Vejrtrækningen blev hurtigt trukket ind, når pladsen tillod det, før Fareed atter fyldte hans mund. Du trængte til at smage mig. Prinsens støn var provokerende højlydte. De rungede gennem salen og blev til et perverst, forstærket ekko af ham. Ares vidste, at hvem end der stod på den anden side af dørene, ville vide, hvad der foregik. Maven trak sig sammen.

Fareed tog hurtigt styringen. Utålmodigt. Brugte Ares' mund som det beskidte hul, han sikkert mente, han var. "Mhm... mh..." Lydene blev grødede, undertrykt af prinsens omkreds, mens Ares forsøgte at følge med.

Ét hårdt stød. Så ét til. Ares blev kvalt. Refleksen kom med det samme, men han fik ikke lov til at få vejret og fnøs uvilkårligt gennem næsen. Det føltes som krig — ryk efter hårdere ryk. 

Men Ares suttede hurtigere. Ihærdigt. Savl dryppede fra munden og svinede det perfekte gulv til. Luftige grynt slap fra ham, som glemte han et øjeblik, hvor han var.

Som skabt til det her.

Hans eget lem hang stift mellem benene, glinsende af præsæd, han ikke kunne kontrollere. Som han ikke tog sig af lige nu.

Ares løftede hænderne, mens Fareed fortsatte sine støn og lidenskabelige strøm af ord. Imens fandt Ares' fingre vej op langs de muskuløse lår, før de greb om ballerne og borede sig ind. "Hah..." Endnu en grødkvalt lyd, da Ares ramte bunden. Tårer samlede sig i øjenkrogene ved anstrengelsen. Den gentagne mangel på luft gjorde ham så ør, at synet begyndte at sløre.

Det tog ikke mere end et par stød til, før at han med et højt støn kom i Ares' mund Hans fingre holdt næsten krampeagtigt fast i Ares', så han kunne mærke varmen som han fyldte hans mund op med den salte smag. "Så god," kunne han ikke stoppe sig for at hviske. "Ah, det må føle så godt for dig. Smage så godt. Du kan gøre det, bare slug det hele."
Det havde næsten føltes som et lyn der slog igennem hans krop, og han blev mindet om deres sidste gang, hvor det havde føltes ligeså godt. Hvorfor føltes det så godt med Ares? Hvad var det der gjorde at Fareed ikke kunne nok, for det kunne han ikke.

Han trak sig ud, nu med et lem der hang, brugt for nu, og han var ikke en ung mand mere, det ville tage længere tid end sine unge dage. Men hvor han sidste gang havde fået en klarhed i sit hoved efter han var kommet, som om at begæret var løbet lidt ud af hans krop, så var det som om at det ikke var nok.
Hans lagde en finger under Ares' hage og tvang ham til at kigge op. Den ubehagelige følelse af at se på Ares kom igen, men han holdt sit blik for nu, som han kunne se noget af sæden alligevel var begyndt at dryppe ned af mundvigen på ham.
Han prøvede stadig at få sin egen vejrtrækning, men han kunne ikke lade vær med at spørge, for han kunne jo se det på Ares. "Du vil have mere, vil du ikke også?" Et spørgsmål, som ikke var et spørgsmål, for Fareed var nok den der allermest ville have mere.

Fareed begyndte at stønne højere. Den hæse, næsten euforiske lyd fortalte Ares, at han var tæt på. Neglene rev i hovedbunden, hev voldsomt i krøllerne og holdt ham dér. Få sekunder efter skete det. "Hhhmmff—"
Ares spjættede. Han blinkede et par tårer væk, så de løb ned over kinderne, og fnøs voldsomt gennem næsen. Fingrene borede sig hårdere ind i Fareeds perfekt velformede baller. Klyngede sig næsten til ham, da næsen blev presset mod bunden, og med en skarp indånding gennem næsen tog han duften af ham ind.

Tyk, varm sæd smurte ganen. Og han drak. Slug det hele. Adamsæblet bevægede sig, mens han lydigt fulgte ordren til ende indtil der ikke kom mere.
"Hahh." Tungen hang et øjeblik ud af munden med en stribe sæd efter sig. Overfladiske åndedrag prustede ud mellem læberne, mens han forsøgte at få kontrol over dem. Han sank igen. Smagen af Fareed var umulig at slippe af med.

Stadig med de hårde åndedrag blev han guidet til at se op på prinsen. Ares slap grebet om ballerne, da spørgsmålet kom. Du vil have mere, vil du ikke også? Med håndryggen tørrede han resterne af spyt og sæd væk. Han tog endnu en hård indånding, denne gang gennem næsen.
Men I stedet for at svare rejste han sig. Uden at have fået lov. Han vaklede kortvarigt, mens svimmelheden stadig pressede bag øjnene, men genfandt balancen. Blikket dvælede ved prinsen. Næsten sympatisk.

Ah.

Begæret emmede stadig ud af de lysegrå øjne. Den måde, de blev ved med at følge ham på. Om Ares ville have mere? Det spørgsmål var vist mere henvendt til prinsen selv. Ares trådte et skridt nærmere. Hånden løftede sig. Tøvede et sekund. Fareed havde slået ham for mindre.

Så puffede Ares ham tilbage mod puderne.

Han skulle bare lige... tjekke noget.
"Det er vist Dem, der ikke kan få nok." Stemmen bar tydeligt præg af det, han lige havde været igennem. Hæs og ru. Ares tog endnu et skridt frem.

Selvom Fareed kunne mærke hvordan Ares havde forsøgt at bore neglene ind, så var det som altid at hans hud nægtede at blive brudt. Som diamant der ikke bare kunne slås i stykker, uanset hvor meget man forsøgte. Det betød dog ikke at Fareed ikke godt kunne mærke det. som om at den efterladte følelse af hvor fingrene havde været, var endnu en indikation om at han ikke var ene om denne her følelse.
Det kunne godt være at Ares var trodsig og uvillig, men hele hans kropssprog sagde noget andet til Fareed. Sagde at han gerne ville have det her, men ikke kunne tillade sig at sige det. Så synd at være undertrykt på den måde.

Det var alligevel et blik af overraskelse, som Ares vovede at rejse sig, og så hånden. Hånden der truede ham, men aldrig faldt. Fareed skulle til at åbne munden for at fortælle Ares at han skulle tilbage på sin plads, men så blev han skubbet.
Hans ben føltes allerede som gelé efter at være komet, og det tog ikke meget at få ham puffet tilbage mod puderne, som han landede i. Men hvor Ares måske forventede Fareed ville blive vred over ordene, kom der i stedet for et anderkendende "Ah," og et smil på hans læber, som virkede til at hentyde at han vidste præcis hvad der lå i de ord.
"Skal du have en belønning?" spurgte Fareed, som hans fingre rakte ud mod en lille flaske. Han havde ikke haft intentioner om at de skulle noget idag, men man vidste aldrig hvornår lysten tog en, så der var altid en i nærheden, i tilfælde af at man skulle bruge lidt smørrelse. "Du var så dygtig, og jeg føler mig... gavmild i dag." Gavmild var et ord at sige, for hans øjne hang tungt på Ares' lem, som han fugtede sine læber. Det havde følt så godt i hans, hvordan mon det ville føles i ham?

Ares så til, mens balancen glippede for prinsen, og han faldt tilbage i pudefortet. Skålen med vindruer klirrede som et lille efterskælv. Han havde håbet at få fornøjelsen af at skubbe til ham igen. Måske endda en smule hårdere denne gang. Men desværre.

Ah. Brystet strammede. Ah? Ares rynkede panden. Han havde ventet noget mere... eksplosivt efter sin næsten majestætsfornærmende handling. Men prinsen kvitterede blot med et simpelt ah og lignede stadig én, der havde verden for sine fødder. Skal du have en belønning? Øjnene smallede en anelse. Måske en anden form for belønning, end den Fareed forestillede sig. Men en belønning? Jah.

Han rømmede sig sagte i et forsøg på at få ømheden ud af halsen. Det hjalp ikke synderligt.

Brynet løftede sig igen, hæftede sig ved gavmild.
"Hah." Dybt. Kortfattet. Nærmest en konstatering. Et tørt grin der aldrig blev til mere. Vejrtrækningen var stadig ikke helt faldet til ro. Men han ville tørre det selvfede smil af ansigtet foran sig. Sikke godt prinsen havde det med sig selv. Ares sænkede sig. Ét knæ ramte gulvet, mens blikket endnu en gang gled over Fareed. Den lille glasflaske. Prinsens blik. Hans læber.

Et dybt brum forlod Ares, da han langsomt bevægede sig frem. Kravlede ind over Fareed. Hånden sank ned i puden ved siden af prinsen, mens han placerede sig tættere på. Sit knæ mellem de perfekte lår. "Er det sandt?" Først nu svarede han. Hånden fandt Fareeds skarpe kæbe.
"Gavmild, eller..." Ares' egen kæbe gled let til siden, mens han så ned på ham. Tommelfingeren bevægede sig i lette strøg mod huden. Et øjeblik studerede han bare det perfekte ansigt. "...liderlig efter at blive besudlet af et hæsligt dyr?" Grebet strammedes ved besudlet. Ordet blev næsten presset ud.

Denne gang blussede vreden op i Fareeds øjne igen, som om at den kun lige var blevet gemt under overfladen før det skulle eksplodere, og der kom det. Hans læber sitrede i et dårligt skjult snerrende udtryk.
"Det er godt du selv ved hvad du er," hvæsede Fareed, og prøvede at række op for at fjerne Ares' hånd fra hans ansigt, men hans krop var stadig lidt for brugt, og Ares havde et overraskende godt tag på ham. Forskellen ved at arbejde med dyr hver dag, og være en forkælet prins på en palads.

Men siden han ikke kunne gøre noget ved hånden, rakte han i stedet for ned, og greb fat om beviset for at Ares selv ikke var så upåvirket som han gerne ville lade som om. "Men husk nu på hvor meget du selv ønsker det," hviskede han, trodsighed i hans egne øjne, som han lod en finger køre over toppen af Ares' lem.
Den var så varm og stor som han huskede den, og hvis begæret havde været mindre, havde han nok forsøgt at sætte Ares mere på sin plads, men stemmen blev bare ved med at køre rundt og rundt igen om at han bare gerne ville have den i sig.
"Vi kunne begge få det godt, hvis du blot følger mit ord," sagde Fareed, og stemmen blev lidt lavere. "Du vil vel gerne have det godt, vil du ikke?" hans hånd begyndte at køre op og ned af Ares' forsømte lem.

Der var dét. Et glimt af vreden, afskyen. Ares gav ikke slip, selv ved Fareeds ynkelige forsøg på at fjerne hans hånd. Tværtimod blev fingrene liggende fast omkring den skarpe kæbe. Han ville se mere. Hvordan læberne krøllede sig i utilpashed. Hvordan vreden ulmede bag de lysegrå øjne. Hvordan—

Et stød gik gennem ham.

Fareed greb om ham, og resten af tanken forsvandt. Ares' krop spændte instinktivt. Han kunne mærke sig selv blive hårdere under berøringen, mærke blodet dunke så voldsomt, at det næsten føltes som et andet hjerteslag. Fareeds øjne var stadig trodsige, da Ares stirrede tilbage på ham. Som om prinsen havde fundet det endegyldige bevis på sin egen påstand og nu bare ventede på, at Ares skulle indrømme det.

Musklerne begyndte at sitre. En reaktion, han forsøgte at undertrykke, men som kun blev stærkere under prinsens hånd. Tommelfingeren gned sig over spidsen, smurte resterne af præsæd rundt og førte dem med sig ned ad skaftet, så gåsehuden bredte sig over Ares' hud.

"Gh-" Fingrene knugede om puden. Grebet om kæben blev strammere. Men de små rystelser fortsatte. Fareed syntes at blive ved, indtil Ares' åndedræt igen blev luftigt. Fanget i sit eget spind af lyst og i prinsens forbandede ord, der syntes at kæle for en mørkere side i ham. Krøllerne dinglede som han hang med hovedet. Vi kunne begge få det godt. Ares' næsebor blafrede. Du vil vel gerne have det godt, vil du ikke? Han lod det fortsætte. Bare lidt endnu. Hånden... ah. Det var måske dét, der irriterede ham mest. At han lod ham. At kroppen ikke havde den fjerneste interesse i hans stædighed, men tog imod, hvad Fareed gav den, indtil endnu et støn pressede sig gennem hans stramme hals.

Ares lukkede kort øjnene. Så åbnede han dem igen. Blikket faldt på den lille flaske i Fareeds hånd. Hvis du blot følger mit ord...
Nej. Grebet om Fareeds kæbe forsvandt så pludseligt, at det næsten kunne ligne, at Ares endelig havde tænkt sig at føje sig. I stedet slog han med en hastig bevægelse flasken ud af prinsens hånd. Den ramte gulvet med et klir. Ares' blik fulgte den et kort øjeblik. Så tilbage på Fareed.
De luftige gisp ville stadig ikke helt lade sig skjule. Brystkassen hævede og sænkede sig hurtigt, og svimmelheden lå endnu som en fjern sitren bag øjnene. Alligevel var der kommet noget andet ind i blikket nu. Noget mere fokuseret.

Han anede næsten ikke selv, hvad han var i færd med, før hånden lukkede sig om Fareeds frie hånd og pressede den ned i puderne. Det burde være nok... Ares flyttede sig alligevel ind over ham. Knæene plantede sig i puderne på hver side af prinsen, mens han forsøgte at sætte sig til rette oven på ham. Ikke for at tage imod ham. For at holde ham nede.

Som flasken blev smidt fra hans hånd, olien så der kunne blive smurt når han skulle tages, for ved guderne hvor var det stadig gerne det han ville. Ikke en lyst han efterlevede ofte, men lyst der var ofte nok, til at han vidste at det var noget han nød i fulde drage når han lod sig selv overgive på den måde. At overgive sig på den måde til Ares var dog også en dårlig idé, det vidste Fareed, men lysten overskyggede lidt hans fornuft i øjeblikket.
Det var dog ikke i planerne at Ares' stærke krop satte sig over ham på den måde, låste ham i en position, som hans ene hånd blev presset ned i puderne, og han dårligt kunne røre sig. Det eneste han kunne var at holde Ares' lem i hans hånd, som hans blik fangede Ares'.

"Hvad har du gang i?" ordene var faretruende, endnu ikke bange, men han var oprigtigt i tvivl om hvad Ares havde af planer, og han kunne dårligt flytte sig i den position Ares nu havde ham i.
Hans fingre klemte sig lidt mere omkring Ares' lem, næsten som en lille trussel, at han hellere måtte opføre sig pænt, eller også havde Fareed i hvert fald hånden på hans mest ædle dele.
Til trods for den ubehagelig situation Fareed havde fået sat sig selv i, var det dog som om at hans krop stadig ikke helt havde forstået at den ikke skulle finde situationen elle Ares så tiltrækkende, for han kunne mærke hvordan livet begyndte at finde vej tilbage i hans nedre krop. Ikke meget, men nok til at vide at hans krop åbenbart ikke var helt klar på at gå ned med flaget når der stadig var mere.

Et sus gik gennem Ares. Det var komplet vanvittigt, det her, han havde gang i, men det kunne — ville — han ikke bekymre sig om nu. Ikke når Fareed endelig havde mistet smilet. Når han så sådan på ham... Tvivlende. Ares fugtede læberne. Til trods for grebet om hans eget fremtrædende lem strammede fingrene sig en anelse mere omkring prinsens håndled.

"Det er det ærgerlige ved mange bæster." Han lænede sig ned mod Fareeds øre. Så tæt på, at ordene ikke behøvede være andet end en hvisken. "...de er så utroligt svære at tæmme." Mundvigen løftede sig i et ryk.
Så trak Ares sig tilbage og tårnede igen over ham. Det var dér, han bemærkede det. Prinsens krop reagerede igen. Ja ja da. Et lavmælt fnys slap gennem næsen. Selv nu. Med Fareed fastholdt under sig og for én gangs skyld uden fuld kontrol over, hvad der skulle ske som det næste. Selv nu.

Problemet var bare den anden hånd. Ares' blik gled ned til den. Grebet var strammet omkring ham; ikke nok til at gøre skade endnu, men budskabet var svært at misforstå. En lille trussel. 'Opfør dig pænt.'

Ares fnøs. Med vægten solidt placeret over prinsens hofter behøvede han i det mindste ikke bekymre sig om balancen længere. Hånden, der før havde været plantet i puden, lukkede sig derfor omkring Fareeds og begyndte møjsommeligt at arbejde fingrene ind mellem hans.
"De må hellere slippe..." Et anstrengt prust. Fareeds greb gjorde det ikke ligefrem nemt. "De skulle nødig gøre mig endnu mere hæslig." Ares' blik fandt hans igen. Fingrene fortsatte deres moslen, afhængigt af hvor... Ha. Lydig...prinsen havde tænkt sig at være.

"Det vil De vel ikke have, vel?"

I sandhed et bæst. Afskyeligt og grimt, men Fareed kunne ikke benægte at det var lang tid siden nogen havde behandlet ham så groft, og måske... måske havde han også lidt savnet det. Det var noget der hørte bedre til en yngre mand; en mand der ikke var så sikker i sin magt. Ikke den Fareed der var her nu. For uden magten var han hjælpeløs.
Hans ansigt foretrak sig i en snerrende mine, utilfreds og vred, men der var intet kald på hjælp. Ingen indikation på at han ville hive andre ind i hvad de havde gang i. Han kunne få Ares væk så nemt. Måske var det hans stolthed, og måske var det alligevel den skjulte nysgerrighed på hvad der så ville ske.

"Men et bæst skal tæmmes," hvæsede han tilbage, og nægtede at give slip, selv som han mærkede Ares' fingre flette sig med sine. En næsten øm position for dem at være i, hvis det ikke var fordi at Fareed prøvede at holde imod med sine egne kræfter, for at gøre hvert et lille træk Ares gjorde, det så meget hårdere.

Han nægtede at give slip på det ene han stadig havde over Ares, selv som Ares pointerede at Fareed kunne gøre ham mere hæslig end han allerede var. Hvilken skam det ville være, og han kunne ikke helt lade vær med at lade hans tommelfinger stryge lidt kælent op af lemmet, som ærgrede det ham allerede, at det var det der skulle til. Men han gav ikke slip.
Nej, han blev nødt til at have denne ene ting over Ares.
"Hvis din plan er at trænge op i mig uden i det mindste at bruge olien, så kan du godt tro om igen," var derfor også de vrede ord der forlod Fareed, hvilket også endelig viste præcis hvad han forventede der ville ske, men måske også... hvad han havde håbet der skulle ske da Ares havde skubbet ham mod puderne.

"Det har De ret i." Ares' øjne smalnede. Der var ingen tvivl om, hvem af de to Ares mente var bæstet. Fareeds fingre blev omkring ham i et jerngreb. Han var hverken til at hugge eller stikke i, og efter endnu et stædigt forsøg måtte Ares modvilligt opgive at få ham til at slippe. Et fornærmet suk. Varmen fra hånden fik det til at sitre igen. 

Han betragtede Fareed i nogle sekunder. Overvejende. Selvom prinsen så ud til at hade det, der blev gjort ved ham — eller snarere, hadede at se på Ares, mens det stod på — kaldte han ikke på hjælp. Ares' tunge gled frem og fugtede underlæben. Hvorfor gjorde han ikke dét? Blikket dalede. Og dér lå svaret næsten latterligt tydeligt.

Prins Fareed ville have mere.

Hofterne rullede uvilkårligt mod berøringen, som om kroppen havde besluttet sig for at føre sit eget lille show, da fingeren endnu en gang strøg over ham. Ares' kæbe spændte. Forbandede krop.
Men mundvigen trak alligevel ganske svagt op. "Bare rolig, Deres Højhed." Den frie hånd fandt prinsens ansigt. Fingerspidserne strejfede læberne, næsten undersøgende. Fareed havde ligefrem fortalt ham, hvad han havde forventet. Hvad han tilsyneladende havde gået og håbet på.

Hvor betænksomt af ham.

"Måske ikke olie..." Ares lod tommelfingeren trække Fareeds underlæbe en anelse ned. Blikket blev hængende ved hans ansigt. Så ændrede noget sig i det. Den samme vurderende ro, Ares kunne have haft over for et genstridigt dyr, der nægtede at slippe noget, det havde fået mellem tænderne.

"Åben op."

Hvis Fareed ikke straks gjorde det, blev Ares' hånd mere insisterende. Fingrene fandt vej mellem læberne, mens hans blik forblev fæstnet på de lysegrå øjne.

Nu var det hans tur til at vurdere ham. Mundvigen løftede sig. "Vis mig, hvor god De er..."

Hver en lille bevægelse fra Ares fyldte Fareed med fryd, som om at han havde vundet lidt i legen de havde gang i. Et bevis på at Ares ville det ligeså meget som Fareed ville, også selvom det også bare var Ares krop der reagerede på det.
Men hvor Ares måske mente det kun var kroppen, så var der trods alt heller ikke nogen grund til at han så ville gå så vidt, og lade det gå ud over Fareed, præcis det var gået ud over ham selv.

"Hvor-," mere fik Fareed ikke ud før fingrene pressede sig ind i hans mund, hans egen øjne ind i de gyldenbrune øjne der kiggede så intenst på ham.
Han ville sige noget imod, sige noget om hvor god han ikke var, og det var Ares der skulle være det lydige bæst han var, og bare give Fareed hvad han ville. Men varmen voksede og voksede, fyldte hans krop, og han kunne ikke stoppe sine øjne at glide i. Væk fra det hæslige, så han kun kunne fokusere på to ting.
Hans mund omsluttede fingrene, og med en snilde, man måske ikke havde forventet, begyndte Fareed at sutte og kæle for fingrene, som var de noget andet, noget bedre. Alt det han kunne gøre, hvis det havde været noget andet i hans mund.
Hans hånd begyndte at bevæge sig igen, lidt løsere i håndleddet, men ikke helt villig til at give slip eller lade Ares komme. Bare nok til at Ares var klar over at hans mund kunne være blevet brugt et meget bedre sted, hvis han havde tvunget sig vej til det.

Fingrene, der først havde måttet tvinge sig adgang, blev pludselig budt langt mere ivrigt velkommen. Ares' bryn løftede sig. Tungen gled over fingrene med en snilde, der fik ham til at mistænke, at prinsen havde gjort den slags utallige gange før. Selvfølgelig havde han det. Fareed virkede næppe som en mand, der havde nægtet sig selv ret mange fornøjelser gennem livet.

Hmmm... Men hvis det var sådan, Fareed ville lege... Ares lod fingrene bevæge sig langsomt mellem hans læber. "Mhmm..." Lyden var overdreven. Næsten hånligt opmuntrende. "Ja, se, hvor dygtig De er." Et hårdt fnys slap gennem næsen. Fareeds hånd var begyndt at bevæge sig igen, og Ares' øjenlåg sitrede ved berøringen. Kroppen reagerede prompte på den forbandede hånd, selv mens Ares nægtede at give den betydningen, Fareed så desperat ønskede.

Blikket blev i stedet hængende ved prinsens ansigt. "De nyder ligefrem at have det hæslige dyrs fingre i munden..." Mundvigen trak sig langsomt op. Så gled Fareeds øjne i. Ares' smil forsvandt. Den gik ikke. Ikke denne gang.

Fingrene blev mere insisterende, akkurat nok til at kræve prinsens opmærksomhed, før Ares trak dem en anelse tilbage igen.
"Se på mig." Stemmen havde mistet den hånlige munterhed. Ares kneb øjnene sammen og ventede. Fareed skulle ikke have lov til at gemme sig bag lukkede øjne. Ikke nyde hans krop og samtidig forestille sig, at det var noget andet. En anden.

Hvis han ville have bæstet så forbandet meget— Så kunne han sku' også se på det.

I Fareeds indre øje var der ingen ar. Der var kun krøllet hår, et par intense gyldenbrune øjne og det hårde i hans hånd. Det var det billede han kunne leve med. Så kunne han lade som om at han ikke var igang med at være det med et bæst der slet ikke fortjente ham.
Det var som om at Ares slet ikke var klar over hvilken ære han havde fået ved at få Fareeds blik på sig, omend det blev ved med at lukke ned, fordi han ville ikke se det. Alle arene der vidnede om et liv der havde været hårdere end Fareeds eget. Ar der vidnede om at Fareed ikke kunne stole på ham, ligesom dengang han var barn.
Ikke at der var meget han kunne sige som Ares prøvede at gøre ham opmærksom på situation. Ikke andet end en markering af tænder mod Ares' fingre, for at sige at Fareed stadig kunne sige fra et hvert øjeblik det skulle være.

Fareed lod fingrene glide ud af hans mund, men dog ikke uden et sidste slik på vejen, for at Ares virkelig kunne føle hvad det var han missede, men øjnene forblev lukket.
"Jeg tror du har glemt hvem det er der bestemmer her," lød det køligt og vredt fra Fareed. "Jeg ønsker ikke at se på noget så hæsligt." Der var intet skjult bag det. De var begge to klar over hvordan Fareed havde det med hvordan Ares så ud. "Og hvis du ikke engang kan tilfredsstille mig, så ser jeg ingen grund til at du forbliver herinde."
Desværre var det en noget ubegrundet stædighed Fareed havde i sig som holdt øjnene lukket, for hvis han virkelig spurgte sig selv, så vidste han godt at det ikke ville holde, hvis de først gik rigtigt igang.

Øjnene forblev lukkede. Næsten latterligt mere sammenklemte end før, mens irritationen nærmest osede ud af prinsen. Ares mærkede tænderne markere sig omkring fingrene og beredte sig et øjeblik på smerten, der ville komme, hvis Fareed bed til. Men det blev aldrig til mere end endnu en trussel, der ikke blev fulgt op. Han kunne da bare bide. Arrene på Ares' fingre vidnede netop om alle de bæster, der havde gjort det samme før ham.
Fingrene gled ud, og Ares bed mærke i tungen, der gjorde et sidste svirp efter dem på vejen. "Aha." Var alt han ville sige til bemærkningen om hvem der bestemmer.  Der var noget ved at være nøgne sammen, der gjorde ham langt mere hensynsløs. Modigere. Uden kåberne. Smykkerne. Alt det, der fortalte verden, hvem Fareed var... Så virkede han næsten bare som enhver anden mand.

Ares glemte sig selv et øjeblik. "Men kneppes af ham vil du gerne?" Ordene var ude, før han nåede at standse dem. Du. En smutter. Forhåbentlig lagde prinsen ikke mærke til den kortvarige mangel på tiltaleform.

Ares lavede et kast med hovedet for at få et par krøller væk fra panden og slap så endelig håndleddet. Fingrene, der havde været i Fareeds mund, glitrede stadig af spyt. Ares betragtede dem et kort øjeblik, før blikket vendte tilbage til prinsens stædigt lukkede øjne.
"Skal jeg vise Dem, hvor godt jeg kan tilfredsstille Dem? Hm?" Han lænede sig ned over Fareed igen, indtil læberne var tæt ved hans øre. Stemmen faldt. "Hvor god og perfekt min pik er?" Normalt var Ares slet ikke så snakkesalig. Men der var noget ved situationen, der bare... krævede det.

Fareed nød ikke ydmygelse. Havde aldrig gjort det, og ville påstå at han aldrig ville det. Han var en der nød magten over andre. Han nød at kunne få andre til at gøre som han ville have. Om det var at han skulle tage dem, eller de tage ham. Der var altid et element af magt i det. Han ville aldrig overgive sig. Og så alligevel...
Han var ikke stolt af sin reaktion. Var ikke stolt af måden han følte sit lem komme til livs igen, som om at Ares havde tændt en ild i ham, der havde dulmet med årerene. Dulmet med det perfekte og ordentlige. Med alle festerne, og vinene. Med at slikke op til en bror der ikke fortjente det, men uvillig til at tage hans magt, for man var alligevel ikke lykkelig som fyrste.
Han kunne ikke benægte Ares ord. For hvad han så brændende ønskede var at blive kneppet af denne voldsomme, hæslige, modbydelige mand. Han ønskede det mere end han havde ønsket noget i lang tid.

Han mærkede den varme ånde på sig, hørte ordene som var som sød musik i hans ører, og et halvkvalt støn kom ud af ham, som Ares tilbød at give ham hvad han ville have, og han kunne ikke stoppe sine øjne slå op. Se alle uperfekthederne. Alle grundene til at han ikke skulle gøre det, men begæret brændte hårdere, og det var noget han måtte leve med når Ares ikke længere var her til at sætte ild i ham.
Hans vejtrækning var blevet dybere og endelig kiggede han til siden på Ares. Profilen af hans side. Smuk profil... hvis ikke huden. "Olien," bed han ud gennem sine tænder. "Og så kan du vise mig hele verden." For lige nu var hele verden Ares og hans stærke, tunge lem.

Fareed stønnede endelig. En bevægelse fangede Ares' blik fra øjenkrogen, og han drejede hovedet en anelse, tidsnok til endelig at møde de lysegrå øjne. De virkede næsten mørkere nu, farvet af desperationen, frustrationen og det væmmelige begær, der brændte sig ind i Ares som en sygdom.

Han mistede vejret et øjeblik. Der var noget ved blikket, der ikke blot frydede ham, men som... ramte et sted dybere. Noget han ikke havde regnet med. Prinsen så på ham nu. Tog ham faktisk ind, arrene og det hele, selvom Ares kunne se, hvordan øjnene bevægede sig hen over alle de steder, Fareed fandt så forbandet frastødende.
Godt. Bliv ved med det. Et lavt fnys slap gennem Ares' næse. Han burde have nydt utilpasheden i Fareeds ansigt mere. Måden prinsen nærmest måtte tvinge sig selv til at blive ved med at se. Alligevel kunne Ares ikke selv få blikket væk. Han blev hængende ved Fareeds ansigt med en næsten mærkelig intensitet, som om han havde ventet på netop dét uden selv at vide det.

At blive set.

Så kom ordet, som en sammenbidt lyd. Olien. Ares' blik gled langsomt væk, som var han blevet kaldt tilbage til deres respektive roller. Den mærkelige følelse forsvandt ikke helt, men noget mere udtryksløst lagde sig over hans ansigt, mens han et øjeblik stirrede frem for sig.
Selvfølgelig. Han så ned på Fareed igen. "Var det så svært?" Et påtaget hjerteligt klap landede mod prinsens kind, før Ares lagde an til at flytte sig. Næsten som en lille belønning for endelig at have gjort, hvad han fik besked på. Dygtig. Tanken trak ganske svagt i hans mundvig.

Fareed var heldig, at flasken ikke var smadret.

Blev han sluppet, kom Ares op at stå og ragede endnu en gang højt over prinsen i puderne. De bare fødder traskede over det kølige gulv, indtil han nåede flasken og bøjede sig efter den. Han bed proppen af med tænderne og spyttede den væk, før den sødligt duftende olie blev hældt ud over fingrene. Duften ramte ham igen. Den samme, der havde hængt ved badene. Ved hans egen hud. Ved Fareed.

Han vendte tilbage til puderne og satte sig ved ham igen. Den fedtede hånd gled over hans eget lem, og Ares trak vejret dybt ind gennem næsen ved følelsen. Kroppen var stadig alt for villig til at deltage i det her, uanset hvor meget hans fornuft efterhånden burde have protesteret. Men den protest virkede meget langt væk lige nu.
Ares placerede sig igen over Fareed, denne gang med en større målrettethed i bevægelserne. Blikket gled kort over prinsens krop, før det fandt hans ansigt igen.

Der var noget prinsen ikke havde svaret på tidligere. Så. "Jeg spørger igen..." Ares betragtede ham, mens hånden søgte ned mellem ballerne. Fingrene fandt deres plads. Langsomt pressede han én ind. "Det tænder Dem." De gyldenbrune øjne blev ved Fareeds. "At blive rørt ved af noget så grimt." Endnu en finger deltog.  Ares gav sig god tid. Lod ordene hænge mellem dem, mens han studerede hver eneste lille forandring i prinsens ansigt. 

Han havde allerede fået sit svar. Det havde han sådan set fået for længst. Men pludselig var det ikke nok bare at vide det. Ares ville høre det. "Sig det."

Lemmet blev sluppet og med det var der kun en mærkelig kølighed tilbage i Fareeds hånd, som manglede han noget. Det ville snart komme tilbage. Han trak vejret lidt ustabilt ind, inden hans blik fæstnede sig på Ares. Vrede, blandet med lyst og væmmelse. Hvor vovede han at gøre noget så modbydeligt mod ham, en prins? Men selvom ordene rungede i Fareeds hoved, pointerede han det ikke.

Han havde ikke rykket sig meget, da Ares kom tilbage over til puderne, nu med den kraftige duft af olie, som nemt blandede sig mellem de to af dem, der alligevel lugtede af det. Så ville det blive mere bekvemt. Nogle gange måtte man sande når man blev lidt ældre at spyt bare ikke lige fik tingene til at glide så let.
Hele hans krop føltes klar, men alligevel gav det næsten et sæt i hele hands krop som han mærkede den første finger. Oh det var lang tid siden. Men han kunne smelte lige her, hvis det ikke var for Ares' forfærdelige kommentarer.

Et fnys, blandet med et støn undslap ham, som han mærkede fingrene arbejde. Så godt. "Jeg tænder på..." Han lagde sit hoved lidt tilbage, som han holdt et støn inde. "På din perfekte pik. Jeg troede vi havde... talt om det." Han virkede uvillig til at tale mere om det, og var egentlig heller ikke interesseret i at se på Ares mere.
Så han forsøgte at dreje sig om, at komme væk fra at se den hæslige mand der skulle til at trænge ind i ham. Han ville langt hellere ligge på maven, eller sågar knæ og hænder når han blev taget.

Næsten spændt ventede Ares, holdt nærmest vejret sammen med Fareeds støn, der heller ikke helt fik lov til at slippe ud. Ville han sige det? Han fortsatte med at gøre ham klar, omhyggeligt trods alt, mens han holdt øje med prinsens ansigt. Fareed havde krævet olien, og nu fik han den. Ares kunne stadig mærke den mærkelige tilfredshed ved at være den, der bestemte tempoet denne gang.

Din perfekte pik. Bevægelserne standsede et øjeblik. Ares sendte ham et næsten fornærmet, skuffet blik. Var dét virkelig det bedste, han kunne præstere? Han genoptog dog det, han var i gang med, mens blikket blev hængende ved Fareed. Aha. Prinsen kunne indrømme, at én bestemt del af Ares var perfekt. Det kostede ham ingenting. Så kunne han stadig gemme resten af manden væk bag alle sine hæslig, bæst og dyr.
Så forsøgte Fareed ovenikøbet at vende sig bort. Ares' bryn skød i vejret. "De skal ikke stikke af nu." Ordene kom hånligt, næsten irettesættende. Noget ved det pludselige skift i deres roller fik det til at kilde faretruende i maven. Fareed, der havde kommanderet ham rundt fra det øjeblik, han blev ført ind i rummet, forsøgte nu at vende ansigtet væk, fordi han ikke ville se på ham.

Hah. 

Ares trak hånden til sig. Lidt som en straf, men også fordi han havde brug for begge hænder til det næste. Med en hurtig bevægelse greb han om Fareeds håndled og pressede dem tilbage i puderne. En ferm hånd skulle der åbenbart til.
"De skal se bæstet kneppe Dem." Ares lænede sig ned over ham, indtil deres ansigter kun var adskilt af ganske lidt luft. Næsten tæt nok til, at læberne kunne mødes. Næsten. Han blev dér et øjeblik og så på ham. Det perfekte ansigt. De lysegrå øjne, der så gerne ville finde noget andet at fæstne sig ved. Det fik han sku ikke lov til. 

Ares samlede begge Fareeds håndled i den ene hånd og justerede grebet, indtil han var sikker på, at prinsen ikke bare kunne vende sig fra ham igen. Den anden hånd gled tilbage langs kroppen, mens Ares' eget åndedræt blev tungere. Det skæve smil vendte langsomt tilbage. Noget næsten tarveligt triumferende. Ares' lem dunkede hårdere, som han holdt ham fast. Alle tre fingre gled nemmere ind denne gang. Han kørte dem hurtigt frem og tilbage.
"Så." Ordet kom hæst ud. Ares sank og prøvede at få styr på vejret. Han var næsten høj på det her efterhånden. På Fareeds reaktion. På at se den mand, der havde behandlet ham som et dyr, ligge under ham og stadig nægte at indrømme, hvad hans egen krop allerede havde fortalt Ares igen og igen.

Men perfekt pik var ikke det, Ares havde bedt ham om at sige. Han holdt Fareeds blik fast. 

Uden at slippe Fareed spredte han hans ben og placerede sig imellem dem. "Sig at De vil kneppes af dette hæslige dyr, der bare burde aflives." Spidsen fandt åbningen, og Ares pressede akkurat nok til at lade Fareed mærke ham — men ikke nok til at trænge ind. Så standsede han dér og ventede. Denne gang smilede han ikke. 

Det var svært at være utilfreds, når ens krop tiggede og bad om det der var igang med at ske, men det var ikke uden at han i det mindste prøvede.
Hans blik fangede Ares' som han blev tvunget med at ligge med ryggen i puderne og dermed blev han nødt til at kigge op på Ares. Forfærdelige bæst. Han forsøgte at vrikke med hænderne for at få dem fri, men måtte hurtigt erkende at Ares havde dem i et solidt greb. Noget der bare endnu engang gik ned i hans lem.
Han burde virkelig revurdere sig selv efter det her, men det var en tanke der hurtigt blev smidt bort, som om den ikke engang eksisterede.

"Ved guderne jeg ikke - AH" mere fik han ikke sagt som et støn rev i ham skød ryggen, som han mærkede alle tre fingre trænge ind i ham. Lange og slanke, og de pressede lige de rigtige sted. "Ah jah jah. Lige der. Ah, du er så god for mig. Jeg er så klar." Selv som han var den der tog imod det, virkede det som om at han ikke helt kunne stoppe sig selv fra at snakke.
Han kunne mærke forventningen sprede sig som fingrene svandt, selvom hele hans krop næsten rykkede sig i håb om at han kunne jagte dem og få det til at forsætte.

Han lænede sit hoved tilbage, klar på at tage det, men så var det de forbistrede ord der faldt fra Ares' mund og han kunne kun mærke spidsen. Ikke engang nok til at presse sig igennem ringmusklen.
Hans blik fandt Ares'. "Og hvorfor ville jeg nogensinde sige det?" lød de kølige ord, men så virkede det til at han rette sig lidt ud, næsten som satte han sig op for at tage sin position som den der havde magten. Bortset fra at han stadig var fanget af Ares' hænder. "Jeg vil kneppes af dig, Ares," hviskede han, næsten en anelse kælen. Han kunne tigge, men ikke som Ares ønskede af ham. Han håbede blot at navnet var nok til at Ares ikke kunne styre sig.