Sarah nikkede og gjorde som han sagde, hvor hun hurtigt var kravlet over til tavlen. hun lagde armene om sig selv, og syntes der var noget underligt ved hendes krop, som om hun ikke var sig selv, men hun tænkte ikke videre over det.. hun var jo virkelig bange!

"årh.. De taler ikke særlig pænt." drillede hun så igen, og lød en smule forførende.. hun trådte nærmere og pegede truende med sine 'klør' på Sharlen. Hun spærrede øjnene forbavset op og hvæste svagt da noget sollys begyndte at trænge ind.
"Forbandet.." hun dækkede sit ansigt så godt hun kunne.. det sviede.

Vampyrkvinden fnøs til det sidste Sharlen sagde, og hun begyndte at trække sig tilbage.. "Tsh.. Javel." hun sendte ham et vredt blik.. men det var stadig lusket. Hun var tydeligt én der ikke kunne lide at tabe.. men hun ville heller ikke tage kampen op mod Sharlen..

Hurtigt havde hun spredt sine partikler i atmosfæren, og var forsvundet.. men hun var ikke i rummet mere.. hun var stukket af.

Sarah sad forsat ovre ved maleriet med armene om sig selv, imens hun rystede af skræk. jeg kunne intet gøre.. jeg kunne intet gøre..

Sharlen står i nogle sekunder inden hun har opløst sig.. han begynder så at bede lavt igen, og de lysende huller lyser rummet fuldkommen op.. han skal sikre sig hun er væk..

Da dette er sket, beder han endnu engang, og langsomt forføjer himmelvæsnerne han påkalde, sig tilbage til himmelens rige.

Han lader derpå armene falde ned langs siderne igen.. den kølige nattebrise udefra stryger endnu engang blot roligt ind i lokalet.
Sharlen drejer fronten mod Sarah med et koldt og kynisk blik.. stadig eftervirket af sin bortjagning af vampyren.. han ville ikke slå hende i hjel for øjnene af Sarah.
"Kom De noget til, søster blancett?" spørger han med en dæmpet tone.. han lader hænderne glide om i nakken igen, løsner knuden i håret så det bare lægger sig pænt ned af ryggen på ham igen..

Lidt efter lidt får han genvundet sin gamle, faktisk påtvungne mimik i ansigtet.. Den der lidt blide mimik.

Sarah er faldet lidt mere til ro, efter himmelvæsnerne og vampyren er ude af rummet. Hun var jo ikke en svag pige! men hun blev bare skræmt ret hurtigt.. men så skulle der heller ikke meget til før hun blev ok igen. Selvom hendes hage nu gjorde ret ondt.

"Min hage.. ellers ikke.." svarede hun lige så svagt, og skævede svagt over på Sharlen med et lille halv skræmt blik. Hans blide mimik beroligede hende dog. da hun havde genvundet sig selv, begyndte hun nu at mærke at et eller andet var galt.. noget manglede.. og noget nyt var.. kommet.
"........." huh..?

Diskret mærkede hun på sig selv, ved brystkassen, men der var ingenting.
hvor er mine bryster..
".........." hun blev bleg i ansigtet, og blev mere panikslagen nu..
Eller skulle man sige; Han.

Sharlen misser lidt med øjnene.
"Søster Blancett.. De burde gå til køkkenet nu.. og få dem til at lave Dem noget the.. Deres stemme lyder lidt sær..?" han ser på hende med en undrende mine.. af en eller anden grund syntes han hendes stemme lød forandret.. dybere?
Men rummet er kun lyst svagt op af nogle enkelte fakler på væggene, så i halvmørket kan han ikke se forandringerne på hende.. hverken på kroppen eller de få der må være fremtrådt i hendes ansigt.. eller..; HANS ansigt.

Sharlen selv vil helst være alene nu.. efter sådan en springen omkring, er hans knæ så nær døden, at han knapt kan holde det ud, og så vil han også helst undgå at besvare alt for mange spørgsmål; for hvorfor skulle en præst være så atletisk?!

"Åh.." Emmett (som hun hed når hun var en dreng.) tog sig til munden og hans blik flakkede forvirret rundt i rummet. Hurtigt havde han rejst sig op, og bukkede undskyldene til Sharlen.

"Jeg.." han rømmede sig, "Går nu så.. " han rømmede sig endnu engang, "Pas på Dem selv.. fader.." Hurtigt havde han vendt om på hælen og løbet ud af rummet.

åh nej åh nej åh nej åh nej! hvad sker der?!
Emmett drejede ned ad gangen, men ikke ud til køkkenet.. men ned til sit værelse.. aaargh!! jeg har ingen bryster mere!.. jeg.. jeg er en dreng?!

//slut (Sharlen går også ud.)