Lige nu føltes det som spildte kræfter, som Aaliyah forsøgte at bløde vejen for et venskab mellem dem. Hun havde fundet ham interessant på så mange måder, men tydeligt var deres statusser for forskellige til at De ønskede at tilbringe tiden sammen med en Prinsesse. Hun forstod Dem, hun forstod de ord De havde sagt til hende, men tydeligt var hendes naivitet omkring hvordan hendes familie fungerede for stor, og inderst inde vidste hun godt at De nok ikke kunne ses - hvad ville hendes fader ikke sige til at hans datter rendte rundt med en forbryder og en hjemløs? 

Var han overhovedet klar over hvor stor en forskel der var på den almindelige borger i Balzera og så hendes, eller de andre rige familier? I hendes øjne var dette ikke fair, men hendes faders mening om penge og velfærd var større end en kvindes følelser over for et folk, som han sikkert mente ikke selv havde arbjdet nok. 

Der var ikke meget hun kunne sige til Deres ord, det virkede som om at De havde besluttet sig om at det venskab, ikke skulle blive til noget eller bestå, og hun kunnne ikke andet end at se på hvordan De forsvandt ind mellem menneske mængden.