Lucifer kigger på Renatika med et bemærkelsesværdigt blik (måske endda aldrig set før). En vagt i hjørnet har i et stykke tid kigget på Lucifer med sit hårde vagtblik, hvilket nu får Lucifer til at lave nervøse trækninger i mundvigen. Frygten for at bliver genkendt som arbejdende hos Mørkets Lord, borer sig længere og længere ind i ham, som en orm med ualmindeligt skarpe tænder. Og da vagten ligefrem begynder at sende blikke til vagten i den anden ende af salen, ved Lucifer godt at det er tid til at sige farvel. Hans samvittighed over for Renatika, tvinger ham næsten til at blive. Med han foå dog alligevel sig selv overtalt til at forlade ballet.

I løbet af et splitsekund sætter begge vagter i løb, i retning mod Lucifer, der løber lige imod væggen. Inden han når væggen gennemgår han dog en unarturlig forvandling, eftersom hans krop pludselig som presses sammen, og strider fjer borer sig ud igennem hans skindede hun. Han ansigt former sig ud i et kragenæb, der åbnes på vid gab i smerte, og hans fødder bliver krogede og skællede. Snart er han ikke til at kende fra en hvilken som helst anden krage, trods den smertefulde forvandling. Kun de grå øjne er stadig hans egne. Som en sort pil imod den mørke stjernehimmel, forsvinder han udigennem et vindue på klem, oppe under loftet.

Roligt betragter Renatika Lucifers flugt. Hun er ikke ligeglad, det kan man ikke sige. Men hun stopper blot maden ned i nogle medbragte tomme poser og går. Så sølle er hun.

Hun kommer ind i den store sal, med et udfordrende og skævt smil.
Hendes blik farer rundt i salen, og lander et kort sekund på Bledan.
Hun havde en sort kjole på, lige det eneste hun havde der hjemme,
den var ikke specielt fin, men nedringet og lårkort. Hun havde ikke gjort det store ud af sin maske, men det forestillede et par stjerner omkring øjnene også en måne agtig form der dækkede næsen og munden.
Hendes hat havde
hun som altid på hvad enten den passede til resten af tøjet eller ikke.
Nå men hun ser atter rundt og begynder roligt at gå over mod et bord,
hvor hun placere sig og svinger det ene ben elegant over det andet.
Hun smiler skævt og retter på sin hat, glatter sin kjole og sætter atter
sit blik hen mod Bledan som hun betragter en stund inden hun ser rundt
på de andre gæster.

((Har rettet))

Hun skjuler et lille kort gab bag sin maske. Hun rejser sig og går op og
rækker ud efter et tallerken som hun derefter fylder med noget kød og salat.
Hun havde lidt glemt fyren hun havde kigget på da hun kom, men
da hun vender om for at gå ned til sit bord igen for hun øje på ham.
Hun sætter sig ned til sit eget bord og begynder at spise,

((Helt iorden med miiq, men kommer nok først på imorgen aften))

Hendes blik glider rundt og lander endnu engang på Bledan som hun
ser rejser sig, hun kunne ikke finde ud af om han kom hen til hende,
men hun ville da ikke lade chancen pasere. "Godaften"
siger hun venligt og med en hvis udfordrende og forførende stemme.
Hun smiler skævt, selvom det ikke kunne ses.

Hun smiler skævt, men hendes blik bliver hurtigt afslappet,
da man jo alligevel ikke kunne se det. "Angelina Josefine West"
svarer hun og nikker kort med hovedet da han bukker.
"Og dem hr?" spørger hun og ser afventende på Bledan.

"Okay Hr. Xenic." siger hun og smiler let bag masken. "De må sige hvad
der behager dem, Hr. " svarer hun høfligt, men satdig væk med den udfordrende
og forførende stemme. Hun betragter let Bledan gennem maskens huller
ved øjnene.