"Giver op?" gentager han med en lidt snøvlende tone.. men han får samlet sig selv sammen mens han gnider sine øjne lidt.
"Hvis det er fordi De er bekymret fordi jeg dejsede om.. så skal De ikke bryde Deres hoved med det.. jeg er okay igen.." han smiler let og får først nu fjernet hånden fra sine øjne.. hans smil glider over i et lidt overrasket udtryk.. Nu kan han genkende hende.. Men han gør ikke noget stort nummer ud af det, andet end at le let.
".. Der kan man se.. jeg kunne ikke genkende Dem med hatten på.." siger han med et det lille lette grin, og nu et tilbagevendt smil..
"Jeg tager noget vand senere.. det tager ikke så lang tid for mig at transportere mig andre steder hen.." han børster sin nakke lidt af for støv, og løsner så håret, for at påbegynde at samle det igen..
Egentlig har han ondt i hele kroppen.. ikke fordi han har fægtet rundt med sværdet, men fordi han overanstrengte sig tidligere

Jane griner let.. " Ja det kan jeg se.. men nej.. jeg.. er helt smadret " tilstår hun og trækker de ømme ben ind til sig og ligger armene rundt om, hun ser nysgerigt på ham, og opdager at han genkender hende. Men han virker ikke særlig overrasket, og hun overvejer om han kan huske hende.
Hun betragter ham lidt, han virker faktisk gladere, end sidst hun så ham.
Et let grin glider over hendes læber, før hun får et undskyldende blik. " Jaeh.. undskyld, jeg kunne ikke ... du ville bare tro .. eh.. men.. Lang historie " siger hun så smilende og purrer op i håret, med et forlegent udtryk. Hun ser lidt væk, og opdager at han faktisk stadig sige Dem til hende, hun prøver at huske tilbage om han altid har gjort det.
" Okay.. hvis du er sikker.. ? " siger hun og ser undersøgende på ham, men han ser ud til at have det fint.
Langsomt lader hun et par fingre glide gennem sit hår, men stopper og maserer i stedet sin skulder, men efter et par gange, lader hun bare hånden glide ned i skødet igen.
" Du var virkelig god " siger hun smilende, og stryer en forvildet hårlok væk.

han smiler lidt.. komplimenter om sin sværdkunst er altid rart at høre.
"Jamen tak.." han lægger hovedet let på skrå med et venligt smil - præcis som altid..
De fleste som kender Cassa ved at han tiltaler stort set alle som De og Dem.. kun de aller aller nærmeste får tiltalen Du og Dig..
Han rejser sig op.
"De er dygtig.. De mangler ganske vist stadig noget træning.. men De har potentiale til at blive en fabelagtig kriger.." han rækker en hånd ned for at hjælpe hende op.. han er stadig en smule svimmel efter sim besvimelse, men det er ikke så slemt mere..
han fik aldrig bundet håret sammen igen, og har bare det lyseblå hårbånd i den anden hånd.. En let brise leger med hans mørkeblå hårlokker, flytter dem blidt omkring hans lidt mørkglødede ansigt..
Han overvejer om han burde sige mere, men lige på stående fod kan han ikke komme på noget..

Hans smil er venligt, og hun opdager at det næsten altid er det samme smil. Hun mærker at hun bliver nysgerig efter at vide hvad der er bag smilet, bag fasaden.
"Tak " siger hun, " der skal vist en del træning til, især styrke træning. " Hendes blik glider let på hans hånd, og hun tager sig sammen og kommer op og stå.
Hun ser lidt rundt, før hun stanser blikket ved Cassa. Lokkerne ligger sig som en ramme om hans ansigt, og hun ser kort mod hårbåndene. Hendes eget hår, krøller ekstra meget efter at være stoppet sammen i hatten.
Hun ser lidt forlegent væk, det er som om mellemrummet er blevet større. hvad er de egentlig? bekendte? hun smiler skævt, men ordet er ikke ligefrem noget hun vil sætte på Cassa.
Hun lader vægten glide over på det andet ben, med en fornemmelse af at hun bør sige noget. " Ehm. " forsøger hun og smiler så skævt. Hånden flyver op til håret, og stryer det væk.
" Du må hellere se at komme hjem, drikke noget vand, og sove.. du ved.. " siger hun venligt, og klør sig lidt på skulderen.

Cassa tager hånden til sig efter at have hjulpet hende op..
"Tja.. det burde jeg nok.." han lægger nakken en smule tilbage, så hans ansigt glider op på himmelen hvor solen så småt er begyndt at gå ned..
Hans hænder begynder så småt at samle håret løst bag nakken igen.. denne gang lader han bare de lange pandelokker hænge frit.
".. Men.. jeg tror nu nok jeg slår en smut forbi ruinerne inden da.." han retter hovedet igen så han ser på hende.. i en kort stund er smilet væk, og man vil kunne skimte en mine af helt ufattelig stor bedrøvethed og bekymring.. men kun i ganske få sekunder, så er det venlige og imødekommende smil på banen igen.. på sin vis er det vel en facade.. for det skjuler jo hans indre humør og sande følelser.. men stadig er smilet ikke falsk.. for, cassa ER jo en venlig og varmhjertet type.. Så selv om facaden er oppe, er det langt fra en løgn..
"De er måske opsat på at træne lidt på egen hånd kunne jeg tænke?" spørger han med et let smil

Hvad var det hun havde set i hans øjne? var det indbildt, eller havde hun ret faktisk set et stref af sorg.. bekymring? Han havde ellers virket gladere, roligere... mere sig selv, end hun har oplevet.. Men under det er der et mørke, som altid er der. Bare venter på at komme frem, når han glemmer paraderne?
Men med det venlige smil, virker det som om hun overtolker. Hvad er det du vil, Jane?
Hun ser op, og opdager at han ikke er gået som hun ellers havde troet. Men stadig står roligt og ser på hende med et venligt smil, med et stref af sødme. Da han endelig får hendes kontakt igen, fortsætter snakken.
" Overhoved ikke " siger hun med et svagt grin. " Men.. hvis du ikke har noget i mod det.. Vil jeg gerne med ned til ruinerne.. " siger hun med et blidt smil. " Bare vi ikke skal løbe" siger hun leenende og er itvivl om hun kan andet end af vakle? Smilet bliver større, selvironisk og hun ser igen op på Cassa, med et blik der siger, at det er okay, hvis han ikke vil have mig med.

Han smiler bare fortsat, nikker en smule.
"Det ville da være dejligt med lidt selvskab.." siger han med et lille nik.
"Skal vi gå, løbe, teleportere eller flyve?" spørger han så og løfter en hånd frem, så hans sværd samt sværdets skede svæver hen til ham.. sværdet glider tilbage på dets plads, og Cassa spænder det fast til bæltet igen..
Han strammer dernæst sit hårbånd en smule, og skutter så skuldrende let for at få en mere behagelig følelse i kroppen.
Teleportering ville gå hurtigst.. tænker han let overvejende.. men om han kan huske den præcise lokalition herfra ved han ikke helt..

Hun smiler og trækker lidt på skuldrene..
" Du bestemmer.. bortset fra at løbe.. den er stemt ude " Siger hun mens hun går hen og samler sit eget sværd op. Det knager lidt i hendes knæ, men ellers gør det ikke så ondt som hun havde troet.
Hun lader en finger glide hen af klingen, for at tørre støvet af. Derefter sætter hun det i bæltet og vender sig mod Cassa.
" fundet ud af noget?" Spørger hun og går hen mod ham, med et let spørgende blik.

"Jeg syntes vi skal forsøge med en teleportation.." han smiler let..
"Hmm.. den retning tror jeg.." han lukker øjnene i.. forestiller sig et bestemt sted på ruinerne, og hvilken retning det er i..
Han tager nogle få skridt frem efter at have åbnet øjnene igen.. lægger en løs hånd på Janes skulder.. en kort koncentration får tyndekraften omkring dem til at mindskes, så hårlokker og tøj der sidder løst vil blafre en anelse..
Og så.. på et splitsekund forsvinder de begge i et skarpt lysglimt, som efterlader en lille tynd dis af blålig sølvgrå røg..

//emneskift ((jeg skriver først ^^ ))

" Tror du ?" gentager hun, og ser lidt på ham. Men mærker så hans hånd på sin skulder, og hendes hår og trøje begynder at blafre.
Hun får en underlig fornemmelse, i kroppen, og så forsvinder de.

( Jep :D )