Mørket er besejret, men Krystallandet står over for en usikker fremtid, ind til den næste tronarving er fundet.
Vil fyrstedømmerne være i stand til at stå sammen, eller vil landet endnu en gang blive kastet ud i kaos?
hun trækker sig væk fra dem... "fordi... fordi... fordi jeg var sulten" hun trækker trist på skuldrene og ser koldt på dem... hun vrænger på næsen af liget, og sparker det ud af hånden på den ukendte mand... "få... det... væk!" snerrer hun. hendes øjne lyner...
han griber det i luften med en telekraft, han slynger det ud i det ukendte... han ser på hende
"klarer du dig min kære?"
spørger han og ser hende direkte i øjnene, hans øjne skinenr svagt i mørket
"Undskyld.." Mumler han, mens han sender Akito et sideblik... Føler sig pludselig ikke tryg, sådan som tingene har forandret sig. Så istedet hopper han et par skrift baglæns, væk fra dem.
hun ser rasende på ham... "JEG KAN GODT KLARE MIG SELV! INGEN BESTEMMER OVER MIG! JEG ADLYDER KUN MØRKETS LORD, IKKE DIG!" råber hun, river sig fri, og vender sig rasende om...
"mørkets lord?"
han udbryder i et hånligt grin
"ham!? af alle væsner lige ham... nej nej nej hvor ynkeligt!"
han flækker i et koldt grin, som kunne trænge igennem marv og ben
hun ser ondskabsfuldt på ham, men en tåre triller så ned af hendes kind... "og hvis det ikke var fordi han tvang mig, ville jeg heller ikke adlyde ham.. jeg er mig selv. ingen skal bestemme over mig!" siger hun, og går roligt hen imod Jerik...
Han stivner brat.. " Mørkets Lord...Jeg forstår dig ikke.." Han ryster på hovedet, idet han vagtsomt stirrer på hende. Hvis hun er en af Mørkets Lords krigere, kan det meget vel komme til en kamp, hvis ikke han er forsigtig..
"det kan jeg ikke bare dit fjols!" vrisser hun... ser så ned på Jerik... hendes øjne er triste og matte... "hjælp mig" mimer hun og hendes øjne fyldes med tårer...
" Så du er ikke en af Mørkets krigere?" Spørger han forsigtigt, selvom han stadig er vagtsom overfor hende.. Det kunne jo måske være en fælde...Eller hvad?