Et øjeblik fornemmede han, at den anden vogter stivnede, og han var klar til at trække sig tilbage og undskylde. Måske han havde misforstået, at der var en invitatation.

Men da Iáin gav sig hen til ham, vidste han, at han havde gættet rigtigt. At Iáin rent faktisk gerne ville det samme, som Idrys, og han pressede ivrigt sin krop mod ørkenelverens, åbnene læberne en smule for at lade sin tunge finde vej til at smage på Iáns. Den ene hånd vandrede en smule nedad, hvilende på Iáns bagdel.

Hans øjne var halvt lukkede, skjult bag de lange øjenvipper.