Et myg af et smil var at ane i mundvigen af hendes. "Nydelse er så et ord du ikke kan begribe, min kære Ares" svaret hun ham med en sødme i stemmen, som det bar lag af historie så gammel som ørken selv. 

Afstanden var knap, men føltes som miles afstand i begærets tegn. Smilet der havde været, svandt væk som flagmusene i nattensmørke, hans udfordrende adfærd havde alle dage været ildevarslende. "Finger, fod... testikler, det kommer an på humøret af mit" som det ikke morede hende spor at han skulle være på tværs med hendes oprigtighed. Hun sad med magten til at kunne lade ham komme videre, såvel hun sad med magten for at fastholde ham i hans trængsel, eller forværre den. 

"Glem ikke hvem du taler til eller med" påpeget hun og lod blikket forlade hans eksistens, for at spejde sit eget rum. "Hvad er svaret så?" - "Eller skal du have mulighed for at overveje det nærmere før du svare et forhastet og instinktivt svar, for så kan vi altid arrangere en evaluering for omstændighederne af trivslen," tilbød hun let.  

Armene lagde sig over kors, ikke defensivt, men som et værn mod hende. Mod fristelsen.
"Hvad får dig til at tro dét?" udfordrede han, men rystede let på hovedet bagefter, som om han allerede fortrød at have taget imod den bold. Han bed på; det gjorde han altid med hende. 
Kæben arbejdede under hendes små, pænt indpakkede trusler. Der var ingen humor i dem. Det vidste han godt. Alligevel løftede et mørkt bryn sig, og et skævt, næsten overlegent smil trak i hans mundvige. Det lå tydeligt i attituden: Du skræmmer mig ikke, Pom. 

Men det var ikke hele sandheden.

Tungen gled kort over tænderne, og smilet døde lige så hurtigt, som det var kommet.
Blikket blev hængende ved hende. Vejede hende. Vejede sig selv op imod det, hun bad om. 

Armene løsnede sig langsomt, men ikke i overgivelse, ikke helt. Det var hans egen beslutning.
"Måske…" begyndte han, og trak vejret tungere, tydeligt irriteret over sig selv mere end hende. Han lod blikket glide rundt i rummet, fæstnede sig ved sengen. "Jeg bliver ikke her for evigt." Ordene faldt fladt. Næsten som en konstatering.
Hans blik gled tøvende tilbage til Pompeia, og tilføjede en anelse lavere:
"Men det er ikke helt så simpelt."

Et begyndende svar lå stille på lur i hendes, men det havde alligevel lang vej til en levering, hvorfor det trak ud og et simpelt ord var alt der forlod hendes læber: "Instinktet." Det var langt fra rammende, men hun tabte alle de andre ord på vejen. Så hun for længe på ham, til at kunne få ordene dannet fuldestgørende i svælget af hendes ? 

Pompeia lod blikket følge hans, som et svar, stille, sensende og tilbageholdende, kom fra ham. Hvert et ord syntes at tage flere sekunder, alt for at de kunne stirre på sengen i rummet. 
Næppe kunne noget hun vidste gå op for hende, alligevel gav det mening med hvad han sagde, så selv hun kunne blive taget i overraskelsen af dets betydning. Gemalinden nikkede indforstået for sig selv, før hun lod et my af et smil blegne sig mundvigen af hendes, og et sæt medfølende øjne så mod manden i rummet. 

"Intet i livet et simpelt når man lever i syden, Ares. Kortene er givet ud og det handler sjældent om at spille et ærligt spil, for at stå tilbage med en vindende hånd," ikke at hun selv havde haft den udfordring, da hun mildesttalt var en gave givet væk, hvis hun var kategoriseret værdig for slægt og arvetageren. "Men nok om det, lad os få rundet overleveringen af, og få set på mulighederne for handlen," lød det besluttende fra hende.  

Instinktet.

Ordet blev hængende i ham, længe efter samtalen havde taget en ny drejning.
Det kriblede langs armene, ned i lårene — som myrer marcherende på hans mørke hud. Et uroligt ekko, han ikke helt kunne placere.
Han gøs svagt, men klemte fornemmelsen bort.
Instinktet… Var det det, de altid talte om? Hans mor. Hans søstre. Den kvindelige intuition. 
Pompeia talte igen, og det trak ham tilbage i rummet.
Det pyntede værelse. Velstanden. En påmindelse om afstanden mellem dem.

Et fnys undslap Ares, før han nåede at stoppe det. En skæv grimasse trak gennem det arrede ansigt.
Ikke fordi hun tog fejl. Men fordi det var hende, der sagde det.
Han svarede ikke med det samme. Lod ordene blive hængende mellem dem, uden at tage imod dem.
Men hun lod dem ikke blive der; samtalen gled videre. Afgjort. Som den slags altid gjorde med hende.
Han sank tørheden i halsen, og ansigtet fandt tilbage i sine vante linjer.

Blikket fandt hendes. Et kort øjeblik skilte læberne sig – testede om han ville vende tilbage til det, hun havde sagt tidligere. Men han lod det ligge.

"Så gerne." Han tog fat i håndtaget. Grebet strammede sig kort før han åbnede døren for hende, med en lille gestus fra den anden hånd. "Efter Dem." Der var dog noget mekanisk over hans bevægelse. En utilpashed han ikke helt kunne ryste af sig.