Et hviskende støn af forundring undslap Stian, da hans fodfæste synes at smuldre væk ved det bestemte puf, og pludselig var afstanden mellem dem intet mere end et øjeblik. En sult efter nærhed fik ham til svagt at gribe ud efter Silas' klæder, fingrene knugende om stoffet uden egentlig kraft. Luften blev tyk, hjertet bankede som en fugls febrilske vinger.

De intime ord brændte næsten fysisk, og det gjorde ondt, at Stian måtte forsøge at vige sit blik og trække sig lidt væk fra Silas' favn. Manden der knuste dit hjerte. Et rystende suk undslap hans læber, og han tvang sig til at tænke klart. "Hvordan ved De noget som helst om det?" spurgte han uroligt, en smule defensivt. Blikket var tvunget ned, selvom alt i ham skreg efter at vende tilbage til det dansende stjernestøv på Silas' glitrende hud. Var Silas som spåkonen, der kunne se både fortid og fremtid? Stian ønskede ikke at blive gennemskuet. 

Silas' ånde ramte hans hud som en kildrende brise, og han kunne mærke den blide berøring som en illusion på sine læber, der forsatte op til øret. Jeg ville aldrig såre dig.

Stian stirrede stift til siden, hvor Silas hviskede den forførende medicin ind i ham og det lød næsten som et løfte. En klump sank i Stians hals, og vejrtrækningen blev støt højere, næsten som om åndenød begyndte at indhente ham. Varmen blev uudholdelig, sveden brød frem i nakken. "Mhm..." brummede han svagt, og hans øjne lukkede sig næsten af nydelse og sorg. Han troede på det. Silas ville aldrig skade ham. Han drejede langsomt hovedet mod Silas, så deres blikke mødtes igen. Et vemodigt smil formede sig om hans læber, og han så overgivende på sin frelser. "Kys mig," bad han desperat, stemmen lille, nærmest uhørlig og ude af stand til at holde afstanden mere.

"Jeg ved kun det du selv fortæller mig, og ingen ville være så striks, hvis ikke de var såret" men normalt var det en erfaring han havde fra kvinderne af, men mænd der lagde sig med eget køn, der var måske også en kvindelige version af dem, og måske han havde fundet en af denne artsfælle. 
Lullende, vuggende og nynnende lod han manden i den beskidte uniform lide under for ham, og det var præcis som det skulle være. Den skudsikre vest skulle ned, muren tages fra hinanden og i sidste ende skulle manden stå nøgen og blottet for ham, være hans lille dansende abe. 

Hovedet rykket sig let, så en af de lyse lokker rykket sig og kildede ned ad siden på kinden af ham. Men han lod stille fingrene glide længere ned, så de gled om nakken med nød og næppe. Fingerspidserne mærkede det silkebløde hår, og han tog notits af dette. Fornemmede hvordan varmen strømmede ud fra alle dele af den andens krop, og han havde ikke i sinde at stoppe bare fordi. 

Læberne var lige ved at ramme øret, som han rykkede sig mildt for at gøre plads som byvagten vendte hovedet mod ham. Bad ham bedende og tiggende om et kys. Endnu en gang faldt det skråsikre smil på hans læber og han bevægede sig tæt på, men alligevel ramte læberne ikke, men hele kroppen presset mod den andens. "Kys dig?" spurgte han legende og nappede let med tænderne foran den andens læber. 
De skulle nok få det sjovt. "Kun kys dig?" 

Svaret tilfredsstillede ikke på samme måde som tyngden af Silas, der hvilede oven på Stian som en sandwich mellem stenmuren og den dunkende, sansende krop. Ingen ville være så striks... Stian havde altid været pligtopfyldende striks med sin tid og sit omdømme. Måske havde Silas brugt sine bedste gæt for at komme tættere på Stian, og måske havde Stian ikke været nær så dygtig til at maskere, hvad der egentlig skete indeni ham.

Hovedet skød kælent en anelse tilbage for at give plads til de adelige fingre, der strøg gennem Stians lokker. Øjnene åbnede sig igen, forventende et kys, og han holdt vejret, da deres læber var ved at mødes, men det blev ham taget i sidste øjeblik. De var så tæt på, at Stian blot kunne læne sig frem og tage, hvad der retmæssigt var hans. Han krævede det kys mere end den tørst, hans hals forinden havde higet efter. Hallucinationens farver dansede rundt i hans synsfelt som stjerner, og den fysiske virkelighed blev mere og mere flydende, som om grænsen mellem det reelle og det hallucinerede var ved at opløses. 

Stian lo mildt, over hvor grænseløst uvirkeligt det hele var - kun kys dig? hviskede ordene som forførende røgskyer der legede på den unge byvagts ansigt. Han havde helt glemt hvad de var kommet for - tanker om Eskild fordampede som sveden i hans nakke, og jo tættere Silas lænede sig over ham, des mere velbehag strømmede atter til ham igen. 
"Fortær mig." svarede han luftigt, og lænede sig frem, begge hænder søgte om på hver side af adelsmandens kinder og han plantede et sultent kys på hans læber. Berøringen sendte bølger af elektricitet gennem Stians krop, som om hvert kys vibrerede på en anden frekvens. Farver dansede i uventede mønstre bag hans lukkede øjenlåg.

Prinsen havde ingen forestillinger om hvordan den anden måtte se alting, men uanset hvordan det måtte være, var han faldet helt hen i hans favn. De skulle nok komme til at lærer hinanden godt at kende, eller hvert fald en af dem skulle nok lære noget om den anden. 

Luftige svar og før adelsmanden som ellers var ganske hurtig, kunne nå at gøre noget, blev luften taget fra ham. De skulle lige smage hinanden an, og han gav sig hen i det, men lod aldrig helt øjnene lukke i. Han var en ræv på rov, sørgede for at give indtrykket af, at hans blik var forseglet, hvis den anden skulle lurer, men selv i kys og fortæringen kunne han smile. Hænderne strammede kort om ham for at smage mere, stille sulten for sig selv og den anden. 

Stakåndet brummen for at lade sig blive iltfattig, slap han let om nakken for at lade hænderne finde vej til hoften om den anden, og hænderne havde et stramt og målrettet greb. De trak op i trøjen der var pakket ned, den formalitet der havde været så yndefyld ville blive ødelagt. Silas var i sit rette element.

I sidste ende skulle han nok få frigjort vagten fra sit tøj delvist her og der, det skulle bare lige falde naturligt for sig. 

Hvert åndedrag syntes at indeholde et kalejdoskop af dufte, nogle velkendte, andre uidentificerbare. Stians hænder, der rørte ved Silas' ansigt, føltes som om de gled gennem et stof af lys og skygger.

Selv kysset havde en smag af det ukendte, som om universet af smagsløg blev udvidet til at omfatte dimensioner, han aldrig havde oplevet før. Det var som at smage stjernestøv og drikke af en kilde, der eksisterede et sted mellem drøm og virkelighed. Stakåndet måtte deres væsen slippe hinanden for optage nyt ilt - Stians ene hånd gled om i det fløjlsbløde hår og om i nakken på Silas, hvor den anden kælende fandt vej ned ad hans hals. 

Alarmklokkerne klang svagt, som en fjern advarsel, men Stian var fordybet i øjeblikket, fanget mellem to verdener. Det var som om der var to Stian'er der eksisterede på tværs, og i samme tidsrum af denne surrealistiske oplevelse. Da hoften blev berørt af hånden, og tøjet hevet lidt i, blev byvagten mindet om at de var et meget offentligt sted - "Vent - måske skulle vi.." stemmen døde døsigt hen, og hånden der før var på vej ned ad halsen, gik ned og tog fat om Silas' håndled uden rigtigt at vide hvad næste træk skulle være. For uniformen føltes næsten kvælende og smeltende ned i huden på ham, og det ville være en befrielse hvis det blev taget af ham. 

De kunne næsten ikke smelte mere sammen. 
Klæbende som smeltet plastik der ikke alle fri sig fra overfalden det var rørt sammen med, og Silas var denne plastik. Fordybet i at få vagten til at skælve i sidste ende, bede til at måtte skrige hans navn og senere bede om syndforladelse for sine synder. Silas var en mand uden tro, foruden til sig selv. 
Høj på sig selv, høj på fantasien om vagten, vagtens mor og bare alt der kunne røres ved, han var fantasi fuld nok til at forestille sig hvad som helst foran sig. 

Hånden blev standset let, men ikke nok til at slip ham fra at træk skjorten ud af buksen. "Der kommer inden, ikke her og ellers kan vi altid.. gemme os i det nærmeste lokale.. men ingen grund til at flygte nu" for de var jo alene, de havde ikke hørt lyden af fortrin i evigheder, kun deres egne, og de havde ikke mødt nogen. 
Der var mørkt der og ingen kom her. 

Silas valgte at rave munden til sig igen, sjæle alt han kunne. Kysse halsen, kæben. Alt i mens hånden stille forsøgte at få banet vej til at knap op for bussen, mens den anden hånd fokuseret på at knappe mere op for Stians overkrop. 

En magisk accept skyllede ind over Stian som bølger der beroligende slikkede sandet. Der kommer ingen, og Stian stolede blindt på det. Løsningen lå også lige til højrebenet; de kunne flygte ind i nærmeste lokale skulle der komme nogen.

"Mhm, De har ret.." svarede han tryllebundet, og kunne knapt høre sig selv sige det. Lettet, over at de ikke behøvede at stoppe euforiens vugge, lod Stian sig blive åbnet, klædt af. Det tog længere tid end ønsket, og en utålmodig brummen formede sig i hans svælg. Der var en legende frihed i ham der voksede i takt med bulen i hans bukser. 

"Ah-hh" stønnede han uvilkårligt ind i munden på Silas der atter koblede sammen med hans læber. Væk var de igen og som varm stearin smeltede de ned i huden og i hver fiber af Stians dødelige sanser. Han tog selv febrilsk fat i sin krave mens han fumlede med at få den åbnet. Hjælpe Silas på vej til et hurtigere resultat. 

Ulve spiste langsommere, mindre glubsk og en del pænere end det her. Vagten var som en forsultet skygge af sig selv der hungret for alt i verden at blive elsket og kærtegnet, en skam at han måtte lade sig brænde i sidste ende. 

Trådene strammede op og Silas spændte dem godt til. 

Svælg for svælg, de måtte salve Stian til hvis det var hvad det krævede, for våde var kyssene og han nød af, at der blev hjulpet med at få ham løsnet i tøjet. Fantastisk. 

Silas lod sig selv fokusere på at få bukserne åbnet op, og det huede ham, at ingen af dem arbejdede på hans tøj - og gu' fandme om der skulle røres ved hans. Åh. Det boblede i ham for at få adgang og han ville pauseret deres munde, for at han kunne kys halsen og ned ad den. "Din hud er så varm" roste han ham i første omgang. "Vil du tages hårdt?" om det overhovedet skulle spørges om, for hårdt var hvad det ville blive. Ingen fingre til optakt eller nogen små pauseringer. 

Uniformsjakken hang åben som et teatergardin, inviterende til en optræden af den nøgne sandhed bag det tykke stof. Skjorte stoffets glathed var blevet krøllet af hændernes ivrige vrid. Og som et stjerneskud, der forlod sin bane, manglede der en knap fra Stians tidligere brutalitet, men dette ville han først opdage langt senere. 

Hænderne begyndte nu at pille ved Silas' klæder, og Stian inviterede sig selv til at få løsnet alt det pæne. Det var svært at få ordentligt fat med handskerne, så uvilkårligt tog han fat i fingerspidsen af handskerne med tænderne og fik flået dem af sig, hvor de endte på gulvet - glemt for en stund. Nu gik det meget nemmere med at få bundet Silas fri af byrden. 

Tæt pressede Stian sig mod Silas som et blad, der suger næring fra solens stråler ved ytringen af de rosende ord, indhyllet i en form for lykke. Alt der var sket i den seneste tid betød ikke lige så meget nu, som det havde gjort tidligere. Og Stian var taknemmelig for endelig at finde at de ødelæggende følelser var et fjernt sted i ham. 

"Hm," klukkede han mildt, "Du er det smukkeste jeg har set." svarede han retur, og kunne ikke begribe hvorfor han ikke havde set det tidligere. Silas var et farverigt maleri af stjernelys der strålede som sole. Hvad Stian ikke vidste, var, at han var trådt ind i hallucinationernes spindelvæv, spundet af adelsmanden selv.

Rødmosset lænede Stian sig tilbage for at vurdere spørgsmålet. Vil du tages hårdt? Et lille fornøjet bryn hævede sig som en bue, og han gjorde et langsomt, døsigt blink med øjnene. Hårdt, var et vidt begreb - men Stian havde ingen fornemmelse af hvad Silas havde i tankerne, så istedet fik han svaret med påtaget underdanighed, "Gør hvad De vil, Deres nåde." Han anede ikke at manden der stod foran ham var prins, og kunne kun gå ud fra den tidligere information han var blevet givet. Fyrsteslægt. 

Folke fortællingerne om en dreng der fløj og stjal unge drenge og spillede ind til deres fantasi, den begyndte stille at matche passende til hvem Silas var. Enerådig og selvisk, gik glædeligt distancerne for at få sin vilje, omend det var bagateller. 
Orkesteret spillede for dem ham. Hvad end dans de havde haft, var lige så stille forvandlet til den fineste vals med ham som føreren. 
Alle de næste skridt byvagten Stian skulle tage, blev på hans kommando. 

Fingrene af den anden blev afklædte og handskerne flød. Hvilke billige ting han var. En smule påvirkning af et så lille objekt og han var til gadens kvinder af erhverv. Morsomhederne, alle de fortællinger han kunne give af sig. 
‘Denne byvagt her forsøger så stolt at passe sit erhverv, men er til den billige side. Få rosende ord og han overgiver sig” og det kunne fortsætte sådan. 

Silas trak på smilebåndet og stoppede Stian fra at forsøge at åbne vesten op der sad så stramt. “Ned på knæ” kommanderet han, og hjalp tilligemed vagten ned, ved at pres ham på skuldrene med den ene hånd, mens den anden ville løsne op i bukserne og få fundet den ærværdige prinse slange frem. 
Blikket ville følge med ned, hjælpe med at guide munden til at åbne sig ovalt og lige til, stryg læberne og jah. Penetrerer ham som det havde været kødgardinerne af vagtens mor. 
Ingen grund til julelege mere.

Stian fandt sig selv på gulvet med et afdæmpet dunk, og et kortvarigt ansigtsudtryk af smerte malede hans træk. Bag ham knasede støvler, og med en anstrengt vejrtrækning fik han placeret knæene ordentligt, for at rette blikket mod Silas. Alt gyngede, men det hele føltes som en karusel af drømme. Smerten var blot et fragment af den større helhed, som en metamorferende sommerfugl, der antog alle sine former, kun for at forsvinde igen. 

Fra denne vinkel lignede Silas næsten en guddommelig skikkelse, som om han var en af de frelsende engle. Selv faklernes varme glød kastede dansende skygger, der skabte en næsten hellig glorie omkring ham. Han stod hævet over Stian, som om han var hævet over hele verden. Sveden dannede perler som morgendug på byvagtens varme, gyldne hud. Selv med uniformen flået åben føltes det, som om han var landet midt i en vulkan. Tørheden omsluttede ham mildt, men selvom tørheden kvalte ham, var han ude af stand til at kvæle sit begær efter adelsmandens berøring. 

I farvernes skygger voksede noget, der nærmest var en negativ afspejling af sig selv - men Stian prøvede forgæves at blinke det væk. De flimrede bag hans øjenlåg som eftereffekten af at have stirret for længe ind i lyset, og fragmenterne fortsatte som svage kopier af deres oprindelse. Desorienteret, bedøvet, og uden styrke i kroppen blinkede han de brune øjne åbne igen, observerende hvordan bukserne foran ham afslørede deres hemmeligheder. De handskeløse hænder greb på hver side af adelsmandens hofter, afventende på hvad Stians skæbne skulle blive. Dog følte han sig splittet i en brøkdel af et sekund. En overvældende følelse skyllede ind over ham som koldsved - som et brusende vandfald. Et minde, et mørke - den samme situation, men med en anden person.

"Vent," udbrød han forvirret, hans blik let præget af paranoia, og han forsøgte at presse sig væk fra Silas.

Der var ingen uden om. Dansen var i gang og den havde ingen ende, og ved Guds nåde at den blev afbrud. Silas ville ikke tillade det. Ingen skulle afbryde en Gud, det var ligemeget hvor dødelige han var, han var Gode værdig og det var et faktum ud fra hans hensigter som dette. 

Den tørlagte mund og dets svælg, det skulle nok blive fugtet på den ene eller anden måde, og det var ikke til at sige, men sikkerheden var der i det. Så da han kunne kærtegne byvagtens kind med sin hånd og tysse mildt på ham. "Det er okay" forsikrede han ham, som det var hvad det var. Nu var de jo alligevel kommet så langt, ingen grund til at stoppe. 
Hånd på den uværdige mand, og i hans magt og den ro han måtte finde til ham, uden at være synderligt hensynsfyld, havde han fundet sit legeme frem. Blikket talte for sig selv. Kys den, som man kyssede kongeliges ringe for at vise sin ære, trofasthed og hvad ikke. 

Silas ville dog ikke stoppe der, når først munden havde ramt, ville Stian opleve ægte dominans. Hånden gled stille op mere mod håret og var klar til at flå fat. Det var langt nok, præcis som med kvinderne, der var noget at tage fat i. 

Selvom Silas forsikrede Stian i dæmpede toner om, at alt var i orden, var det ikke helt så enkelt. En ubestemmelig blidhed sendte forvirrende signaler gennem kinderne, og Stians læber føltes nødt til at fugte sig selv, da han begyndte at miste følingen med sin egen tilstand. Adelsmandens hånd antog en ny position, som om Stian nu var hans hengivne tjener. Syndens slange stirrede ham direkte i øjnene, og nærmest uden hans vilje blev han trukket ind i faldet af Silas. Et blik mod stjernerne, og det turkise øje talte tydeligt – der var ingen forhandling her. Stian skulle hengive sig til ham.

Ærbødigt skuttede byvagten sig frem, ivrig efter at behage Silas og vise sin taknemmelighed for den lyksalige tilstand, han havde udløst. Men samtidig hamrede Stians hjerte af angst for de mareridt, der snart ville farve stenene under dem. Læberne spredte sig fra hinanden, gjorde plads, og med øjenlågene tunge, så han kun så gennem sprækker, omsluttede han sin nuværende herskers storhed. Den salte, men bløde smag ramte hans sanser, mens han vagt bemærkede fingrene stryge gennem hans hår. 

Symfoniens magtspil faldt på plads, violinen var føreren og den som fortalte hvordan historien måtte gå. Krigen var begyndte og et givende og blødte suk forlod adlens mund som han mærkede den andens mund og den lune der lå derinde. Hånden fik mere og mere fat, som den opsætning der var givet til byvagten nu ville falde ned og vise sandheden som den var. 
Ord kunne så meget, men der behøvede ikke være nogen mening bag dem, og han ville være mere end ligeglad med om nogens følelser blev såret. 

"Det er en tilfældig udvælgelse" mumlet han stille med et smørret smil, som en genkaldelse af, at Stian selv kaldte det en tilfældighed, at han havde valgt at inspicere Silas. Det var jo hvad det hele var. Tilfældigheder. 

Brutaliteten faldt hurtigt for hammeren og nåde var et ord som ikke længere eksisteret. 

De ovale øjne spærrede frygtsomt op som sorte portaler til et mareridtsunivers, og alt det hvide omkransede det brune i dem som blodige spor i sne. "Mruurhmff!" stønnede han protesterende, stemmen forvandlet til en dyster, kvælende hvisken, som om skyggerne selv talte gennem ham. Hans mund føltes som en oversvømmet grav, hvor en ondskabsfuld kraft forsøgte at trække ham ned i glemslen. Den ene hånd knugede sig og bankede på adelsmandens lår som en desperat bøn om befrielse fra det uhyggelige greb. Men hånden i hans hår var som lænker af spundet guld, et forheksende fængsel i mareridtet.

Alt kom over ham som et grotesk teaterstykke af mørke, traumet i skyggerne, nutiden der blandede sig med fortiden som døde sjæle, og Silas' overdådige hud, der smeltede som voks nedover ham, en grusom metamorfose. Han brølede nede fra svælget, en dissonant symfoni af frygt og panik, mens fingrene borede sig ind i lårene som krokede grene fra en forbandet skov. Med de svundne kræfter forsøgte han panisk at presse sig væk, men han var fanget i et mareridtets spindelvæv, en sorthullet dimension, hvor farverne var knuste drømme, og kun Silas' øjne lyste op som glødende kul i et glemt og hjemsøgt landskab.

Corinth Lochtree ville være stolt, de ville kunne grine af dette sammen. At nedlægge en byvagt med en sådan nemhed, det var næsten et sladderygte værdig og Silas var gerne den som hviskede første hvislen i bygadebilledet. Riv tæppet væk under folk, gør det værst tænkelige. 

Den ene arm lå mod væggen og han støttede sig let til den, mens han så ned på byvagten og det paniske ansigt. Det var et maleri han ville elske at få forevigtet. Hvor zalans var den skide kunstner når man skulle bruge ham. Forevige livsværker for ens eget ego. Men han kunne forværre det hele en snert. En smule og det var ved en ganske simpel sætning: "Din mor er måske også med på den værste, jah?" lød det luftigt fra ham som han stødte til. Punktlige og livlige bevægelser fra hoften og han var fanget i denne dans. 

Hånden i håret begyndte stille at klap byvagtens kind let, som en belønning og nedværdigelse for det hele. Så fanget af hvad der foregik lige for næsen af ham, ænsede han ikke lyden at trin eller skikkelsen som voksede sig større i skyggen af dem. Men alligevel helt tæt var den tredje part nu heller ikke, for Silas var ikke så blind. 

Besudlet på den mest gruopvækkende måde, og det var ikke første gang. Kvalmen viklede sig som en stram knude i halsen, og for hvert stød føltes det som om hans krop eksploderede i truende ryk. En indre mekanisme forsøgte desperat at afvise fremmedlegemet, der i sin brutalitet rasede som en indre vandal, malende og ødelæggende.

Ydmygelsen borede sig ind i hans bevidsthed, selv i den tågede bedøvelse kunne Stian ikke undgå at forstå, hvor ydmyget han var. Den smeltende voks dryppede uophørligt som syre, forvrængede og skabte groteske skygger af Silas. Kinden hang som flydende stearin, afslørende uendelige dybder af mørke bag den, der engang var hud. Det føltes surrealistisk virkeligt, som en feberdrøm, hvor virkelighedens grænser smeltede væk.

Spydighederne om hans mor, den sjofle latter, de forvandlede sig til modbydelige ekkokamre. Stians ansigt vrængede sig i vrede folder, en maske af desperation, mens han prustede anstrengt ud af næsen. Han så rødt, ingen skulle tale sådan om hans mor. Som om at nægte det absurde, bad hans instinkter ham om at bide sammen. Tænderne nåede dog aldrig at smage blod, for i det samme blev de forstyrret af en kosmisk afbrydelse. 

Festlighederne var ikke i hans forte, aldrig ville de blive det. Aldrig ville han se sig selv se fornøje noget som dette, det var en dag som alle andre. Gøre sit job og passe det til en hvis standard eller nødvendighed. Han havde skulle tjekke gangene og de ydre områder fra tid til anden, han havde tildels en lige så lang vagt for sig som hans kollega Stian Hwan, men han havde arbejdet over fra det sekund af, at han hørt besked om, at Stian endnu ikke var gået. 
Selvfølgelig var ekskæresten, omend det ikke var hvad han i virkeligheden var, pligtopfyldende og grundig, men end ikke han gad arbejde over for bare at arbejde over. Så det fik da Eskild til at undre sig. Da han havde udspurgte det nye hold, kunne de ikke sige meget, de vidste blot han ville tjekke op på noget påstyr, hvorfor det blot fik den blinde vagts kritiske undren til at vokse, for han havde kort forinden tjekket omkring og intet sted havde der været noget påstyr der var værd at tjekke op. 
Jo vist, hvem gad forstyrre nogen midt i sex, men det var sex med samtykke, ellers lød det ikke som det gjorde eller var i den position som det var. Til tider observeret han måske en tand for meget, men hellere det, end ende med klagesager om overgreb. 

Han havde vandret omkring i næsten noget der svaret til en time syntes ham. Endnu ikke mødt på noget der stak ud. Men da han så endelige gjorde, var han ikke i tvivl om hvad der stak ud. Nok kunne han ikke se hvad der skete, men lydene, hjertebanken og kroppens uro. Han kendte det så ganske godt på Stian. 
Et genkald selv for ham. 

Han gik med en yderst høj selvkontrol i mod dem og gjorde sin tilstedeværelse som et voksende monster i afkrogene af mørket. Eskild vidste at Stian ville ane besked længe før nogen anden. Men foden stoppede midvejs som han hørte kommentaren om Stians mor. 

Foden lød tungt i gulvet og som regn i ørken, blev hans tilstedeværelse ganske hurtigt kendt. Sjældent så man én anden person pakke så hurtigt sammen og forsvinde væk som en flagermus på en solskinsdag. Intet i manden virkede dog til at være nervøs som han gik. Blot morende og fornøjet over at have gjort hvad han gjorde. Men Eskild blev stående indtil han vidste at personen var væk fra dem, før han trådte tættere hen i mod Stian, men ikke gjorde noget særligt. Blot ventede. 
Han ville ikke vide besked, men alligevel ville han nok ende med at vide mere end besked for hvad der foregik i det hoved af hans Alt i ham var dog vendt op og ned og han var ikke glad. 

Det hele ophørte på et sekund, smerten, den brændende fornemmelse i halsen og pinslerne der før havde hamret ind i svælget forlod ham, og forsvandt - smeltede bort ned i de kolde sten, og farvede dem af den rest af maleriet som blev efterladt tilbage. Med et jammerligt, anstrengt støn faldt han tilbage i siddene stilling, med ryggen synkende fra væggen. Det tykke hår sad til alle sider, og benene dinglede svagt frem for sig - det ene i et forsøg på at trække sig op, men lige så stille gled det mere og mere. Han orkede end ikke at lukke sig til - gemme overkroppens mange trænede facetter, og stakåndet spredte han armene ud til siden som var han en martyr på korset der var blevet ofret. Udmattet og ødelagt så han ud. 

De frygtindgydende skygger hang stadig i krogene, og borede sig ind i ham. En lettere rysten fra det paranoide hjerte der ikke helt kunne se forskel på nutiden og fortidens spøgelser, kom til udtryk i kroppen der ikke helt kunne finde sin ro. Øjnene vendte sig, og jovist havde han hørt fodtrinene der dunkede som trommer - og den genkendelige duft han så mange gange havde indåndet som var det den eneste ilt han kendte til. Stians blik flakkede flygtigt op mod skikkelsens ansigt der var farvet af af skygger og faklernes glød, og for at forsikre sig om hvem der stod der, vendte blikket atter tilbage mod Eskild. Et øjeblik kunne han ikke få virkeligheden til at hænge sammen, og som var han et vildt dyr trængt op i en krog, gik et jag igennem ham, og pludseligt flyttede han på sig i et forsøg på at komme væk fra noget der skræmte ham. Benene sparkene svagt fra sig, mens han prustre forsrækket.
"Gå væk." sagde han desperat. Farver pulserede ud fra den anden byvagt der stod og så ned på ham. 

Afhængighed var en farlig ting, og han havde en dyb afhængighed til Stian. Alt manden gjorde ville kunne få nakke hårene til at rejse sig. Hans kærlighed var taget og det var i sandhed hans pligt at hade den anden. Men her kunne han ikke gå væk, forlade alt de havde, når intet var som det så ud. 
Eskild kendte central byvagten mere end rigeligt til at vide, at han ikke var sig selv, og han nok så ting han ikke ønskede at se, og hvad han så, måtte være noget som mindet ham om forfærdeligheden forrige vinter. 

Stille som en mus der blev observeret af katten, lod Eskild sig ikke vige ud af stedet, han så blot ned. Ventede på sneen måtte falde og solen aldrig stå op igen, for det var vidste hvad der var i vente for dem lige nu. De var alene, men omringet af flere hundrede mennesker, fyrster, grever, hertuger og mange flere. Men de var alene, det var blot de to. Nok havde Stian dikteret af Eskild havde trådt ved siden af, så måtte de begge komme over det lige nu, for han satte ikke sin lid til at Stian selv kunne finde hjem, eller burde finde hjem selv. 
Aldrig havde han forventet, at han ville give oral sex et så offentligt sted. Men måske det hele blot handlede om, at det var ikke var Eskilds ønske. Noget som stak i hans indre. 

Stille satte han sig ned på hug og rakte en blottet håndflade frem til Stian: "Du skal hjem og sove" var hans ord, så simple og stemmen så stille. Der var ingen hån eller snerren at fornemme i det, og han tvivlede, at hans ord ville blive taget varmt i mod. "Du er beruset, Stian" tilføjet han lige så stille efterfølgende og lagde hovedet let til siden.