Hånden hang lidt ud i luften, pegende i retning mod vinduet, indtil den langsomt dalede. Småkagen ploppede ned i teen, et uheld uden tvivl, men det slog ham, at Theodore ikke selv reagerede på det. Var han okay? Selmy kunne mærke den samme bekymring for ham stige ham til brystet endnu engang, og samtidigt var han så forbandet handlingslammet. Han blev bare siddende og betragtede hvad hans ord gjorde ved ham.

Fortvivlet stirrede han på Theodore, der nu havde rejst sig op, og frygtede at han ville gøre noget uhensigtsmæssigt, såsom at komme tættere på. Såsom at flygte, præcis som Selmy havde gjort sidst.  Han lyttede til Theodore, der virkede mere usikker og måske lidt diffus? Selmy åbnede munden og lukkede den igen.

Toilettet? ”Nu? Jamen, vi snakker jo,” Selmy flakkede forvirret med øjnene. De havde jo lige en uforløst diskussion i gang. Nu blev det først kompliceret, for Selmy kunne dårligt forholde sig til, at han endnu ikke havde vist ham hvor han kunne besørge, og Theodore lod ikke til at være tålmodig nok, sådan som han allerede var klatret over farlige fælder af bøger og møbler. ”Der er et lille rum ude på badeværelset, rundt om døren for enden ad gangen venstre for. Nede i gården er der også noget, bag orangeriet ehm...”

Selmy rejste sig også nu, for at tilbyde at vise Theodore videre, men var selv ved at snuble, da han ville smutte genvej over en lidt for stor stak af historiebøger. Han fik væltet de øverste to bøger ned, og stoppede forvirret op ved skrivebordet. Skulle han følge med? Skulle han blive høfligt tilbage og vente? At følge med ville være lidt for mærkeligt, ville det ikke? Det var Selmy i hvert fald for forlegen til. Theodore havde ikke sagt hvad han skulle ude på toilettet.

Jamen, vi snakker jo?

"Nåh ja, men... kamillete render lige igennem mig," sagde Theodore med et fremtvunget grin, som om det bare var dét og ikke et eller andet ynkeligt forsøg på flugt. Han så stadig ikke rigtigt på Selmy og kløede sig utålmodigt ved øjenbrynet, mest fordi han skulle gøre et eller andet med hænderne.

Selv Selmys ruteforklaring til toilettet viste sig åbenbart at være utroligt kompliceret. Eller også susede varmen bare så meget i ørerne på Theodore, at halvdelen af ordene aldrig nåede helt ind. Noget med badeværelset. En dør for enden af gangen. Venstre. Orangeriet var forhåbentlig kun en reserveplan. Han nikkede bare, som om det hele gav glimrende mening. Han skulle vel nok finde ud af det.
Et par bøger ramte gulvet med et lavt bump bag ham, og Theodore så sig over skulderen til en forvirret Selmy. Døren havde Theodore allerede fået åbnet på klem. "Jeg er tilbage om lidt." Han sendte Selmy et skævt, beroligende smil, som han selv syntes var ganske overbevisende. Det holdt omtrent lige så længe, som det tog ham at dreje hovedet. Så smuttede han hurtigt ud og lukkede døren efter sig med et lille klak. 

Rundt om døren for enden af gangen...? Theodore kneb øjnene sammen og kiggede rundt. Først den ene vej og så den anden. Der stod desværre ikke TOILET med store venlige bogstaver nogen steder. Ikke at det nødvendigvis havde hjulpet ham synderligt.
"Håhh..." sukkede han lavt og tog et par hurtige skridt, mest fordi hvert skridt bragte ham længere væk fra Selmys værelse. Det sved mere og mere bag øjnene nu, og efter at have nået trappen opgav Theodore både toilettet og sin meget imponerende flugtplan og satte sig på et af trinene. Albuerne kom ned på knæene, og han begravede ansigtet i hænderne, så de rødlige krøller faldt frem mellem fingrene. Øjnene kneb han hårdt og stædigt sammen, mens han forsøgte sig med nogle langsomme vejrtrækninger.

Hold nu op.

Det var jo ikke engang, fordi han ikke havde vidst det. Han havde læst nok af brevet til at forstå dét. Selmy ville ikke være venner med ham. Fint. Theodore havde bare åbenbart været dum nok til at blive forvirret, da Selmy bød ham te, og derefter brugte den næste halve time på at opføre sig som... ja, som Selmy. Han havde drillet ham, rørt ved hans kind og inviteret ham med op på sit værelse. Uglemasken hang stadig på skabet. Han havde endda givet Theodore to småkager, fordi han havde spurgt efter småkager i flertal.

To. Det var selvfølgelig et åndssvagt argument. Man kunne sikkert godt give nogen to småkager og samtidig aldrig ønske at se dem igen. Theodore kunne bare ikke helt forstå, hvorfor man skulle. Han pressede håndfladerne hårdere mod øjnene og mærkede alligevel fugten mod dem. 

Selmy havde endda set på ham, som om han faktisk var glad for, at han var kommet.

Hvad skulle han så tro?

Han skulle tisse? Jah... Det gik jo ikke at han fulgte efter ham. Han blev stående i akavet stilhed og kiggede i retning mod døren, der var blevet lukket i, så han ikke havde nogen jordisk chance for at se hvilken vej Theodore tog. Selv lyden af fodskridt blev dæmpet betydeligt, når døren var lukket. Selmy tog nu brillerne af og gned sit ansigt med en håndflade. Han måtte overveje hvad han skulle stille op med Theodore, når han kom tilbage fra sit toiletbesøg. Han følte godt nok, at han slet ikke havde fået den reaktion han havde håbet på. Kunne Theodore dog ikke bare indse, at han ikke havde brug for Selmy, og tage hjem glad og tilfreds? Der var et eller andet over Theodore, der havde virket fuldstændigt forkert, også selvom han havde smilet. Havde han begået en fejltagelse, ved at sige fra overfor ham?

Selmy forlod ikke værelset, men ventede på at hans gæst skulle komme tilbage. Han anede ikke, at Theodore var stoppet op ved trappen, for at få styr på tårekanalerne. Det med teen gav mening, trods alt, for te var vanddrivende.

Henne ved kaminen nede i stuen stod der en skikkelse, der betragtede drengen på trappen. Salem havde hørt Theodore komme ned, og til hans store forbavselse, havde han bare taget plads, frem for at fortsætte ud af huset. Alene og uden Selmy efter sig, hvilket var... upassende overfor en gæst. Han tøvede, for selv set på afstand, var det ikke til at overse, at Theodore var oprevet. Theodore havde tydeligvis ikke set at han var i rummet sammen med ham, så han talte sagte. ”Hr. Ljunbjerg dog?” Salem bevægede sig forsigtigt nærmere, uvis om tilnærmelsen var i orden. Men han kunne jo ikke ignorere et grædende barn på sin trappe. ”Hvad er det der trykker Dem?” Havde hans søn ikke skabt sig mere end rigeligt denne uge? Først var det Ernie, og nu denne dreng, som han åbenbart også kendte.

Theodores fod vippede hurtigt og rastløst mod trinnet, mens han sad og blev mere og mere utålmodig med sig selv. Tog han sig ikke snart sammen, ville Selmy begynde at tro alt muligt andet om, hvorfor han var væk så længe. Heldigvis tudede han da ikke. Det var et plus. Øjnene var bare lidt våde, kinderne varme, og han sad gemt på en trappe med ansigtet i hænderne.

Det gik strålende.

En lav stemme trak ham brat ud af sine kvaler, og foden standsede midt i endnu et rastløst vip. Theodore løftede hovedet og fik øje på Salem. I det dæmpede lys lignede han på en eller anden måde Selmy endnu mere end før. Bare ældre og mere vis. Og betydeligt mere ubelejlig lige nu.

Theodore så hastigt væk og tørrede en hånd diskret over kinden, bare for en sikkerheds skyld. Hvor kom han nu fra? Han havde åbenbart valgt det eneste trin i hele huset med udsigt til en Kiefer.

Theodore smilede usikkert, ikke sikker på hvordan det var meningen at han skulle svare Salem. "Maveonde." løj han affejende. "Jeg skal bare lige sidde lidt... så..." Ordene døde langsomt ud. Theodores blik gled til siden, som om det måske kunne få resten af løgnen til at lyde mere overbevisende. Maveonde... til en læge. Flot Theo. 
Han sank og besluttede meget hurtigt, at den bedste strategi nu var at sørge for, at Salem slet ikke fik mulighed for at stille opfølgende spørgsmål. "Øhm. Blev Fru Kiefer glad for blomsterne?" spurgte han i stedet med den høfligste stemme, han kunne mønstre. Det var et langt bedre samtaleemne. Blomster. Fru Kiefer. Vejret kunne også komme på tale, hvis det blev nødvendigt. Alt andet end hvorfor han sad alene på trappen med rødmossede kinder, mens Selmy ventede ovenpå.

”Maveonde?” Salem så på ham med det der forældreblik, der forsøgte at se igennem drengestreger og lystløgne. Men på intet tidspunkt kaldte han ham ud på hans løgn eller virkede spor bebrejdende. Modsat Selmy, var Salem ikke omsorgstræt endnu. Eller Selmy havde vist aldrig haft det der omsorgsgen, som man ville forvente af en læge. Salem til gengæld, trivedes med det arbejde, som han var født ind i, og han var vant til at gennemskue, hvornår en patient havde brug for medicin og hvornår en patient havde brug for at blive trøstet. Han var næsten med garanti sikker på, at Theodore bare skulle have kærlig omsorg.

”Hun blev meget glad. Hun spurgte efter Dem, men så faldt hun vist i søvn igen,” Han smilte lidt forsigtigt til Theodore. Men samtaleevnet blev skubbet til side igen, for nu trådte et skridt tilbage for at se Theodore ordentligt an, for at vurdere om hånden om Theodores mave nu også trykkede mod et kritisk sted. Måske han skulle tage hans tilstand mere alvorlig. ”Hmm...” Han sænkede skuldrene lidt ”Vil De ikke hellere ligge lidt ned?” Han gestikulerede tilbydende over mod sofamøblet. ”Derovre kan De få varmen, og hvis De tillader det, så kan jeg måske trykke dine smerter væk.”

Salem ventede ikke rigtig på at Theodore kunne svare. Han tilbød ham en hånd, for at hjælpe ham op. Det gik altså ikke, at husets gæster gik fra med ondt i maven. Ikke når de alle sammen var lægekyndige. Salem var efterhånden godt skuffet over Selmy, at han ikke havde taget sig ordentligt af sin gæst.

”Hvad er De egentlig til min søn? Er De en af hans venner?” Salem lød meget nysgerrig. Selmy havde jo aldrig rigtig gæster over, og nogle gange kunne han godt være bekymret for, om hans søn i det hele taget havde venner. Men Selmy fortalte ham desværre aldrig noget mere.

Theodore forsøgte bare at se så mavesyg ud som muligt, mens Salem betragtede ham med dét blik, hans mor også kunne finde frem, når hun havde mistanke om, at han forsøgte at slippe uden om et eller andet. Han trak armene lidt tættere omkring sig og prøvede at ligne en, der absolut havde ondt i maven og bestemt ikke en, der havde gemt sig på trappen for at få styr på sine øjne. Heldigvis lod Salem til at bide på krogen, for han begyndte i stedet at fortælle om sin kone. Theodore sendte ham et oprigtigt smil og nikkede let. Det glædede ham i det mindste, at der var nogen her i huset, der satte pris på hans besøg, og spurgt efter ham. "Så må jeg møde hende en anden gang," sagde han, men mærkede et lille stik ved ordene. Hvis der da blev en anden gang.

Theodore håbede lidt, at det var dét. Fru Kiefer var blevet glad for blomsterne, han havde fået sit svar, og Salem kunne nu gå tilbage til, hvad end voksne læger lavede, når de ikke fandt fortvivlede væbnerlærlinge på deres trapper. Men nej. Salem blev stående.

Og så kom lægeøjnene.

Theodore nåede knap nok at forstå, hvad der var ved at ske, før Salem foreslog, at han skulle lægge sig ned. Nej. Han ville ikke ligge ned. Han havde i den grad heller ikke brug for at få varmen, når hans ansigt allerede føltes som en bageovn, og — nej. Selmys far skulle absolut ikke til at sidde og trykke ham på maven for at finde en sygdom, Theodore havde opfundet for omtrent et minut siden.

"Okay," sagde han.

Theodore hadede nogle gange sin egen evne til at sige det stik modsatte af, hvad han tænkte.

Den fremstrakte hånd gav ham heller ikke ligefrem nogen elegant flugtvej, så han sank og tog imod den for at blive hjulpet op. Hvorfor skulle han også sige, at han havde ondt i maven? Han kunne have sagt hovedpine. Svimmelhed. Træthed. Der fandtes sikkert hundrede sygdomme, hvor behandlingen bare var, at patienten fik lov til at sidde helt alene og passe sig selv, men Theodore havde selvfølgelig valgt den, hvor en læge fik lyst til at stikke fingrene i ham.

Mægtigt.

Måske var det alligevel ikke det værste. Hvis han lagde sig lidt på sofaen og snakkede med Salem, kunne det måske distrahere ham fra alt det andet, der stadig ulmede ovenpå. Så kunne han få styr på sig selv, gå tilbage til Selmy og sige ordentligt farvel uden at opføre sig som en idiot. Det måtte være planen nu.
Hvad er De egentlig til min søn? Er De en af hans venner? Theodore stivnede næsten midt i bevægelsen.
Godt spørgsmål. Det var lige før, ordene røg ud af ham. Det gad Theodore egentlig også godt vide. Han undgik Salems blik og trak lidt på den ene skulder. "Noget i den stil." Svaret lød ikke særlig overbevisende, selv i hans egne ører.

Salem førte Theodore over at ligge på sofaen. Sofaen var mindre blød end den så ud, så det var ikke ligefrem en sofa, der var beregnet til at ligge længe på. Salem gik over og skruede op for lyset henne ved en olielampe bag sofaen et sted, og så vimsede han tilbage til ham. Uden præcist at vide hvor gammel Theodore var, var han ikke i tvivl om, at han og Selmy ikke var jævnaldrende, og derfor ikke kendte hinanden igennem skolen, men det var et mysterium for ham, hvor Theodore så var kommet fra. Blev Selmy virkelig venner med de yngre patienter, der kom i klinikken? Aldrig havde han set sin søn opføre sig særligt elskværdigt overfor hverken syge mennesker eller sine pligter.

”Jaså?” Salem syntes heller ikke det lød særlig overbevisende ”I kender hinanden igennem Deres besøg i klinikken, ikke?” Salem var noget mere udspørgende end Selmy var. Men når nu han ikke kunne få noget som helst at vide igennem sin egen søn, måtte han jo snage hos Selmys venner.

”Min søn tager aldrig venner herhjem. Jeg troede faktisk slet ikke at han kunne lide andre mennesker,” Funderede han åbent. ”Jeg er så bekymret for ham. Han har trukket sig så meget fra alt hvad der er vigtigt for ham, lige siden han blev kidnappet af en eftersøgt mørkelver. Min stakkels dreng...” Salem syntes at blive helt ulykkelig, bare at tale om det. Ulykkelig, men alligevel for træt og udmattet til at udvise sine følelser mere end gennem magtesløsheden og sin triste mimik. Hans hånd lagde sig ikke på Theodores mave med det samme. Først tog han Theodores håndled og begyndte at trykpunktsmassere ham. Først helt roligt, men han arbejdede sig bare op til at kunne trykke hårdt nok til, at Theodore kunne blive helt ør og svimmel af det. Salem kunne noget særligt med sine hænder. Som ikke magisk healer var man nødt til at vide hvad man lavede, hvis man gerne ville excellere i en verden, hvor folk stolede blind på magiske væsner. ”Er De okay? Gør det for ondt?” Det han gjorde ved Theodore skulle berolige ham og afstresse hans krop og hjerne. Salem gav dog allerede slip på hans hånd og lagde armen forsigtigt ned, inden han begyndte at trykke ham blidt på maven, uden på den tykke sweater.

Theodore listede efter og håbede egentlig, at Salem ikke ville grave mere i det, men selvfølgelig gjorde han det. "Aye," svarede han lavt med sin tydelige norvik-medanianske miskmask af en accent, inden han satte sig på sofaen.
Den var overraskende hård af noget, der så så blødt ud, men Theodore lagde sig alligevel ned, som han havde fået besked på, og foldede hænderne over maven. Mens Salem bevægede sig rundt bag ham og skruede op for lyset, stirrede Theodore op i loftet og forsøgte at finde ud af, hvor meget han egentlig burde fortælle. Det viste sig hurtigt ikke at være nødvendigt, for Hr. Kiefer var åbenbart langt mere snakkesalig, end Theodore havde regnet med. På klinikken havde han været alvorlig og fåmælt, og tidligere ude i haven havde han heller ikke ligefrem væltet rundt i ord. Nu var det næsten svært at få et ord indført.

Og så blev den halve kidnapning nævnt. Eller... i Salems udgave lød den temmelig fuldbyrdet.

Min stakkels dreng. Theodores blik blev hængende ved den trætte mimik, og selvom Salem ikke ligefrem brød sammen over det, var det tydeligt at se, hvor meget han elskede sin søn. Bekymringen lå nærmest indgroet i hans ansigt. "Men..." Salem tog fat om hans håndled, og Theodore fulgte bevægelsen med øjnene. Fingrene begyndte at arbejde sig ind mod bestemte punkter, først roligt nok til, at det egentlig bare var behageligt. "...Han er jo hjemme igen i god behold, ikke?" forsøgte Theodore opmuntrende. Han vidste ikke helt, hvad han måtte sige og ikke sige. Det virkede ikke som hans sted at plapre løs om en historie, han kun kendte en meget lille brøkdel af. "Jeg... tror heller ikke, De behøver at bekymre Dem så meget for ham. Han er jo— ah, wow."

Det sidste slap ud sammen med et abrupt suk, da Salems fingre pludselig trykkede hårdere ind. Det gjorde ikke ligefrem ondt. Det var mere, som om han havde ramt et eller andet sted, der fik hele Theodores krop til at opgive at holde sig anspændt på én gang. Varmen bredte sig dovent fra armen og videre gennem ham, og den knude, han havde gået rundt med siden ovenpå, syntes at løsne sig sammen med resten af ham. Skuldrene sank ned mod sofaen, kæben slap, og selv fingrene, der ellers altid havde travlt med et eller andet, lå pludselig helt stille.
Theodore blinkede langsomt op mod Salem. Synet føltes en smule blødere i kanterne, og hovedet behageligt tungt, som om tankerne stadig var der, men ikke længere havde særlig travlt med at komme nogen steder. Da Salem spurgte, om det gjorde ondt, rystede han langsomt på hovedet og lod endnu et luftigt suk sive ud. "Nej... det er faktisk virkelig rart." Mundvigen trak sig dovent op. Det var næsten irriterende, hvor rart det var. Theodore havde brugt de sidste mange minutter på stædigt at få styr på sig selv, og så skulle Selmys far åbenbart bare trykke ham på håndleddet et par gange, før hele kroppen besluttede, at den var færdig med problemer for i dag. Han sank tungere ned i sofaen, så afslappet at han ikke engang hjalp til, da Salem gav slip på hans hånd og lagde armen ned. Den blev bare liggende, hvor den var blevet placeret.

Salems hænder fandt Theodores mave gennem den tykke sweater. Lavt og overrasket slap han et brum. "Mhm..." Det havde han heller aldrig prøvet før. Derhjemme fik han bare en varm pude stukket mod maven og kunne så krølle sig sammen med den, indtil det gik over. Salem trykkede i stedet blidt forskellige steder, og Theodore kunne mærke den samme tunge afslapning brede sig gennem kroppen. Øjenlågene sank igen, og et lille suk slap gennem næsen, mens han næsten smeltede ned i den ellers temmelig elendige sofa.

Det var først efter et øjeblik, at tankerne langsomt fandt tilbage til grunden til, at han overhovedet var endt hernede. Selmy sad stadig ovenpå og ventede på, at Theodore skulle vende tilbage fra et toiletbesøg, han aldrig var nået frem til, og det gik nok ikke, at han bare forsvandt midt i deres samtale for derefter at falde i søvn på familiens sofa.
Theodore slog øjnene lidt mere op. "Men måske, øhm..." Stemmen kom mere luftig og søvnru ud, end han havde regnet med, så han rømmede sig og prøvede igen. "Skulle jeg også komme tilbage til Selmy." Han lagde hånden mod sofaen og forsøgte at sætte sig op, men opdagede først dér, hvor tung Salem havde fået hele hans krop til at føles. Armene var blevet omtrent lige så samarbejdsvillige som kogt pasta, og hovedet fulgte en anelse forsinket med resten af ham, så han nåede kun halvt op, før han måtte lande tilbage i sofaen og blinke fortumlet. 

Det var imponerende. Theodore havde forsøgt at flygte fra Selmy for at få styr på sig selv, løjet om mavepine til en læge og var nu tæt på at falde i søvn under behandlingen af en sygdom, han ikke havde.

Alt i alt var toiletbesøget jo gået glimrende.

Det gik op for Salem, at Theodore måske intet vidste om hvad der foregik i Selmys hoved. At han ikke kunne være så behjælpelig, hvad det angik. Det skuffede ham, men han smilte venligt og gjorde sig bare enig med ham. ”Vi skal være taknemmelige, for at have ham tilbage i trygge omgivelser igen,” Sagde han. Han var ganske bevidst om, at Selmy higede efter at komme udenfor bymurene igen, men det var udelukket nu. Salem ville ikke risikere noget igen. Hans venlige smil blev mere begejstret, som han fik demonstreret, hvad han faktisk var i stand til med sine hænder.

”Ja? Det virker godt, ikke?” Selvsikkert og veltilfredst fortsatte han med at massere Theodore. Theodore var en patient for ham, og han så intet forkert i at massere ham, selvom de dårligt kendte hinanden. Han var læge, og det var hans fag og stolthed. Massagen tog faktisk ikke lang tid, men hernede fra stuen, kunne man høre de gamle gulvbrædder ovenpå knirke en anelse, som tegn på, at Selmy havde flyttet sig fra sin venteposition ved vinduet. ”Det må De nok hellere, så. Jeg troede faktisk at De var på vej hjem allerede.”

Ovenpå var Selmy begyndt at blive bekymret for, om Theodore måske havde valgt at stikke helt af. Burde han ikke være kommet tilbage, hvis bare han skulle tisse? Blikket gled igennem rummet og landede på væbnerkappen, som Theodore bare havde forladt hos ham. Han rejste sig og gik hen og samlede den op. Hånden mærkede ned langs kappens fine blå stof... Theo havde altid denne her kappe på, når han så ham. Og Selmy vidste at der var en inderlomme, hvor nøglen ind til hans kammerværelse lå i. Han ville da ikke bare løbe afsted uden den?

Med kappen i favnen, fordi han endnu var i tvivl om hvad han skulle gøre med den, gik han hen og åbnede værelsesdøren. Han nåede nogle skridt ud af værelset, da han kunne høre Theodore og hans far tale sammen. Det fik ham til at spænde op i kroppen. Nu begyndte det at blive for mærkeligt. Skulle Theodore ikke lade vandet? Hvad lavede han dog nede i stuen sammen med hans far!?

Bange for hvad han ville finde dernede, men samtidigt påpasselig med ikke at se ud som en der var i panik lige nu, førte han sig hastigt ned ad trapperne.

Det første han så var ryggen af hans far, der havde placeret sig siddende på sofakanten. Og i sofaen... lå Theodore. Han syntes at have set sin fars hænder trække sig væk fra hans mave, og måske endda lidt for hurtigt. Hvad gik det ud på?

”Fandt du hvad du ledte efter?” Spurgte Selmy lidt hårdt og nu mistænksomt. Han kiggede forvirret imellem Theodore og hans far. Han vidste ikke hvad Theodore havde gang i. Han havde meget muligt været i stuen hele tiden, frem for at finde det toilet, som han havde talt om. Og hans far? Hans far... Selmy kendte faktisk ikke sin far nok til at vide, hvad han ville med hans venner, for han havde jo aldrig haft nogen med hjem. Men han havde en ret god fornemmelse af, at han udnyttede sin chance for at spørge ind til forholdet med Selmy, eller måske udleve den far og søn relation på Theodore, siden Selmy havde afvist hans forsøg i så mange år nu. Det skulle bare stoppe, hvad end de havde gang i. ”Theodore er min gæst, far” Mindede Selmy sin far om ”Lad mig tage mig af ham, hvis han er dårlig.”

Salem virkede ganske roligt. Han havde intet gjort galt, og Selmys frustration var noget han havde mærket ofte, så han havde også en fantastisk evne til at leve med den. ”Din unge ven havde vist fået det lidt dårligt. Han sad på trappen og det lignede at han havde blanke øjne. Så jeg tog affære.” Han rejste sig roligt op, for at tage afstand fra Theodore og Selmy. Han ville alligevel trække sig.

Var samtalen — som Theodore så fint var stukket af fra — ikke alvorlig og stadig nagede ham i baghovedet, ville han nok bare have nikket til Hr. Kiefers begejstring og ladet sig lulle helt hen af de kyndige lægehænder. De havde i hvert fald fået fjernet noget af den værste uro, der tidligere havde ligget og presset sig på bag øjnene, og det var fristende bare at blive liggende lidt endnu.
"Nej, jeg skulle faktisk—" Selmys stemme afbrød ham, og Theodore var allerede på vej til at sætte sig op, da han stivnede kort ved synet af det forargede blik, der mødte ham. Selmy stod med væbnerkappen tæt i favnen og så på ham, som om Theodore var blevet taget på fersk gerning i et eller andet, han endnu ikke selv havde fået forklaret. "Uh..." pustede han lettere fortumlet og tog sig til hovedet. Hjernen var tydeligvis ikke helt med på at gå fra behagelig døs til Selmy-er-sur-igen så hurtigt.

Selvom uldtrøjen overhovedet ikke var gledet op, trak Theodore alligevel lidt selvbevidst ned i den. Det var pludselig pinligt at blive fundet halvsløv og salig på sofaen, bare fordi Selmys far havde vist sig urimeligt god til det dér lægehalløj. Var Selmy ikke utilfreds med ham før, skulle det her nok hjælpe. Theodore havde trods alt lovet at komme tilbage om lidt, og der måtte efterhånden være gået... hvad? Tyve minutter?
Theodore lod blikket hvile på Selmy et øjeblik, inden han skævede uroligt mod Salem og møvede sig lidt længere op, så han i det mindste ikke lå henslængt i sofaen som en eller anden skønjomfru. Han nåede at åbne munden for at forklare sig, men lukkede den igen, da far og søn begyndte på hinanden. Det virkede temmelig indtrængende at blande sig i, især når Selmy lød så forurettet, men Theodore kunne ikke lade være med at hæfte sig ved ordene min gæst. For ovenpå havde Selmy nærmest lige forklaret ham, hvorfor de ikke burde være venner, og nu stod han her og lød, som om Salem skulle huske, hvem Theodore tilhørte i huset. Det var efterhånden svært at finde hoved og hale i, hvad Selmy egentlig ville med ham.

Det blev ikke ligefrem bedre, da Salem ganske ubekymret fortalte, at han havde fundet Theodore på trappen med blanke øjne. Theodore blev bleg og lod straks blikket falde mod gulvet, hvor en nullermand pludselig fik hans fulde og meget intense opmærksomhed. Fingrene klemte sig ned i den rædsomme sofahynde. Hr. Kiefer kunne næsten lige så godt have fortalt Selmy direkte, at Theodore havde siddet dernede og været ked af det over ham.
"Jeg havde bare lidt ondt i maven," skyndte han sig derfor at tilføje, inden nogen kunne finde på at interessere sig yderligere for hans blanke øjne, og kom lidt klodset op at stå. For god ordens skyld rettede han endnu en gang på uldtrøjen, selvom den stadig sad præcis, som den skulle, og sendte Salem et lille høfligt nik. "Tak for hjælpen med det. De er meget god med Deres hænder, Hr. Kiefer." Theodore havde allerede sat sig i bevægelse, da det gik op for ham, at den sætning måske kunne have været formuleret bedre. Især efter Selmy lige var kommet brasende ned og havde fundet ham halvt opløst på familiens sofa under sin fars hænder. Det var dog for sent at tage ordene tilbage uden at gøre dem endnu mærkeligere, så Theodore gjorde det eneste fornuftige og lod, som om han overhovedet ikke havde opdaget det.

Han skyndte sig resten af vejen over til Selmy og standsede foran ham, stadig lidt varm og tung i kroppen efter Salems behandling. Hvad der nu skulle ske, anede han ikke. Om de skulle tilbage ovenpå, gå udenfor eller om Selmy bare ville have ham til at tage sin kappe og gå hjem, måtte være op til ham. Theodore havde efterhånden opgivet at gætte. Først skulle de ikke være venner, og nu var Theodore pludselig hans gæst på en måde, der åbenbart krævede, at Selmy kom stormende ned ad trappen for at generobre ham fra sin egen far.
Theodore så op på ham med en lille rynke mellem brynene og lod ham for en gangs skyld være den, der måtte finde ud af, hvad de skulle gøre nu.