"Du.. må aldrig plukke noget fra oasen, hvis du bliver set gøre det... Folk kan finde ud af, at de urter kan bruges til noget.. derfor kan de blive plukket alle sammen, solgt til overpris.. og så er der ikke flere tilbage en dag.. Lad altid så mange være, at det ikke er svært at finde dem.. De skal have mulighed for at brede sig og vokse.. for.. jeg tror måske det er det eneste sted de gror.." hans blik løsnes lidt op igen, og han smiler endnu et af de der venlige smil

Haya nikkede langsomt, det gav jo mening.
"Det skal jeg nok lade være med," lovede hun og sendte ham et lille smil. Hun lænede sig ind over bordet efter at have betragtet ham lidt og lagde en hånd på hans arm.
"Har du det ellers godt? Eller du ved.. Overlever du? Skal jeg ikke tage med dig fra nu af? Jeg kan også kæmpe!" Lød det trodsigt fra hende og hun rettede sig lidt op, men holdt stadig et fast greb i hans arm. Det var den samme situation de havde haft, da han ville flytte fra palæet.

Cassa smiler lidt stille, lægger en hånd for siden af sin mund, som når man hvisker og vil holde lyden i én retning.
"Jeg har det faktisk helt fint.. høhø.. Har fundet mig en sød kæreste.. Far ville slå mig i hjel hvis han vidste det!" han kan ikke lade være med at smågrine, flytter så hånden igen.
"Men nej Haya.. du skal forblive i sikkerhed.. I sidste ende vil du bare kunne bruges mod mig.. Jeg har for mange svage punkter i forevejen.." han sukker tungt.
"Det bliver svært.."

Da Cassa ligger sin hånd ved siden af munden på den måde, rykker Haya automatisk så langt frem som hun kan komme og ser nysgerrig ud. Ved hans ord taber hun atter kæben lidt og spærrer øjnene op.
"Er det rigtigt?! Hvem er det? Uh Cassa.. Spændende!.." Hun lød helt spændt og grinede sammen med ham. Hvor var det godt, at han havde fundet en. Hendes smil forsvandt så en smule og hun sukkede.
"Ja, jeg ved det godt. De er også glade for mig her i huset, jeg kan jo hjælpe med mine helbredende evner.. Selv om der er nogle jeg ikke kan klare, nogle der er ramt af virkelig mørke kræfter. Fjenderne angriber jo også her - hvor vi har syge!" Fortalte hun forarget.

Cassa smiler stille.
"Hmm..." han lægger en pegefinger for munden.
"Hemmelighed!" hvisker han så med et lille grin efterfuldt.
Han nikker dog dernæst.
"Ja.. du må blive her.. din healende evner er stærke.. og der er brug for alt den healing der kan fåes!" han nikker let inden han rejser sig.
"Men.. Jeg kan desværre ikke blive her.. Spørger nogle, har jeg aldrig været her.. det er ekstrem vigtigt.." han trækker kuttens hætte op over hovedet igen. han sætter kursen mod døren, men standser inden han går ud, ser sig over skulderen.
"... Og.. snart.. så vil mørkets lord falde!" han pauser lidt.
"Uanset hvem der gør det... eller hvorfor... så vil han ikke vinde"

Haya ser mod ham med tydeligt åben mund.
"Snyd!" Siger hun højt med et grin og slår let i bordet, før hun bliver alvorlig igen.
Hun nikkede langsomt til det næste og vidste egentlig godt at hendes plads var her og ikke ude på kampens mark.
"Selvfølgelig siger jeg ikke noget." Lovede hun og nikkede bestemt. Han kunne regne med hende.
"Men Nova.. Jeg tager til den ørken så om noget tid. Tak for de her." Hun rystede let med posen med urter og sendte ham et lille smil.
"Og pas på dig selv!" Hun rejste sig op.

Han giver et let lille nik fra sig, med et kærligt og omsorgsfuldt smil ud under kuttens hætte..

Han åbner dernæst døren, og træder ud.. en kold regn slår ham i møde... Men den genere ham ikke... velvidende om at dette måske er sidste gang han ser Haya, går han ufrygtsom ud i mørket, midt i regnen hvor han vender fronten til bygningen inden han folder de enorme vinger ud... så sætter han af og lader sig løfte op på himmelen... bærer sig selv væk i mørket..

Nu skal det endelige slag snart stå!

//out