Vinduet stod stadig på klem og lod den kølige aftenluft sive ind i værelset. Alligevel føltes dynen næsten kvælende, sådan som han var blevet pakket ind. Var det også Selmys værk? Han havde vist virkelig passet på ham... Theodore blev dog liggende helt stille, forlegen og måske også en smule forvirret over at have Selmy liggende så tæt ind til sig.

Fordi... var det normalt?

Theodore kendte ikke rigtig reglerne for den slags. Han havde aldrig puttet sådan med sine venner hjemme i Medanien. Ikke engang når de havde overnattet hos hinanden. "Så du er kommet som min læge og ikke min ven?" spurgte han nysgerrigt og løftede brynene afventende. For hvis dét var tilfældet, var det vel endnu mindre normalt at ligge og klamre sig sådan til hinanden. Ikke at de klamrede sig til hinanden eller noget. Det gjorde de helt sikkert ikke. Heldigvis fik Selmys latter revet ham ud af de kaotiske tanker.

Du savler, når du sover.

Theodore udstødte en forfærdet, demonstrativ lyd over den pludselige fornærmelse. "Mobber du mig?" Han forsøgte at fange Selmys blik og kneb øjnene mistænksomt sammen. "Jeg er syg, jo." Selmy flyttede sig, og Theodores blik flakkede efter ham for at se, hvad han havde gang i. "Så du kan ikke bebrejde mig for at ..." Ordene døde på hans læber. Selmy havde løftet en tegning frem mellem dem. I det sparsomme lys, der slap ind gennem det lille, runde vindue, kunne Theodore skimte en skikkelse på papiret.

Ham.

Han holdt et øjeblik vejret og betragtede skitsen. Kullets mørke streger havde fanget noget, han ikke selv vidste, hvordan han skulle sætte ord på. Måden hans hoved lå på puden. Hårets uordentlige fald. Skyggerne omkring hans ansigt. Selv den lille, pinlige detalje ved mundvigen.

Theodore sendte Selmy et blik.

"Du kunne i det mindste have undladt savlen ..." mumlede han, men der var ikke meget indignation tilbage i stemmen. 

Han anede ikke, at Selmy kunne tegne så pænt. Hvordan kunne han være så pokkers dygtig til alt muligt? Theodore kunne dårligt tegne en hest, uden at den kom til at ligne en en kartoffel med alt for lange ben. 
"Jeg vidste ikke, du var så dygtig." Han lod blikket glide tilbage til tegningen. "Jeg er aldrig blevet tegnet sådan ... før." Han sank og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med følelsen. Det var mærkeligt at se sig selv gennem en andens øjne. Især når den anden havde brugt så meget tid på at få alle de små detaljer med. 

Alle. De. små. Detaljer. 

Men så trak den ene mundvig sig skævt op.
"Jeg havde da ret i én ting ..." Han skævede drillende mod Selmy. "Du har virkelig siddet og stirret på mig, mens jeg sov."

Øh...? Hvad betød det om han var kommet her som hans læge eller som hans ven? Selmy følte at der var et rigtigt og et forkert svar, og at hans svar måske ville skuffe ham. ”Jeg kom fordi din mester havde tilkaldt en læge,” Svarede Selmy faktuelt ”Men hvorfor skal det ene udelukke det andet? Ja, jeg har fået en lille hyre for at behandle dig, men du har da også fået en vennebehandling.” Han latter dæmpede sig lidt spørgende. Han var både hans læge og hans ven. Selmy plejede ikke at nusse og pusle om sine patienter på den måde. Og han plejede ikke at holde sådan et vågent øje med de syge.

Da han havde rakt tegningen til Theodore, afventede han spændt hans reaktion, både på at han skulle se hvordan han selv så ud, for Theodore så helt anderledes ud, når han sov. Han var helt speciel. Men han ønskede også at Theodore skulle vide, at han kunne tegne andet end botaniske illustrationer. De tegninger der havde hængt rundt omkring på den ene væg hjemme på hans værelse, var ældre og måske lidt kedelige for en dreng som Theodore.

”Pff,” Fnøs Selmy da Theodore kommenterede på savlet. Man skulle jo ikke manipulere med virkeligheden, vel?

Han betragtede Theodore kigge på tegningen og fandt ro ved det. Han kunne mærke at Theodore virkede lidt forlegen over det, og det nåede at gøre ham en lille smule nervøs. Var det for mærkeligt? Han havde jo skullet kvæle de sidste par timer ved at lave et eller andet. Hvorfor så ikke forevige et af deres sjældne stunder sammen?

Theodores smil og drillende blik fik ham til at sætte sig op. Nu var det hans tur til at blive lidt småforlegen. Han smækkede papirsamlingen sammen og flyttede den lidt væk fra deres åsyn igen. ”Og hvad så hvis jeg har? Skal du ikke bare være glad for at nogen gider kigge på dig?” Smilte Selmy kækt igennem genertheden. Theodore var en køn dreng. Det havde han bemærket allerede da han så ham første gang. Han havde sikkert nogle beundrere derude et sted, især hvis der var optaget piger på page-holdet.

Det ene udelukkede selvfølgelig ikke det andet....

"Og så tilkaldte de ... dig? Selmy Kiefer? Ikke din far?" Theodore kunne ikke lade være med at være en smule skeptisk. Havde de specifikt tilkaldt Selmy, anede de nok ikke, at denne unge lægesøn var langt mere ferm og venlig over for planter end over for mennesker. Ikke at han havde noget problem med, at det var Selmy, der havde behandlet ham. Han var enormt glad for at se ham. Og han levede da endnu, så helt dårlig til alt det lægehalløj kunne Selmy jo ikke være. Men når alt kom til alt, ville det trods alt give bedre mening at tilkalde Salem Kiefer. 

Sådan hang det i hvert fald sammen i Theodores stadig feberramte hoved.

"Vennebehandling, siger du?" Han smilede skævt og lod et undrende lille grin slippe ud, før han rømmede noget af sygdomshæsheden væk. "Og hvad indebærer dét så?" Han var oprigtigt i tvivl. Mange af de ting, han svagt kunne huske fra tidligere, havde han jo troet var drømme. Alt det blide nusseri kunne Selmy vel ikke virkelig have gjort?

Da Selmy havde gjort plads mellem dem for at vise sine skitser frem, fik Theodore sat sig lidt bedre op. Dynen lå i tunge folder omkring hofterne og lod skuldrene og den øverste del af brystet være fri. Fregnerne trådte tydeligt frem mod den feberrøde hud, og rødmen begrænsede sig ikke længere til kinderne; feberen havde farvet ham rød helt ned over kravebenene.

Han brast i latter, oprigtigt moret over at have gjort Selmy forlegen. Se ham lige! Han smækkede papirsamlingen sammen, som om Theodore havde været ved at afsløre hans dybeste hemmeligheder. Og så havde Selmy endda selv vist ham tegningen helt frivilligt! "Pfft!" fnøs Theodore efterfølgende ad hans kække bemærkning, men latteren tonede sagte ud, da han måtte lukke øjnene et øjeblik. Endnu en bølge af svimmelhed skyllede gennem ham. Uha. Han ventede, til det værste af det havde lagt sig, før han langsomt åbnede øjnene igen. Det skæve smil fandt tilbage til læberne.

"Jeg tror, jeg foretrækker at blive kigget på, når jeg ikke ligger og savler og er syg, mange tak." Han lænede sig frem og prikkede Selmy på brystet. Og hvis Selmy så ned efter fingeren, ville Theodore straks vippe hånden op og lade fingerspidserne strejfe hans næsetip.

"De tilkaldte doktor Kiefer, men det var mig der stod i receptionen, så det var mig der modtog beskeden," Forklarede Selmy. Og heldigvis for det. Han var ikke helt kommet sig over, at han havde set hans far gramse på Theodore. Hans Theo! Det havde været så mærkeligt. Han vidste ikke hvorfor, men han ville have foretrukket det, hvis Theodore enten kom til ham eller holdt sig helt væk. 
Hvorfor gik Theodore overhoved op i hvem Adam Brovst havde tilkaldt? Han var vel ikke skuffet over, at det var Selmy der var kommet, og ikke hans far?

Theodore ville vide, hvad hans vennebehandling omfattede. Selmy smilte lidt, men tøvede faktisk med at remse det op for ham. Han kunne ikke huske det? Så kunne det hele også være lige meget. Selmy havde måske gået lidt længere, end hvad man kunne forvente af sin healer. Af sin kammerat. Men han og Theodore var jo ikke helt almindelige kammerater mere, vel? Selmy havde tænkt utroligt meget over det der var sket for to dage siden... Og han havde aldrig hørt om noget lignende... "Jeg har da sørget godt for dig. Holdt dig nedkølet, givet dig te og puttet dig." Fnøs han defensivt. Han havde sågar tørret hans savl væk. Han havde også lusket rundt i nogle af hans ting og spist hans portion aftensmad. Det ville hans far nok ikke have gjort.

Da Theodore brød ud i latter, gloede han olmt over på ham. Samtidigt rødmede han også en smule, men sgu ikke af feber. Det var nu dejligt at høre hans latter igen, efter at have bevæget sig rundt i stilhed, for ikke at vække ham. Theodore skulle bare vide hvor dårlig han havde været... hvor svag og bedende han havde lydt, da han tiggede ham om at køle hans krop ned... Det ville have været den perfekte hævn at bringe op. Men hvis Theodore alligevel ikke kunne huske det selv, så føltes det mærkeligt intimt at dele med ham. "Såå?" Selmy smilte lidt til ham "Jeg skal altså male dig rigtigt næste gang, er det sådan det skal forstås?"

Theodore lod Selmy tale færdigt uden at afbryde. Han pressede læberne vurderende sammen og betragtede ham et øjeblik, inden han endelig spurgte: "Er du sur? Du lyder sur."

Det var jo ikke, fordi Theodore ville være utaknemmelig. Måske havde han bare fået formuleret sig forkert. Han førte hånden op til den svedige pande og vendte håndryggen mod den, som om han kunne mærke, hvor varm han egentlig var. Det lød da ellers, som om han havde haft det som blommen i et æg under Selmys behandling. Eller så godt som man nu kunne have det, når man havde det forfærdeligt.

Han sank tilbage i sengen og trak benene op under dynen, så den dannede et lille bjerg foran ham. Han sørgede dog for at efterlade plads nok til Selmy ved siden af sig.

Et usikkert fnys slap ham, selvom han forsøgte at lyde kækt. "Jeg tror ikke, jeg kan sidde stille så længe ..." Theodore blev frygteligt rastløs, når han skulle sidde stille alt for længe ad gangen. Især hvis han kedede sig. Og at skulle sidde model for et helt portræt forestillede han sig kunne blive noget så utroligt kedeligt.

Kedeligt og måske ... nervepirrende?

Så skulle Selmy jo sidde og betragte ham så intenst. Lægge mærke til alle de små ting, som Theodore ikke engang selv tænkte over. "Desuden ..." Han trak på skuldrene. "Jeg kan umuligt være så interessant, at du gider tegne mig igen." Han var jo ikke noget særligt. Bare en fregnet bondeknold med krøller. Næppe den slags, der fik folk til at vende sig om på gaden. Det var han egentlig også ret ligeglad med. Han behøvede jo heller ikke være en flot ungkarl som Selmy. Det var ikke, fordi Theodore gik rundt med planer om at knuse hjerter eller forelske sig i nogen. Han havde rigeligt at se til med at blive væbner og senere... ridder.

Er du sur? Du lyder sur. Selmy blev overrasket over at høre det. Ja, måske havde han lydt sur. Men han var ikke sur. Ikke på Theo i hvert fald. Måske havde han bare været for længe alene med sine spekulationer. Eller faktisk havde Selmy været i væsentligt bedre humør omkring Theodore, at Theodore ikke var vant til at se Selmy sådan her. Pessimistisk, som han plejede at være. Han sendte ham et beklagende blik. ”Nej,” Hans stemme blødte mere op. ”Nej, jeg er ikke sur. Jeg har bare været urolig hele dagen.” Urolig for dig. Selmy havde lidt svært ved at specificere den del.

Han håbede ikke at han på en eller anden måde var skyld i, at Theodore tog sig til panden lige nu. At hans humør havde stresset ham yderligere. Selmy søgte sit blik efter Theodores hånd og tog den igen. De havde holdt i hånd så længe. Det var ikke engang sikkert at Theodore kunne huske det? Og det var endda Theodore selv, der havde søgt efter ham.

”Jeg kan tegne hurtigt hvis jeg skal,” Forklarede Selmy prøvende, selvom han da ville foretrække at få lidt længere tid, så han kunne gøre ham helt perfekt. Han kunne mærke at han blev skuffet over, at Theodore virkede genert omkring det. Måtte han ikke tegne ham? Det var jo for at mindes ham, i tilfælde af, at Theodore en dag skulle forsvinde. Så ville han i det mindste have sine egne portrætter at mindes ham på. Han ville ønske han havde nået at tegne hans bedstefar... Asith... Alt han havde tilbage af dem, var minder, men minder havde det med at blive hvisket ud...

”Hvorfor ikke? Du er da smuk,” Fløj det ud af Selmy. Især hans store, blå øjne. Men også bare hans nuttede ansigt. Hele hans krop og hans kropsholdning. Den måde han bevægede sig. Den måde hans ansigtsmimik bevægede sig, når han skulle til at sige noget sødt eller sjovt. Selmy syntes han var… utroligt interessant at tegne. ”-Af en dreng at være,” Tilføjede han smånervøst og lod blikket vandre lidt op mod vinduet, hvor man kunne ane nogle stjerner blinke imellem aftenskyerne, der passerede.