkert en god grund til at gøre det så" siger han lidt efter.

Elizeph sukkede stilfærdigt.
"De forstår det ikke..." han rystede på hovedet.
"Ligegyldig hvad grunden til det var, så slog jeg en i hjel, jeg ikke ønskede..." han så lidt ned, men så så tilbage på Shinichiro...
"Det kan ske igen.. Jeg ligner måske et menneske... Men De glemmer.. Jeg er en dæmon... og dæmoner dræber... Jeg kunne slå Dem i hjel, endnu lettere end Zerihz..." han så væk igen... den måde han talte på, gjorde at man ikke var i tvivl om at det var navnet på hvem han havde dræbt..
Elizeph følte sig udmattet over at skulle snakke om det.. han havde egentlig mest lyst til at sætte sig til at skrige, på grund af alle de følelser han ellers fortrængte normalt... det var forfærdeligt, som han savnede Zerihz... især fordi han nu havde været nødt til at fortælle brudstykker af hvad der egentlig skete..

Shinichiro bliver stående og kigger op på Elizeph.. Han kan ikke forstå hvorfor han ikke vil lade ham holde af sig.. Det kræver jo ikke noget af ham, andet end at han bare skal finde sig i det..
"Jamen det er jeg ligeglad med" siger han så og trækker igen i stoffet foran på Elizephs tøj.
"Jeg vil heller ikke leve hvis jeg ikke må være hos dig" overdriver han. Han holder jo meget af Elizeph, så tanken om at skulle undvære ham er ubehagelig, men i længden ville han jo godt kunne overleve det.. Men det tænker han ikke på.

Elizeph sukkede tungt..
"De burde ikke være dæmonhersker... herre..." sagde han dæmpet.. Shinichiro var for god og sød.. helt igennem god og uskyldig... Hvorfor var Shinichiro også lige den udvalgte?!... Kunne Elizeph have taget fejl.....?

Tanken ramte ham hårdt, og han så lidt lamslået på Shinichiro... Det måtte da være ham...? Eller hvad? Hvem skulle det ellers være?
Elizeph rynkede nu brynene.
"Herre... Har De egentlig nogle søskene?" spurgte han så i en lidt utydelig tone

"Neeej" siger han klynkende og kaster sig nu ind i favnen på Elizeph da det lyder til at denne nu er mere rolig, og derfor tager han chancen, selvom risikoen for at han vil blive afslået er stor. Han lægger armene stramt om livet på ham og trykker sig ind til ham og lukker øjnene i. Det føles rart og betryggende.. Lidt som et kram, selvom Elizeph ikke omfavner ham.

Shinichiro ryster så på hovedet og åbner øjnene en smule.
"Nej jeg er enebarn" siger han så. Han er vokset op alene med sin mor og plejefar. Han har dog aldrig følt at han har manglet nogen søskende, for han har altid haft nemt ved at snakke med folk, og få venner.

da Shinichiro igen krammede om ham, forsøgte Elizeph at skubbe ham væk igen.
"Hersker Shinichiro, jeg bryder mig ikke om nærkontakt! Lad være med at røre ved mig, okay?!" lød det en smule snerrende..
Elizeph var ved at gå i spasmer over Shinichiros omklamrende personlighed..
Hvorfor var Ytriel også gået?! han måtte gerne beskræftige herskeren..
Elizeph var forvirret... Så kunne han ikke have taget fejl af søskene og Shinichiro... Det kunne ellers lige have passet!
... Men på den anden side... Shinichiros splittede personlighed havde jo bevist at der var håb endnu?

"Jamen jeg beordrer dig at kramme miiiig" klynker han og stritter imod alt hvad han kan. Han forsøger at holde sig fast i Elizeph. Shinichiro er jo typen der godt kan lide nærkontakt med andre, så det falder ham helt naturligt at kramme Elizeph, hvorimod denne har direkte modsat mening.

Elizeph rynkede brynene.. han brød sig ikke om, at Shinichiro kun brugte sin magt til at udfylde sine egne menneskelige behov.
"Jeg vælger ikke at adlyde Dem, herre... Ikke før De har lært hvordan De skal begå Dem..." han så væk med et irriteret suk... forsøgte stadig at få Shinichiro fra sig.. Elizeph ville gerne tilbage til sit værelse.. Han var ikke i et sport muntert humør.. han var trist, og følte sig helt forfærdeligt deprimeret.. Det var naivt af ham, at tro på, at Shinichiro ville forstå alvoren i det han fortalte om før... Og nu havde han det dårligt med at have sagt noget.. Den del af hans fortid, brød han sig ikke om at dele med andre..

Det havde vidst vist sig at være den forkerte sti han havde taget. Alt i alt havde han tumlet rundt på de mange stier et godt sykke tid, men var da til slut endt på den rette.
Med halen daskende afslappet bag sig fik han øje på Shinichiro i Elizephs favn. Elizeph som mest af alt lignede en der var træ af det hele og ville være i fred. Han smilede skævt. Skulle han hjælpe oldingen? Tjae, hvorfor ikke? Han løftede let op i tæppet og fik fundet en lille hindbærtærte. Med et smil fløjtede han kort som han valsede sig nærmere.
Nærmest som forsgt han sig at skabe en hunds opmærksomhed løftede han den lille tærte op i luften. "Så er der picnic til alle både tykke og smalle... Og også til dem der hedder Elizeph hvis man skulle være social nok til det..?" Han løftede spøgefult det ene øjenbryn som han kom hen til dem.

Da Shinichiro bliver skubbet fra Elizeph igen er det som om der er noget der slår klik oppe i hjernen på ham. Han forstår ikke hvorfor han ikke bare vil lade ham kramme sig! Det kan sgu da ikke være så stort et offer?! Det er som om den onde side i ham kommer lidt længere frem i hans bevidsthed og tager kontrol over hans handlinger.

Han ser op på Elizeph, men denne gang er det ikke det uskyldige, barnlige blik, men et koldt, hårdt, ja næsten ondt blik, og han kaster sig igen imod ham, men denne gang lægger han ikke armene om livet på ham, men lægger hænderne om halsen på ham og knuger til. Det er endnu ikke nok til at kvæle Elizeph, men nok til at være ubehageligt. Han skubber så hårdt han kan til ham for at ville vælte ham tilbage i græsset og sætte sig overskrævs på ham, hvis han da ikke bliver skubbet væk.
"Du gør som jeg siger din hjernedøde åndsamøbe!" Snerrer han af ham.
Han er så rasende at han næsten ryster i hele kroppen, og ligenu har han bare lyst til at straffe Elizeph.

Shinichiro vender kort blikket mod Ytriel med et hadsk blik.
"DIG... Det er din tur bagefter!!" halvråber han. Han er rasende over at Ytriel har 'udnyttet' ham sådan, og nu da den onde side er kommet længere op til overfladen får denne muligheden for at sige hvad han mener om Ytriel.

(haha xD .. kan se det for mig; Ytriel dukker op med et smil og kage, i den tro at Shinichiro blir glad... Men han får en sviner istedet xD)

I det Shinichiro kaster sig mod Elizeph, gik det så stærkt, at Elizeph slet ikke opfattede noget, før han mærkede et par hænder om sin hals, og sin ryg hamre mod græsset..
Hans hænder rev fat om Shinichiros, i et forsøg på at vriste dem fri.. men i den position han lå i, var det umuligt...
Istedet sendte han en knyttet næve direkte mod Shinichiros ansigt, i et håb om at dette ville kunne få Shinichiros opmærksomhed hen på det istedet.
"Jeg lytter ikke til små debile pattebørn!" hvæste Elizeph tilbage... Elizeph havde aldrig været inde i en oprørsk periode, som egentlig tilhørte sig teenage årene... Men det lod til, at han vist var kommet det nu.

Han stoppede midt i en bevægelse, ja nærmest stivnede. Hva fanden? Han så med et nærmest chokeret blik hen på Shinichiro og Elizeph. Hvis det der var en leg fra Shinichiros side så. Nej.. Det der var ikke leg. Det var ramme alvor, det kunne selv Ytriel både se og fornemme.
Med et ansigt, hvis kulør syntes at være blevet en smule blegere, så han hen på det syn han aldrig i sit liv havde troet han ville se: Shinichiro siddende vred henover Elizeph der istedet for at undskylde sig og trække sig tilbage valgte at besvare vold med vold.
Langsomt blev tærten gemt væk igen alt imens han stirrede. Han kunne ikke holde sig fra det, selv hvis han prøvede.
Hvad pokker var der sket mens han havde været væk? Havde Shinichiro altid været sådan, på bunden?
En anelse uroligt bed han sig selv i underlæben, ubeslutsom for om han skulle blande sig og forsvare Shinichiro, forsvare Elizeph, forsøge at stikke af og gemme sig eller bare blive stående.
Foreløbig valgte han bare at blive stående, med kurven stillet for fødderne.

Knytnæven rammer Shinichiro lige i kinden og slår hans hoved til siden, hvilket gør at han i et kort sekund slipper Elizephs hals. Han tager sig til kinden i et øjeblik, overrasket. Derefter ser han ned på Elizeph igen med et hadsk blik. Ligenu har han så meget lyst til at skade ham.. Få ham til at lide og vise ham hvem der bestemmer.

Han svarer igen ved at sende en knytnæve mod Elizephs ansigt så hårdt han kan, hvorefter han kommer på benene og griber ud efter den gyldne stav der svæver i luften lidt ved siden af.
"Du er min undersåt, tro ikke højere om dig selv end du faktisk er!" råber han vredt, og man kan næsten se ilden i hans øjne.
Han svinger så staven så hårdt han kan mod marmorbænken. Da den rammer ned i det hårde sten, smadres krystallerne for enden af staven, og spredes rundt omkring i græsset omkring dem.

Knytnæven ramte Elizeph så hans læbe flækkede huden..
Rasende kom han på benene, da Shinichiro havde rejst sig... Men hans øjne spærrede sig op i et nærmest rædselslagent udtryk, da Shinichiro trak staven til sig, og slyngede dens rubin mod marmorbænken.. han forsøgte at løbe frem for at stoppe ham; "DE KAN LIGE VOVE PÅ DET!" råbte han rasende, men han stoppede på halvvejen.. det var for sent... staven gik i stykker...
Elizephs blik gik fra at være fustreret, til at være splitter ragende rasende!
"Undersåt eller ej! De er en forkælet lille snothvalp uden nogen som helst form for realisme i Deres liv!" Elizeph var så vred... en blodåre , lidt over det ene øjenbryn, som strakte sig ned mellem brynene, blev let tydelig, fordi han var blevet så rasende..
Hans stav var smadret nu.. men det forhindrede ham ikke i at angribe.. uden staven, kunne han dog kun kaste 3-4 små besværgelser, inden hans energi ville være brugt op..
Med en lav hvislen, mumlede han en formular, og jorden omkring dem brød ud i en sort brand.. men ilden brændte ikke.. Men langsomt formede den sig ind til nogle store, sorte slanger... en formular af denne grad, brugte det meste af Elizephs egne magiske energier... han ville ikke kunna lave flere af den type magier...

Slangerne gik til angreb mod Shinichiro... Elizeph regnede ikke med, at Shinichiro kunne afværge dem.. men han tænkte jo ikke på, at denne side af Shinichiro, havde fulgt godt med i undervisningen...

Shinichiro holder stadig fat i staven, og ser på Elizeph med det samme hadske blik. Han er ligeglad med om han er blevet sur på ham, fremfor før ville han have flæbet hvis han bare var blevet lidt sur på ham.
"Hvor vover du.." Snerrer han og knytter begge næver, den ene knyttet stramt om staven.
"Og du er ikke mere værd end noget der er kravlet frem fra en sten" siger han
"Det er derfor du aldrig er blevet til andet end herskernes kneppedyr" siger han og ser på ham med et nedladent blik.

Da flammerne kommer frem og går til angreb på Shinichiro, må han tænke hurtigt, hvilket ikke er noget der falder ham normalt.. Ihvertfald ikke som den gode side.. Men som denne.. Den onde side, kan han godt finde ud af de ting Elizeph har lært ham, og noget han holder særligt meget af er at påkalde de glubske helvedshunde.
Han udtaler nogle formularer i et dæmpet tonefald, og kort efter kommer der fire helvedshunde til syne. De tre af dem går til angreb på flammerne, mens den sidste kaster sig mod Elizeph.

Som det hele udspillede sig for ham, havde han kort en tilbøjelighed til at tro at det var en drøm, eller måske snarere et rebelsk mareridt.
Det kriblede stadig i hans fingre mens han chokeret så til da rublerne blev smadret i små stykker, og nåede et kort øjeblik at have ondt af hvem end der skulle finde og samle alle de stykker op, hvis det da overhovedet kunne lade sig gøre.
Vagtsomt gled blikket hen på Elizeph og dennes handlinger. Bekymret for om Shinichiro ville kunne undvige angribet eller ej, forberedte Ytriel sig mentalt på at komme ned i sin kanin-agtige skikkelse så han kunne frembringe en portal der kunne føre herskeren til et andet mere sikkert sted.
Hvis det da skulle blive nødvendigt, og hvis han kunne kontrollere sine egne evner nok. Ha vidsteat han havde en dum svaghed ved sin kanin-evne. Hvis han havde været lidt mere opmærksom de gange hans mor havde forsøgt at lære ham at kontrollere dem, ville han nok have kunnet frembringe portalen uden at skulle skifte skikkelse først.
Men som omstændighederne var blevet måtte han bare lære af sine fejl eller noget i den stil.
Hvertfald var han sikker på hvem han skulle støtte i denne kamp: Shinichiro. Ytriel ville helst ikke falde i unåde. Ikke igen.

Indtil videre foholder han sig dog passiv til kampen om respekt og pladsen i hierakiet.

Elizeph hadede, når det blev påpeget at mange af hans forrige herskere, havde udnyttet ham seksuelt.. han hadede det så inderligt!
Rasende svarede han tilbage; "Men i det mindste hellere det end en parasit gemt i en menneskekrop!"
Elizeph havde skam flere comebacks.
"Og det er vel også nok synd for Dem, at hvem De kalder herskernes kneppedyr, har en rand af andre, stærkere herskere, der med glæde ville sætte mig forrest i deres hær.. Synd at De kun ses som et svagt barn blandt andre herskere! Deres eksistens er grinagtig." han fnøs... betragtede ildslangerne der nærmede sig... men hans øjne spærredes let op.. helvedes køtere?.. hvorfor kunne shinichiro tænke så hurtigt nu?..
Men Elizeph nåede ikke at tænke mere.. en stor helvedes køter kastede sig over ham.. Elizeph undslap et skrig, og afværgede med sine arme, eftersom køteren gik efter struben (... xD ae den med håret eller den hår efter struben)...
Den fik fat I Elizephs arm, og på under et sekund, havde den knust knoglen mellem sine solide, kraftige kæber..
Elizeph gispede efter luft.. smerten var overvældende... værre blev det kun, da den begyndte at knave sig vej ind i Elizephs mave.. Elizeph var væltet i jorden, havde en stor pote ind over sine lår.. han var låst fast, og kunne ikke andet end at udstøde høje smertes skrig, for hver gang køteren lukkede tænderne sammen.. den havde flænset tøjey, og var nu igang med at trække mavesækken ud igennem det gabende, blødende hul i maven..
Elizeph lå stille.. uden staven, kunne han ikke samle energier nok til at fuldføre sine besværgelser...

Køteren åd mavesækken, sluprede den i sig, og havde tænkt sig at æde videre, indtil at Shinichiro ville kalde den tilbage... Heldigt at Elizeph var dæmon! ellers havde han været død...