Han takkede hende, og hun trak et let smil, selvom hun ikke syntes han skulle takke hende for det. Hun gjorde sit for at han lærte sine egne grænser at kende og faktisk fik et blik i sit eget selvværd.
Leah trak vejret ind for at beherske sig selv fra at tage tøjlerne og vende kareten så hun kunne give Martin en omgang bank. Hvordan kunne han behandle et andet menneske sådan? Mester Martin trængte virkelig til at få en smag for hvilket liv andre levede og en forståelse for hvorfor man skulle behandle hinanden pænt. Den guldske Mester Martin havde i røven burde enten tages fra ham, eller stikkes så langt op at ingen ville ænse at han havde en… Det var ikke noget at sige til at Leah var bitter, hun kunne slet ikke holde ud at se hvordan nogen trådte på andre på den måde. “Okay… Sådan kommer det ikke til at være når du er med mig,” fortalte hun ham. Han skulle blive behandlet retfærdigt, og hun trak bare fra den anden halvdel af den betaling, som Mester Martin skulle have haft, når hun kom tilbage.

På et tidspunkt havde Leah fundet vej ind til selve kareten, ikke bare for at hvile, men for at gøre hvad hun kunne af forarbejde til sit egentlige arbejde. Hun havde både siddet med håndspejl og pincet, samt smurt kroppen i samtlige cremer. Hun turde dog ikke at sidde med barberkniven mens de kørte. Det skulle være under stilstand. Som det bankede, der hvor Eamon sad, så hun mod lyden og lyttede. Hun sørgede så for at fjerne gardinet på den ene side for at se hvad der var omkring dem, for efterfølgende at flytte sig over til den anden side for at kigge ud, for tilsidst at se ud af ‘bagvinduet’. “Det fint her. Lad os strække benene,” kaldte hun tilbage. Det virkede til at der var et sted de kunne holde ind så de ikke ville holde i vejen for andre rejsende, og stien burde ikke være så plaget af røvere. Mens han sørgede for at standse hesten, sørgede hun for at pakke alt væk under sædet, således eventuelle røvere ikke burde kunne snuse sig frem til det. Først da hun var sikker på hesten og kareten var stoppet, åbnede hun døren og hoppede ud. “Sulten?” undrede hun og så mod knægten.

Eamon red afsted og betragtede omgivelserne, det føltes rart at komme væk fra Martin han var blevet mere voldsom med tiden, ikke at han var sikker på hvorfor? Til tider virkede det som om han bare skulle trække vejret og så var det også forkert. Det var på tide at prøve at finde sin egen stemme, og prøve at tænke for sig selv for han kunne da ikke være så dum og elendig som mesteren sagde? Han var jo det meste af sit liv blevet kastet imellem gårde, og levet blandt dyrene så det var vel forståeligt at han ikke var si kvik eller havde meget selvtillid? 
Maven rumlede en smule som de fortsatte afsted, som han ikke længere kunne ignorere det, var det der han bankede på imens farten blev sænket. Blikket skævede som hun så på ham, før han nikkede og kørte ind til side for at gøre holdt, sprang ned fra sin plads og fandt en spand fra taget, og en dunk med vand for at hælde lidt op til hesten, samt en spand med foder begge dele satte han foran hesten. 

Eamon strakte sig en smule, før hans blik rette sig imod Leah" meget sulten, jeg har kun spist to æbler" forklarede han sig, det fortalte måske også lidt om hvorfor han var tynder end han burde. Kort gik han hen for at tage flasken med vand hun tidligere havde fyldt for ham, for så at tage en slurk den smagte jo langt bedre end det andet måtte han erkende. 
Han sendte hende et forsigtig smil, og smed sin flaske tilbage før han kom hen imod hende dog holdt han en høflig afstand " Leah? jeg ved godt at jeg måske er til besvær, men jeg er glad for du tog mig med, vil gerne blive mere mand" sagde han tøvende til hende, håbede det gav mening? Men han ville faktisk gerne prøve at blive bedre, måske folk en dag så ville behandle ham bedre?

Hun så hvordan han gav hesten mad og vand og hun trak et lille smil. Der var noget ved ham, som overbeviste hende om, at han havde en særlig forbindelse til heste, som man ikke fandt i så mange andre. Det gjorde hende lidt glad. “Eamon altså…” sukkede hun, før hun gik om mod bagenden af vognen for at åbne den op og finde noget af det mad der var pakket til dem. “Kom her om!” kaldte hun på ham, for at han selv kunne tage og gøre ved maden som han ville. Hun skulle jo ikke beslutte om han skulle havde det ene eller det andet pålæg. Hun så dog mod ham som han kom til hende. “Bare tag for dig. Vi køber mere når vi kommer til Tusmørkely,” forsikrede hun ham. Det de havde her var ikke deres endelige beholdning af mad, de ville fylde op i hver en landsby eller by de kom til. Selvfølgelig, han skulle ikke spise så meget at det hele røg op igen samme vej det var kommet ind.

Mens hun tog en bolle op fra den vævede pose, forlod hendes navn hans mund, som fik hende til at se mod ham. “Ja?” lød det undrende for bagefter at lytte til hans taknemmelighed. Hun foldede dog sine læber, som han nævnte han gerne ville blive mere mand. “Ja, altså…” Hun så tilbage på sin bolle som hun begyndte at åbne og putte det i hun ville have i. “Jeg går altså ikke med til at gøre dig mere af en mand, selv hvis du vil have det mere end tøj,” grinede hun lidt for sig selv. “Men jeg er glad for at kunne få dig væk derfra,” lød det roligt fra hende, som hun så tilbage mod ham. Hun placerede sin hånd mod hans nakke og aede ham en anelse. “Og du er ikke til besvær,” forsikrede hun ham med et kærligt smil, før hun vendte opmærksomheden fuldt tilbage til sin bolle og endelig tog en bid af den.

Eamon var så van til heste de dømte ham ikke, og han havde så ofte sovet sammen med heste, han følte sig tryg nær dem måske sært for andre men ikke for ham. Det gav ham mere ro at vide at hestene var okay, før han selv kunne få mad sådan havde det altid været. Hendes ord fik ham til at traske om bag vognen, hvor han selv snuppe en bolle og en skive spegepølse, før han trak sig en smule. Skulle nok lade være med at spise for meget det var han alligevel ikke van til, det kunne ses på hans krop den manglede fedt, havde han fået mad nok ville han måske se stærkere ud end nu. 

Han valgt at sætte sig ned på græsset, før der blevet taget et par bidder af bollen, hvilket fik et smil frem det var rart at hører, nogen gøre andet end at råbe af ham. Blikket så undrende på hende " hvad mener du?" spurgte han, som hun snakkede om der var noget hun ikke ville? hvis hun mente at være fysisk sammen så havde han da prøvet det, og nu hvor han kendte hende havde han ikke helt lyst til at sparer sammen til at gøre det frække, fordi det måske ville føles forkert?
Eamon spiste også lidt i stilhed, blikket rette let imod himlen og som bollen var væk lagde han sig ned, for at stirre op på skyerne. For en stund så han så fredfyldt ud, måske han kunne blive en god mand, bare han lærte at tro lidt mere på sig selv, og indse han faktisk ikke var så lille mere, men turen her ville nok give ham en del. 
" Leah? "lød det spørgende fra ham efter noget tids stilhed, blikket rette sig imod hende og sendte hende et let smil. 

Leah løftede sine bryn, som han undrede sig over hvad han mente. “Ikke noget,” lød det dog fra hende, inden hun vendte sit blik på sin mad og spiste den. Hun ville ikke lægge tanker i hovedet på ham. Desuden, så følte hun allerede, at han var udsat ved at skulle være med hende under hendes rejse rundt i landet. Der var trods alt en risiko for at han ville få for meget af hende og ende med at gå til Kiles Rige.

Mens de spiste, sørgede Leah for at strække sine stænger, hovedsageligt ved at gå lidt frem og tilbage, men hun brugte også tid på at kigge noget mere på de sager som de havde pakket ned. Midt i at tygge på det sidste stykke af sin bolle hørte hun atter sit navn blive sagt, og så op mod staldknægten. “Jah?” lød det fra hende, som hun langsomt vendte sin front mod ham.

Eamon var ikke bekendt med hendes evne, men måske det ville være smart at skaffe ham, noget der kunne modvirke den lidt? nu hvor de skulle rejse en del sammen, han var ikke ligefrem særlig mental stærk eller måske mere end han selv regnede med, for han var jo i live. Når man tænkte på alt det modgang han havde haft, så måtte der være mere bag hans øjne ikke? 
De begge slappede af på hver deres måde, han kunne godt lide at ligge og finde forskelige former i skyerne, det var noget han havde gjort siden barn og fandt det stadig underholdende, stjernerne var også flotte dem vidste han bare ikke helt hvad han skulle gøre med? Man kunne i hvert fald ikke tælle dem... 

Han rejste sig langsomt fra jorden og børste sig en smule, før han mødte hendes blik som hun vendte sig imod ham " hvor skal jeg sove? og skal vi rejse videre nu" han var ikke sikker på hvor travlt hun havde, og ville gerne gøre sit bedste, men det var også godt at vide hvor hun regnede med han skulle sove. Blikket så nysgerrigt på hende, imens han også strakte kroppen en smule, og rode sig let i det pjuskede hår, det trængte til vask og klipning uden tvivl, måske der var en kønnere dreng gemt et sted bag det lasede tøj og beskidte hud. 

Hvor skulle Eamon sove? Hendes første tanke var ikke optimal. Næppe var den næste. For hans egen skyld ville det være bedst hvis de ikke sov i kareten sammen, men samtidig, så kunne hun jo ikke forlange at han sov ovenpå kareten eller ved kuskens sæde. Det var jo ikke optimalt og han havde brug for at hvile for ikke at ende med at lave ulykker under rejsen.

“Jeg tænker det ville være godt at nå lidt længere, så vi rejser mens solen stadig er oppe og hviler om natten. Vi får nok et par nætter i hver by,” forklarede hun ham, så han vidste, at det ikke ville være hver dag at de skulle rejse. Der ville være pauser. “Og jeg tænker…” hun så op på kareten og prøvede at vurdere hvad der var mest fornuftigt. “Vi kan prøve at sove på hver vores side i kareten, men det kan være der er nogle dage hvor en af os må sove ude,” forklarede hun. De skulle begge have en god søvn. Med hende var det jo vigtigt, eftersom det var hende der tjente pengene, og hun skulle være klar til at kunne arbejde og være fyldt med energi. Den nat de ville komme til, ville de finde ud af hvor påvirket Eamon ville blive af hende, og så måtte hun tage yderligere beslutninger derefter. “Vi tager det hele en dag af gangen, okay?” lød det fra hende med et let smil. Hun glædede sig næsten til at de kom til Tusmørkely og hun kunne smide ham af hos en barber og finde ham igen efter at have været hos en kunde.


//Lukket for nu, og bliver genåbnet når den er relevant for den videre rejse