Valdemar skævede mod Finneas, men uden at være tæt på at møde hans blik som han blot brummede til hans svar. Valdemar vidste ikke om han troede på det - men det gav nok mest ro i maven at tro på det. 

 " Okay.. " mumlede han stille, selvom han ikke fandt det okay. Hvorfor skulle han med ham hjem? Valdemar kunne fint sove for sig selv, betale for et kroværelse. Han behøvede ikke sove i en andens kroværelset, i en andens seng.  Finneas kunne fint bare føre Valdemar til en kro, og lade det være det, så at han holdt så meget fast i at Valdemar skulle med ham var ekstra underlig for ham. 
 " Hva?" Valdemar var stoppe op med Finneas, et forvirret udtryk over ansigtet, der ikke helt kiggede på Finneas. Blikket flyttede sig ned på hånden der rakte et eller andet frem mod ham. Løb alt hvad du kan. Tredje stikvej til venstre. Grøn dør. Det var forvirrende. Var de ikke på vej hen til en kro Finneas havde et værelse? Valdemars bryn var rynket, og det var tydeligt at se han både var usikker på hvad han skulle og forvirret over hvad der skete. Men han kunne høre fløjten komme tættere på. 
 Selvom alt i ham skreg på at han skulle ryste på hovedet - for han forstod det ikke - så endte han med at nikke og rakte hånden frem med håndfladen op for at tage imod hvad end Finneas ville give ham. 

Nøglen med lædersnøren blev lagt i drengens hænder. " Nøglen til mit hjem " beskeden var klar. Det var ikke bare et kroværelse, men hjem til ham. Et hjem der lignede så mange andres, men når man så kom ind, kunne man se det havde lidt så småt last her og der, trappen der før op til første sal og til hans værelse, hvis dør altid halv åben, vidnede om et rod. Kaos og dunkle fantasier. 

Han slap tasken til Valdemar igen, satte hånden i ryggen på ham for at skub ham en anelse frem for den rute de skulle ad, mens han selv vendte sig skråt om mod Jason. " Du giver ikke op, gør du vel? " spurgte han, og et voksende selvtilfreds smil med en snert af hovmod sneg til vejrs, så den ene af de to skarpe hjørnetænder kom til syne. " Jeg skal bare samme vejr som ham, intet galt i det, Finny-Finneas " lød det alligevel selvsikkert fra Jason som kom tættere og tættere på. Hans brune øjne lyste næsten op fra månelyset og så mod Valdemar. Blikket var glubsk og sulten. Det var ikke til at sige hvornår manden sidst havde spist. 

Finneas løftede den højre arm let op, så den havde en bukket albuebøjning, mens venstres arm spændte stille op og hånden der langsomt knyttede sig. Præcision var en ting, men timing var noget andet. Han gjorde sjældent dette, men når man var i et lunefuldt forsøgs humør som han var i lige nu, så var det værd at forsøge sig med. 
" Til! " der var absolut ingen grund til at Valdemar skulle stå og se med. En hvid og klæbrig stråle forlod håndledet på højre, men som den ophørt, greb hånden fat om bunden af det og han trak til, som det satte sig i ansigtet på Jason som han udstødte et jammerligt forskrækket hyl. Men som han hev til og fik trukket Jason tættere end tæt på, svang han den venstre hånd i hovedet på Jason. 

Det var jo bare et lille slagsmål for at få manden af sin nakke, omend han måtte bløde lidt. 

 Det grågrønne blik kiggede på nøglen der blev givet ham. Han blinkede et par gange, usikker på om det virkelig passede. Gav han virkelig bare sin nøgle væk?  Det var snublende Valdemar trådte frem, som han blev skubbet til, og han kiggede sig over skulderen mod Finneas. 
 " Mh.. " Læberne pressede sig sammen inden munden åbnede sig, men Valdemar vidste ikke hvad han skulle sige. Skulle han virkelig brokke sig over at blive fri? Det gjorde ondt i hovedet, så forvirrende var situationen.

Jason kom tættere på, og helt automatisk trådte Valdemar længere væk fra de to mænd. Og da Finneas gav udtryk for at nu skulle Valdemar stikke af, blev det ikke til noget. I stedet blev den mindre knægt stående, ude af stand til at flytte benene. Først da et skrig forlod Jason, kom der gang i benene, og Valdemar begyndte at løbe. 
 Løb alt hvad du kan. Tredje stikvej til venstre. Grøn dør. Forklaringen gentog sig i Valdemars hoved, men da han stod for hvad der måtte være tredje stikvej til venstre, gik han i stå og kiggede lidt ned at vejen, inden han kiggede den anden vej. Hvorfor skulle han gøre som Finneas sagde? Han havde jo ikke lyst til at gøre som den fremmede mand sagde. En klump blev sunket, som han tog et nervøst skridt den modsatte retning. 
 Han skulle bare sikre sig han ikke blev fundet igen. 
 Et skridt mere, lidt mere selvsikkert. 
 Hvis han skyndte sig, kunne han sikkert godt finde en kro inden de var færdig med at slås. 
 Valdemar begyndte lige så stille at løbe den modsatte retning end hvad Finneas havde sagt.

Valdemar var ude af øje, derfor ude af sind for nu. En form af glæde boblede op i Finneas som han kunne få sat sig nedover Jason og svinge hånd for hånd. Ganske godt at Valdemar ikke skulle se med på det. 
Men, noget fangede ham, de forbandede skærpede sanser stak til ham, eller var det blot den sjette sans som stak i hans mave. 

En forslået Jason blev efterladt liggende på jorden under sig. Lidt blod sprøjte i dråber sad henover ansigtet og hændernes kno var røde af slag og væsken fra den anden. Jagten gik nu på at finde Valdemar. 

Skulle han løbe? 
Finneas havde da sat tempoet op, luntede nærmest efter, men som han nåede til krydset ved hans stikvej, tvivlede han pludselig for om han skulle stole på den unge dreng eller ville han være fortsat lige ud, gået ad den anden vej eller havde nogen samlet ham op? Problem et var vel, at han havde hans nøgle, så uanset hvad skulle Finneas finde ham. Blikket så på brosstene, håbede på et se nogle aftryk af en art eller lignende så han kunne lunte efter. Han drejet sig omkring for hvad vej hans skulle gå. Okay. Det blev taget på et børnerim. 

Modsat vej af vejen ned til ham. " Valdemar? " kaldte han spørgende, som det var en løssluppen hund.