Det måtte kræve en sand mester i planlægning at komme ud af denne pannible situation, for Izilarna kunne i hvert fald ikke regne en smart måde ud. Hun bed sig i læben mens hun skulede rundt i gyden, hvis vagtens faktisk havde planer om at dejse om nu, var hendes muligheder ekstremt begrænsede. Hun var ikke rigtigt i tvivl om, at hun kunne bære ham, han var trods alt ikke kæmpe stor, men hendes skulder var ude af funktion og hun kunne jo ikke slæbe ham over alle brostenene. Han ville ende op i endnu værre tilstand end han var i forvejen og desuden kunne hun slet ikke vejen til healerhuset. Hun blev kortvarigt grebet af en meget ukendt følelse -
panik. Det var uvant, men blev nok fremprovokeret fordi hun for det første stod i et moralsk dilemma og for det andet nu havde ansvar for en andens liv, lemmer og førelighed.
hun det lykkeds hende at stramme forbindingen var det dog som om problemet løste sig selv, det var rigeligt til at sparke liv i vagten, der fik sig skramlet på benene. Hun tog sig nogle langstrakte øjeblikk til at glo på ham, som om han lige var faldet ned fra himlen. Hans stamina var intet mindre end imponerende og hun tog sig kortvarigt tiden til at prise sig lykkelig for at deres wrestlekamp havde fået en naturlig slutning, ellers havde de da ligget og rodet rundt på det tag endnu. Hvad værre var - så var Izilarna ikke sikker på, at hun havde kunne udholde ham i længden, ikke med den stædighed han viste sig frem med. Den hvidhårede kvinde blev revet ud at sin tankestrøm, som han hev fat i hendes arm.
"Av!" snappede hun hæst, det gav et ryk gennem hele kroppen, så selvom det var den gode arm han havde fat i, medførte det alligevel en rigelig mængde ubehag.
"Ikke sådan!" Knurrede hun, inden hun frigjore sit tag i ham. I en øvet bevægelse, snurrede hun omkring, så hun lagde sin dårlige arm mod hans side, og med den gode arm trak hans over hendes skulder, så hun kunne have et godt tag i ham, med noget af hans vægt lænende henvoer hendes skuldre. sådan kunne hun støtte ham uden at det medførte hende en enorm smerte.
Hun skævede mod vagten, som han kom med en tør bemærkning om hendes snørrebånd, ja, de var rigtigt nok ikke bundet
"Nej, jeg kan godt se, hvordan det har førsteprioritet nu!" Stønnede hun, som hun traskede fremad med en del af vagtens vægt gnavende ned på den dårlige skulder, kommentaren blev derfor en kende mere sammenbidt end først tiltænkt
"Desværre er dit hoved gået op, og hvis jeg ikke skal trække dig halvdød gennem gaderne, så må vi hellere få lidt fart på!" Hun sled i det for at komme fremad, mens hun sendte en kærlig tanke til den flaske rom, der helt sikkert stod og grinede af hende på et vandhul et sted. Den havde de vist ikke tid til at hente nu.
I am the Who, when you call; Who's there!