Tjo.. Hjemløs? Prøv på flugt. tænker han bittert, men egentligt er han jo også hjemløs. Han er bare også på flugt. Eller hvad? Han ved jo egentligt ikke om de har opgivet at finde ham, men det tror han ikke ligefrem de har.
"Det kan man godt kalde det" svare han og laver et: er du også det udtryk

Lucia nikker langsomt, som svar på hans blik.
Man kan vel næppe undgå at bemærke hendes beskidte tøj og ansigt, som næsten fortæller, at hun ikke ligefrem er særlig rig.
Da en kold vind rager ind over hende, skutter hun sig i mørket, mens hun ser på Leonardo.
Hun fugter kort sine tørre læber, med et skævt smil.

Leo betragter hende igen. Hans isblå øjne lyser nærmest i månelyset. han kan ikke helt besteme hendes alder men ved at det er uhøfligt at spørge hende. Han massere sin nakken uden at tænke over det. Han er stadig øhm der hvor han blev bidt, men han ser klart igen. Han føler sig dog lidt som når man har kastet op og ikke har mere i maven. Svag og røstene. hvis nogen andgriber ham nu vil han ikke kunne forsvare sig ordentligt.

Lucia ser næsten kun hans lyse øjne, da mørket falder på.
,,Klare du dig?" Spørger hun, med et skævt smil.
Månen kaster et lys ned over hendes ansigt, og falder på jorden, foran hende.
Hun overvejer lidt at sætte sig ned, da hendes ben næsten ikke kan bære hende mere.

Leo opdager hans hånd, og tager den ned.
"Ja. jeg skal bare hvile mig lidt. Men hvad med dig? Du ser træt ud." spørger han hende.
Hun bliver nød til snart at sove. Hun ser i hvert fald udmattet ud.

Lucia kvæler et gab bag sin hånd.
,,Det skal jeg også," Svare hun ham, med et lille smil.
.. I en varm, blød seng.. Tænker hun, og tanken for hende til at smile lidt større.
,,Der er nu ikke rigtigt nogle gode steder.."

"Nej det er der ikke." Svare han svagt. Han plejer at sove op af det "blødeste" træ han kan finde.
Han kan bedst lide at sove lidt væk fra byen.
Der er ikke helt ligeså mange folk. Der er man mere i fred.

Lucia lukker træt øjnene, men for ikke at falde i søvn, gnider hun dem.
Hun smiler skævt over sig selv, inden hun lægger den ene hånd på sin arm, for at varme den lidt.
Gåsehuden begynder at trænge sig på, da vinden stryger hende over armene.
Hun ville næsten ønske, at hun kunne sidde foran en varm pejs.

Leo smiler til hende da hun prøver at holde sig vågen.
"Det an være du kan finde en kro og hvile dig lidt ved. Der er i det mindste varmere" forslår han hende.
Han kommer selv til at gabe lidt.

OOC:Skal snart gå

Lucia trækker på skuldrene i mørket.
Hun sender ham et smil, hvorefter hun svare:
,,Tja.. Det tror jeg jeg vil prøve så. Tak." Hun nikker kort til ham.
,,Hvad med dig?"

OOC: Okay ^^

Han kikker sig lidt omkring. Det er efterhånden snart så koldt at man kan se sin ånde på den sorte nattehimmel.
"Jeg finder nok ud af noget" svare han optimistisk. han er lidt ligeglad med sig selv, han vil heller have at hun klare sig.

Lucia ser kort op imod himlen, hvor stjernerne så småt begynder at titte frem.
,,Er du sikker?" Spørger hun stille, inden hendes blik atter glider ned på ham, med et lille smil.
Hendes ben gør ondt, kan hun godt mærke, men hvis hun bare, kunne holde sig oppe lidt endnu..

Han nikker.
"Det har jeg altid gjort."
Han Smiler kort til hende og trækker kappen lidt mere om sig.
Det kunne godt være jeg også skulle gå et varmere sted hen.

Lucia smiler let af ham, mens hun nikker.
,,Jamen, så.." Hun sukker dybt, hvorefter hun træt læner sig op ad træet bag hende, for at få lidt mere støtte.
Hun lukker kort øjnene, men ser derefter på ham, med et beroligende smil og et blik, der siger: tag dig ikke af mig.
En varm seng.. En varm pejs.. En masse mad, ville være skønt!

Han ville ønske han kunne gå hen og lægge noget varmt om hende men han har ikke noget han kan undvære.
"Jeg bliver nød til at komme videre" siger han med et undskyldene smil. Han venter ikke på svar men begynder at gå.
//Out

OOC: skal gå

Lucia nikker roligt, mens hun ser efter ham.
,,Så ses vi bare.." Lyder det stille fra hende.
Langsomt forsvinder hun i den modsatte retning.

Hvis bare der var kommet blade på træerne, så ville man slet ikke kunne se teenagepigen, der nu sidder i det højeste bøgetræ og spejder ud over den bare jord uden for skoven. Dyrepelsen i de brune farver, klæder hendes skuldre og holder hende varm i det kolde vejr.
"... Jeg vil gerne snart have forår..."
Mumler hun, og piller lidt ved en lok af sit hår, som hun har fået lov til at vokse og vokse. Det når hende til midt på ryggen nu, og hun har tit overvejet tanken om, om det måske er for langt, om hun burde klippe det. Men så dropper hun alligevel altid tanken igen, når hun får sat håret op i en hestehale som nu, for så lægger hun ikke selv mærke til dets længde omkring skuldrene.
I favnen sidder pigen med en bog, som hun har fået for et stykke tid siden. Hun er endelig blevet færdig med den sidste side, og hvilken kamp det dog har været. Drager, hekse, gnomer, dæmoner og grådige vampyrer, så meget har hun da fundet ud af, at den handler om. Eventyr, eventyr i massevis. Personligt holder hun mest af et af de sidste eventyr, "Dragen og menneskesønnen". Det har hun så også læst tre gange, for at være sikker på, at hun ikke har misset en eneste lille detalje om deres venskab.
"Hvis jeg nogensinde møder en drage igen," Mindet om dragen som Kyo slog ihjel strejfer hende, ".. Så vil jeg klappe den på hovedet."
Geill folder sine vinger ud, forsigtigt på grund af grenene, og tager et enkelt hop ud i luften, kun for at svæve ned på jorden og lande roligt. Hun er faktisk blevet helt god til det med flyvningen, og plantemanipulation er også ved at være under fuld kontrol. Men hvis man spørger Icaricia, så har hun sikkert stadig meget at lære.
"..." Hendes hånd sniger sig op til hendes strube, hvor hun inden under tøjet bærer den dyrebare halskæde.

Langt over træerne fløj en sort skikkelse roligt, de store, sorte vinger var gemt i den mørke himmel og figuren var næsten ikke til at se hvis det ikke var for enkelte strejs af glimtende grå hud, der flashede enkelte gange.
Kyo fløj langsomt over himlen og overraskende nok på ryggen. Det ville være ufattelig svært for utrænede vinger og en let trænet balance at gøre dette trik, men han havde haft massere af år til at øve sig i.
Han lå blot og så op op skyerne og den gemte måne, inden han pludselig skævede ned til hvor Geill befandt sig og dykkede omgående ned mod hende.
Med en urealistisk stilhed landede han få centimeter bag hende og det eneste hun ville ligge mærke til var det svage vindstød fra de enorme vinger.

"hvordan går læsningen?"

Da nogen lander bag hende, er hendes første reaktion at knuge bogen ind mod maven, på grund af det underlige sug i mellemgulvet. Det er faktisk ikke nogen overraskelse for hende at høre dæmonens stemme, selvom det er ved at være så lang tid siden, for.. Hun vidste jo godt at det var ham. Hvem ville ellers lande så tæt på, og så lydløst?
Geill vender sig på hælen og træder med det samme derefter et skridt tilbage. Wow, okay, så tæt på havde hun alligevel ikke forventet.
"Jeg er færdig,"
Siger hun og lader et smil strejfe sine læber, før hun rækker den frem mod ham igen med begge hænder, men langt fra i strakte arme. Det står de får tæt til, men uden at det på nogen måde føles akavet. Synes Geill i hvert fald.
"Og.. Jeg forstod det meste."
Hun nærmest kun venter på, at han skal tage imod den igen, som hun rykker den en lille centimeter tættere på ham. En gestus selvfølgelig.

"Virkelig? Jeg er faktisk overraset over at du er kommet så langt, men så er du jo bare klogere end jeg havde forventet."

Han tager hurtigt imod bogen da den bliver rækket hen mod ham, havde lyst til at knuge den ind til sig, men det ville simpelthen havde været for pinligt.

"Nå jo, at du forstod det var jo også meningen, ellers ville det jo ikke ligefrem havde hjulpet dig... Godt klaret Gei"

Sagde han tilføjende, klappede hende på hovedet ulede lidt efter hendes hår, selvom hans øjne var fokuseret på bogen.
Det var mere ud af vane end noget han gjorde med vilje.

"Kunne du lide den?"