Ørkenelveren blev stoppet, holdt tilbage og afslået fra at gå videre. Men han stoppede ganske nemt, men vendte sig ikke rundt, han blev stående, og så blot frem for sig. Han var foruden evne og indsigt i hvorfor tingene skulle gå disse veje. Der var grunde til hans tryghed tilfaldt Sata, der var grunde til alle hans valg. Idrys lært han aldrig rigtig at læse, men gjorde sit for at undgå ene rum med han; og aldrig havde han troet at det var nødvendigt med en som Elemér. 

Sex og dens aktivitet var ikke i hans interesse, det var ikke en nødvendighed, rart men ikke livsnødvendig. Vel? 

“Jeg foretrækker Sata og mine planter, fordi de er ærlige over for mig..” mumlede han i første omgang. Og løftede skulderen let for at træk den til sig. 

“Sex gør os ikke til kærester, og vores værdier strider i mod partnerskaber” den sydlandske dialekt kom frem i ørken eleveren som han forblev i det elviske. De var munke, kunne de ikke leve uden sex og de værdier, kunne de ikke kalde sig selv værdige, eller sådan så Iáin det da. Men Elemér havde andre værdier. Opførte sig, som om de var et par, og aldrig havde de været det. 

Det behagede ikke ørkenelveren at snakke sådan om tingene, hvis han kunne, gravede han sig selv ned. 

Elemér skulle spidse ører for at kunne høre hvad Iáin først slyngede ud. Men selvom det blev mumlet, hørte han det godt. Det gav selvfølgelig et opvækkende sæt i ham. Han foretrækker Sata? Hvordan skulle det lige forstås? Som ven at dele sin historie med, eller... som sexpartner? Det skulle blive anden gang Sata ødelagde hans uge... Alle ville gerne have Sata, på den ene eller den anden måde. Det var han godt klar over. Men han troede bare at han og Iáin var venner.

"Jeg er da ærlig over for dig," Elemér trak i hans arm, for at få ham til at vende sig om og se på ham. Han forstod ikke noget som helst. Han så ikke sig selv som en uærlig person, og overfor Iáin havde der endnu ikke været noget behov for at lyve. Iáin havde fanget ham i samtlige pinlige, nøgne situationer. Og alligevel havde han hjulpet ham. Han var kommet med mad og penge til ham, selvom han virkelig ikke havde behøvet...

Men nu forstod han. Iáin troede det handlede om sex? Altså... i sidste ende gjorde det vel også, men var det ikke naturligt at have lyst til hinanden? "Er du bange for at vi forelsker os?" Spurgte han, håbløst søgende efter at få hans ansigt at se "Jeg synes jo bare du er dejlig. Jeg prøvede ikke på at stride imod Aladrios vilje, eller noget."

Det krævede ikke forfærdelige mange krafter at trak i Iáin eller vende ham, men han kæmpede let i mod og holdt hovedet vendt væk. De var ikke enige, og Iáin var ikke meget for konflikter, han ville undgå dem for enhver pris, men alligevel følt han det trak i ham. Han blev trukket ned i det og måtte affinde sig med hvad end konsekvens der måtte følge med i det. 

Vejrtrækningen blev stille overfladisk, men han spændte op i kroppen og brummede et tungt hgn som han hørte Elemérs spørgsmål. Bange for at vi forelsker os. Ingen af delene, han var bange for at Elemér lagde mere i det end hvad der skulle gøres. 
Skønt ørkenelveren fra smidig og fleksibel, var der endnu bare lidt styrke i ham og han hev sin arm til sig og placeret frustreret begge hænder for ansigtet. Pressede skuldrene op og brummede lyde der kunne lyde som indeholdte skrig. "Stop Elemér" bønfald han og vendte sig rundt og stod med hænderne som opgivende meningsløse objekter forenden af en arm. 

"Dét her er årsagen til jeg fordyber mig i mine planter, søger viden for at kunne håndtere enhver situation med forgiftninger, skader og lignende, fordi det her" armene fægtede ud til siden som han manglede ord. "Idrys er seksuel aktiv, kan du ikke.. jeg har ikke det behov her" hvordan sagde man nu lige, at man ikke var til mænd. Men alligevel smed han bjergelveren under dragekaraten. 

Men det brummede i ham, og han ville sige mere, det var tydeligt: "Jeg er ikke en eller anden brik i et spil I har, jeg er ikke nogen præmie.." eller lignenden, han ville gerne være venner, men ikke på de bekostninger som det hele blev fremlagt med. 

Det var tydeligt at se at Iáin led. Men det var slet ikke tydeligt at spotte hvorfor. Hvad var det Elemér havde sagt, siden han var ved at gå i stykker indeni over det? Elemér ville jo bare... Han havde jo bare foreslået et samtaleemne, der kunne give ham insigt i Iáins personlighed.

Elemér rynkede bekymret på panden. Et øjeblik i tvivl om, om han havde vendt ham om for hårdt, eller sådan noget. Men så... Idrys? Sata... Idrys... Altså hvad begyndte han at kaste med de navne for? Og så lige de to, som Elemér havde spottet sammen. "Så hvis jeg skal forstå hvad du siger... Du foretrækker Sata? Og du vil have at jeg skal prøve mig på..." Han rynkede på næsen "Idrys?" virkelig? Elemér hadede sig selv for overhoved at prøve på at forstå årsagen bag problemet. Hans bud var åbenlyst forkert, men det var det eneste han kunne få ud af Iáins forsøg på at forklare, hvad der pludselig var gået galt imellem dem. Elemér ville ikke nøjes med Idrys. Og han ville ikke have Sata. I hvert fald ikke længere... Han ville jo have Iáin!

"Dumme elver... Hvad er det du taler om..?" Nu, uden at tøve med at tage i ham, fæstnede han sit greb om den fortvivlede ørkenelver, for at få ham til at slappe af. Og han ledte ham hen mod de store hylder, fyldt op med planter og krukker. "..Jeg er ikke med i noget spil." Han lænede sin krop mod hans og vovede at kysse ham, insisterende nok til at han pressede Iáins hoved tilbage mod et stolpe fra hylden. Han kunne ikke tro på, at han ikke ville have ham. Hvis han var forelsket i Sata, så var det jo bare sådan det var. Men det der var foregået imellem dem på Elemérs værelse, kunne han ikke løbe fra. Det havde været fantastisk at have sex med Iáin!

Iáin følte presset som aldrig før, men hvad var det for et pres han følte. Elemér ville ikke lade det gå, og han forstod det godt. 

Men de rykkede sig, voldsomt og Iáin kunne ikke stoppe det. Han ville ikke finde sig i det, men han var den svage af de to. Men det måtte han ikke vide, ikke at Iáin var svag, ikke var nogen hemmelighed. Men det handlede om sex og det handlede om Sata, og det hele blev blandet sammen. 

Iain lagde hænderne om Elemérs håndled: “Stop med at tro, at jeg ligger med Sata! Han er min ven!” Pev han og så ned med store øjne på den anden, som han var ved at knække sammen. Smuldre i den andens hænder. “Jeg er ikke dum.. jeg ved I er helt opslugte af sex og ikke gør jer i andet, men kun Sata har gidet sætte sig ned og lære mig at kende uden sex var i tankerne” mumlet han ud i mellem sine blævrende læber.

Elemér gispede efter vejret, da kysset blev sluppet, og han bemærkede at begge hans håndled var blevet låst i et greb. Et greb, der ikke var særlig stærkt, men alligevel vedholden nok til, at Elemér ikke kæmpede imod. Han ville jo ikke forgribe sig på ham. Elemér var en godsindet knægt. Liderlig, men godsindet!

”Okay, undskyld så!” Lød det mere trodsigt end undskyldende. Han var mindst lige så ude af den som Iáin, for han kunne ikke helt forstå det. Det var jo som om Iáin afskyede ham. Syntes han var klam fordi han gerne ville have sex med ham… Han vidste dårligt hvad han skulle gøre eller sige, for han havde jo været så tålmodig i alle disse år. Og nu var det som om han ikke kunne kontrollere sin lyst.

”…Der er ikke noget galt med Sata, overhoved.” Indrømmede Elemér modvilligt. Han syntes stadig at det var hårdt sagt af Iáin, at han ligefrem foretrak Sata, også selvom han mente selskab og ikke sex. ”Jeg vil bare... virkelig gerne have sex med dig. Men jeg vil også gerne lære dig at kende, rigtigt. Men du bliver sur på mig, når jeg spørger ind til dig..” Elemérs hænder gled lige så forsigtigt ud af Iáins krakkelerende greb. Han tog hans hænder med ned og holdt ham i hver hånd, og så undskyldende på ham. Lovede ham at passe bedre på ham, alene med de mørke øjne.

Han nød ikke at blive overmandet, han nød intet af dette. Elemér tog fra ham, som han var en gavebod til de liderlige, og han var grådig udover det normale. Hvordan kunne han ikke se det, se problematikken lå i, at han faktisk aldrig spurgte eller sikrede sig, om den anden overhovedet var med ham. 

Forfalden faldt stille fra hinanden, den det som havde stået så fint og solidt, havde været i stykker så længe, at han ikke erindret det være så skrøbeligt. Elemér fik et lille brud stykke ud, og så nu Iáin falde fra hinanden. Ensomheden, tvivlen, jalousien og afsavnet. Han fik det hele for sig selv, ene og alene grundet sin egen egoisme og sult. 
Tænderne presset sammen så det grænsede sig til smertefuldt og mimikken fortrukket i en grim grædende grimasse der holdte igen på at falde fra hinanden. 

Som et pust fra den store stygge ulv mod hjemmet af hø, bukkede Iáin sammen og tårene oversvømmet hans øjne. Elemér kunne måske ikke se eller forstå det, men han alene bekræftet at det som kom først, var sex over velvære. Hovedet endte på Elemérs skulder og hænderne var som luft. "Hold op med at snak om dét" bønfaldt han ham i en skælvende elvisk klang. 
Havde Elemér ikke stået der, var Iáin nok forsvundet ind i mørket af sit planterige og ikke vist sig selv derfra i dage. 

Langsomt gled Iáin sammen, men Elemér havde ham. Han greb sine stærke arme om ham, og sikrede sig, at det ikke gik galt. Måske helt uden at Iaín opdagede det, sørgede Elemér for at de kom ned på gulvet at sidde. Stadig sådan så iáin var fanget imellem reolen og sin hjælpeløse kammerat. Og Elemér slap ham ikke, selvom Iáin ikke længere var i fare for at brase helt sammen og falde til gulvet længere. Han kunne jo se at han var ude af den. Han græd ikke? Men Elemér forventede at det ville ske, hvis ikke han blev bedre til... at lytte og prøve at forstå.

I stedet for at sige noget denne gang, forstod han at det var bedst bare at tie. Han smallede sine læber, for ikke at komme til at sige undskyld, forsvare sig eller stille flere af sine spørgsmål. Han kiggede bare på ham og følte sig ude af stand til at hjælpe. Han holdt ham tæt ind til sin krop og strøg fingrene igennem hans hår, der føltes så anderledes fra hans eget. Han pressede sine læber mod hans pande, lige ved hårgrænsen, men kom i tanke om, at det ikke var sikkert at Iáin ville kysses af ham. Lidt vemodigt blev han bare og var der for ham, indtil der faldt ro over dem igen.

Måske Iáin ville tale nu...

Tøvende... Overvejede han at tilbyde ham at være alene. Det var nok det Iáin helst ville. Men Elemér kunne ikke lide bare at efterlade ham sådan her. "Du vil bare gerne være venner?" Spurgte han. Han var bare ikke klar til at høre svaret... Han ville blive såret, hvis Iáin ikke svarede det han håbede på. "Ingen sex. Ingen kys?"

Som blødt smør, faldt han blot med og sumpede fuldkommen sammen. 
Han var et sted hjemme, men et andet sted langt fra hjemme af følelse. Øjnene var sammen klemte og han knugede armene omkring Elemér, tæt og i et alligevel stærkt greb, mens hovedet var gemt ind i skulder og hals af den rødhåret. 

Kroppen rystede og det hele gav sig i ham, det var uvirkelig, som han var Rubiniens ørken der ikke havde set vandet i evigheder. Alt i ham var slapt, men alligevel holdt det sig endnu oppe, og han ville ikke slippe Elemér. Men han ville heller ikke have ham for tæt på, det var svært at finde en grænse for hvad han ville og ikke ville. 

Armene der var slynget om Elemér, spændte fingrene ind i mod kroppen af den anden. Igen blev det bragt på banen. Det frustreret ham grænseløst, men han kunne ikke sætte ord på det, han følte sig tør i munden, som der var en lås på det hele. Tankerne kræsede rundt om hvordan Elemér ville have det, hvis han vare blev taget uden samtykke, taget uden at være med i det, overmandet. 
Men samtidig vidste Iáin at han næppe ville blive krænket eller chokeret. 

"Gå.." bad han til og slap Elemér og løftede sit hoved væk fra den andens skulder og lod sine våde kinder og såret øjne vise sig for første gang. 

Gå. Det simple ord ramte ham som en pilespids i brystet. Iáin ville ikke engang forklare...Elemér forstod ikke hvad han havde gjort eller hvad der var sket, og kunne kun gisne om det. Hvis han skulle gøre som der blev bedt om, ville det føles så forkert. Han ville efterlade Iáin her helt alene, og de to ville nok ikke kunne finde ud af at snakke sammen igen. Kendte han Iáin ret, i hvert fald. Men blikket i Iáins øjne, fik ham til at løsne grebet om ham, en smule.

Han trak sig vemodigt tilbage. Der var ikke meget der motiverede ham til at adlyde. Dagen var stadig så ung, og han kunne umuligt komme sig over det her. Han rejste sig op og kiggede ned efter, om han havde tænkt sig at sidde her og græde videre alene, eller om han havde brug for en hånd til at komme op.

"Undskyld," Sagde han, denne gang oprigtigt. Han anede ikke hvad han havde udsat ham for, men han undskyldte for sin opførsel i dag. Han forstod stadig ikke, hvilket spørgsmål der havde lukket op for et utåleligt emne, eller... om det var fordi han var kommet til ham, med en forventning om sex. Eller om det havde noget med Sata eller Idrys at gøre. Men han havde det dårligt over, at hans uvidenhed havde gjort ham så elendig! "Jeg... tror jeg tager en flyvetur på Dion..." Rømmede han sig, endnu undskyldende, da han følte at hans ord ikke var velkomne. At Iáin ikke ville høre en eneste lyd mere fra ham. "Men du kan finde mig på mit gemak i aften, hvis du får brug for at tale med mig."

Først nu, trak han sig et skridt tilbage. Og hvis ikke der var mere, så han sig nødt til at gå og efterlade ham ulykkeligt tilbage. Fordi det var hvad han åbenbart ønskede. 

Flygtet ind i sig selv, fik han rejst sig op som en såret soldat og støttede hånden til reolen. Blikket sunket ned mod gulvet, døv for hvad der blev sagt. Ansvaret tilfaldt ikke længere ham, han var ikke herre for den andens følelser eller lyster, blot for at kunne helbrede de andre og deres drager. Hans mening var healing og plejning. Omsorg på sin egen måde. 

Han veg blot væk fra Elemér i sidste ende. Lukkede af for alt han sagde eller viste. Måske det var kynisk og afvisende, men han var blevet forrådt på plan den anden ikke kunne tænke sig til. Arme og ben, alt var hæmmet og han gik med nedsunket skuldre langs reolen for at gå til det han kendte. Blomster der skulle bestøves og kæres om. 

Et sted skulle de nok få snakket, men ikke lige nu. Iáin var afklaret med sig selv, han ville trække sig lidt væk fra dem alle. Spise sin mad i stilhed, studere isoleret og afskærmet og låse sit gemak hvergang han var i det. Falde hen i skyggen af sig selv. 
Måske overvejer sin egen position i orden.

Hvert et skridt han tog væk fra Iáin, føltes forkert. Og det føltes som forræderi. Han håbede hele tiden på at Iáin ville sige noget for at stoppe ham, men han lod ham bare forlade orangeriet.

Så Elemér tog ud til sin drage, og begav sig ud på en tur i højderne. Han lod Dion føre vejen, mens han i stilhed forsøgte at tænke sig til, hvad der dog var sket imellem dem, og hvad det var Iáin gik igennem. Han kunne ikke bare kaste mindet om hans ulykkelige ansigt væk. Det var fast printet ind i hans hukommelse…

Meget senere på aftenen, tog han hjem på sit værelse og ventede som han havde lovet. Og han håbede på at Iáin før eller siden ville dukke op ved hans dør og banke på. Men der kom slet ikke nogen.