Slanke fingre greb ud efter Robins hånd, før han helt nåede at trække sig, og han lod det ske - nød hvor lidt afstand der nu var mellem dem. Øjnene kneb sig en anelse sammen, en måde at holde det tilfredse træk i smilet inde, mens han fulgte bevægelsen. Fulgte Dorian. 
Med et lille nik, spredte han fingrene for at gøre plads. Mørke og lyse fingre flettet sammen til én enhed. Blikket hæftede sig ved det. Mørke og lys.. og Robins vipper dansede umærkeligt ved fornemmelsen det gav. Deres hænder så tætte. Varme.
 
Dorian var ikke engang begyndt at demonstrere - og alligevel sitrede det allerede i ham.

"Okay." Adlød han med et smil der mindede meget om diplomatens. Han klemte forsigtigt til først - testende. 
Robin løftede sit blik, kun kort, fangede Dorian.
"Sig til hvis det gør ondt..." for... han ville nødig ødelægge den fine hånd. Han sendte ham et blidt smil,  med noget af den der maniske tåge, forsat glitrende i det røde skær af hans blik, inden det gled ned igen.
Fokuserede al sin opmærksomhed på deres hænder. 

Med lidt mere styrke klemte han yderligere til, langsomt, bevidst, målte modstanden og registrerede hvert lille skift, hver reaktion, uden at skynde sig.

Han fortrak ikke en mine imens. 

Fingrene pressede sig tættere mod den gyldne hud. hårdere og bestemt. Observerede hvad end der ville ske med omhu, og var klar til at tage imod.

Et opmuntrende smil mødte Robins, og han nikkede. Også selvom han allerede nu vidste, at han nok ikke ville sige fra. Dårlige vaner, gode fornemmelser; det var en tung vægt som lå bagved menneskets styrke.
Og et sted i baghovedet på ham, rykkede noget sig stilfærdigt på plads, da han følte ham tage ordentlig fat. 

Nogle af dem var joh så skrøbelige. Som om at de ville gå i stykker, om man smed dem for hårdt på gulvet. Splintres, ude i stand til at limes sammen, bare fordi skårene var for små til at samle. For svære at se. Men Robin... 
En lavmælt knasen, nok kun tydelig via hans skarpe hørelse, kunne høres idet knoglerne klagede.  Dorians kæbe spændtes i forventning.
Men Robin virkede alt andet end skrøbelig. 
Hvilken var en ren fornøjelse at fornemme. Selvom det begyndte at gøre ondt, fik en nysgerrig side af halvdæmonen mere end bare smerten ud af det, når han studerede de rødlige øjne foran sig. Og en lille del af ham, syntes at se hvordan mennesket nød det. Nød han det?
Måske ikke situationen her specifikt, men noget her pustede til den ulmende glød i Robins øjne. Og hvis han kunne fodre bare lidt af den ild, var det næsten umuligt for ham, at lade være. 

En lavmælt udånding, og halvdæmonen aktiverede som magi da det sidste luften forlod ham.
Først så, og derefter følte han hvordan man  pludselig slap fri, og vægten forsvandt  Blev til en knyttet hånd, som passerede igennem hans egen med en lydløs bevægelse, hvordan det fysiske blev til sand. 

Egentlig, så vidste han ikke hvordan det føltes for andre. Han vidste at det ikke gjorde ondt, og at han ikke selv følte meget, foruden krybene kulde. Som at lægge hånden i koldt vand, og næsten som afslørede tanken ham, gled en lille, hurtig gysen igennem ham. 

Hvad ville Dorian kunne holde til - og hvor længe? Tanken strejfede ham, kort, skarp, og forsvandt igen. Ikke fordi den var uinteressant. Nej, tværtimod. Men fordi den ikke hørte til her. Robin havde ikke nogen trang til at skade andre - ikke sådan. 
…men tanken om det, om grænsen, om hvad der skete, hvis man pressede langt nok - den blev hængende et øjeblik længere, end den burde og pustede til en mørkere side i Robin.

Hold ikke igen, var der blevet sagt og han strammede grebet. Blikket gled kort op, mødte Dorians. Det samme intense, næsten rovdyrsagtige fokus - og mundvigen trak sig en anelse op, før han igen lagde al sin opmærksomhed i hænderne.

Presset voksede. Indtil der pludselig ikke længere var noget at holde fast i. Et brum forlod ham, overrasket, og kroppen gav efter for fraværet af modstand. Robin nåede ikke helt at sætte ord på følelsen da Dorian smeltede igennem ham. I det ene øjeblik var der en hånd, i det næste var der ikke - og forbløffet, tog det ham et sekund at forstå fænomenet. Han faldt en anelse frem, hånden ramte hynden for at tage imod. 

Robin var få centimeter fra Dorians ansigt. Et øjeblik, før blikket fandt tilbage til hånden igen. Med store, betagede, øjne vendte og drejede han sin egen, lod den glide igennem, igen og igen, som om gentagelsen alene kunne afsløre noget, han endnu ikke havde forstået. Magi var en mærkværdig fornemmelse. For det føltes ikke som noget bestemt. Ikke smerte, eller tomhed. Men noget der trak i nerverne, spændte dem, gjorde dem opmærksomme på sig selv på en måde, der var… ny. 

Blikket gled op til Dorian i et ryk, og denne gang blev det hængende i betagelse - næsten forelsket, på den måde man forelsker sig i et fænomen, man endnu ikke forstår, men allerede ved, man ikke kan give slip på. "Fascinerende…" Ordene forlod ham lavt, næsten fraværende. Men hvordan ville det føles hvis...- "Åben munden for mig." Ordren kom hurtigere end han havde nået at dvæle ved tanken. Hvorfor bruge tid på at overveje det, når han kunne teste det nu? 

Et lydløst grin glimtede i de mørke øjne, da han faldt igennem. Røde krøller gled frem i ubalancens momentum. De bar en duft af jasmin, lime og vanilje med sig, men han vendte hurtigt, fokuseret tilbage til magien. Som om at han legede med det. Og hvilken fantastisk undren han betragtede den med. 
Måske var det fordi halvdæmonen ofte havde færdedes i magi, at han ikke selv så det fantastiske i den som det første. Måske nærmere tværtimod, det bragte mange problemer med sig, for dem der ikke nødvendigvis havde smukke evner. Eller havde for stærke evner. Men den dybe fascination ramte noget i Dorian, og han lænede sig ind i Robins undren, med et voksende smil. 
De rødlige øjne gled op i et ryk, men han var vidst ikke færdig. 

Oh? Det var ikke et spørgsmål, og heller ikke om hvorfor. Tungen gled kortvarigt over hjørnetanden, og et stik af bevidsthed prøvede alligevel at trænge sig på. Prøvede at minde ham om hvor han var, og hvem der potentielt kunne træde ind af døren. Hans position i forhold til forhandlinger. Alt det gøgl. 
Men det blødte ind, og væk i fornemmelsen han fik, når han så det betagede blik som fulgte trop. 

Dorian lagde hånden væk, og fik i stedet magien til at være til stede i hovedet. Hvad ville han? Det havde han tænkt sig at finde ud af. Den ene hånd greb Robins underarm, og gav den et lille klem, inden at han vippede hovedet lidt tilbage for at åbne munden. 
Han gav dog ikke slip. Havde ikke helt lyst, og fulgte med i hvad der skete, så godt som han nu engang kunne, et overvågent, men nysgerrigt blik hvilende henover mennesket.  

Ordene kom ud tankeløst, måske endda tåbeligt - for hvad end Dorian gjorde nu, kunne være afgørende for nattens udvikling... for Robins position og rygte - men jo mere det hang i luften, jo mere besluttede Robin at det havde været en god idé alligevel. Og han blev siddende, tæt nok på til at virke insisterende blød - at det ikke havde været i sjov det han bedte om. 

Lettelse, og spænding kolliderede med hinanden og fik hans hjerte til at hamre da Dorian tog fat om hans underarm. Det lille klem sendte en farve af begær over de stjernemønstrede fregner - ventede, håbede... og så. Robins øjne blev større da de mørke læber spredte sig for ham. "Heh..." sank han. En lille lyd han ikke kunne holde tilbage ved synet. Men øjnene gled tilbage i den form for fokuseret trance da han lænede sig mere ind til ham. 

Han løftede den hånd Dorian ikke havde fat i, og langsomt, med nænsom præcision, førte han en finger ind i munden. "…der er flere nerver her…" hans stemme lav, opslugt "…det burde ikke føles som det samme…"
Tanken fortsatte alligevel bag ordene; skarp, nysgerrig, men han dvælede ikke ved den.

Gløden i hans øjne blev mere intense ved synet af sin finger der gled ind, uden modstand, uden varme - som om kroppen blot var en illusion, der havde glemt at være virkelig. Robin dvælede ved fornemmelsen der burde føles fugtig, levende, men efterladte ingen spor på huden udover den samme summen, der ikke helt var følelsesløshed - men heller ikke følelse - som nerver der registrerede noget, uden at forstå hvad.

Han sank sit spyt, og forsatte med at bevæge fingeren derinde i blide strøg. Øjnene fulgte bevægelsen med en intensitet, der ikke helt hørte til i noget så simpelt som en hånd og en mund. 
"...Fascinerende," sagde han i et forundret åndedrag. Hans egne læber skiltes uden at han selv registrerede det - en stille spejling af det, han betragtede. Der var noget ved det, der burde have været forkert... men den tanke nåede aldrig rigtigt at slå rod.

Det var en ny position for halvdæmonen, der alligevel ikke alt for ofte åbnede op for tandsættet.  Det føltes vulgært, ikke helt som en nødvendig form for test, hmm? Men måske havde den alligevel været det. 
Nødvendig, fordi nysgerrigheden hos Robin var stor. Og når han kiggede sådan på ham, bifalde de og fascineret, var hans eget behov for at give ham svar.. irriterende overdøvende. 
Så.. holdt hans teori vand? Halvdæmonen klemte øjnene lidt underholdt sammen, imens han talte. En del af ham tvivlede på at det ville føles anderledes, men så igen, hvad vidste han? Ikke nok til at stille den slags spørgsmål, det var en finurlig krøllet hjerne som sad foran ham. 

Og frygtløs. Selvom Dorian ikke ligefrem havde givet grunde til at være på vagt, var der ingen underliggende anspændthed i mennesket, over at side med ham. Hans slags. 
Så måske fordi han ikke forstod, så virkede det ekstra tillokkende. 

Det var en hviskende tanke der fik ham til at gøre det. Den slags som lurer i baghovedet, og blot ventede på sine grunde, til at komme frem, den her gang tændt, af det berusende nærvær af Robin. Han kunne, og ville ikke helt stoppe sig selv. Følte hvordan han langsomt gav lidt mere og mere slip på magien, så han faktisk kunne mærke hvad der foregik. 
Næsten som tanken blev tænkt, blev halvdæmonens krop fysisk igen, og tungen viklede sig med et drillende glimt i øjet, omkring hans ellers forsigtige finger. Han burde ikke være so frygtløs, mange andre havde for længst bidt den hånd af - eller måske endnu værre, slugt mennesker i én mundfuld. Og han kunne godt forstå lysten til det. 
Men Dorian var ikke så grådig. Han lod sig nøjes med en smagsprøve, og bed i et drilsk smil ned, for at trække lidt blod. Skarpe hjørnetænder og et selvtilfreds smil - bare en lille bid. 

Under Robins fingerspids begyndte han nu at mærke varmen fra Dorians tunge. Fugten, der viklede sig om ham, blev til noget mere fast og håndgribeligt igen. Magien ophørte langsomt, trak sig ud af nervebanerne i Robin og efterlod en blød, vedvarende dunken i kroppen.
Tungen føltes tung i hans egen mund - og umærkeligt flimrede hans blik, som forstod han en anelse for sent, at det ikke længere handlede om magiske ladninger, men om noget mere instinktivt… dyrisk.

Et kort, skarpt indånd sugede gennem tænderne på ham. Dorian bed ham sku. "Mh.." Det rev ham brat ud af sin morbide nysgerrighed - et ekko af drageungen, der havde gjort det samme. De bisser i munden var skarpe… og alligevel. Den blide, insisterende ømhed pulserede, hvor tanden havde sat sit mærke.

Robin drak sig bedøvet i det selvtilfredse smil. Blev hængende i amorbuens form på de fyldige, indbydende læber. Smuk... så vovet. 

Sikke en farlig mund.

Han nynnede - et kort, åndeløst grin, halv undskyldning, halv fornøjelse. "Jeg lod mig vist rive lidt med…" Men intet i ham trak sig. Blikket glitrede stadig, tilfreds, mens han strakte fingeren prøvende i Dorians mund, før han langsomt lod den glide fri igen. En tynd blodstribe fulgte med ud, og han betragtede den et øjeblik. Forundret. 
"Det er ikke første gang, jeg er blevet bidt."

Han lod tungen glide over bloddråben, før blikket fandt tilbage til Dorian.
"Hvad ellers kan du gøre med den?"

Intet som smerte til at holde en fastankret. Selvom han måske havde forventet at han trak hånden til sig selv igen, rykkede han sig ikke ud af flækken. Ikke til at starte med, og smagen af jern fik lov til at hænge tilbage, som et sidste lille farvel. Jeg lod mig vist rive med. 
Så var de to, og han sank smagen i den fornøjede tanke.

Blikket var kort låst på den lille røde dråbe, men gled op igen, et dæmpet grin listende henover læberne. Fordi af en eller anden grund, så kunne han godt forestille sig det ikke var første gang. Måske endda ikke sidste gang. 
Og han havde stadigvæk ikke trukket sig. 
Det var svært for halvdæmonen ikke at rykke lidt på sig, da han følte varmen krybe henover skuldrene. Ned af kroppen og armene, helt ud i fingerspidserne. Som en insisterende tromme, den ville have ham i bevægelse. "Hvorfor overrasker det mig ikke?" og han bed sig lidt i tungen, for den her gang at ankrer sig selv mere til sædet. Han burde ikke lege så let med. 
Skarp smerte, som brød i den tågede rus - men en del af ham følte sig helt... høj på den uforløste spænding - og så egoistisk som han var, ville han ikke få det til at stoppe.

Dorians hoved gled på skrå, og han lod hånden på Robins underarm, glide en smule længere op. Op imod skulderen, og de smukke røde krøller, der faldt udover hans brede overkrop. "Du mangler en demonstration?" Eller hvad det nu engang hed. Så tæt på, behøvede han ikke engang at tale særlig højt, og det intime tonefald gav den mørke stemme en spindene kant. 

Et dæmpet grin forlod ham - han kunne ikke lade være, når Dorians musikalske latter lød. Sprød og behagelig... hvor det dog klædte det kønne ansigt. "Du virker som én, der er svær at overraske." bemærkede han - og det humoristiske glimt blegnede og blev byttet ud med noget mere sultent, da hans blik langsomt gled rundt på Dorian. Gyldent lys fra lamperne udskar kindbenene i hans ansigt på en æterisk, hypnotiserende måde. Robin kunne ikke se væk. Ville ikke.

"mmm..." der var noget fascinerende ved Dorians fingre, der bevægede sig med sådan ynde og lethed, næsten for præcist i måden de vævede sig over Robins arm. Efterlod gåsehud, når de strejfede den nøgne hud. Og han kunne se det for sig… adskilt af de selvsikre hænder. Lag for lag, der gav efter… blotlagt.
Du mangler en demonstration? Det lød så vanvittigt godt, når Dorian sagde det sådan. Blødt som fløjl, en tone der lagde sig tæt omkring hans brede fysik - og lokkede ham tættere på.
Øjnene dalede til læberne, før de fandt tilbage til Dorians intense blik. 
"Så... absolut." Luften mellem dem var spæd, så intim at han kunne mærke det varme åndedrag mod sine læber. Uden hast lagde han hånden bag Dorians hoved og kørte fingrene ind i de bølgede svirp af blødt hår. 

Det var alt for nemt at blive opdaget her... men alt for svært at lade øjeblikket passere. 
"Vi ville jo nødig skuffe din gudinde…"

Måske på mange punkter, men Robin havde alligevel formået at overraske. Og sikken en en god en af slagsen. 
Det var en fantastisk dans, og Robin tog hans hånd i den. Jah han tog næsten også teten, og Dorian følte med et behageligt gys, den brede hånd kuppe baghovedet. Selv fik han fat i en af de lange fletninger, for at følge den op til kæben. Skægstubbe. Krøllede, men ikke hårde. Han elskede at se, hvad de blide berøringer kunne gøre ved andre. Hvordan de sorte pupiller kastede den varme glød væk, efterlod et sort hul af muligheder.  Og Dorians mundviger skiltes i et tilfreds lille hmm, da han endelig sagde jah. 

Vi vil joh nødigt skuffe din gudinde. Hvilket han ikke kunne være mere enig i selv; det ville næsten være en værre uret, end den han gjorde mod sit rygte i Mørket. 
Noget med at sætte andres meninger over gudinden, og han nynnede et lille svar. "God pointe" inden han trak ham tæt ind og lukkede afstanden imellem deres læber. Ikke mere snak. 

Dorian lukkede øjnene, og følte sig frem, da han kyssede ham. Overraskende blidt, i forhold til det kontrollerende greb han legede med, når han lukkede næven i en god mængde hår. Men når han fornemmede at det var gengældt, var han ikke sen til at gøre det næste kys dybere. Han havde savnet selskab. 
Det smagte som en god idé, og en stædig side af halvdæmonen var ikke klar til at smide alle praksisser fra sig. Teknisk set, havde han hviletid. Eller hvad det fine ord de her dage, var.

God pointe - jah, og hvor ville Sharas hænder dog bifalde dem nu.
Regnen slog mod ruden, hårdere, kraftigere, eller også var det lyden af Robins trommende hjerte, da deres læber endelig mødtes.

Kontrasten fra det skarpe, legende bid til dette næsten høflige kys var i og for sig en modsigelse i sig selv. Men det tilføjede en delikat, langsomt forbrændende dans oveni det kontrollerende greb, der strammede sig om det tykke hår. 

Gjorde det til en pragtfuld tortur for et utålmodigt sind.

Rykket det gav, var nok til at lade resten af håret falde i et suk om skuldrene, da bindebåndet atter gav op. Glemt.
Den anden arm lagde sig om Dorians ryg, hånden presset ind mellem skulderbladene, og lukkede den sidste afstand i en kollision som fjerne stjerner på nippet til ødelæggelse. Forbundet i et dybere kys, hvor Robin gav plads ved at lade læberne skille.
Han fortabte sig en anelse i varmen mellem dem. Pressede tungen frem, våd og krævende, efter at mærke ham igen. Et suk gled ind i Dorians farlige mund, nappede kort efter de fyldige læber, før tungen trak sig tilbage-

Øjnene åbnede sig en smule. Tunge. Mættede. Høje på smagen af ham.
"Du bruger vist den mund til meget andet end bare politiske diskussioner, hmm..?" Det var ikke længere nogen hemmelighed, hvordan Dorian fik blodet til at vibrere under huden på ham-knogler, der gøs og sendte chokbølger ned gennem kroppen.

Alt ved det var en dårlig idé… Risikoen stor- det vidste han godt.
Men det gjorde det ikke mindre fristende.

Røde krøller faldt omkring ham, ude af stand til at holde dem alle tilbage, og han lod sig drukne i nærværet. Følte strømmen trække ham med, og pressede sig tættere til den store overkrop med en behageligt suk. Hjertet hamrede, pulsen hos Dorian steg. Tanker fortabte sig i rusen, også skyllet væk af den heftige begejstring som gennemsummede kroppen, og det hele kulminerede i hans sensuelle nap. 
Mere. 
Det dæmrede et kort øjeblik irriteret i ham, da Robin trak sig. Efterlod ham med brændende læber og tungt åndedræt, hvilken frækhed. De sorte øjne gled en smule op, da han hørte ham tale. 

"Mmmh. Måske endda mit vigtigste redskab" og selvom det blev sagt i leende joke, var det ganske sandt. 
Fingrene nulrede nogle af lokkerne imens han talte. Trak prøvende tilbage, så hans hoved vippedes lidt på skrå og blotlagde mere af øret og halsen. Han var ikke færdig, mere, og et eller andet sted.. måtte de joh se om Robin allerede var det. 
Han ville forstå det. Måske ikke juble, men forstå det. 

Den frie hånd gled undersøgende op af brystet, for at trække sjalet henover skulderen lidt til siden. Give ham plads, og Dorian pressede sig frem, for derefter at sætte sig mere op på knæene. Lægge læberne imod kæbelinjen, og prøvende forsætte kyssene ned af halsen, den kaldte på ham. 
"Lader du dig tit rive med?" mumlede han imod den lyse hud, som et spørgsmål han ikke havde fået stillet før, men sagt i et smigret, måske endda også drillende toneleje, og han pausede, for at se hvordan han stadigvæk havde det. Ville han have ham til at stoppe? 

Dorian havde straffet ham med sine kys. Vist ham, hvad han kunne gøre ved ham. Hvad de kunne gøre ved hinanden… og alt dét var blot en smagsprøve.
Der var mere at tage af. Mere at smage – og Robin indåndede den sprøde luft af begær, der spøgte i krogene af arkivet.

Fingrene gled langs Dorians nakke. Klemte til, da han selv i et ryk fik blottet halsen. og han lod ham gøre det. Som ler under hans mørke hænder. Midlertidigt formbar. 
Smilet spillede skævt i mundvigen og han nikkede let til bemærkningen. Hans vigtigste redskab… og Robin var mere end interesseret i at finde ud af, hvad ellers den kunne.

Brystet sitrede følsomt under berøringen og i samme sekund blev øjnene himmelvendte bag lukkede øjenlåg. Dorian satte ild til ham. Gåsehuden bølgede over huden, lod varmen samle sig i en krævende hede, der spredte sig videre, og fik en lav lyd til at røbe sig ved hans læber.

"Kommer an på hvad… hvem." Ordene faldt i samme dybde, og han trak vejret tungere, da den følsomme del af halsen igen blev mødt. Fingrene tegnede langsomme cirkler mod Dorians nakke, før han i et insisterende ryk, trak ham ind til sig. Ville have ham ovenpå, grænskeoverskridende tættere - så Sharatilbederen ville mærke hvor revet med han var lige nu. 

Stadig med armen omkring ham lod han den anden hånd glide op, greb fast om den skarpe kæbe og tvang ham til at se på ham. Det måtte blive et øjeblik uden kys.
For han ville se ham. De rødmossede læber. De mørkglødede kinder. Måden han så på ham - som åd han Robin med blikket alene. Han ville se det hele. 
"Du har sådan et kønt ansigt…" Tommelfingeren gled op, trak let i underlæben, blottede tænderne. "…er det sådan, du får dét, du vil have?" 

Det var en velkendt magt han fornemmede, når huden under hans læber begyndte at brænde. Da musklerne begyndte at sitre, og små afslørende lyde, trak deres stemmer ned i dybet. Som at spille et instrument - hvert individ havde sine egne strenge at slå. 
Robins, passede i det her tilfælde rigtig godt til hans egen melodi. Det var en unik fornøjelse, og...
Han havde alligevel aldrig været god til at lade være. Var sjældent pligtopfyldende nok, til at huske på det. Eller måske bare trodsig nok, til at gøre det alligevel. 
Hans ordvalg fik halvdæmonen til at grine dæmpet, noget smart på sinde over de kvikke læber. Men det brød over i et overrasket lille 'uh', da han i næste øjeblik nu mistede balancen, og blev trukket frem. Ind. Begravede kortvarigt hovedet i det lange hår, og følte et dæmpet støn mase sig ud, over den lidt hårdere behandling. Jah. Hænderne strammede deres greb, forsøgte at genfinde noget at holde ved, imens han satte sig overskrævs på Robin, ikke utilfreds over hvor han ville have ham. 

Manden havde det i hvert fald ikke forfærdeligt, kunne en selvtilfreds tanke i Dorian bekræfte idet han satte sig til rette. Knæene nu ud fra hans hofter i stedet, og noget insisterende pressende på nedenfor. Det rivalisererede næsten hans egen rejsning.  
Noget, som sendte en forventningsfuld rislen igennem den slanke krop. 

Ganske motiveret skulle Dorian til at genoptage sit forhenværende projekt. Små kys, tirrende nap, simrende varme i summende fingerspidser. Fordi han nød virkelig at tirre den kære Robin. Og den evige dæmon i ham, ville så gerne se ham lide lidt - bare for at se hvordan det så ud. Men nåede aldrig så langt. 
Du har sådan et kønt ansigt... Dorian låstes i de rødbrune øjne - nu næsten en spejling af natten, ikke ulig hans egne - og klemte dem langsom sammen, da han hørte hans næste ord. Touche. 
Tænkt med et næsten stolt smil, og han brummede. "Så. Du synes jeg er køn.." uden helt at svare på hvad han egentlig spurgte ind til, selvom det måske kunne anes i det mørke, tændte blik. Fordi det havde sku aldrig skadet. 
Og uden at lirke blikket eller ansigtet væk fra hans greb, begyndte hænderne at løsne hans fine broche, måske også sjal, så nogle af de zalans lag kunne komme af, han ville se. Robin havde føltes stærk... og det var svært at være utilfreds over.
"Hvad tænker du ellers om mig?" sagt med den slags tone, hvor han ville være ligeså glad for komplimenter som det modsatte - ord kunne i disse situationer, ofte det samme for ham - lige meget hvilken forklædning de tog. Så længe de var rettet imod ham, var det ligegodt. Så længe de kom fra den mund der. 
Han fik ikke altid det han ville have. Bare ofte. Og lige nu, ville han have ham. 

Vægten af Dorian tyngede alle de rigtige steder. Hans fingre begravet i Robins tykke lokker og det dunkede som trommer under fløjlen imens. Ah. Han kunne mærke utålmodigheden blomstre hos dem begge… men gennem små pinsler ville resultatet kun blive dét sødere.

Så du synes, jeg er køn — jah, forfærdeligt køn. Uimodståeligt køn… så meget, at Robin ikke kunne lade være med at bemærke Dorian i mængden disse dage. Øjnene faldt umiskendeligt tilbage på ham, uanset hvad, hvornår. Men det ville han ikke sige. I stedet sendte han ham et sigende blik. Diplomaten vidste joh udmærket, hvad han gjorde.

Og nu ville han høre mere.

Et melodisk brum summede fra Robin. Han spredte læberne i et sagligt smil uden at tage øjnene fra den anden - hans mørke prins - og lod en tanke eller to glide forbi, før han talte.
"At…" Smilet blev bredere, fornøjet over at mærke det lille ryk i brochen. Robin tog et kort sug ind, drejede hånden, så fingrene bedre kunne lege med læberne. "…du klæder dig lidt for smart." Han tiltede hovedet og lod blikket vandre langsomt ned over ham, tog synet ind. Sjalet gled af ham nu, og efterlod overkroppen blottet.
"Alt for mange lag." på dig. Ordene faldt kælent, næsten klagende, mens han hev drillende i den fine skjorte. Det var jo ikke fair, at Robin var den eneste der blottede sig.

Hånden fulgte ned, pirrende, standsede lige ved grænsen - dvælede - før den gled tilbage til knapperne. Han havde lyst til at flå dem op. Gjorde det dog ikke. I stedet måtte han arbejde videre med én hånd, mens den anden fandt om til ballen og klemte til. Trak ham tættere, pressede ham ned mod sig, mens han selv bevægede sig en anelse for at mærke mere. 

Det begyndte at blive en farlig lille dans. Deres legeplads var trods alt læsesalen, men det synes at blive mere og mere ubetydeligt for Robin. Muligvis også for Dorian. Og han ville nødig ødelægge takten, for at finde et mere passende sted.

Det var svært ikke at føle sig smuk, når han så sådan på ham. Når han talte sådan til ham. Svarede ham, så den dybe bas vibrerede i hans ører og videre i kroppen. Krævende hænder låste hans ansigt og opmærksomhed, men i udkanten af øjenkrogen, følte han sjalet endelig glide af skuldrene. Lyset lagde en varm glød om den smukke mand. Skarpe linjer af muskler og fine, små hår dekorerede mennesket, og Dorian lagde i stedet hænderne imod den varme hud, den kaldte på ham, imens han lyttede. 

For mange lag simpelthen. I det her øjeblik var Dorian frygtelig enig. 
Han følte med pirrende forventning ham slippe hagen. Strakte armene lidt, for at give ham et bedre syn, og grinte da han i stedet lod sig tage hånd om den kritiske situation, der hed 'for mange knapper'. "Jeg har ellers aldrig hørt klag-" protesterede han uden reel modstand, men følte stemmen knække over i et lidt ufrivilligt, men dog varmt støn, da Robin pressede dem tættere. Endnu tættere. 
Fingrene krummede sig sammen i bølgen af nydelse, og han overgav sig momentært, til de fast hænder, som de rykkede ham rundt. Hvordan kunne han andet? Lænede hovedet ind forbi hans i et hengivent suk, så den overfladiske vejrtrækning blev tydeligere. Det var slørende. Dulmende for hans stolthed, han havde ikke lyst til at modsige ham. 
Robin.. han fortjente at høre hvad han gjorde ved ham. 
Og en hånd var åbenbart alt det krævede. 
Måske var det en god mængde øvelse der gjorde ham så kordineret. Måske havde han fundet sig et naturtalent - en som trykkede de rigtige steder. Men ikke desto mindre, var det foruroligende hurtigt han følte et pust af kulde løbe over kravebenet, da mennesket fik krænget de første par knapper op. 
Og han ønskede at erstatte den med den varme han følte boble under huden i sin egen forventning. 

Ved Shara, hans stemme. Blød og så intens, at den formede hans støn til flydende honning - og Robin ville høre mere. Gøre mere ved det. Instinktivt rullede han hofterne igen, lod bevægelsen finde en rytme mod Dorian. Tunge åndedrag blandede sig, og for at give plads til dem - til alle de lyde, han ikke ville misse - skrånede han hovedet let til siden.

"Det kan da også noget… at pakke dig op." Ordene faldt i et lavmælt prust. Pulsen sejlede, varmen gjorde ham svimmel. Det var svært at holde fokus på tøjet, når Dorians fingre listede hen over hans bare hud. 

Sådan… De zalaens knapper var en strid affære, og Robin gjorde det kun værre ved at holde ham så tæt. Alligevel gav de efter, én efter én. Blottede mere af den smukke, elverlignende, mand. Han trak sig en anelse, mundvigen løftede sig i et lille sejrssmil, og - med et let ryk - fandt sig bedre til rette.
"Se... meget bedre." Et legende bid blev plantet på Dorians gyldne - overraskende bløde - hud. Og så... bare lidt hårdere denne gang. Gengæld, ja. 
Men det var lige så meget for at lokke flere af hans støn frem. 

Hvilken vej skulle de gå? Hvad ville Dorian helst? 
Tungen fulgte efter, erstattede tænderne, og med lukkede øjne lod han den finde vej langs halsen. Robin var ligeglad hvad det blev til - han ville bare have ham. 
Hænderne slap det kontrollerende greb og gled i stedet ind under skjorten. Fingrene bøjede sig mod huden, nød at holde ham dér, mens han trak ham tilbage i endnu et kys. Mund mod mund. Ivrigt. Uden at slippe. 

Det føltes som om at han blev belønnet, men også straffet. Måden og rytmen som Robin fandt, sendte insisterende stød igennem den mørkebrune krop, startede steppebrande, kaldte på stormen, og han lukkede sagligt, besværet øjnene. Frustreret, men elskede samtidigt at være det - en fantastisk luksus, sådan at opleve.  
Et sted ved siden af sig hørte han den lavmælte stemme mumle sine søde små konstateringer, og han nikkede lidt fraværende. Det føltes som om at han talte igennem en tyk tåge af flydende begær - som om at ordene var fjerne. Og alligevel trængte de klart igennem. Som når han med et enigt, distræt brum gav ham ret. Når han lavmælt hviskede "Jah?" Han måtte gerne pakke ham op. "Du er også god til det" og han efterlod ham sitrende efter mere. 
Øjenlågene føltes tunge. Han åbnede dem op på klem, da han følte Robin trække sig lidt tilbage. Ekkoet af hans rullende bevægelser var savnet, og Dorian fugtede læberne i sit smil. Meget bedre, simpelthen..
Luften føltes tung, sød og varm - det bredte sig som en behagelig gåsehud henover den nu bare overkrop, som savnede den tilbedende opmærksomhed fra før. 
Men i en fræk manøvre, blev de blide berøringer erstattet med simrende smerte. Dorian krængede sig lidt frem i det markerende bid, endnu et luftigt støn, et alt for tilfreds smil hængende tilbage i mundvigen over den lille hævn. "Mmnnh, Robin.." Hånden gled tilbage i baghovedet på mennesket, krævende og hårdt da han trak tilbage. Varmen var mindst ligeså velkommen som læberne havde været; det hældte benzin på et begærligt bål, det skubbede en dæmpet knurren igennem Dorians svælg.

Da han så samtidigt fornemmede noget af selvstændigheden finde tilbage, i takt med at Robin løsnede grebet, stødte Dorian beslutsomt knæene imod det bløde underlag. Hævede sig lidt over den siddende mand, og lænede sig ind i det tændte kys. 
Uden tøven, tog han lidt af kontrollen tilbage. Kysset var sultens, tirret af tidligere behandling, og med et tilfredst suk skubbede han den anden tilbage i chaiselongen. Læg dig, så han kunne komme til, og den farlige mund på afstand. 
"Du har det lidt for godt" konstaterede han forpustet, uden helt at mene det. Umuligt, og trak langsomt sine arme ud af ærmerne, imens han talte. Pressede sig mere kontrolleret ned i skødet på Robin, i nogle rokkende, rolige bevægelser. Det var svært at skjule den underliggende ulmen af tilfredshed fra blikket, når det gled nedover den smukke krop foran ham. 
Skjorten blev krænget af, og han studerede et øjeblik korsettet - ville han have det af? Og nikkede enigt for sig selv, jah, for at begynde at åbne dens lås. Smart at placere dem foran, og ikke helt ked af at holde ham lidt tilbage, mens han fik pakket ham ud. Fordi det var måske ikke et smart sted at finde selskab for natten. Men hvis han alligevel var i gang... kunne han undvære de minutter ekstra det tog, for at han kunne føle det mere. 
Og han havde tænkt sig at se mere af den lyse krop trække sig sammen, når han kom ned til det summende underliv. 

Fingerfærdigheder, multitasking - Robin var god til mange ting, og at gøre mange ting på éen gang. En vane, tillært af en rastløs hjerne, der altid ville mere. Se mere. Forstå mere. Ligningen gik desværre ikke altid op, med så mange bolde i luften. Men lige nu var der heldigvis kun én ting at fokusere på.

Dorian. 

Bid = støn. Hmmm.. Robin noterede det. Kunne bruge det senere. Han ville lære det hele; hvad der fik Dorian til at reagere - hvad der trak de lyde frem. Fik ham til at spinde - eller knurre, som han så herligt gjorde lige nu. 
Luften forlod ham i et skarpt åndedrag, da hovedet blev tvunget bagover. Som om Dorian satte ham på plads for dårlig adfærd, eller roste ham for det samme. 
En spændt grimasse gled over ansigtet, men ikke utilfreds. Behandlingen var overraskende kærkommen. "Ved Shara... jeg elsker de lyde." brummede han lavt, næsten hengivent. Hans navn lå alt for godt i den mund. Dorian måtte gerne blive ved.

Hænderne gled højere op langs ryggen, fulgte bevægelsen, da Dorian hævede sig og tog noget af kontrollen tilbage. "Mh..." sukkede han ind i den åbne mund. Kysset ændrede karakter. Blev mere krævende. Vådt. Et skub og træk mellem dem; ikke en kamp, men en afprøvende erobring. 

Kysset blev brudt. Robin mærkede skubbet og lod sig falde tilbage uden protest. Et skævt, inviterende smil trak i mundvigen, og Robin sendte et blik op med ham der glødede. Spredte sine ben, og gjorde bedre plads. 
Chaiselongen gav efter under deres vægt, det slidte stof mod hans ryg - næsten glemt i samme øjeblik, han så op. Nød at se diplomaten så... ophidset. 
Haha. Brynet løftede sig let ved bemærkningen, og han skubbede en forvildet lok væk fra sit ansigt.
"Har jeg dét?" lo han dæmpet. Tungen gled kort over læben. "Er det ikke også - ah - meningen?" Presset mod ham trak varmen dybere, lårene dirrede, og han trak vejret tungere. "hah..." Han lod hofterne bevæge sig en anelse, bare nok til at mærke modstanden, mens blikket dovent fulgte Dorian; tog ham ind, lag for lag, som han fik smidt skjorten. 

Vejrtrækningen hvirvlede luftigt og levende mellem dem. Og imens de mørke hænder var travlt optaget med at få åbnet korsettet, brugte Robin tiden fornuftigt, og lod sin hånd glide ned over den bare brystkasse, fulgte musklernes linjer, indtil han ikke kunne komme videre - og kørte tilbage hvor han kom fra. Klemte hårdt om brystet. Så solid under hans varme hånd. 
"Sig mig…" Stemmen lav, næsten undrende. "Har du gået og gemt på dét her hele tiden?" Hånden fortsatte sin undersøgelse, videre langs armen, greb til igen og æltede fingrene mod de velformede triceps. Som om han testede noget. Robin lærte jo bedst hænderne. 

Det var en fantastisk fornemmelse af kontrol som lagde sig i halvdæmonen, da Robin lod sig falde. Tilbage, ned i det slidte underlag og spredte både ben, arme og krop for hans hånd. Og han elskede synet. Som et fremmed landskab, var det kønne ansigt omringet af sine røde floder. Tynde perler af sved fik den lyse hud til at reflektere olielamperne, den næsten bad til at blive tilbedt, men han havde stadigvæk tøj på. 
Og de øjne. Sengeøjne, glødende i takt med at Dorian afklædte sig. De bad om mere, og hvorfor skulle de ikke få det? 
Dorian svarede ikke med det samme. I hvert fald ikke verbalt. Selvfølgelig var det meningen, men det var en overvejende brummen han i første omgang fik tilbage, ved de leende ord. Som havde han virkelig ikke besluttet sig for hvad der egentlig var meningen.
Men måden hans hud sitrede under de blide fingrer. Måden han i en brændende hals trak luft ind imellem tænderne, idet han følte Robin tage mere fat. 
Dorian havde skam besluttet sig, og trak med et tilfreds suk, den sidste af låsekrogene fri, så maveskindet kom frem. 

Han var joh guddommelig. Af partnere, havde halvdæmonen både set og kælet sin del af verdenens skabninger. Så forskellige typer, at det menneskelige næsten kunne være for kedeligt, i lyset af alle de andre kroppe som fandtes. Men Robins, slog ufrivilligt noget af luften ud af Dorian, som følte en ærbødig, indvendig tak liste sig afsted imod hans gudinde. Det føltes som en forbudt fornøjelse, at det var i dette rum han var dumpet ind. 
Sig mig.. 
Og den dybe bas trak ham i et ryk tilbage til virkeligheden. Tilbage til undersøgende hænder, og Dorian spændte op under de varmende ord - ikke anspændt - men tændt. Man kunne joh næsten ikke lade være, når han komplimenterede ham på den måde. Gav ham lyst til at vise ham mere. Give ham mere af sig selv, uden at holde igen på stolthedens rammer.
Dorians læber deltes i et legesygt lille smil. "Gemt det?" gentog han underholdt, og lænede sig endelig ned til det bløde maveskind, for at lade små sommerfuglekys følge de senede muskler. Sikken en kamp det havde været, men endelig var han her. Følte dem spænde under sig, når han passerede et godt sted, og rykkede samtidigt mere bagud, for at få plads. 
Dorians nu frigjorte hånd, kuppede undersøgende den stramme bule i bukserne. Blikket gled op, udadtil upåvirket af hvad han foretog sig, men med et djævelsk glimt i øjet, da han lagde op til at forsætte samtalen. "Du tror jeg ville gøre et bedre arbejde, hvis bare jeg havde mindre på?" og han løftede tvivlsomt det ene øjenbryn. Eller mente han noget andet med det? 
Og da utålmodigheden alligevel bed ham i hælene... da stoffet begyndet at blive en for irriterende barriere, og de luftige suk - han måtte høre flere - gav han sig i stedet til at pille ved bukseknapperne, for at se om han kunne møve det af sin kære vogter.