"I dine drømme..." sukkede han tilfreds og lukkede øjnene. Viktor skuttede skuldrene og satte sig bedre til rette mod muren, som om han havde tænkt sig at blive siddende dér resten af dagen.
Armene blev lagt over kors. Et øjeblik nød han bare brisen. Skyggen. Stilheden. Det faktum, at Frederik rent faktisk var blevet siddende. Så åbnede han det ene øje på klem. Frederik sad på den anden side af kurven. Viktor betragtede ham lidt for længe. Måden han vendte vindruen mellem fingrene på. Måden lyset faldt gennem bladene over hans skuldre... 

I samtaler. I skitser. I drømme.

Kæben spændte sig et øjeblik. Han så væk og strakte armene ud foran sig. 
"Så..." Ordene kom lettere ud, end de føltes. "Modtaget nogle breve for nylig?" Han forsøgte at lyde henkastet. Det gjorde han sandsynligvis ikke. Et hurtigt blik blev sendt i Frederiks retning.

Frederik rullede svagt med øjnene til Viktors kommentar. Selvfølgelig ville han være besværlig. Vindruen bed han over på langs, så den ene halvdel kom ind i munden, mens den anden stadig lå mellem fingrene. På den måde kunne han undgå kernerne. Og at få den galt i halsen.

Det mørkeblå blik flyttede sig dovent hen på Viktor, efter han havde spist den anden halvdel. Et bryn løftede sig let. Frederik fik brev stort set hver dag. Sådan var det, når man drev forretning.

Men spørgsmålet afslørede alligevel, hvad Viktor egentlig var kommet for.

Brevet.

"Ikke flere end normalt."

Han vendte blikket væk fra Viktor igen. Den ene hånd faldt ned i græsset, hvor fingrene lidt fraværende hev små totter fri af jorden.

Viktor blinkede et par hurtige gange, let forventningsfuldt, mens Frederik spiste resten af vindruen. Han trak da virkelig tiden pinefuldt ud. Viktor forsøgte at se afslappet ud, som om hele hans skæbne - og hvad der efterhånden var tilbage af hans værdighed - ikke afhang af et forræderisk stykke papir, der enten lå gemt et sted på gården eller endnu ikke var nået frem.

"Hm." Han pressede læberne sammen og nikkede langsomt. Ikke flere end normalt. Hvad betød normalt egentlig? Forretning, selvfølgelig. Bestillinger. Regnskaber. Kedelige ting.
Og andre breve. Fra hvem? En varm, urimelig lille knude strammede sig i maven. Viktor gned sig over brystet, som kunne han glatte den væk. Det var ikke dét, det handlede om.

Blikket faldt i stedet til Frederiks hånd. De lange fingre, der fraværende hev små totter græs fri. De fine knirk fra rødderne kunne akkurat høres, hvis Viktor holdt vejret.
Han rømmede sig. Lyden blev hængende lidt for længe i svælget. "Så er mit også nået frem?" Hans blik dvælede et par sekunder for længe ved Frederiks kæbe. Så flakkede det væk.
"Det er bare fordi min far nævnte, at der har været... problemer med posten på det seneste." Han trak tilsyneladende henkastet på skulderen. "Breve der er forsvundet og sådan."

Løgn. 

Det meningsløse mord på græsset stoppede, da Viktor rømmede sig, og Frederik vendte det mørkeblå blik tilbage mod adelssønnen. Det afmålte udtryk afslørede ingenting, da Viktor spurgte ind til brevet.

Hvis han sagde ja, ville Viktor mon så erklære, at det var til en anden?

Tanken fik kæben til at spænde sammen, og han så ud over plantagerne med et ligegyldigt træk på skuldrene.
"Jeg har ikke fået nogle breve fra dig længe." løj han. Han satte begge hænder mod græsset og skubbede sig op at stå.

Jeg har brugt så meget tid på at overbevise mig selv om, at du blot er endnu et menneske.

Frederik børstede græsset af bukserne med hurtige, irriterede bevægelser. Han var ligeglad med, hvem det brev var skrevet til.
"Hvis det var derfor, du kom, må du gerne smutte igen nu."

Viktors lettelse var kortvarig. Den nåede lige akkurat at brede sig varmt gennem brystet, før Frederik rejste sig - og lettelsen forduftede med det samme. Brevtragedien var tilsyneladende afværget. Gudskelov. Men det betød da ikke, at deres hjemmelavede picnic skulle slutte allerede.

Eller... den picnic Viktor så fint havde påtvunget Frederik.

Han kom hurtigt på benene. "Hey, okay!" Fingrene lukkede sig om Frederiks arm, før den ældre ven nåede særlig langt. Viktor havde aldrig set Frederik løbe, og han havde ikke i sinde at finde ud af i dag, hvor hurtigt han kunne stikke af. "Du behøver ikke skjule din begejstring for at komme af med mig." Det ene bryn løftede sig, mens Viktor målte ham med blikket.

Noget havde ændret sig.

Kæben måske. Måden Frederik børstede græsset af bukserne på. De korte, irriterede bevægelser.
Var han sur? Nå ja. Frederik i sit naturlige element. Viktor havde efterhånden erfaret, at der ikke skulle alverden til. Den mest sandsynlige årsag stod formentlig lige foran ham og holdt ham fast i armen.

Viktor valgte at ignorere det.

Uden at slippe Frederik bøjede han sig ned efter en fersken i kurven. Det viste sig vanskeligere end forventet. Et øjeblik vippede han faretruende fremad, før han genfandt balancen med et lille hop. "Jeg vil jo gerne fejre dig." Han gned ferskenen mod skjorten, indtil skindet skinnede blankt i solen, og holdt den frem mellem dem. Viktor sendte Frederik et indsmigrende smil. 

"Spis lidt mere frugt og slap af, hm?" Ferskenen vippede han lokkende fra side til side. 

Det pjuskede øjenbryn løftede sig lidt ved bemærkningen. De vidste begge to godt, at han ikke lagde de mindste kræfter i at skjule, hvad han tænkte om Viktor. Han lod dog adelssønnen tale ud, inden han svarede. Det mørkeblå blik gled i stedet sigende ned mod hånden, der holdt fast i hans arm.

Frederik skiftede vægten en smule og spændte musklerne i armen, som om han overvejede at trække den til sig. Han lod dog være.

Jeg vil bare gerne fejre dig.
Næsen rynkede sig en smule ved ordene, og han vendte blikket væk fra knægten foran sig.

Frederik skævede skeptisk op mod huset og undersøgte gårdspladsen for tegn på Mormor Helke. Viktor kunne vel godt blive hængende lidt endnu, så længe hun ikke var i nærheden til at invitere ham til at blive til middagen.

"Fint." Brummede han med et suk og et rullen med øjnene, inden han tog imod ferskenen, samtidig med han hev armen fri af Viktor greb.

Han stak den frie hånd i bukselommen og vendte sig igen mod plantagerne. Ferskenen løftede han op til næsen og indåndede dens søde duft, inden han tog en bid.

Hjertet slog hurtigere og han frygtede at varmen derfra ville sive ud i grebet om Frederiks arm. Han ventede i stilhed, men uden at kigge væk. Viktor fik alle Frederiks facetter at se. Han gjorde heller ikke synderligt meget ud af at skjule dem. En blanding af dyb utilfredshed, træthed og meget andet derimellem der eksisterede på følelsesskalaen af mishag formede udtrykket i Frederiks skarpskåret ansigt. 

Viktor lagde hovedet på skrå, da Frederik så væk. Han skulle netop til at sige mere, for at overtale Frederik til at blive. Et eller andet, om han så skulle plage. Hvilket viste sig, ikke blev nødvendigt. 

Fint. 

Brynene dansede forundret op i panden. Han ville blive? Bare sådan? Smilet krøb op, og satte sig skævt i mundvigen. 

"Heh." Hånden blev i luften et par sekunder, da Frederik snuppede ferskenen fra ham. Helt uden at tænke over det, fandt hans egen hånd vej til lommen. Præcis ligesom Frederiks. Det var åbenbart blevet så normalt for ham at spejle Frederik. Noget, han ikke længere skjulte. 

Tænder brød frugtens hinde, og lyde fra ferskens saft blandede sig med den milde august brise. 

"Så..." Øjnene dalede til det flammende smykke ved Frederiks bryst. "Den varmer endnu? Det glæder mig at se at du bruger den, trods alt." De chokoladebrune øjne glimtede af behag. 

Frederik skævede kort ned mod stenen. Han havde bemærket Viktors blik, og det lille glimt af behag i hans øjne var heller ikke gået ubemærket hen. Det var åbenbart nok til at glæde knægten.

"Den varmer tydeligvis ikke nok ..." brummede han. Ellers havde han vel ikke ladet Viktor opdage ham. Det var selvfølgelig den eneste grund til, at han brugte den.

Han trak hånden op af lommen og tog stenen mellem fingrene. Han drejede den let, mens han tog endnu en bid af ferskenen. Varmen prikkede mod fingerspidserne uden at være ubehagelig.

"Hvordan virker det egentlig? Hvordan har du ... lagt din varme i den?" spurgte han, da han havde sunket maden. Viktor havde sagt noget om, at stenen reagerede på varmen fra den, der havde gået med den, eller sådan noget, da han gav den til Frederik. Han var nysgerrig efter at vide, om han skulle gøre noget bestemt for at få den til at virke, eller om det var nok at gå med den, sådan som han gjorde nu.

Et skeptisk grynt undslap Viktor. Selvfølgelig ville Frederik svare sådan. Han himlede let med øjnene, men det var vel også en del af den ældre vens charme. Den nærmest uudtømmelige evne til at finde noget at være utilfreds med. Smilet blev hængende i mundvigen, mens Viktor trådte nærmere og betragtede Frederik betragte stenen. Den orange glød spejlede sig i de mørkeblå øjne. Et øjeblik blussede flammen op, inden den atter faldt til ro. Som om den havde genkendt ham.

"Du skal bare gå med den." Viktor løftede brynene en anelse. "Det var i hvert fald, hvad troldkvinden fortalte mig. Så vidt jeg forstod, beholder stenen min varme, uanset hvem der bærer den." Han trak hånden op af lommen og lagde armene over kors. Hovedet vippede eftertænksomt på skrå.
"Jeg havde den bare liggende mod huden hver dag." Hans blik fandt tilbage til ildagaten mellem Frederiks fingre. Det var en besynderlig tanke, at noget, der havde ligget så tæt på hans eget bryst, nu hvilede mod Frederiks. At hans varme stadig fandtes dér, længe efter at han selv havde sluppet stenen.

"Du kan se, hvordan den blusser op, når jeg kommer tættere på dig." Viktor lænede sig nærmere. Bare nok til, at afstanden mellem dem svandt ind. Og ganske rigtigt. Flammen rørte på sig. Den foldede sig ud i stenens orange indre, blafrede et øjeblik mellem Frederiks fingerspidser, som havde nogen pustet liv i gløderne. 

"Kan du se?" Viktor løftede blikket fra stenen og op mod Frederik gennem de mørke vipper. Et lille, næsten hemmelighedsfuldt smil trak i mundvigen. Han vidste udmærket godt, at Frederik kunne se det.

Olieforhandleren lyttede til Viktor forklare, mens han betragtede stenen. Der var flere ting i forklaringen, han syntes havde huller, men sådan var det ofte med magi. Han havde for længst lært, at det ikke altid gav mening at forsøge at forstå, hvordan den slags virkede.

Brynet løftede sig uimponeret, og han så hen på knægten, da han kom tættere på for at demonstrere noget, de allerede havde konstateret, da han fik stenen. Mørkeblåt mødte brunt, og i et splitsekund strejfede en besynderlig impuls ham.

Han fik lyst til at gribe om Viktors kæbe, klemme hans kinder sammen og trække ham helt tæt på.

Brynene trak sig svagt sammen, og et øjeblik stivnede blikket, inden han tvang sig selv til at slippe tanken igen.

Munden føltes tør, da han fnøs og lod stenen falde tilbage mod sit bryst. I stedet løftede han hånden og satte fingerspidserne mod Viktors bryst for at skubbe ham væk. Bevægelsen var kort og bestemt, som om afstanden mellem dem pludselig var blevet unødvendigt lille.

"Jeg så det også til Midvinterballet ..." kom det tørt fra ham, inden han vendte sig og begyndte at gå langs plantagen, væk fra Viktor og den underlige indskydelse.

"Måske havde du glemt det på dine gamle dage," drillede Viktor, og smilet bredte sig i mundvigen. "Du er jo trods alt blevet et år ældre." Han trak skuldrene helt op til ørerne og klemte de korslagte arme ind mod brystet, mens et lille, fornøjet fnis slap over læberne. Latteren blev hængende, selv da Frederik satte fingerspidserne mod hans bryst og puffede ham væk. Viktor lod sig villigt skubbe, ganske uvidende om, hvad der havde fremkaldt den pludselige afstandtagen, og det var først, da Frederik vendte ham ryggen, at smilet begyndte at falme.

Han fulgte ham med blikket og skævede derpå tilbage mod frugtkurven, som lå efterladt i græsset. Havde de ikke lige aftalt, at de skulle blive siddende? Spise mere frugt og nyde eftermiddagssolen? Frederik havde trods alt indvilliget, om end med den sædvanlige begejstring, man kunne forvente af en mand, der tilsyneladende betragtede selskabelighed som en personlig fornærmelse. "Hvor skal du hen?" kaldte han og satte efter ham, før afstanden nåede at blive større. Med nogle hurtige skridt indhentede han Frederik og bumpede kammeratligt sin skulder mod hans overarm, men havde i sin iver glemt at tage højde for, at de begge var i bevægelse. Sammenstødet sendte ham en smule ud af kurs, og han måtte gribe ud efter Frederik for ikke at snuble over sine egne fødder.

"Ah."

Hånden landede mod hans mave, hvor fingrene spredte sig som en femtakket stjerne over skjortens stof. Han mærkede den faste modstand under håndfladen, varmen fra kroppen nedenunder, og ønskede i et kort, næsten smertefuldt øjeblik, at han havde haft en bedre undskyldning for at lade hånden blive. At det var lige så naturligt at røre ved Frederik, som det var at gå ved siden af ham. Men øjeblikket var allerede ved at slippe fra ham, og han trak hånden til sig igen, inden Frederik kunne nå at gøre det for ham.

Ansigtet trak sig sammen i en hvad-snakker-du-om-grimasse, mens Frederik rystede let på hovedet over, hvor dumt det lød.
"Det er du jo også selv ..." Han rullede med øjnene, velvidende at det mere handlede om aldersforskellen end om, at han specifikt var blevet et år ældre.

Ferskenen blev spist færdig, og Frederik slyngede stenen fra sig med et pludseligt, hårdt kast, så den forsvandt ind mellem plantagens træer. Som om han kunne kaste den forbandede indskydelse samme vej. Skuldrene løftede sig i et ligegyldigt svar på Viktors spørgsmål. Han måtte følge med, hvis ikke han ville blive efterladt alene.

Bumpet fra adelssønnen fik Frederik til at træde en smule til siden for at holde balancen. Det klarede han tydeligvis bedre end Viktor. Helt automatisk greb han fat om Viktors arm for at forhindre ham i at vælte, men da Viktors hånd landede mod hans mave, spændte musklerne under skjorten sig, og et lille umpf undslap ham.

Varmen, der allerede lå svagt under huden, blussede op over kindbenene. Brynene trak sig sammen, og Frederik slap hurtigt Viktors arm, inden han vendte blikket fremad igen, som om intet var hændt.

"Man skulle tro, du snart lærte at gå ordentligt ..." brummede han.
"Du er jo trods alt blevet et år ældre." Der var en snert af drilleri i tonen, selvom ansigtet igen var det sædvanligt kølige, da han gentog Viktors egne ord.

En kildrende varme bredte sig gennem Viktors bryst, da Frederiks hånd greb om hans arm. Blikket faldt straks til de lange, kønne fingre, der havde lukket sig om ham, og han nåede at mærke, hvordan grebet strammedes for at holde ham på benene, inden han sank og løftede øjnene mod Frederiks ansigt.

Hans egne fingre krummede sig uvilkårligt mod Frederiks mave. Under skjorten mærkede han musklerne spænde, og det sendte en ganske urimelig varme gennem ham. Hvor lidt skulle der egentlig til? En hånd om armen, en anden mod maven, og hans hjerte opførte sig allerede, som om han havde løbet hele vejen fra Alryss huset. 

Viktor havde lyst til at lade hånden glide ind under skjorten. Bare en smule. Et uheld, Frederik. Beklager. Det kunne han vel sagtens slippe af sted med, hvis han spillede tilstrækkeligt uskyldig. Han forestillede sig den varme hud under fingerspidserne, den faste spænding i mavemusklerne, som han allerede havde mærket gennem stoffet, og måtte næsten le ad sig selv. Haaaah. Det gik jo ikke. Ikke hvis han havde tænkt sig at overleve resten af eftermiddagen. 

Han gav maven et diskret tryk. Bare for at mærke lidt mere af ham, da noget andet fangede hans opmærksomhed.

Rødmede Frederik?

Viktor blev ved med at betragte ham, selv efter at de havde sluppet hinanden. En lille rynke samlede sig mellem hans bryn. Det gjorde han da. Ikke? Der havde været en antydning af farve over kindbenene, lige inden Frederik vendte ansigtet bort. Eller havde Viktor blot set det, han så inderligt gerne ville se?

Han trak vejret langsomt ind gennem næsen og forsøgte at samle sig om samtalen igen. Tøjle de farlige impulser der lå lige under huden og lurede.
"Først om to ugers tid," rettede han Frederik med et lille tsk. "Det ved du da." Blikket strejfede endnu en gang Frederiks ansigt, som om han håbede at finde den samme farve dér igen.
"Så teknisk set er du jo meget ældre lige nu." Han trak mundvigen op i et skævt smil. "Så om forladelse, at denne unge mand endnu ikke har lært at gå ordentligt."

Fortænderne strejfede underlæben, mens han betragtede Frederik fra siden. "Måske skulle du lære mig det? Jeg er jo tydeligvis elendig til det." Hans fingre fandt forsigtigt Frederiks ærme og lukkede sig om stoffet. Det dunkede stadig helt ud i fingerspidserne.