Katah kiggede forvirret rundt, men hankede så opgivende op i sit spyd mens hun mumlede "Så blev det ikke så sjovt som det så ud til at blive!" før hun passerede de to, og fortsatte sin vandring mod byen

// Out

Tågen var et biprodukt af den kolde luft, og ikke noget han havde planlagt at lave, hvilket gjorde det så meget mere iriterende, da han ikke længere kunne holde ordentligt øje med sin modstander. Nichols fornærmende ord tog han sig ikke længere af, da han nu var helt og aldeles alvorlig.
Tågen gjorde det også umuligt for ham at bedømme hvor manden forsvandt hen, og alt han kunne gøre var vente på at han skulle handle, da han ellers umuligt kunne gætte hans position. Han kunne selvfølgelig bare bombardere hele området med alt hvad han havde, men da det ville gøre ham unødvendigt udmattet lod han være. Isen spredte sig fortsat igennem jorden, og nu var alt jordbundet indenfor en radius af 7 meter permafrosent.

Nichols så med et lidt overrasket blik da han så jorden, blomster, græs og grene blive til is, han gøs lidt ved tanken om at han ikke kunne gøre så meget ved det, mig og min dybe ædespaldte tænkte han stille og så mulighederne i tågen, han smilte lidt men skød tanken ud af hovedet efter som at det nok ikke var smart at gå på jorden.
Han tabte en kniv til ud af vesten men greb den hurtigt igen, han hang lodt ud og fik et lys tændt i hjernen.
med vilje smed han den lidt længere ud fra ham og kom hurtigt op i træet igen, kniven gav lyd fra sig og det krævede blot at loppen skulle gå i fælden nu.

Han stod helt stille mens han afventede hvad som helst. En lyd, en lugt eller bare en fornemmelse. Han havde forberedt en ladning af energi i sit sværd, som han var klar til at udløse så snart der skete noget, men intet skete. En tid passerede og da der stadig ikke skete noget, begyndte at kede sig en smule. Han kunne svagt høre lyden af kniven, der ramte den frosthårde jord, og svingede sværdet i retning af larmen samtidig med at han udløste alt den opbygede energi. Dog bevægede han sig ikke nærmere.
Store istapper - cirka en meter høje - skød lynhurtigt op af jorden med en utrolig larm og dannede en lang række af ødelæggelse hvorend de kom hend. Efter at rækken havde bevæget sig en 4 meters penge, hvilket var blevet gjort på 3 sekunder, stoppede den. Ingen lyd.
Der havde i det mindste været et smerteskrig hvis han havde ramt, så han begyndte forsigtigt at bevæge sig over mod hvor lyden var kommet fra.

Nu kunne han godt se at det var en lidt svær loppe han var imod, men som altid kunne selv den største loppe nemt slås, han tog sit pandebånd helt væk fra hovedet og bandt det om sin ene hånd, han trak sin sidste kniv frem og placerede den i munden, nu eller aldrig tænkte han og da loppen var kommet lidt nærmere forsvandt han fra træet og stod lige direkte foran ham, han kunne godt føle kulden der nærmest gik lige igennem ham, men det tog han sig ikke af og åbnede sine lukkede øjne, tog fat i drengens hovede(?) og så ondt med begge øjne rettet ind mod hans.

Da Nichols tager fat i hans hoved kigger han på ham med en blanding af chok og overraskelse, der dog hurtigt forstummer. Han kigger kun ind i hans øjne et ganske kort øjeblik før han skynder sig at svinge ud af ham med det lange sværd som han holdt i den højre hånd. Nichols blev nød til at undgå eller blive ramt, men hans magi havde stadig taget sin virkning. Han følte sig ikke meget værd længere, hvilket i hans tilfælde var lige meget, for det havde han sku aldrig gjord alligevel. Det værste var bare at han følte sig lille, og det brød han sig ikke om. Ikke at det havde nogen komplikationer, det gjorde ham bare meget irriteret.

Nichols hurtig et huk fra højre og var hurtigt væk, inden han forsvandt nåede han dog at slå drengen lidt over den hånd(?) som han holdte svædret i, han kom til syne igen lidt længere hende og så med et nedstirrende ondt øje på drengen, ''nå er det alt hvad en mide som dig kan presterer?'' kom det i en irreirterende tone fra ham og væk var han igen, ''eller er du bare ikke på toppen af kæden idag?'' hviskede han ham svagt i øret(?) da han kom frem igen bag drengen.
Han gik baglens hurtigt efter for at ungå at blive ramt hvis drengen svingede med sværdet.

Han tabte sværdet begrundet slaget på sin hånd, men før det nåede at ramme jorden greb han det med den anden. Med en let bevægelse fik han sværdet tilbage i sin skede, og reagerede ikke overrasket da stemmen lød bag ham. Han var efterhånden begyndt at blive vant til det. Som svar startede han ud med at lave en 'pfft' lyd, hvorefter han fulgte op med ord. "Jeg præstere bedre når jeg er truet." Sagde han med en fornærmende stemme, og en istap voksede hurtigt ud på hans ryg. På hans ryg er det vigtigt at bemærke, det skadede ham altså ikke. Forhåbentligt måtte angrebet havde fanget ham med bukserne nede, da han nu havde sat sit sværd tilbage i sin skede, regnede han nok ikke med et angreb. Skulle han dog alligevel bevæge sig ville han få flere pigge til at skyde op hvor end han så dukkede op henne.

Han grinte blot håneligt af drengen da han lod til at være lige glad, ''jamen det kan vi da godt ordne, smilte han med et ondt blik og kom frem ved drengens højre side, med sin korde pegende mod drengens bryst, ''du bestemmer hvad du vil men jeg vil stadig følge efter og gøre det surt for dig'' lød det med en håndlig stemme fra ham, mens han stille pressede sin korde tættere ind i han bryst, ''skal vi kæmpe fair? jeg bruger ikke mit øje, du bruger ikke dit is halløj..'' lød det fra ham med en lidt mildere tone, han tog pande båndet for øjet igen og smilte ondt ad ham.
''Men det blir en anden dag lille ven..'' lød det igen fra ham men en neutral tone ''jeg gider nemlig ikke at lege med små børn som dig.. men tro mig en dag vil jeg stå foran dig og stikke dig ned..'' lyder de truende fra ham, og væk var han.
Han dukkede op længere ned af vejen og så efter drengen som nu havde ryggen til ham, ''du skylder stadig for den rom'' lo han og forsatte ind til byen i jublende humør.

//out

Han sagde intet og ændrede ikke sit ansigtsudtryk overhovedet. Han var heller ikke bange var klingen der pejede mod hans bryst, for han havde nemlig lavet et tykt lag is på sin hud under tøjet, så den havde ikke skadet ham selvom han havde stikket til.
Han kiggede neutralt efter skikkelsen der forsvandt i retning af byen, og stak hænderne i lommen. Stille samlede han sin bylt med ejendele op og begyndte at gå væk. Rundt om ham begyndte tingene af is at gå fra hinaden. Istedet for at isen smeltede knækkede ting i flere stykker og faldt til jorden, og jorden blev spaltet ubemærkeligt.

//Out