Aria vidste nærmest ikke hvad hun skulle tænke eller føle længere, en del af hende havde lyst til at råbe, skrige, sparke til ting og bare være vred, mens den anden halvdel bare havde lyst til at rejse sig fra sengen og omfavne Lynn og bare græde.
Ved Lynns ord åbnede hun øjnene og så på Lynn med våde øjne, men hun nægtede nærmest at græde "det er ikke din skyld... vi kunne ikke vide det ville ske" sagde hun stille og med en lidt grødet stemme, hun ville gerne græde, men en del af hende ville ikke.

Hun så op i loftet igen og tænkte tilbage, 3 dage, hvad lavede hun for 3 dage siden.
Aria tænkte som en gal for at huske det, hun lukkede øjnene for at huske bedre.
Nogen minutter lå hun sådan, pludselig begyndte hun at ligge uroligt, hendes vejrtrækning og puls at stige, og hjertet begyndte at banke hurtigere, og pludselig som et lynnedslag åbnede hun øjnene som var fylde med frygt og tårene løb ned af hendes kinder, hun huskede hvad der var sket og hvem der havde gjort det.
Aria var ved at gå i panik efter at ha huske tilbage, hun begynde at kigge panisk rundt i rummet, forsøgte at komme ud af sengen som om hun var tilbage i den gyde og bare ville væk.
Hun glemte alt om hvor hun var, i hendes hoved var hun tilbage i den gyde.
Det lykkes hende at komme op og stå, men hendes ben kunne ikke holde hende så hun falde bare på gulvet i stedet og sad der mens hun hyperventilerede.

Aria kunne ikke sige noget der gjorde det hele bedre, lige meget hvad det var. Lynn vidste at Max nok skulle klare sig, for Aria elskede den hund mere end noget andet efter at hun havde redet den hund fra.. Hvad var det? Lopper og udsultning? Det var så længe siden at Lynn knap nok kunne huske det. Men det var også snart 3 år siden at Aria havde taget Max til sig og flyttet ind i Lynn's hjem, og alligevel havde Lynn aldrig sagt ordret hvor meget aria egentlig betød for hende, eller at hun aldrig ville kunne undvære Aria både venskabligt, kæligt, og som en elsker. Ikke fordi Aria havde tilbudt sig så mange gange som mad, men det der kom inde fra Arias inderste væsen ville Lynn aldrig nogen sinde miste, eller se forsvinde fra Arias øjne. "Jeg kunne ikke.. Undskyld" hun sad lidt fast, for hvis hun bare var taget afsted en uge før som hun havde haft planlagt så var dette måske aldrig sket. Så havde Lynn kunne gå med og beskytte den kvinde hun faktisk elskede.

Lynn forblev tavs sammen med Aria, og inden hun overhovedet reagerede på noget ændrede Aria sig, pulsen steg, hjertet slog hurtigere, og lige pludselig var Aria et helt andet sted. Det var som om et væsen trængte ind i Aria og overtog hende, alt imens Lynn prøvede at berolige Aria med små tysse lyde. Inden Lynn overhovedet havde gjort noget var Aria hurtigere end hende og faldt på gulvet nærmest med dete samme som hun var trådt ud af sengen. Lynn satte sig ned på gulvet til Lynn og lavede tysse lyde til hende igen. Hun prøvede at berolige Aria på alle tænkelige måder. Ae hende i håret, fjerne håret fra ansigtet, prøvede at får Aria til at kigge på hende, og få Aria til at ligge hovedet imod hendes skulder. Det var bare som om Aria var et helt andet sted, og lige meget hvad hun prøvede kunne hun ikke trænge ind, men hun nægtede at bruge sin sirene stemme til at få Aria til at falde ned. Hun havde lov til at være ked af det, og vred eller hvad det var Aria end var. For hun kunne jo ikke mærke følelser, men hun ville bare gerne trænge igennem til Aria. Hun ville aldrig kunne stoppe hvad der var sket eller slette hendes hukommelse, ikke engang ved at give Aria hendes forbandede blod.

Aria kunne godt høre at Lynn tog skylden på sig, men lige nu kunne Aria ikke sige noget som ville få Lynn på andre tanker, så hun nussede bare hendes hånd i stedet.

Aria var panisk, og selvom Lynn var stærkere end Aria så var det stadig svært, alt larmen havde dog få Leonores opmærksomhed og hun kom løbende der ind, som hun så hvor panisk Aria var.
Leonore fik hurtigt fat i en sprøjte som hun gav Aria og trådte tilbage.
Der gik ikke længe før Aria begyndte at falde til ro i Lynns arme, og som hun falde helt til ro falde hun også bare sammen i skødet på Lynn.
Leonore satte sig ned ved siden af dem og så på Lynn "hvad skete der?" spurgte hun roligt og agede Aria i håret som Aria bare lå i skødet på Lynn og holde godt fast i hende.
Den ene hånd var forbundet med en forbinding, men den holde ligeså godt fast i Lynn som den anden mens Aria bare græd.

Aria mumlede svagt, Leonore kunne ikke høre hvad hun sagde, men med Lynns hørelse ville hun kunne høre det ydeligt "det var ham" mumlede hun stille og grædefærdigt.
Aria huskede hvem det var, og hun kunne slet ikke være i det.
Hun blev bare liggende halvt på gulvet og halvt i Lynns skød, hun ville ikke give slip på hende, hun ville ikke ha Lynn gik fra hende.

Det hele gik så hurtigt, og hun ville heller ikke bruge sine mange kræfter på at fastholde Aria. Hun var et simpelt menneske uden en kæmpe styrke som hende selv nu hvor hun havde spist. Hun prøvede at bevare roen i alt men hun panikkede mindst lige så meget som Aria. Selvom Aria aldrig ville kunne mærke hvor meget hun panikkede i det ikke bankende hjerte, eller hvordan hendes puls ville stige. Så prøvede hun at vugge Aria bare en smule og prøvede at fastholde hende forsigtigt. For uanset hvad var dette et traume som Aria nok aldrig ville kunne komme over.

Hele tiden sad Lynn og lavede tysse lyde og prøvede at sørger for Aria ikke lavede en eller anden utilsigtet hændelse der gjorde at hun kom i problemer og udøvede selvskade. selvom Lynn allerede nu vidste at muligheden for at det ville ske var stor. Lynn havde set nok mennesker i hele sit liv til at vide selvskade var en ting selv den gang hun var ung. Men hun ville ikke kunne arbejde med at se Aria i den tilstand der ødelagde sig selv fordi hun var bange. Lynn nåede slet ikke at sige noget til Leonore før Leonora brugte noget på Aria der fik hende til at falde til ro. Lynn kiggede på Aria og begyndte endnu engang at vugge frem og tilbage mens hun fjernede det allerede uglet hår fra Arias ansigt. "Jeg ved det ikke. Hun.. Gik amok..... Som et vildt dyr" sagde hun forsigtigt og aede Aria i håret. Hun ville aldrig sammenligne nogen med et vildt dyr, men hun havde aldrig set nogen gå fra den ene ting til noget andet så hurtigt, uden så meget som at have ild i øjnene. Dette her var kommet ud af den blå luft.

Hun fast holdte Aria og hun vuggede stadig frem og tilbage da hun hørte Arias ord. Ham? Hvem var ham? Hvem havde gjort det? Aria vidste hvem det var, men ville hun nogen sinde kunne få navnet ud af sine læber? Nok var Aria og hende tætte, men Aria havde altid været utrolig tæt med hvem hun kendte og havde aldrig fortalt hvem hun omgås når Lynn ikke var der. Måske fordi Aria altid havde været alene og måtte klare alting selv. "Aria... Hvem er ham?" kom det fra hende højt nok til at Leonore kunne høre det. Forhåbentlig vidste Leonore hvem det var, især hvis de havde det som om de var i familie. Måske kendte Lynn bare ikke Arias privatliv nok til at vide hvem der blev snakket om.

Leonore lyttede som Lynn forklarede hvordan Aria bare gik amok "kan være et flashback" sagde hun roligt og så på Aria som bare lå i Lynns skød.
Leonore så undrende på Lynn da hun svarede Aria, hun havde da en god hørelse det måtte Leonore indrømme, og hun fik en træls fornemmelse i maven, Leonore kendte kun til en ham som kunne finde på den slags ting.
Leonore så på Aria "er det hvem jeg tror det er?" spurgte hun forsigtigt og Aria nikkede stille, og man kunne tydeligt se vreden i Leonores øjne.

Leonore tog en dyb indånding og skulle lige til at forklare til Lynn, men Aria kom hende i forkøbet "min....min far" fik hun fremstammet svagt.
Leonore så på Lynn "jeg er nød til at gå ud til Matheo og fortælle ham det, kald hvis der er noget" sagde hun roligt selvom hun var vred, inden hun rejste sig for at gå ud til Matheo og fortælle ham det.
Lynn havde kun mødt Arias biologiske far en gang, men den ene gang havde også vært nok hvis man spurgte Aria.
Aria var van til at få tæsk af sin far og blive udnyttet, men dette havde vært på et helt nyt trin, og Aria havde svært ved det.

Aria holde bare fast i Lynn "du forlader mig ikke... vel?" spurgte hun svagt, nærmest som en hvisken, men Lynn kunne tydeligt høre hende gennem gråden og den svage stemme.
Normalt var Aria ikke bange, men denne gang var hun tydeligt bange og ville ikke give slip på Lynn, selvom de sad på gulvet.

Lynn var tydeligtvis uforstående over hvad der forgik. Hun lignede måske et eller andet spørgsmålstegn, eller det følte hun i hvert fald selv. Selvom man ikke kunne læse det på hende som egentlig så ganske normalt ud, hvis man så bort fra de helt mørke røde øjne der nærmest var sorte. Hun havde helt glemt at fastholde øjenfarven af bare bekymring for Aria. Det var som om Leonore ikke kom med noget navn og Lynn skulle lige til at spørge da Aria kom hende i forkøbet. Straks kunne Lynn mærke en vrede stige op i hende, hvordan hele hendes krop blev anspændt og nærmest rystede en smule af vrede. Selvom det måske kun var en smule rysten var det ikke sikkert Aria ville kunne mærke det. For ærligt Lynn anede ikke engang hvad et flashback var. Hun kunne ikke rode i andres hjerne og få glimt af fortiden, eller deres minder. Men at mærke sig selv komme op i en vrede der tændte en indre flamme i hende var for meget. Hun havde lyst til at rejse sig op, kaste Aria op i sengen og straks gå på jagt, en jagt der ikke ville ende før der var et lig på bordet. Hun mærkede hvordan hendes tænder nærmest syrede til og det var som om at hendes tænder voksede, selvom hun vidste at de ikke gjorde. Hendes ansigt sagde det hele. Hun var gal, men hun kunne ikke efterlade Aria sådan her.

"Jeg slår ham ihjel. Jeg river hans strube ud med de bare hænder. Fodre ham til dragerne, nej ikke engang dragerne har godt af ham. Grise er for hygejniske. Jeg flår hans lemmer fra hinanden et stykke af gangen inden han udånder sit sidste suk, og så bliver struben ud. Jeg vil splintre ham til atomer og kaste ham for løverne. Ude i vildmarken hvor de vilde dyr lever og som kan æde hans sørgelige rester, og hvis han genopstår gentager jeg samme proces igen." det var egentlig kun ment som en tanke, men i alt hendes vrede havde hun sagt det i en tone så Aria kunne høre det. Lige nu var Lynn lige glad med om hun ville blive anklaget for et mord hun langsomt planlagde i hendes hoved. Hun ville sørger for at ingen nogen sinde ville finde et lig på den mand. Den mand der burde elske sin datter, den mand som tydligtvis ikke havde forstået budskabet sidste gang. Lynn som troede at Arias far havde lært lektien ved at blive hevet op fra jorden så let som ingen ting og kastet ind i muren. Nej han havde ikke lært noget, og dette her var en ting Lynn ikke ville give slip på lige forløbig. For selv hvis byvagten fandt Arias far, så var Lynn ikke sikker på at hun ville kunne styre sig til ikke at slå den mand ihjel, selv hvis han var indespæret af lysets krigere, med skarp bevogtning.

Aria hørte hvert et ord af hvad Lynn sagde, og selvom Aria på sin vis var enig i at han ikke burde leve, sagde hun det ikke.
I stedet slap hun taget i Lynn og fik kæmpet sig op og sidde så hun kunne se Lynn.
Hendes øjne var stadig fyldt af tåre og de var røde efter at ha grædt så meget, hun lå en hånd på Lynns kind og så hende i øjnene "gør mig en tjeneste... vær sød og træk vejret... jeg syntes ikke du skal gøre ham noget, lad Matheo tage sig af det, jeg ønsker ikke du skal bag tremmer... alt det her, skal jeg nok komme mig over, men dig bag tremmer på grund af mig.... det ville jeg aldrig kunne komme mig over" sagde hun stille og så fortsat Lynn i øjnene.
Man kunne høre hurtige skridt forsvinde ud af klinikken, det var Matheo der gik.
Selvom Aria havde vært udsat for alt muligt, så var hendes blik roligt og kærligt når hun så Lynn i øjnene.

Aria nussede hendes kind blidt og så hende i øjnene, og uden rigtig at tænke over hvor de var eller noget som helst lænede hun sig mod Lynn og placerede et blidt kys mod hendes læber.
Aria vidste at hun kunne distrahere Lynn bare en lille smule på denne måde, men hun gjorde det også fordi hun havde brug for Lynn, hun havde brug for at mærke at hun var hos hende, både fysisk og mentalt, og ikke i gang med at planlægge mordet på hendes far.

Trække vejret... TRÆKKE VEJRET?! Hvad var det Aria ikke forstod lige nu? Lynn ville ALDRIG kunne trække vejret, hun ville aldrig kunne nyde smagen af mad mere, eller nyde hvad det ville sige at mærke solstråler på sin kolde hud. Intet var som det skulle være, men lige frem at prøve og berolige hende fra en ting der nærmeste gjorde ondt, og en ting der kastede mord i hovedet på hende for at beskytte en hun elskede? Nej Aria ville aldrig kunne forstå. Længe havde Lynn været sig selv, og længe havde hun undgået menneske kontakt. Længe havde hun overvejet mordet på sin skaber, om end at hun aldrig ville være stærk nok til at slå ham ihjel. Men Aria? Hvordan kunne NOGEN gøre en SÅ uskyldig pige som hende noget som helst? Aria passede sine ting, passede sit arbejde som Lynn egentlig i første omgange havde ansat hende til. Havde givet Aria et hjem, overbetalt hende for en service hun overhovedet ikke behøvede. Aria gjorde et arbejde for at forsørge sig selv, præcis som hun havde gjort i så mange år. Og så skulle en eller anden fordrukken far ødelægge Arias liv på denne måde. Nej Aria fortjente ikke at leve med skrækken om at hun måske en dag ville blive overfaldet igen. Nej manden der havde gjort disse ting fortjente ikke at leve. Han fortjente ikke engang så meget som at ånde samme luft som Aria. Han var en mide, en lille ussel lort der fortjente at blive brudt ned, torturret på det groveste, og hvis han var døden nær, så kunne han lige få lidt mad og blive efterladt i noget tid for at torturren endnu engang skulle forgå. Han skulle mærke hvad det ville sige at blive ødelagt bid for bid. Mærke hvad det ville sige at gøre et andet menneske fortræd, for hvis han kunne gøre det mod sin egen datter... Hvilken pige eller kvinde ville så ikke stå for tur næste gang?

Selvom Lynn var mere end vred reagerede hun ikke på de læber hun havde savnet der ramte hendes. Hun reagerede ikke på Arias stemme, eller at hun skulle lade det ligge. Vreden i hende var så dyb at det brændte i hendes øjne. Hvis hun kunne ildmagi havde hendes øjne brændt en ild og aldrig stoppe før den mand lå foran hendes fødder og i lænker, et sted hvor ingen vidste hvor han var. Nej Lynn havde steder ingen kendte, og helt sikkert steder der stadig eksisterede hvis de ikke var groet til. Men at bede hende slappe af og trække vejret var ikke en ting hun kunne gøre. Aria var alt for hende. Hun var hendes liv, hendes verden. Aria levede det liv hun aldrig selv ville kunne. Aria levede et liv og kunne mærke kulde og varme, hun levede et liv hvor en hver ny grøntsag, eller et nyt krydderi kunne danse på de 1000 smagsceller der var i munden, og aldrig ville Lynn kunne dele den ting igen med nogen. Aldrig ville hun kunne nyde et måltid mad der smagte af andet end en smule jern, uden at blive dårlig og uden at skulle være døden nær. Nej intet i hende lige nu skreg på at køle ned og finde sit zen igen. Den ellers altid så neutrale og glade unge udseendet vampyr Lynn var, kunne ikke spores lige nu, hele hendes mimik, hendes øjne og hendes anspændthed brændte i had. Had over for Arias far, og sig selv. Hun sagde ingen ting og hele hendes anspændthed fik musklerne til at spænde op og vise blå blodåre hist og pist. Men end ikke Arias læber der normalt ville få hende til at falde ned, kunne få hende til at tænke på andet end mord. For lige nu kunne hele Dianthos brænde ned til grunden. Det var den selv samme vrede hun havde brugt da hun brændt borgen ned i nordlandet for så længe siden. Hvordan hun havde ødelagt hele byen der var grundlag for hele borgen og hvad den stod for. Selv navnet på stedet var ikke i brug længere. Det var blot et minde hos Nordfolket, Det had hun havde mødt for så længe siden, var den selv samme nu. Der fik hende til at tænke mørkt og koldt og kynsik. Uanset hvem der stod i vejen for hende, så skulle de mærke hendes vrede og hendes muskler, flå de mennesker op med de bare næver der stod i vejen for hendes mål.

Som det gik op for Aria at hverken hendes ord eller fysiske kontakt trængte igennem til Lynn træk hun sig og sukkede lidt.
Aria tog fat i kanten af sengen og brugte den til at kæmpe sig selv op fra gulvet, hun satte sig på sengekanten med benene udover.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde ikke engang kræfter til at stå på sine egne ben, men Lynn var for langt inde i sit eget hoved og Aria havde ikke kræfterne til at få hende ud af det.

Aria så på Lynn "fint... hvis du ikke bare kan være her for mig.... hvis du virkelig vil ødelægge begge vores liv, så værsgo, gå ud og slå ham ihjel, hvis du tror det hjælper" sagde hun bare, hun lød ikke vred, men mere skuffet.
Aria vidste godt det var hårdt sagt, men måske var hun  heldig at det kunne få Lynn ud af hvad end mørke hun sad i lige nu.
Hun havde i hvert fald ikke kræfter til at tage sig af Lynn også samtidig med sig selv.
Selv sidste gang de mødte Arias far fik Aria ikke chancen for at reagere fordi hun skulle tage sig af Lynn.

Aria så på Lynn en sidste gang og sukkede inden hun lå sig under dynen og vendte sig rundt på siden så hun lå med ryggen til Lynn.
Tårene kom igen og hendes vejrtrækning ændrede sig fordi hun græd, men hun gad ikke ligge på gulvet med Lynn der kun kunne tænke på hvordan hun kunne slå Arias far ihjel.
Så Aria besluttede at tage sig af sig selv, det var jo ikke noget nyt for hende, og så måtte Lynn finde ud af hvad hun ville, så længe Lynn vidste at hvis hun virkelig gennemførte det og slog Arias far ihjel, så ville det ændre begge deres liv for altid og de ville ikke kunne tage den del tilbage, men Aria var for træt til at kunne tage sig af Lynn samtidig, så nu måtte Lynn selv finde ud af hvad hun ville, om hævnen var større end at være der for Aria.
Aria vidste godt hvad hun håbede på Lynn ville gøre.
Hun håbede på at Lynn ville hoppe ud af det mørke rum i sit hoved og ligge sig op til Aria, holde om hende og være der for hende, men Aria vidste ikke længere hvor Lynns hoved var på vej hen, så hun lod det være op til Lynn.