Catarina gik stille ved hans side, og da hun mærkede hans hale lægge sig om hende, sendte hun ham et blik, blødt og en smule overrumplet, men hun sagde intet først. I stedet nød hun bare, at han gik ved hendes side på den måde. Som om han ville skærme hende mod verden. Som om hun betød noget. og selvom hun sagtens kunne klare sog selv, så var det okay for nu.

Da han nævnte det med at have kaldt hende hjæper, stoppede hun kort op.


“Du behøver ikke beskytte mig...men når du gør og siger det på den måde så forstår jeg det bedre, men bare husk på at i min familie bliver hjælpere og tjeneste folk set ned på af de fleste.

Hun lod hånden glide ned og tog hans pote igen. Så gik de videre, og hun skævede op til ham med et smil, da de kom forbi smykkekvinden. Catarina kiggede lidt på varerne, uden helt at lægge vægten på det, og nikkede langsomt, da han nævnte musik og kor.

“Jeg er vild med musik,” sagde hun, og hendes øjne lyste en smule op. “Det er noget af det eneste, der altid har fået mig til at føle mig… hel. Som om alting giver mening bare i et øjeblik.”

Så lagde hun hovedet lidt på skrå og tilføjede med et lille, drillende smil:
“Men hvis du køber smykker til mig, Jack, så pas på. Jeg kan finde på at tro, du frier.”

Hun blinkede, tydeligvis i spøg, men der lå alligevel et gran af alvor i tonen, som man kun kunne høre, hvis man lyttede rigtig godt efter.

Efter en pause tog hun hans arm og lænede sig lidt op ad ham, mens de gik. “Lad os tage på kroen. Jeg vil gerne høre, hvad jeres stemmer lyder som, når de ikke er optaget af krig og pligt og ansvar.”

Hun så op mod himlen og sukkede lidt
“Og bagefter… måske tager vi et afsides sted. Så kan jeg vise dig, hvordan det ser ud, når en panter danser.” sagde hun drillende.

Hendes blik flakkede kort mod hans, udfordrende, levende, før det gled tilbage mod stien foran dem. "lad os komme afsted".

jack grinte lidt  da hun sagde  han ikke behøves at beskytte hende særlige meget han lendte selv hode mod hende da hun gjorder det og da hun talte om at vise sig sin Dans mod ham klimte hans pote atter hendes hånd mens han tænke på det hun sagde " det ved jeg.. også der for jeg siger det nu " svaret han blidt og rømde lidt selv om man ikke kunne se det på den måde at han kunne få hende til at smelte kendte han ikke noget  til men det var måske også bare de to lige nu det var godt hans do dotere ikke var her for at se ham lige nu en ung mage og en ælder hr sammen me ndet betød ikke noget for jack han hadet skoret en ung mø og det var han glad for  og at hun ikke to sig af han var en ulv gjorder ham bare glader nomalt gjorder mennsker ikke sådan noget han lod blikket glide på et smykke som linget en ulv der holdte om en kvinde og med en Diamart i den han to den stille op og gav damen nogle krystaler og så vendte  han sig igen mod cat " her et Symopl for os " svaret han med et kærlige smil på læben  og lage den blidt om hendes nakke at hun sagde hun to det som ferie vis han købte et smykke smilte han bare af og sagde stille " ja måske.." svaret han stille og slikket stille hendes øre tænden mens han to den på og efter det begyndte han at gå ned mod koren 

Catarina kunne ikke lade være med at smile svagt, da han grinede af hendes ord. Hun mærkede varmen fra hans pels, da han lænede hovedet mod hende, og grebet om hendes hånd fik hendes hjerte til at slå en smule hurtigere. Det var mærkeligt hvordan han kunne få hende til at føle sig både tryg og udfordret på én gang.

Hun vidste godt, at han beskyttede hende, selvom hun engentlig ikke havde brug for det i hvertfald ikke hele tiden og ikke lige nu.

Da de passerede smykkeboden, gled hendes blik hen over varerne uden egentlig at ville købe noget, men så så hun, hvordan hans opmærksomhed standsede ved ét bestemt smykke. En lille figur af en ulv, der holdt om en kvinde, med en diamant som gnist i midten.

Hun så ham betale damen uden tøven, og da han vendte sig mod hende, havde han det dér blik. 
Hun stod stille, mens han lagde kæden om hendes hals, og mærkede hans fingre  varme, bløde i bevægelsen, men stadig med styrken, hun altid forbandt med ham. 

Da han sagde “ja, måske” til hendes dril om frieri, kunne hun ikke lade være med at grine kort, men det blev til et gisp, da hans tunge gled hen over hendes øre. Hun bed sig i læben og besluttede, at hun ville gemme dét øjeblik i hukommelsen til en aften, hvor de var alene.

De fortsatte og da de trådte ind i den lille kro, blev hun straks omfavnet af en varm duft af brød, krydderurter og noget stegt kød. Stemningen var munter med musik, latter og samtaler på både dyresprog og menneskesprog.

Hun holdt sig tæt til hans side, da han talte med kromutteren, men hun mærkede straks kvindens blik. Det var et af de blikke, hun kendte alt for godt fra sin barndom i den adelige kreds  vurderende, må-lige-se-hvad-hun-er-for-en. Og selvom Catarina var vant til det, kunne hun mærke, at hun straks rettede sig lidt mere op. Hun ville ikke lade nogen tro, hun var mindre værd, bare fordi hun var menneske.

Da de satte sig i hjørnet, trak hun vejret dybt og lod blikket glide over rummet. Musikken var anderledes her. Ikke blot til underholdning, men som om den levede i væggene. 

Catarina mærkede det straks, da hans pote gled hen over hendes bare ben. Hun tabte næsten pusten et øjeblik, ikke fordi bevægelsen var for meget, men fordi den var så øm, så naturlig. En varm strøm løb gennem hende, og hun tvang sig selv til at trække vejret dybt for ikke at lade ham mærke, hvor meget det påvirkede hende.

Da hans øjne fandt hendes, bløde og varme, smeltede noget inden i hende. Han ser mig. Ikke min titel, ikke min familie, ikke min arv. Bare mig. Hans ord ramte hende på en måde, hun ikke havde været forberedt på også selvom hun ikke rigtig brød sig om ordet skat.

Hun blinkede, lod blikket falde et øjeblik, fordi det var så sjældent, at nogen sagde sådan til hende. Hjemme havde hun altid været en del af noget større en brik i et familiespil, hvor adel, blodlinjer og forbindelser og giftemål betød alt. Her var hun bare Catarina. Og det føltes uendeligt meget mere værd.

Hun mærkede hans hånd stryge over hendes kind, langs hendes læber, og hendes hjerte sprang et slag over. Hun ville sige noget, men ordene sad fast. Stemningen i kroen var livlig med sang, dans, latter, glas der klirrede , men for hende gled det hele lidt i baggrunden.

Hans nærhed, nærværd og hans blik og den måde, han lænede sig ind til hende på, uden tøven, som om det var det mest naturlige i verden.

Og så, da hans læber fandt hendes, mærkede hun varmen sprede sig i hende. som en lyst til noget mere, selvom det nok ikke lige var tidspunktet eller stedet til det.

Hun svarede hans kys, blidt men med en styrke bag, som var hendes egen måde at fortælle ham, at hun også havde lyst til ham lige nu.

Catarina mærkede varmen sprede sig gennem kroppen, hver gang hans berøring blev lidt dristigere, lidt mere undersøgende. Hun burde føle sig utilpas omgivet af fremmede, med latter og musik rungende i baggrunden,  men i stedet føltes det, som om de to sad i deres egen verden.

Hans blik, hans smil, den måde han lænede sig ind mod hende… det tændte noget i hende, en ild, hun længe havde forsøgt at ignorere. Hun kunne mærke sit hjerte hamre, og en del af hende frygtede næsten, at alle i rummet måtte kunne høre det.

Hun lukkede øjnene kort, da han hviskede i hendes øre, og hun måtte bide sig let i læben for ikke at smile for bredt. Han ved præcis, hvad han gør ved mig…

Men samtidig vidste hun også, at han havde ret. Dette var ikke stedet. Hun trak vejret dybt, prøvede at samle sig, og tog imod det krus, han førte til hendes læber. Øllet var koldt, stærkt, og det dæmpede kortvarigt den varme, der havde sat sig i hendes kinder.

Da hun satte kruset fra sig igen, mødte hun hans blik og smilede skævt.
“Du gør det ikke nemt for mig
lige nu  Jack,” sagde hun lavt og sendte han et frækt smil, for også at drille ham lidt tilbage.

Catarina mærkede varmen glide op gennem kroppen igen, mens hans ord og berøringer sendte bølger af lyst igennem hende. Hun havde aldrig været god til at skjule den side af sig selv  og hun gjorde det heller ikke nu. Hvorfor skulle hun? Han kunne alligevel mærke det, dufte det. Ulve sansede alt, og Jack læste hende, som var hun en åben bog.

Hun lo dæmpet og lænede sig tættere ind mod ham, lod blikket dvæle ved hans mund. “Du har ret,” hviskede hun. “Jeg vil have dig lige nu og jeg lægger ikke skjul på det.”

Det var ikke første gang, hun var blevet tændt i et sted fyldt med mennesker, og det var heller ikke første gang, hun havde givet efter for det. Hvor hun kom fra, havde hun lært at skjule det, at maskere sin lidenskab bag kølige smil og adelige manerer. Men i virkeligheden havde hun altid været en kvinde, der levede i nuet.

Hun lod hånden glide ned ad hans arm, over poten, og hun så ham direkte i øjnene med et blik, der kun kunne misforstås med vilje.
“Sig mig, Jack… har de et baglokale her?” spurgte hun mens hun lod sin hånd finde vej til mellem hans ben, hvor hun kærtegnde
bulen i hans bukser.

Hun smilede skævt, halvt udfordrende, halvt inviterende. Hun vidste godt, hun trådte farligt tæt på grænsen, men hun kunne heller ikke lade være. Der var noget i ham, i den måde han fik hende til at føle sig både fri og set, som gjorde, at hun ikke havde lyst til at holde sig tilbage.

Catarina mærkede et sug i maven, da han nævnte værelserne ovenpå. Blikket, han gav hende, lod ingen tvivl tilbage, han ønskede hende lige så meget, som hun ønskede ham lige nu. Hun kunne mærke varmen stige i kinderne, men hun holdt stadig ikke igen. Hun havde aldrig været en kvinde, der skjulte sine drifter, og slet ikke nu, hvor han så på hende, som om hun var det eneste, der betød noget.

Hun rejste sig sammen med ham, hendes fingre gled mod hans pote, og hun holdt fast, da de bevægede sig mod trappen. Hun lo lavmælt, næsten kælent, og lænede sig ind mod hans skulder, så kun han kunne høre det:
“Du har ret. Det bliver en interessant aften… men kun hvis du kan følge med mig, ulv.”

Hun mærkede hans hånd, der med en næsten prøvende dristighed søgte hendes krop, og hun standsede ikke. Tværtimod lod hun sit skridt blive tungere, blikket blive mørkere, så han kunne se, hvor klar hun var. Hun lænede sig ind til ham, så hendes læber strejfede hans øre, og hun hviskede:
“Jeg holder mig ikke tilbage denne gang. Og du får at se, hvad det vil sige, når en kat viser tænder.”

Da de nåede toppen af trappen, skubbede hun ham op mod væggen og begyndte at kysse ham lidenskabeligt.

Catarina lod sig presse op mod væggen, da Jack greb fat i hende. Hans styrke omsluttede hende fuldstændigt, og for et øjeblik var det som om hele verden forsvandt. Hans hænder vandrede ned langs hendes ryg, videre over hendes hofter, og grebet om hende gjorde hendes åndedræt tungere. Hun mærkede, hvordan hendes krop svarede ham med en næsten panteragtig elegance og en sult, hun ikke længere kunne skjule.

Hans pels mod hendes hud, hans varme åndedrag i hendes øre, det fik hendes krop til at brænde. Hun mærkede hvordan hans længsel pressede sig tættere mod hende, og selv om ingen ord blev sagt, fortalte hans krop alt. Det dyriske i ham kaldte på det vilddyr, hun selv gemte indeni.

Hun greb fat i hans skuldre, kløerne lige under overfladen, som om hun ville holde ham fast og aldrig give slip. Et halvkvalt suk undslap hendes læber, da hans bevægelser blev mere insisterende. Hun lænede hovedet bagover, lod ham tage styringen, lod ham vise hende ulvens kraft. Og i samme øjeblik mærkede hun panteren i hende svare  en dans, et sammenstød, en forening af to kræfter, der ikke længere kunne holde sig tilbage.

Hun bed sig i læben, mens hendes krop smeltede ind i hans. Varmen fra ham, rytmen, styrken, det var mere end bare lyst. Det var en rå, utemmet sult. Og hun ville have mere. så hun førte ham ind på nærmeste værelse i mens han trængte længere op i hende.

Catarina mærkede sengen under sig, da Jack skubbede hende ned, og hun gav efter uden modstand. Hans styrke var altomsluttende, og i det øjeblik hun mærkede hans greb om hendes hofter, sitrende og beslutsomt, gav hun slip på den sidste rest af kontrol.

Hendes åndedrag kom hurtigere, dybere. Hun kunne mærke, hvordan hver bevægelse fra ham trak en ny bølge af varme gennem hendes krop, så hendes muskler spændtes og gav efter igen. Hans hale, hans poter, selv hans tunge berøringer hen over hendes ryg var nok til at sende hende længere og længere væk fra det, hun kendte som sig selv.

Hun stønnede lavt, halvt brummende, halvt klynkende, som om hendes egen panter trådte frem i hende. Jo hårdere han gik til, jo mere smeltede hendes menneskelige facade væk og det dyriske, det rå og ustyrlige, kom frem i hendes blod.

Hun greb efter lagnet, men det gled ud af hendes fingre, da hendes krop i stedet svarede ham med bevægelser, hun næsten ikke selv styrede. Hun hørte hans stemme i øret  lav, ru, dyrisk og hun mærkede, hvordan ordene sendte kuldegysninger gennem hende.

“Jeg kan ikke holde igen…” hviskede hun hæst, næsten overrasket over sin egen stemme. Det var sandt. Hun kunne ikke. Hun ville ikke.

Hun vendte hovedet, så hun kunne fange et glimt af hans øjne. Den vilde glød i hans blik spejlede hendes egen. Hun kunne mærke sig selv blive revet med hans styrke, hans varme, den måde han pressede hende til grænsen, og hvordan hun lod ham overtage alt.

Og dér, i det øjeblik, lod hun kontrollen smuldre fuldstændigt og gav sig hen til ham og kom tætter og tætter på sit klimaks.

Catarina mærkede, hvordan hendes krop blev løftet, som om hun vejede ingenting i hans arme. Hun gispede nærmest, da hun så spejlbilledet foran dem,  hende selv i hans greb, hans krop så tæt bag hende, hans styrke, der holdt hende fast og uafvendeligt. Det sendte en bølge af varme og lyst gennem hende, at hun kunne se sig selv sådan, fanget, overgivet, men alligevel… mere fri end nogensinde.

Hans tunge gled op langs hendes hals, og hun kunne ikke holde et klynk tilbage. Hans ord rungede i hende, dybe og krævende,
Hun ville protestere, hun ville være stolt  men panteren i hende vrængede af stoltheden og ville kun én ting, at svare ham med det brøl, han forlangte.

Hendes fingre strammede sig omkring hans arme, mens hendes krop bevægede sig i takt med hans. Hun kunne mærke, hvordan han styrede hver bevægelse, hvordan han uden tøven tog kontrollen fra hende. Og hun lod ham. Hun lod ulven føre dansen, mens hendes egen indre panter vred sig, pressede på, bad om at slippe fri.

Da hans hænder fandt hendes bryst, hendes mave, hendes hud, kunne hun ikke holde lydene tilbage længere. Et råt, næsten dyrisk suk forlod hende højere end hun selv havde regnet med. Hun så sig selv i spejlet igen, øjnene halvvejs forvandlet, den gule glød, som afslørede panteren under hendes hud.

Hun kunne næsten ikke kende sig selv. Men hun elskede det.

Hans stemme, ru og brummende mod hendes øre, skar igennem tågen i hendes sind og hun kunne ikke andet end at lukke øjnene, læne hovedet tilbage i hans greb og give sig hen til det. Hun mærkede, hvordan hendes krop reagerede, hvordan hendes kontrol opløstes. Panteren i hende pressede sig frem, en dyb snerren sitrede i hendes bryst.

Catarina kunne næsten ikke kende lydene, der kom ud af hendes egen mund. De var ikke længere menneskelige dybere, mørkere, rå. Hun så sig selv i spejlet endnu engang, og for første gang lagde hun mærke til, hvordan hendes øjne glødede ravgule, hvordan hendes læber skiltes i et suk, der mere mindede om et brøl.

Jack pressede hende tættere ind til sig, hans ånde varm mod hendes hals, og hun mærkede, hvordan han krævede hvert eneste åndedrag af hende. Hun ville skrige, hun ville brøle og så skete det.

Hendes krop sitrede, hendes negle kradsede mod hans arme, mens huden næsten bristede, da pels pressede sig frem under den. Hun hørte sin egen vejrtrækning forvandle sig til et snerrende åndedrag, hendes hale slog mod luften bag hende, og et øjeblik var hun bange for, at han ville slippe hende.

Men han slap hende ikke.

Hans greb strammede sig kun om hende, som om ulven i ham havde ventet netop på dette. Og hun mærkede hans glæde, hans stolthed, i den måde han holdt hende på, den måde han brummede lavt og varmt i hendes øre, da hun endelig lod panteren komme frem.

Hun så det i spejlet, ikke kun en kvinde mere. Men en hun-panther, mørk og glinsende, med øjne der brændte. Hun så ham bag sig, ulven, stærk og urokkelig, hans pels mod hendes ryg, hans krop, der stadig styrede hendes bevægelser. Og sammen så de ud som noget, selv malerierne i gangene derhjemme aldrig kunne have fanget, noget vildt og noget der ikke kunne tæmmes.

Et brøl rev sig fri fra hendes hals, råt og triumferende, mens hun kastede hovedet tilbage mod hans skulder.

Hun havde mistet kontrollen. Men følte sig alligevel fri.