Tatti 24.10.2026 13:17
Et voldsomt ryk i kæppen hev Theodore fremad. Det skete så pludseligt, at han knap nok nåede at registrere, hvad der foregik, før det allerede var for sent. Et overrasket gisp satte sig fast i halsen, samtidig med at noget fejede benene væk under ham.Han nåede lige at fange et glimt af mandens grønne øjne, inden hele rummet væltede.
Nej, vent. Det var ham, der væltede.
"Arh!" Det var faktisk forbløffende, hvor hurtigt man kunne komme fra stående til liggende, når en eller anden galning besluttede sig for at hjælpe én på vej. Gulvbrædderne gav et utilfreds knag under ham, og en skarp smerte skød ind mellem skulderbladene, da han ramte dem med et brag. Luften blev slået ud af ham, og et øjeblik kunne han ikke andet end at gispe efter den. Vent lidt. Dét ryk i kæppen. Foden, der havde fejet benene væk under ham. Theodore kendte godt den manøvre. Han havde selv øvet noget lignende under træningen, om end han sjældent havde fået det til at lykkes nær så ubesværet.
Den gamle stodder kunne slås.
Hvilket var en temmelig ubelejlig opdagelse at gøre sig, når man allerede lå på ryggen.
Theodore havde ærlig talt ikke regnet med, at børnelokkeren ligefrem ville kaste sig over ham. Men på den anden side... hvis manden havde ædt en krage rå, var det måske ikke det mest overraskende, han kunne finde på.
Han trak vejret skarpt ind mellem tænderne. Baghovedet dunkede, og hans kæp var forsvundet et sted hen i værelset.
"Slip mig!" Store mandehænder greb fat om hans arme, og Theodore vred sig som en ål, sparkede og sprællede i et desperat forsøg på at komme fri. Et øjeblik troede han faktisk, at han havde fået den ene arm løs, men så strammede grebet sig igen, og han var lige vidt. Hjertet hamrede så voldsomt, at han næsten kunne mærke det helt oppe i halsen. De blå øjne flakkede mellem mandens skæggede ansigt og den temmelig beklagelige situation længere nede. Hans fars kofte var gledet op over mandens ryg og havde samlet sig i løse folder omkring skuldrene, så hele underkroppen nu var blottet igen.
Åh, for...
Theodore priste sig lykkelig for, at han i det mindste lå i den rigtige ende. Det havde været slemt nok at blive væltet omkuld af en nøgen, behåret gubbe. Han behøvede virkelig ikke også at få en bar røv lige op i ansigtet. Og alligevel var han ret sikker på, at han havde skimtet noget dinglende længere nede. Noget, han meget gerne ville leve resten af sit liv uden at tænke nærmere over.
"Hvad pokker har du gang i?!" udbrød han og vred sig endnu en gang med fornyet kraft.

Krystallandet


