Lanthania fik et lille chok da han pludselig rejste sig. Hun kiggede iforstående på ham. Måske skulle han hjem nu? Hun håbede det ikke, men det var vist ikke velset at holde fast i folk så de ikke kunne komme videre. Da han vinkede hende hen til sig forstod hun dog hvad han ville, og hun rejste sig energisk op. Hun gik hen til ham, og så undersøgende på ham. Da hun forstod at de skulle ud, begyndte hun at gå. Duzzel fulgte vel sikkert med. Da hun kom ud i sollyset var hendes grønne skær i huden mere tydelig, hun lignede næsten en selvlysende stjerne. (Sådan en små børn har hængende over deres senge).
//Out