Hermés slægten var sin egen gren af mystik - mystik af særheder. Finneas gav et indforstået nik, en bekræftelse der næppe kunne behage modtageren i det endnu uklare spil der lå for dem. Juristen samlede på kort, men smed samtidig mange af sine esser af sig for at give noget fra sig selv igen. 

Øjnene lyste op i mørket, det orange skær af dem som han var et bæst af natten afspejlet hans natur i sekundet, for de, som gav en interesse for andet end deres egne. Skønt havde han ikke høje tanker om mennesker i magtpositioner, de kunne sjældent se udover egen næsetip, for alt der betød noget, var blot at det gik deres vej. "Alt der ligger på Dere sind, kan være en forhindring for målet De har for dem. Så fortæl mig... Hvad er så skrøbeligt for Dem, at vi går på list omkring det?" Hemmeligheder huede ingen, specielt ikke en, som ville have det nemt - og hvor nemt agtede Kitt at få det, for som vejen var lagt for nu, var der intet nemt at spotte. 

"Målet helligere midlet, så har jeg grønt lys, agter jeg at agere som jeg planlægger tingene ud fra min egen fornøjelse" 

Hans egen fornøjelse? Tanken strejfede ham i et kort glimt af vantro, men ikke en mine fulgte med. I stedet lod han sig glide med strømmen. Spillede spillet.
"Det er en… selvsikker læsning," begyndte han lavt, næsten som en eftertanke, men tonen bar en svag antydning af noget andet. Blikket forlod ham ikke. Et øjeblik virkede det, som om han overvejede noget, ikke ordene, men manden foran ham.

Kølig marmor. Og overnaturlig… ja, skønhed.
Lyset fangede øjnene igen. For skarpt. For klart. Noget i dem glødede, som burde det være blevet i mørket. Men Kitt blinkede ikke.

Hvor interessant.

Afstanden mellem dem var reduceret til noget, der næppe kunne kaldes passende. Et enkelt åndedrag, måske to. Alligevel stod Finneas urokkeligt. Det fik et svagt træk til at spille i Kitts mundvig.
"Byvagten havde deres forsøg," fortsatte han roligt.
"De fandt intet." Han lod tommel- og pegefinger glide mod hinanden i en langsom, overvejende bevægelse.

Øjnene dalede til læberne, inden de i et ryk kom tilbage til de intense øjne. "Så jeg må gå ud fra…" En pause. "…at De har tænkt Dem at gøre det bedre?"

Besynderligheden af slægtens arv tittede frem i Kitt. Finneas rykkede sig ikke fra sin position, skønt musklerne omkring øjnene gav et tegn fra sig af suspekt. Privatfæren var etableret af en årsag og i et embed af hans kaliber krævede en 'fære' af en art for professionelisme. 

Juristen gav sig dog ikke, han ville ikke give plantageejeren den (uforventet) sejr. "Selvsikkerhed er ikke en hver mands kunnen, og med et erhverv som mit, er kriblende usikkerhed, tvivl og tøven ikke til nogen gavn" lød det stillestående fra ham, som det hele kom ud i et simpelt åndedragt af ligegyldighed. Uindbydende til videre opfølgning.  

Provokerende som hele affæren var gået hen og blevet, skimtede øjnene halv skulende som de ænsede modpartens flyttende fokus. Finneas kunne nok finde på undskyldninger, men ikke undskyldninger til hvorfor han ville have suget blodet fra en igennem tungen..

"Byvagten bruger ikke deres ressourcer tilstrækkelig, de glemmer at udnytte evnerne deres mænd har, såfremt de tillader det," og selvom Finneas ikke så grund til hvorfor ikke evner skulle udnyttes til de ting, så var der tvivl til hvor vidt evner kunne bruges til den slags sager - eller uagtet sagens indhold. Evner kunne afsløre unødvendige ting, lede efterforskning i forkerte retninger - og så meget mere. "Men små øre har det med at vide bredt omkring byens kriminalitet," tilføjet han.