Som kroppen endelig virkede villig, kunne Fareed ikke lade vær med at give et lille suk af tilfredsstillelse fra sig. Det var altid et spørgsmål om tid. Det føltes godt allerede.
Hans fingre borede sig stadig næsten end i Ares som han lænede sig op, for lavmælt at hviske "Dygtig" som var han blot et dyr der endelig havde forstået kommandoen, som Fareed ønskede at han kunne forstå.

Hans hænder begyndte at vandre for at komme under hans klæder. Det virkede ikke til at det var første gang Fareed havde gjort det, som de nemt fandt vej, og hans fingre spredte udover den varme, slanke krop. Et stik af utilfredshed hver gang han ramte et ar, og hans negl lige fulgte den, for at markere at det ikke var i orden.
Han pressede sin krop imod Ares, og lod ham mærke den voksende interesse i hans bukser. En interesse Fareed næsten følte sig høj på, som han tog ind lugten af Ares. Så uparfumeret og råt. Ulig noget andet han nogensinde havde været med.

"Det skal nok føles godt for os begge," hviskede Fareed, som hans fingre gled om til Ares' mave, for så at glide ned til hans bukser, som langsomt blev løsnet, så Fareed ville kunne få fri adgang... både for og bagtil.

Dygtig.

Ordet hvislede tæt ved hans øre. Ares' kæbe spændte. Noget ved det fik vreden til at blusse op igen. En impuls til at vende sig. Slynge Fareed væk. Vise ham præcis, hvor lidt dygtig han havde tænkt sig at være.
Men kroppen blev liggende. For Ares havde hørt sukket, og mærket forskellen.  Så hvilken Fareed foretrak han? 

Dygtig. 

Ares lukkede øjnene hårdt. Lydige dyr.... zalaens.
Fingrene krummede sig foran ham, stadig fanget af slangen. Han forsøgte at koncentrere sig om den. De kølige skæl. Trykket omkring håndleddene. Den lille bevægelse af muskler, hver gang dyret justerede sig.
Noget konkret han kunne fokusere på imens at....–
Fareeds berøringer var sværere at lukke ude. Hver gang en negl fandt et af arrene, spændte Ares ufrivilligt under den. Som om selv dét skulle påpeges. Selv nu.
Han bed tænderne hårdere sammen. Så pressede Fareed sig tættere på. Ares' vejrtrækning standsede et øjeblik. 

Det skal nok føles godt for os begge.

"Lad være..." Stemmen var næsten træt. Dæmpet af hans åndeløshed. Men han mærkede ham. Det var dét værste. Fareeds fingre fandt maveskindet, og gåsehuden fór i alle retninger hen over Ares' hud. Bindebåndet blev pillet ved. Fornemmelsen af stof, der løsnede sig. Hånden—
"Ha..." Ares mærkede det hele. Hørte vejrtrækningen blive trukket dybt ind gennem næsen, som Fareed lænede sig frem.  Han hadede det. Det ændrede sig ikke, bare fordi kroppen ikke forstod forskellen. Nej... han havde sagt nej. Ares sank og pressede kinden hårdere mod underlaget. Overfladiske, anstrengte prust forlod ham. 

Tænk. Han kunne ikke slå Fareed væk. Tænk... Han kunne ikke risikere, hvad det ville gøre ved hans familie.

Og modstand gjorde ham vredere.

Jeg kan godt lide lydige dyr. Ares' blik blev tomt et øjeblik. Lydig. Ikke villig. Bare lydig. Hvis det gjorde Fareed roligere, så kunne Ares godt finde ud af dét.

Fareeds vejtrækning virkede kun til at blive tungere som de stod der, som om at bare Ares' nærvær var nok til at få ham til at være ved at gå ud af sit gode skind. Og uvidende for Fareed var det faktisk også det der var hele grunden til det her, men hvis han nogensinde fandt ud af det, ventede der trods alt en skæbne værre end hvad de havde gang i.

Hans hånd gled ned, forbi hvor buksekanten havde været, og lod fingrene gribe omkring lemmet. Blide hænder, som han begyndte at røre ved det, stryge det... lege med det.
Det føltes tungt og godt i hans hånd, og hvor det var startet blidt, blev det hurtigt mere målrettet, som han forsøgte at få Ares ligeså opstemt som han selv var. En opstemthed der kun blev mere og mere tydeligt, som hans eget lem voksede op mod Ares' krop, så han kunne mærke det.
"Så fin du er her," hviskede Fareed, for der var ingen af de uperfektheder han havde fundet alle andre steder på Ares' krop. "Det føles.... perfekt." En anden person... et andet sted, og så ville Fareed have glædeligt følt det i sig.

"Vil du have mere?" ordene blev hvisket, som var de begge enige om det her var noget de begge ønskede, som om at Fareed ikke havde praktisk talt tvunget Ares op i en krog. Og det var tydeligt at der kun var et rigtigt svar i det her tilfælde.

Øjenlågene sitrede, da prinsens hånd gled længere ned. Sank dybere. Ares' vejrtrækning blev ujævn. Han pressede øjnene hårdere sammen og holdt vejret, som om han på den måde kunne kvæle enhver lyd, enhver reaktion, før den slap ud.
Luften var ulidelig. Varm og fugtig og stillestående mellem teltdugene. Sveden løb allerede ned langs ryggen under tøjet, samlede sig ved lænden og gjorde stoffet tungt, hvor det klæbede til huden. Halsen var fugtig. Kinderne brændte. En sveddråbe nåede overlæben, og Ares slikkede den væk med en hurtig bevægelse.

Han ville ud af tøjet. Ud af teltet. Ud. Det hele føltes kvælende. Sindssygt.

Fareeds tunge vejrtrækning lød tæt omkring ham som hårde prust. Så fin du er her... Ares gøs ved den hviskende kompliment. Stop... Berøringen fortsatte. Blid på en måde, der næsten gjorde det værre. Krævende. Krævede alt det, Ares nægtede at give fra sig.

Læberne skiltes, men han kvalte lyden i et luftigt gisp. Hvorfor skulle han også røre ved ham? Hvis Fareed bare havde brugt ham og smidt ham væk igen, kunne Ares måske skubbe oplevelsen fra sig bagefter. Gøre den til noget, der var blevet gjort mod ham, og ikke noget hans egen krop havde været tvunget til at mærke sekund for sekund. Alt andet end det her. Forbandede Kazimi-helvede.

Det føles... perfekt. Sandalerne skred en smule i sandet. En lavmælt lyd slap alligevel fra Ares. Tommelfingeren gled over hovedet - drillende, kærtegnende. Som understregede Fareed virkelig hvor perfekt han syntes han var. Ares bed tænderne sammen og virrede kort med hovedet, som om han kunne ryste fornemmelserne af sig. "Ha..." I samme øjeblik lyden forlod ham, skar han ansigt og trak vejret hårdt ind gennem sammenbidte tænder.

Vil du have mere?

Ares bandede indvendigt. Nej. Nej, for zalaens. Men Fareed havde stillet ham et spørgsmål før. Og Ares havde svaret forkert.
Blikket blev tomt. Fæstnede sig på ingenting foran ham, mens den klæbrige varme syntes at få hele teltet til langsomt at vippe.
Lydig. Han kunne være lydig. "Ja..." Ordet måtte tvinges ud. Ares sank.
"Jeg er så—" Et ujævnt åndedrag brød ordene. "Så beæret." Tonløst. Kun den overfladiske vejrtrækning afslørede noget under stemmen.

Lydig. "Jeg vil have mere..." En pause hvor han trak vejret. Det sidste kostede mere. "Min prins."  Løgne. Heden gjorde ham så svimmel.

Hvordan kunne være Fareed andet end tilfreds når han fik sådan nogle lyde ud af Ares. Så dygtigt et dyr. Det var godt han havde forstået at de to af dem kunne gøre det rart for hinanden her, at de faktisk var på samme side. De ville jo gerne begge to. Det kunne Fareed jo mærke i hans hånd, som den blev hårdere og praktisk talt lækkede, som fortalte ham alt hvad han behøvede at vide om hvor meget Ares ønskede det her.
"Det kan jeg mærke på dig," hviskede han. "Du er desperat for mig er du ikke?" Et retorisk spørgsmål som han klemte lidt om den. Så smuk. Han kunne ikke se den, men han kunne mærke at den var smuk. Tanken i sig selv var til at blive høj på, som om at han havde fået glimt af hvorfor han gjorde det her. Han gjorde det fordi Ares var varm, og smuk hvor det betød noget her i teltets mørke.

"Lad mig gøre det godt for dig," hviskede Fareed igen, og gav endelig slip på Ares' lem, blot for kort efter at stikke fingrene, der stadig havde Ares' smag på dem, i munden på Ares. "Sut." Det var en simpel ordre. Ares skulle smage sig selv. Smage hvor desperat han selv var efter det. Desuden havde Fareed behov for noget smørelse, og selvom spyt næppe var det bedste, så var han allerede ved lidt af miste besindelsen.

Han ville så gerne bare have ham nu.

Hold nu kæft. Fareed blev ved med at tale. Hviske til ham, som han åbenbart også hviskede til slangerne.

Desperat efter ham? Ares fnøs, men lyden nåede at ændre karakter til et lavmælt støn. De rutinerede bevægelser fortsatte, og blikket blev mere og mere glaseret. Små kuldegysninger rystede gennem ham trods den ulidelige varme, og vejrtrækningen blev tungere. Modvillige brum tvang sig ud mellem sammenbidte tænder.
Han nikkede alligevel. Selvom grimassen, der hang over hans ansigt, fortalte en ganske anden historie. Krøllerne klistrede fugtigt til tindingerne. Stoffet sad tungt mod den svedige hud, og luften føltes efterhånden så varm og fugtig, at hvert åndedrag blot trak mere af den samme kvalmende hede ned i lungerne. Gør det nu bare færdigt... som han tænkte det, blev han sluppet. Ares' pande rynkedes forvirret. Men i stedet for lettelse efterlod fraværet blot endnu en fornemmelse, han ikke havde bedt om at være bevidst om.

Lad mig gøre det godt for dig. 

Forventede Fareed, at han takkede ham? Ares havde bare lyst til at lukke øjnene. Bide tænderne sammen og bare— Holde ud. Men det ville prinsen åbenbart ikke lade ham. Hvert ord. Hver berøring. Hver ordre hev ham tilbage i det fugtige mørke, hver gang han forsøgte at trække sig væk fra det inde i sit eget hoved.

Sut. Ares slog øjnene op. Læberne pressede sig instinktivt sammen. Blikket flakkede. 

Aldrig i livet. 

Men så huskede han. Dygtig. Lydige dyr. Kæben arbejdede et øjeblik, og Ares skævede tilbage mod Fareed. Trodsigt. Næsten udfordrende. Men modstanden gav langsomt efter. Han havde efterhånden forstået reglerne. Så Ares åbnede munden og gjorde, hvad der blev krævet af ham. Ansigtet fortrak sig ved smagen, næsen rynkede, men han fortsatte lydigt. Slikkede smagen væk. Suttede dem rene og våde så en lille stribe af savlen gled ned fra mundvigen. Blev ved indtil Fareed blev tilfreds. 

Hvordan ville den tunge føles mod hans eget lem? Tanken gjorde næsten Fareed mere høj, end han allerede følte sig, men det var ikke det han ville have. Ikke lige nu. Ikke som han mærkede sig selv presse mod silket, i et håb om at snart komme ud. Men det ville have følt godt. Den varme mund. Lydene som han næsten ikke ville kunne tage ham.
Fareed hev sig ud af dagdrømmen, som han endelig tog de våde fingre ud af Ares' mund. "Godt," lød det fra ham, kun få øjeblikke inden at hånden var kommet ned til Ares' røv, og han med en beslutsom hånd pressede dem ind for at åbne ham op til hvad der skulle komme.

Hans krogede og pressede som han forsøgte at løsne ringmusklen, mens de næsten blide ord forsatte om at det nok skulle blive godt, hvor dygtig han var og hvor meget han så tydeligt gerne ville have det.
Fareed kunne dog ikke lade vær med at savne noget olie, som han begyndte på det. Han var vant til en nemmere indgang, mere smurt. Så for nu måtte de sørge for at gøre ham så klar som de kunne.

Fingrene efterlod hans læber fugtige. Et smil. Ares prøvede i hvert fald. Da Fareed sagde godt, trak han mundvigen op, men bevægelsen mindede mere om en trækning end noget andet. Hjørnetanden blev kortvarigt blottet. Først da prinsen ikke længere kunne se hans ansigt, faldt smilet væk. Grimassen vendte tilbage med det samme.

De løsnede bukser gled længere ned, indtil stoffet samlede sig omkring anklerne. Ares følte sig blottet, selvom roben stadig dækkede det meste af ham. Så mærkede han Fareed fortsætte. Én finger fandt vej først. Ares gøs som han tog den ind. Nakken knejsede, og fingrene krummede sig igen. Så én til. Og en mere, indtil der ikke var plads til flere fingre. 
"Nh—" Den anstrengte lyd nåede knap ud, før han kvalte den i svælget. Dygtig. Han stirrede trodsigt frem for sig. Nægtede at give sig hen. Musklerne stod spændte gennem lårene, og hvert nyt ubehag fik små, ufrivillige bevægelser til at gå gennem kroppen. Hele tiden fortsatte Fareeds stemme bag ham. Bløde, sagte ord.  

"Prins Fareed..." Det kom som en hæs hvisken, næsten druknet af prinsens fortsatte forsikringer. Ares kneb øjnene sammen og strakte hals som ville dét kunne holde flere af hans forræderiske støn tilbage. Fingrene vuggede ind og ud af ham. 

Fareed kunne lide ord. Så— "Mere..." Ordet forlod ham luftigt. Han forsøgte at lægge noget i det. Bare nok til, at det ikke lød så tomt, som han følte sig. Jo hurtigere han kunne få det her overstået... Desto bedre.

Hvis nogen fandt ham sådan her... Maven trak sig sammen. Enhver kunne jo træde ind i teltet. 

Stønnene, og bekræftelsen på at Ares ville have mere fik blot fingrene til mere insisterende at presse sig vej ind, men det var ikke nok. Det var på ingen måde nok for Fareed, som følte at han var ved at være ved at sprænge som de stod der.
"Som du ønsker," hviskede han and lænede sig sågar ind og gave et kys på det af nakken han kunne nå af Ares, mod de sveddryppende krøller der hang fast. Næsten så Fareed kunne lade vær med at se det indhak af et ar ikke langt fra dem.

Han trak fingrene ud, for at fumle i hans eget tøj for at løsne op, så han havde adgang til bagdelen der var lige foran ham. Det var kun i denne fumlen, at hans fingre gled over en lille flaske, som aldrig var blevet afleveret tilbage til hans tjenere. Endnu en ting de skulle irettesættes over, men i det her øjeblik var det hvad han havde behov for.
Hans fingre åbnede den lille bøtte og ud kom der olie, præcis som han havde ønsket. Det var som om at guderne smilede ned på ham idag.

Han smurte sit eget lem ind i olien, inden at bøtten bare blev smidt på sandet, og han lagde tippen mod Ares' hul. "Se hvor heldig du er," hviskede han. "Ikke andet end et dyr der burde aflives og alligevel får du glæden af det her." Og med de ord trængte han ind ind i Ares med et langt stød. Hans fingre borede sig ind i Ares' hofter som der kom et langt støn. Endelig.
Kun for et øjeblik lod han Ares vænne sig til det inden at han begyndte at trække sig ud for at støde tilbage ind, igen og igen og igen.

Som du ønsker. Havde Ares ikke haft travlt med at stirre sig blind på lyset i olielampen, ville han have himlet med øjnene. Han ønskede ikke en skid af det her. Nada. Fareed havde efterhånden bevist rigeligt med gange, at Ares ikke fik noget valg.

Brynene skød pludselig i vejret. Noget kildede ham i nakken—Og, vent. Kyssede Fareed ham? Hårene rejste sig langs nakken. Et øjeblik stivnede Ares fuldstændigt. Hvorfor zalans kyssede han ham?? Han pustede hårdt ud.
Så forsvandt fingrene, og Ares forberedte sig på det næste. En dråbe sved trillede langsomt ned ad inderlåret. Han vidste ikke, hvad der tog Fareed så lang tid. Noget blev drejet. En lav, våd lyd. Først da mærkede han noget fugtigt og glat mod sig. Ares trak vejret ujævnt ind og holdte det.

Se, hvor heldig du er. Ansigtet brændte. Aflives. Ordet rungede fragmenteret gennem hovedet. Alligevel får du glæden af det her. Halsen snørede sig sammen. Ares sank, men kunne ikke få stemmen på plads.

Et skub. I én glidende bevægelse trængte Fareed dybt ind i ham. Et gisp blev revet ud af ham, og kroppen reagerede øjeblikkeligt ved at forsøge at trække sig væk. Han måtte presse panden tilbage mod buret og kvæle resten af lyden. Ansigtet fortrak sig. Fareeds greb holdt ham fast. Fingrene borede sig ind i hofterne, hårdt nok til, at Ares allerede vidste, de ville efterlade mærker.
"Mh..." Benene rystede, og pulsen syntes at hamre helt ud i nerverne, mens lydene omkring ham voksede sig alt for store. Fareeds vejrtrækning. Buret. Sandet under deres fødder. Dem. Det var alt, han kunne høre. Ares vendte det hvide ud af øjnene og fnøs skingert gennem næsen, da endnu en bevægelse fik kroppen til at spænde. Stop. Vejrtrækningen var blevet overfladisk og hektisk, som løb han uden nogensinde at få lov til at standse. Udmattede, anstrengte lyde slap fra ham, selvom han forsøgte at kvæle dem.

Men Fareed kunne lide de forbandede ord. Ares åbnede munden. "De er så..." Han sank hårdt. Det næste skulle presses ud. "...så perfekt..." Han kunne kaste op.

Det var som sød musik i hans ører. Fared var aldrig bleg for et tage imod et kompliment, og det var som om at komplimentet gik direkte i lemmet på ham her. For han var perfekt, og det føltes så godt.
"Du føles så godt," hviskede Fareed, som han forsatte med at bevæge sig, frem og tilbage. Et par hårdere stød og han lyttede efter at høre hvor Ares stønnede mest som ønskede han at trække hvert et støn ud af den yngre mand. Han ville så gerne høre mere. "Som om du er skabt til det her. Din... et støn "Røv er perfekt til det her. Du føles så perfekt." Endnu et støn. "Så varm og stram. Som vil du ikke give slip på mig." Han stødte hårdt ind i Ares for at give ham præcis hvad det var Fareed mente han ville have.

"Lad mig høre dig." Det var som en uendelig tankestrøm der bare løb fra hans mund. "Lad mig høre hvor godt det er for dig." Hans greb strammede sig en anelse omkring hofterne, men han var på ingen måde færdig. Han ville være i det her så lang tid han kunne. Det var euforisk.
Og så blev hans stemme mere lavmælt, mere åndeløst som han hviskede "Støn for mig, Ares." Det var første gang han havde brugt Ares' navn i alt det her. Første gang han nok erkendte at der var en person under ham, selvom det nok var en sølle trøst.

De tomme komplimenter havde Ares håbet ville skabe en eller anden form for reaktion, der i bedste fald ville få prinsen til at gøre sig færdig hurtigere. Men det var, som om han havde startet en kædereaktion af liderlige ord, der spildte ud over ham ved den ene ulidelige bevægelse efter den anden.

Et luftigt bandeord forlod Ares, uden at han selv var klar over det. Han forsøgte ikke at lytte til Fareeds hvisken. Eller hans støn. "Mhff...!" Hænderne på ham føltes som ejerskab. Solide. Hårde. Ares' hjerte sparkede ham i brystet, og blikket blev sløret ved kanterne. "hh..." prustede han og forsøgte at sluge stønnet, lige så hurtigt som det var undsluppet.

Han vendte kinden. Buret sled mod den i takt med bevægelserne.

Det gjorde ikke engang ondt længere. Han nægtede at nyde— Fareeds ord skar gennem tanken. Som vil du ikke give slip på mig. Endnu en bevægelse rev en tung lyd op fra brystet. Hårdt. Så dybt. 

Støn for mig. Ares.

Navnet skar gennem tågen. Pludselig blev alting alt for virkeligt igen. Lydene, de lavmælte klask hver gang Fareed ramte ind i ham. Ares blev brat nærværende. Som var han blevet hidkaldt tilbage i sin egen krop. Hvis han bare var et dyr, der skulle aflives... hvorfor så bruge hans navn? Ares lukkede øjnene hårdt. Han ville høre ham. Så Ares åbnede munden og gav prinsen det, han havde bedt om.
"Ah.. Ah." Bløde, luftige støn slap fra ham. Han lod dem følge Fareeds rytme som en belønning, én efter én. "Hah. Ahh..." En reaktion på kommando. Præcis som Fareed ønskede. 

Stønnene gik direkte i Fareed selv, som han også fandt sig selv stønne det højere. "Jah... jah, lad mig høre det," faldt over Fareeds læber. "Du er så god, så dygtig, så lydig, så varm." Et virvar af ord der løb over hans læber, som han ikke kunne stoppe dem.
Han kunne mærke sig selv komme nærmere og nærmere, men han ville mærke Ares komme. Han ville mærke hvordan hele hans krop spændtes op når han gjorde.

Den ellers stabile rytme blev brudt, som han løsnede en af sine hænder, for at række over foran til hvor Ares' hårde lem, løbende og klar, var. Han tog fat i den, og som han forsatte med at bevæge sig i Ares, væsentlig mere ujævnt og mindre hårdt, begyndte han at køre sin hånd op og ned af Ares' lem. En finger over spidsen for at smørre sæden med rundt.
"Kom for mig," hviskede Fareed. "Vis mig hvor godt det er." Han klemte lidt inden han satte farten op med hånden. "Du er så klar. Du er lige ved at sprænges, er du ikke?" Hans læber fandt ryggen af Ares igen. Bløde læber. "Det er okay, du kan komme. Du skal have det godt, skal du ikke?" Tempoet blev sat op i hånden. "Kom for mig, Ares." Han gav et hårdt stød ind i Ares.

På et eller andet tidspunkt begyndte stønnene at lade sig rive med. Om det var de korrigerende jah, der blandede sig med Ares' egne prust, komplimenterne eller den gentagne stimulation, kunne han ikke længere skelne. Det hele var begyndt at flyde sammen i den fugtige hede.

Du er lige ved at sprænges, er du ikke? Ares hiksede et halvkvalt støn. "Joh..." Som om ordet ikke rigtigt kunne finde fæste.
Kom for mig. Den sidste rest af trods skinnede igennem det tågede blik. Var det ikke nok, at Fareed bare gjorde sig færdig? Du skal have det godt, skal du ikke? Ares bandede indvendigt og kneb øjnene sammen. "Mh..." Som om det var for hans skyld at Fareed gjorde det her. 

Hånden fandt hans lem igen. Sensationen skyllede gennem brystet dertil, og et uvilkårligt skub gik bagud gennem kroppen efterfulgt af en voldsom dirren.
Prinsens stemme var hed, fast og invaderende i hans hoved. Han havde lyst til at holde sig for ørerne. Lukke ordene ude. Et øjeblik trak han armene til sig, men slangen holdt stadig hænderne stramt sammen, og Ares lod i stedet hovedet synke mellem skuldrene. 

Kom for mig. Ares. Hans navn igen. "Ah—!" Adamsæblet hoppede. Ares. Kommandoerne. Berøringen. Fareeds stemme. Den ulidelige varme. Hans vejrtrækning blev hurtigere. Mere hektisk. Kroppen spændte, selvom en sidste stædig del af ham stadig forsøgte at holde igen.
Nej—Han spændte op omkring Fareed som musklerne sitrede. Så slap kontrollen. Et krampagtigt ryk gik gennem ham, efterfulgt af endnu et, og Ares' øjne lukkede hårdt, lidende i. Varmen spildte udover prinsens velplejede hænder.  "Åh... hah..." Lydene kom lysere nu. Desperate og uden den omhyggelige kontrol, han havde holdt fast i indtil da.

Fareed kunne mærke det øjeblikket før at det skete, som en fjeder der blev ladt op for så at springe. Han kunne mærke hvordan Ares' strammede sig om hans indtrængen, som varmen spildte fra ham, og der kom et højere støn fra Fareed, og den evindelige "Du er så god. Se hvor meget der kom fra dig. Du trængte gjorde du ikke." talestrøm.
Hans hånd gav slip på Ares' lem, for at komme tilbage til hofterne, så han kunne nå sit eget klimaks, han var så så tæt. "Du er så god for mig. Ah, jeg er der næsten." Stødene blev hårdere og hårdere, og han var ligeglad med hvor oversensitiv Ares var i det her øjeblik som han endelig gav et par sidste hårde stød, med en høj stønnen, som han selv kom.

Han lod sig selv ride det ud, som han fyldte Ares op og nød følelsen af den varme der pludselig omgav ham på en helt anden måde, og så endelig løsnede hans greb sig på hofterne. Hans egen vejrtrækning hurtig og irregulær, og hans ben føltes lidt usikre. Han var ikke sikker på at han nogensinde var kommet så intenst i hele sit liv.
Han trak sig selv ud med et lille pop og kiggede på vilddyrstæmmeren foran sig, som så ligeså brugt ud som ham selv. Der var endelig en klarhed tilbage i Fareeds hoved, dog noget dulmet af hvor brugt han følte sig.
Han kaldte dog endnu ikke slangen til sig, som han bare.... studerede Ares. Og efter alt den snakken, så var det en underlig stilhed der pludselig fyldte rummet, hvor nu kun dyrene kunne høres.

Du er så god. "Hah..." Ares bukkede under i knæene, men blev holdt stående. Jeg er der næsten. Det fik ham til at reagere. Langt om længe. Få ham færdig. Bare få ham færdig. Du er så god for mig. "Jah... Prins Fareed." Ares' øjne rullede op under de tunge øjenlåg. Kroppen gav efter for de sidste voldsomme bevægelser. "Kom i mig..." De Sidste, intense hårde stød blev Ares endeligt - Så nåede Fareed endelig sit klimaks. På tide... 

Ares' ansigt fortrak sig ved den pludselige fornemmelse og den sidste bølge af bevægelse. Han kunne mærke den tykke, indtrængende varme brede sig i ham. Hvordan det fyldte ham om indefra. Dybere - dybere. Dybere. 
"Åurgh... Hh!" Et sidste skælv gik gennem hele kroppen med et skingert prust.

Så blev Ares hængende tungt mod buret med øjnene lukket. Vejrtrækningen rystede, mens han forsøgte at finde tilbage til sig selv. Til kontrollen. Benene dirrede stadig under ham. Fareeds vægt forsvandt endelig. Et suk slap ud. Ares sank længere sammen. Havde nogen hørt dem...? Han trak vejret i hurtige stød. Træet under kinden var blevet fugtigt af sved og spyt. Huden føltes klam overalt, tøjet tungt og vådt, hvor det stadig sad mod kroppen.

Og så— stilhed. Efter Fareeds endeløse talestrøm var den næsten værre. Kun dyrene kunne høres nu. En sagte raslen. Hvislen. Deres egne tunge åndedrag. Ares kunne stadig fornemme Fareed bag sig. Ares ventede, men slangen forblev stadig omkring hans håndled. Hvorfor slipper han mig ikke?
Kæben spændte. "Var det alt dét, De havde drømt om, Prins Fareed?" bed han frem. Brynene trak sig sammen, men Ares løftede ikke hovedet. Han stirrede bare ned i kassen.

Fareed prøvede at stabilisere sin vejtrækning som han kiggede på Ares, men endelig tog han blikket væk, og fandt et lille silke tørklæde frem, og begyndte at først tørre sine fingre som havde været dem der havde fået Ares' herligheder ud af sig, og så derefter hans eget lem. Det var ikke nok til at gøre sig helt rent, men det var nok til at han ikke følte sig helt så klam, nu når der ikke lige var et bad i nærheden.
Han lod silketørklædet glide ned på sandet under dem, som han pakkede sig selv væk, og snørrede sine klæder endnu engang, og det var først der han begyndte at svare på Ares' ord. "Du var god, det må jeg give dig," sagde Fareed. "Varm og klar til mig. Og så lydig." Han fik det næsten til at lyde som om at det var en simpel samtale, og ikke hvordan han lige havde bollet Ares så de begge to var helt bløde og udmattet.

Han lod de få komplimenter hænge i luften mellem dem, inden han forsatte, hårdere ord, men samme toneleje. "Bare ærgerligt at du er så grim, at det er uudholdeligt at kigge på dig fra andre vinkler end bagfra." Han kunne stadig huske alle arrene, og den irritation hver gang han opdagede endnu et mens de var sammen.
Lige nu lod han ikke tankerne fæstne sig om hvorfor han havde taget det så langt, når Ares var så langt fra hvad han kunne lide. Måske han heller ikke havde nok energi tilbage til at tænke over det.

"Men lad det være min gave til dig." Han trådte et skridt nærmere, så han mere lavmælt kunne hviske "Ikke alle kan sige at de har fået lov til at blive fyldt op af prinselig sæd." Og til trods for sine nyligt semi-rene fingre, lod han lige en finger glide ind i det brugte og fyldte hul, hvor sæden stadig løb ud af, velvidende om at Ares sikkert var øm og sensitiv.

En dråbe faldt fra panden. Ares forsøgte at trække luft ned i lungerne gennem næsen, men slap alligevel lidt af den ud mellem de adskilte læber. Et olmt udtryk gled over hans ansigt, da Fareed endelig svarede. Flere forfærdeligt perverse ord. Han foretrak næsten de fornærmelser, der fulgte. 

Ares trak en mine af hånlig vantro. En flabet bemærkning lå allerede klar på tungen, men før han kunne få den til live, begyndte Fareed at tale om gaver. En gave til ham. Hvor barmhjertigt af prinsen. Ares fnøs. Han bed tænderne sammen igen, så kæben strammede. Hviskende læber kom tæt ved øret. Varm, brugt luft strejfede huden. Han forsøgte at rykke hovedet væk ...blive fyldt op af prinselig sæd. Som om Ares ikke allerede var blevet ydmyget nok, fortsatte Fareed. Og så var fingeren der igen.
Fugtige lyde kom lavmælt derfra. En kvalt lyd slap gennem Ares' sammenbidte tænder. "Hnn..." Sandalen skred gennem sandet i et instinktivt forsøg på at komme væk. Hele kroppen værkede, øm og oversensitiv. 

Så gjorde Ares det eneste trodsige, han kunne mønstre. Han drejede hovedet. Bare nok til, at Fareed kunne få et ordentligt blik på hans ansigt i den dæmpede belysning. De gyldenbrune øjne fandt hans. Udfordrende. Indtrængende. Bare lige for at minde prinsen om, hvem han ikke kunne holde fingrene fra. Hvem han havde mistet al den forbandede selvbeherskelse over.

En mand, han åbenbart fandt så ufatteligt hæslig.

"Tak, Prins Fareed." Ordene var høflige. Tonefaldet var det ikke. "Jeg ville ønske, jeg kunne takke Dem ordentligt..." Ares løftede langsomt de bundne hænder en anelse. Blikket forlod ikke Fareeds. "...men mine hænder."

Havde Ares været en kønnere mand, så ville hans reaktioner have været nok til at Fareed havde slæbt ham med sig til mere. Reaktionerne var skønne og fascinerende. Han ville lege med hans hul i timevis, bare for at lade ham se ham vride og sno sig i nydelse og oversensitivitet, men.... Ares var ikke køn, og noget der blev så tydeligt, som han vred sig rundt for at sirre på Fareed.
Fareeds finger gled ud, nu idækket hans eget sæd, og vreden blussede op i ham, som han så den trodsighed Ares udviste over sig. En trodsighed han ingen ret havde til at have. Ikke når han var et hæsligt dyr.

Var det her virkelig manden han havde været sammen med? Der måtte jo være noget galt med ham. Og på sin vis var det der også, men han kunne ikke forstille sig at det var Ares' magi der havde fået ham til det.
Hånden, der stadig havde sæd på en af fingrene, greb fat i Ares' ansigt, ligesom han havde tidligere, men nu med en helt anden vrede. "Pas på dit toneleje," lød det hårdt, lavmælt og faretruende. "Jeg kunne få dig henrettet for mindre." Hans grå øjne, ikke længere skjult bag lysten, glimtede faretruende.

Hæslig. Grim. Afskyelig.

Han praktisk talt kastede Ares' hoved til siden, inden han tørrede sin finger af i Ares' overdel. Han ønskede ikke at kigge på ham mere. Det var som om en kvalmende bevægelse langsomt var ved at finde fodfæste i ham, som han slet ikke kunne klare tanken om hvad han havde gjort.
"Men jeg føler mig i godt humør så jeg lader dig slippe... for nu." Slangen hang dog stadig som et reb omkring Ares' hænder, som om at Fareed ikke ønskede at give ham tilfredstillelsen ved at være den der bestemte hvornår slangen skulle af.

Øjnene fór et øjeblik op i overraskelse ved det hårde greb om kæben. Ares fnøs gennem næsen. Som en tyr, der var ved at eksplodere af alt det, den ikke kunne få lov til. Et hårdt prust. Så ét til. Fingrene borede sig ind i huden, men i stedet for at krympe sig blev Ares' udtryk mere intenst. Næsten triumferende. Han havde ramt noget. Og Fareeds vrede kildede de helt rigtige steder i hans ego. 

Henrettet. Det ene ord mindede ham om, at Fareed ikke bare var en almindelig mand, der havde forulempet ham. Øjnene kneb sig en anelse mere sammen. Et forsøg på ikke at skabe mere røre, end der allerede var blevet skabt. Kazimi. Ares sugede kinderne ind og forsøgte at finde den snert af lydighed frem, Fareed havde stjernerost ham for tidligere. Vanviddet, der havde grebet prinsen, så ud til at have fortaget sig. Tilbage var de kolde, lysegrå øjne, der havde mødt ham tidligere.

Hovedet blev kastet til siden, og Ares lod det ske. Et brum satte sig fast i halsen. Stoffet gav en sagte lyd fra sig, da prinsen tørrede fingrene af i det. Men jeg føler mig i godt humør. Ares løftede et bryn. Ja, det tror jeg zalaens—
Forsigtigt kom han på benene. Han støttede albuerne mod buret og skubbede sig op. Et kort øjeblik sejlede det for blikket. Hovedpinen... Det føltes, som om en feber havde overtaget hans krop. Ares vendte sig omsider mod Fareed og lod blikket falde fra honningsnogen omkring håndleddene til prinsen. Så tilbage igen. Slangen blev ved med at klæbe sig stramt til ham.

Det måtte være tydeligt nok. Slip mig. Han ville ikke findes i teltet helt ødelagt. 

"Såh..." Han sank og forsøgte at finde en stilling, kroppen ikke protesterede imod. "Er honningsnogen noget for Dem?" Tag den væk.  Ares lagde hovedet let på skrå og betragtede ham gennem de tykke, sorte vipper. Han smilede ikke. Men noget glimtede i øjnene.