Det var det her der var godt, se ham vride sig på den måde og havde det svært med den måde kroppen reagerede på, og ikke at kunne gøre noget ved hende. Det måtte uden tvivl sende tanker tilbage på deres første gang, og ikke mindst den følelse som hun regnede med at han havde følt, den trang han havde haft til at se hende igen; hun havde set det i hans øjne og den måde han kiggede på hende, nærmest afklædte hende med øjnene.
Hans støn blev tungere, han kunne ikke sidde stille i karret. Hans hoved gled rundt, som lysten steg ham til hovedet og han ikke kunne tænke på andet end, hendes bløde hånd som gled op og ned af det stive lem. 
Hun kunne mærke på ham, både på hans vejrtrækning og ikke mindst hans krops sitren og hans lem, som pulserede i hendes hånd, at han inden længe ville nå sin forløsning og det dermed var hendes tid til at trække sig tilbage. Lade ham mærke en bid af det som han havde savnet, lade ham mærke hendes hånd og hendes bevægelser, og ikke mindst lade ham sukke mere efter hende. 

Det var nu det ville komme, det var nu eksplosionen normalt ville ske, men hun stoppede inden. Hun slap hans lem, som forløsningen var på vej og lod ham hænge. Han skulle ikke have den fornøjelse eller nydelse, ikke endnu. Hun vidste godt at han lige nu ville sukke efter det, at det ville være hårdt, men Neyrelle ville sørge for at han ikke opnåede det. 
Hun lænede sig ind imod ham, lod sine læber bevæge sig uden for hans ører, "Skyl dit hår og se og kom op" Hun bed ham i øreflippen. Badet havde stået på længe nok, og han burde være mere end ren. 

Eamon følte sig så klar til at mærke presset lette, hele hans krop skreg på at slippe og få den fulde nydelse, dette var næsten mere intenst en første gang i denne stund. Han kunne slet ikke tænke længere, øjnene kæmpede for at forblive lukkede, imens støn slap fri et efter et, som ville de aldrig få en ende. Det måtte få en ende han var ved at eksplodere af ren nydelse, men som han skulle til at nyde presset, fjernede hendes hånd sig og fik hans krop til at reagere klagende, stoppede midt i et støn. 
Hans bryn rykkede undrende på sig, næsten frustreret kunne man se som hans ansigt trak, i en forvirret grimasse var det ikke meningen han skulle komme? Men uden hendes hånd var det som om lemmet begyndte at dale for ikke længer at være stift. 

Han nåde ikke at reagere mere, før hendes stemme lød ved hans ører, igen så kommanderende men igen noget han kunne forholde sig til, det gjorde det nemmere for ham at håndtere. Nappet fik et svagt suk frem før han mærkede hun var trukket tilbage, og han dermed lod sit hoved dykke under vandet, for at skylle sæben ude. Hoved kom op til overfladen igen, endelig kunne han sende hende et lidt skuffet blik, før han trådte op af karret og trak proppen så det kunne tømme sig. Derefter begyndte han at tørre sig med et håndklæde, for så at begyndte at påfører sig det tøj hun havde skaffet ham.

Inden længe stod han næsten påklædt foran hende, lignede næsten en helt ny fyr nu hvor snavset var væk, det føltes rigtig rart dog tog han ikke blusen på endnu. Mest af alt fordi hans sår blødte en lille smule, efter at være blevet berørt og renset, han ville ikke gøre den nye bluse beskidt med blod fra start af. Blikket rette sig imod hende " skal vi forbinde det med det samme?" spurgt han, og sendte et forsigtig smil, han så faktisk ikke helt værst ud nu...

Hun vidste uden tvivl hvor hun havde efterladt, hans hungrende krop efter det her. At lade Eamon sukke efter sin orgasme, ville uden tvivl sende en frustration igennem hans krop og hun kunne både mærke og se det på ham, allerede inden at han dykkede ned under vandet, for at skylle hans hår. Hans bryn rynkede, han så frusteret og forvirret ud på en og samme tid. Neyrelle nød det, nød at have sendt ham ud i den følelse af magtesløshed, som kunne komme når man ikke fik den forløsning som han hungrede efter. 
Skuffelsen på hans ansigt var kun større, som han kom op fra vandet af, efter at have skyllet vandet ud af håret. Hun kunne ikke andet en at sende ham et drillende smil, som deres øjne mødtes. Hun vidste udemærket hvad hun gjorde, og hvad hun gjorde ved ham. 
Hun fulgte hans øjne, som han kom op af vandet, langsomt fik tørret sin krop og kom i tøjet, som hun havde sagt han skulle gøre. De havde andet at nå, end at sidde og sumpe i badet og han måtte uden tvivl være sulten efter turen. 

Eamon stoppede inden han fik skjorten helt på, så hun kunne kigge på såret. "Det synes jeg vi skal" Hun bevægede sig hen til et lille skab og fandt lidt forskelligt, og vendte tilbage til ham. Hun duppede såret rent for blod, inden hun smurte en salve ud på såret og efterfølgende forbandt det og han kunne tage skjorten på.
"Jeg tænker at vi er klar til lidt mad?" Spurgte hun retorisk, og kiggede over på ham, inden hun åbnede døren og forlod den, i håb om at han ville følge med. Hun bevægede sig ind i den mindste spise stue, hvor maden allerede stod på bordet.

Som han kom op af vandet, kunne han mærke en trykken et sted, som om kroppen manglede at komme af med udløsningen for at kunne slappe helt af igen. Det var stadig en gåde for ham, hvorfor hun var stoppet havde han gjort noget galt? det var den mest logiske løsning han kunne komme på, men der var dog ikke mere tid til at tænke den tanke til ende. Han skulle have tøj på, maven knurrede også en smule højlydt, hvis han var heldig var maden bedre end hvad han var van til? 
Eftersom han ofte levede at stjålne æbler, brød og hvad ellers han kunne stjæle sig til, nogle gange liste han hen til gårdens to køer for at få lidt mælk, det var dog en farefuld mission at få mælk, så det skete kun når mesteren var ude af byen. 

Eamon betragtede hende, som hun fjernede blodet før hun smørret noget på såret, og inden længe var det igen forbundet dog langt bedre end hans eget forsøg, nu var der chance for det ville heale forhåbentligt uden et nyt ar. Derefter blev skjorten taget på, og han lignede jo pludselig, en mere nydelig fyr. Han følte sig for første gang længe tilpas i sin egen krop, det var rart at være ren nu kløede kroppen ikke, og han duftede bedre end før. Dog nåde han ikke mere end lige at få skjorten på før hun snakkede om mad, som han skulle til at svarer var hun allerede på vej videre. Han fulgte dog hurtig trop og som de nåde spisestuen knurrede maven mere ved duften. 

Han tog plads ved bordet og prøvede at holde igen, for ikke at angribe maden, han var så sulten at det næsten gjorde ondt. Blikket var fast rettet imod maden, og man kunne næsten fornemme munden løbe i vand " nøj det ser lækkert ud, jeg har ikke fået god mad længe" indrømmede han, imens et drenget smil spredte sig. Dog lod han hende tage mad før han selv, begyndte at fylde sin tallerken, dette her ophold var jo det rene luksus måske, han kunne få lov til at levere dyr en anden gang igen? Blikket rette sig imod hende " hvor meget har i købt Laban for?" spurgt han nysgerrigt, selvom det nok ikke var noget han skulle blande sig i, men han skulle jo have betalingen med hjem, det ville kræve meget af ham ikke at snuppe et par skillinge.     

Eamon sukkede uden tvivl endnu mere efter hendes berøring, nu hvor hun havde ladet ham mærke hendes hånd omkring sig, og hun havde skabt så står en lyst hos ham, som hun havde. Hun nød det til fulde, fordi hun vidste hvad hun kunne tillade sig. Han vidste ikke bedre, vidste ikke hvad der var normalen og hvordan man gjorde, når man var med et andet menneske, det havde hun selv set på egen krop - men at blive stoppet på den måde, lige inden sin orgamse, vidste han dog godt hvordan ville efterlade hans krop.
Med såret ordnet, smurt og bundet ind, ville det helt sikkert hjælpe på dens healing, for andet kunne hun ikke gøre, men han havde ikke passet på det. Slet ikke. 

Hvilken standard Eamon var vant til, når det kom til mad, det vidste hun ikke, men hun gættede på at det ikke var noget vild og voldsomt, som det ofte kunne være her. Gården havde sin egen kok, som stod for madlavningen, så der var sjældent en finger at sætte på de retter som kom på bordet, og det var tydeligt at Eamon havde det på samme måde. At han lod hende få først, smilede hun blot venligt over og kiggede hans vej, det var selvfølgelig også den mest dannede måde at gøre det på. Han var heller ikke en person, hvis opdragelse ikke hang ved.
Hendes tallerken foran hende, var fyldt og der var ikke andet for blot at dykke i, og nyde vinen ved siden af. "Det ved jeg ærligt ikke, Eamon" Hendes øjne talte sandt, for det var ikke noget hun blandede sig i, hun skulle blot hjælpe med at opdrætte, "Men jeg forstår godt, hvis det er svært at sige farvel"

Eamon håbede på at mærke hende igen senere, han prøvede stadig i sindet at forstå hvorfor hun var stoppet, dog fulgte han med hende til spisestuen. Han holdt sig ikke tilbage med at fylde på tallerkenen, der var næsten et lille bjerg på et lille glimt af, at han nok ikke havde mange manere eller kendskab til at man kunne tage flere gange, van til at spise hurtigt for at være sikker på at få og ej blive set. Det krævede meget af ham at vente til hun begyndte, maven brokkede sig mere netop fordi det duftede så godt, måske han var heldig og kunne få en madpakke med til hjemturen? 
Som hun begyndte tog han gaflen, og begyndte at spise, han var ikke den bedste til også at bruge sin kniv. Han blik rettede sig mere imod hende som hun svarede ham, kort skulle han til at svarer men kom i tanke om han stadig havde mad i munden, og derfor måtte tygge færdigt " ja det er ikke nemt, men jeg ved også Mester Martin har gjort dette som straf" sagde han stille, blikke få sekunder mere fugtigt, før han kiggede ned og skovelede mere mad ind. Han nød maden men spiste måske for hurtigt af ren vane, skyllede efter med vinen, det var tydeligt i hans blik at maden var god og han nød det, han så næsten fredfyldt ud i denne stund. Løftede hovedet for at se på hende igen, og fik sunket en lidt for stor bid "du stoppede i badet? gjorde jeg noget forkert?" Han så på hende med undrende øjne, før han spiste lidt mere og igen måske lidt for hurtigt, kom til at slå en bøvs efter at have drukket lidt vin. 

Neyrelle og Eamon havde været tætte, meget tætte, men alligevel så føltes det mere tæt at sidde her ved bordet sammen med ham. Der var en usikkerhed over hvordan de ville klikke, hvad der ville ske og hvordan samtalen ville foregå og ende, det var langt nemmere da de lå på høloftet, nøgne og nød hinanden; de skulle ikke snakke, de skulle ikke tænke, men bare nyde.
Hendes blik gled over på Eamon, som han øste op på tallerkenen, og om han vidste hvordan god bordskik var og at man blot kunne tage flere gange, blev hun hurtigt i tvivl om. Det var tydeligt, at de kom fra to vidt forskellige steder, i denne verden.
Hun kunne ikke lade være med blot at sidde og kigge på ham, næsten med en fascination over hvordan han spise. Han fyldte munden, i mens hun tog enkelte bidder af maden foran dem. 
"Har han gjort det som en straf, hvordan tænker du?" Spurgte hun nysgerrigt og interesseret ind på hans ord, i mens hun drak af den røde vin. Han spiste hurtigt, voldsomt og ikke ret opdragent. Men hvad havde hun regnet med? Hun kendte ham ikke, mere end de få ting hun vidste.
Hendes øjne blev fanget af hans, som han løftede hovedet og kiggede over på hende. Hun kunne ikke andet end at smile lidt bredere, så hun spurgte indtil det hun havde gjort i badet, "Ikke ved middagsbordet, Eamon" Både fordi det ikke var noget man talte om ved bordet, og fordi at hun ikke ønskede at begrunde sine handlinger. Han skulle nok få noget at vide, når han havde brug for det. 

De var så forskellige fra hinanden, hun besad langt mere viden end han gjorde, og hun fungerede langt bedre i samfundet. Eamon eksisterede bare, han var mere slave end arbejder og han forstod sig ikke på mange basale ting.  Men det måske det var sundt for dem begge at møde, en som var så forskellig det gav en smule perspektiv, nok mere hende end noget han sådan lige tænkte over andet end at være imponeret over alt ved dette sted. Eamon fortsatte sit spiseri, kunne slet ikke forstå hvordan hun kunne være så langsom? det blev jo koldt? Han holdt i hvert fald ikke igen, maden var så lækker og han var simpelthen så sulten. Men ved hendes spørgsmål hævede blikket sig imod hende, og han stoppede kort med at spise, skylle lidt ned med vinen før han endelig kunne tale " Mester Martin straffer mig altid, han vidste Laban betød meget for mig, så derfor valgte han ham, jeg kender min mester" forklarede han, om det var hvad der virkelig var hent var ikke en sikkerhed, men det kunne godt tænkes fordi manden muligvis nød det magt han havde over knægten, han var jo en billig arbejdskræft der ikke brokkede sig over løn eller krævede flere fridage.
Han rynkede let på panden, som hun fortalte man ikke måtte snakke om det ved bordet, men trak så på skulderne før han fortsatte med at spise. Da tallerkenen var tom, tøvede han ej med at fylde en halv portion mere op, fordi han var sikker på der var plads nok, dette kunne måske give lidt mere sul på kroppen? han trængte til mere fedt på kroppen, den kørte ofte på meget lidt brændstof hvilket jo ikke var sundt i længden. Langt om længe lagde han gaflen fra sig, efterfulgt af en bøvs før han lænede sig lidt mere afslappet tilbage, måske også på grund af vinen " smagte meget godt, får du altid så god mad?" spurgte han med store øjne og et smil på læben. 
  

Neyrelle og Eamon kunne helt sikkert lære noget om hinanden, for det var ikke ofte at hun befandt sig i et miljø og i en omgangskreds, med en staldknægt som Eamon. Det var tydeligt at han bar bræg af, at han måske ikke havde samme opdragelse eller kom fra et miljø, hvor man gik op i den slags, men den måde han havde siddet ved bordet og spist på, havde måske overrasket ham lidt mere end hvad godt var. Der var meget for ham at lære, men det var tvivlsomt hende som ville skulle være den der gjorde det. Neyrelle spiste stadigvæk langsomt og lidt af gangen, som hun var opdraget til og som passede hende bedst. "Altså vi har hørt meget godt, om Laban og derfor var han et naturligt valg for os" Startede hun roligt ud, for at berolige ham på bedst måde, "Jeg tror ikke at det her, er bevidst for at ramme dig Eamon" Men hun kunne selvfølgelig ikke være sikker, for hun kendte ikke deres forhold, men hesten havde været et bevidst valg fra deres side af, og hun så frem til at lære hesten bedre at kende. 
Neyrelle blev langsomt færdig med hendes mad, og som hans tallerken også blev tom, regnede hun med at det var det samme med ham, men sådan var det ikke. Han tog mere over på sin tallerken, og som han sad og spiste, så kunne hun blot sidde og se på. "Vi får altid god mad, ja. Gården har sin egen kok, som laver mad til os og vores tjenestefolk" De gik meget op i at alle, næsten var lige, i hvert fald spiste meget af det samme.

Eamon kunne ikke rigtig gøre for sin mangle på samme, for han var vokset op hos forskellige mænd, levet det meste af sit liv i høet nær dyrene. Der var aldrig rigtig nogen der havde prøvet, at give ham et bedre liv de havde smidt ham vider til den næset, hvis han havde lavet for mange fejl. Martin var den han havde været længst ved, men klar den værste af dem alle dog ikke nok til at Eamon indså det var forkert. Han sad så sjældent og spiste som her, det var langt over hans standart men han kunne ikke se det forkerte i hans måde, det var en vane og noget der sad så dybt i ham, at mad skulle spises ikke nydes længe. 
Blikket så lidt forvirret på hende, men trak så en smule på skulderene " måske du har ret" svarede han, imens han tyggede lidt videre. 
Langt om længe var han så mæt, at han følte han kunne trille hvis han lagde sig ned, det var så rart at føle en mæthed som denne noget han ville huske de næste par dage. Blikket så på hende med en smule misundelse " i er heldige så" sagde han ærligt " Mester Magnus siger jeg selv skal skaffe mad, at det ikke er hans problem" Det virkede til at jo mere de var sammen, jo flere sandheder om hans liv kom frem til overfladen, inden han rejste hjem kendte hun måske hele hans liv? Det var en trist fortælling der nok ikke fik en god slutning, men ukrudt forgår ikke så let, så mon ikke han kunne leve flere år endnu selvom hans krop ikke havde godt af det hårde arbejde under de forhold. Blikket flakkede lidt" hvad så nu?" spurgte han, mest af alt lyst til at gå en tur for ikke at falde i søvn efter det store måltid. 

Det havde været en oplevese at sidde og spise sammen med hendes unge gæst, for der var en kæmpe forskel på de to personer, og hvor de kom fra, hvilket var forståeligt, for han kom fra trange kår. Det vidste hun. Hun kendte intet til hans historie, men det virkede ikke til at folk havde taget sig ordentligt af ham igennem hans liv, men det var visse vilkår i nogle dele af landet - utroligt nok. Utroligt nok, at man ikke var kommet videre. Men hun kunne ikke ændre det, hun kunne kun give ham små fornøjelser i hans liv - til sin egen underholdnings skyld også. 
Hun vidste ikke om hun havde ret, hun vidste ikke om det var for at tryne Eamon, at hans staldmester havde solgt dem Laban, måske. Det virkede til at Eamon og staldmesteren, havde et noget tungt forhold til hinanden, "Måske har jeg ret, men jeg kender ikke jeres forhold, Eamon" Lød det ærligt fra hende, som hun kiggede over på ham med et roligt blik.
Det var klart at han synes at de var heldige, hvis han aldrig havde oplevet noget ligende, for det var noget han ikke havde, "Men du er staldknægt hos familien og i job hos dem, hvorfor sørger de ikke for mad til dig?" Man kunne undre sig rigtig meget, om hvorfor folk ikke satte pris på ens ansatte. 
De kunne sagtens blive siddende, for det var ærligt spændende at lære mere om deres forskelligheder, og lære mere om ham, selvom det var en trist fortælling, men måske var det også farligt at vide så meget om ham? Hun skulle gerne holde ham på afstand, så måske var det et farligt træk. "Hvad har du lyst til, Eamon?" Spurgte hun ham nysgerrigt.

Eamon var glad for at have mødt hende, det gav en smule glæde samt en lille flugt fra hverdagen, hun ville nok for altid have en særlig plads, selvom det måske ikke var hendes ønske. Han havde ikke mange folk i sit liv, udover hende var der Asger den store våbensmed, men han turde han ikke besøge for meget, for ærligt var han en smule bange for den store rare mand. Så var der hende, samt et par få andre det kunne nok tælles på en hånd. Men med denne opgave kunne det måske være muligt, at få lov til at komme lidt ud fra byen også, men det betød at han måske skulle få hende til at skrive, hvor dygtig han havde været? For mesteren ville ikke tro hans ord. 
Han tog en tår mere af sin vin, imens hun spurgte ind til ham, fik hans bryn til at rykke tættere sammen " Mester Martin mener at horeunger ikke behøver fodres, at jeg sagtens selv kan skaffe mad, han har ikke noget familie men bor alene i huset ved siden af stalden" forklarede han, som var det meget logisk, men sandheden var vel at Eamon var en horeunge? hans mor havde kun været 17 år da hun fik ham og havde været lystpige, det var en fejl han overhovedet eksisterede, han vidste ikke engang hvem hun var og hun ville nok heller ikke kendes ved ham. Eamon trak lidt på skulderene " måske vi kunne gå en tur? " sagde han uden rigtig at tænke på at mørket var kommet frem, men at sidde her gjorde ham efter så meget mad træt, og han ville ikke sove endnu. Blikket hvilede lidt ved hendes læber, han delte gerne ud om sit liv med hende, spørgsmålet var om det var farligt for hende at vide så meget om ham, for det ville være svære at glemme ham igen. 

Endnu engang kom hans ord lidt bag på hende, men hun burde måske snart vide bedre. Han kom fra et andet miljø. Men hun lyttede selvfølgelig til ham, og det han havde at fortælle hende. "Det virker lidt voldsomt" Svarede hun ham roligt, og kiggede over på ham, som hun slyngede vinen rundt i glasset inden hun tømte det, "Men hvad med gård familien? Mester Martin er vel ikke en del af den, men har de samme mening som ham?" Hun havde svært ved at finde ud af hvordan det hang sammen, men Martin måtte vel være manden som styrede staldene og dyerne, så gårdherren kunne slippe. Sådan var det også på gården, hun boede på - selvom hendes fader gerne ville have noget med dyrerne at gøre, ligesom hende selv. Horeunge var et hårdt ord at bruge om sig selv.
Neyrelle kiggede over på ham, en gå tur var ikke noget dumt valg. Godt nok var mørket langsomt ved at falde ned over landet, men så meget var klokken heller ikke, så en gåtur inden de søgte mod deres respektive værelser, ville være en god idé. 

Neyrelle rejste sig fra bordet, "Lad os gå en tur. Jeg kan vise dig staldene og foldene" Det var noget han kendte til, noget som interesserede ham og så kunne han se deres heste og de andre dyr, som de havde rendende. Hun ventede pænt på ham, som hun trådte væk fra bordet. Hun ville selvfølgelig ikke gå uden ham. Hun skulle vise ham rundt.

Eamon var van til hårde ord, det var langt svære at forstå hvis folk prøvede at være søde imod ham, blikket så lidt undrende på hende " vi har ikke en gård familie,  Mester Martin ejer stalden, og mange af vores heste er by vagternes, vi bor jo lige i udkanten af byen" forklarede han ærligt, det var ikke en stor gård han var på, men en mindre stald og de fleste af dyrene bliv brugt når Byvagtenre skulle ud og ride. Han havde dog før været ude på større steder, derfor også kendte til en hel del flere dyr end blot heste og køer som der var hvor han arbejde lige nu. Mester Martin brugte sin løn på selv at nyde livet, og tog gerne af Eamons penge, det var derfor han så sjældent havde råd til mad eller tøj. 
Han tøvede ikke med at rejse sig, og fulgte glædeligt med hende " jeg vil meget gerne se jeres heste" sagde han muntert, nu i lidt bedre humør igen. Gik ved hendes side og så meget imponeret rundt som, det passede ham fint at hun kunne vise dyrene frem, det var bedre end at se på andre ting så som kunst han ikke forstod sig på. " er du opvokset her?" spurgt han nysgerrigt som de kom udenfor, han ville også gerne vide mere om hende, det var sjovt så tryg han allerede var med hende, iforhold til deres første møde...

Så begyndte hun langsomt at forstå, og havde taget helt fejl af hvordan hans liv hang sammen, ikke at hans det han fortalte gjorde noget bedre. "Jeg forstår" Igen var hun nysgerrig på hans liv, men vidste heller ikke hvor tæt hun skulle komme på ham, uden at ville knytte sig på en eller anden måde, hvilket hun måske, selvom det var ondt, ikke havde lyst til. Hun så ham ikke sådan. 
Det gjorde måske ikke nemmere, at han kun havde staldmesteren i hans liv og at han boede der. Der var mange spørgsmål, som hun gerne ville spørge om og vide, men om det var klogt, det var en anden side af sagen. 
"Så går vi ud og jeg viser dig lidt omkring" Tjenestefolket skulle nok rydde op efter dem, det var hvad de fik deres kost og logi for, og ikke mindst løn. Hun tog ham med uden for, ud på den store åbne plads og bevægede sig over mod staldene. 
"Ja, jeg er vokset op her. Det er min far som købte gården som ung, og det er som en familie gård nu" Kom det ærligt fra hende, som hun fortalt ham om sig selv og åbnede døren ind til stalden - der hvor de allerede havde været engang.
"Hvordan endte du op på gården?" Spurgte hun nysgerrigt, og ville vide mere omkring Eamon. 

Eamon var nysgerrig på at se mere af dette sted, møde nogle af deres dyr også fordi han altid følte, sig tætter knyttede til dyrene ned alle andre. Han var klar over det blev hårdt at vende tilbage, uden Laban men han måtte trøste sig med, at staldkatten måske ville være lidt nær ham de næste par dage? sikker på den ville kunne mærke hans sorg dermed søge hans side, men for nu prøvede han ikke at tænke på at skulle hjem, kunne man overhovedet kalde det et hjem? For ærligt måtte han jo ikke bo på høloftet, frygtede også lidt for den dag han ville blive taget i at sove der, nu hvor by vagten vidste det.
Han lyttede interesseret til hende det lød så rart, at bo med sin familie det var noget der stak en smule i hans hjerte, der var igen familie hos ham og det kom der nok aldrig for han var en fejl. " det lyder meget skønt, det må være rart med en familie at bo hos" sagde han ærligt, som de trådte ind i stalden lod blikket vandre imod hestene, måske han kunne nå at få et glimt af Laban? Selvom det var for det bedste ikke at se ham, dog så han imod hende som hun spurgte ind til ham, så næsten overrasket ud da folk normalt ikke ville hører om hans baggrund. 
"jeg har altid boet rundt omkring på gårde, siden jeg var helt lille, Mester Martin fik mig fra Mester Klaus da Mester Klaus troede jeg havde solgt hans hest, men den var altså bare stukket af" måske han fortælling blev lidt forvirrende, men sådan var hans liv jo også " jeg tror jeg har været hos Mester Martin i 3 år nu ? han ved hvordan han skal straffe mig når jeg fejler" forklarede han før han trådte hen for at kæle med en hest, der nysgerrigt stak hoved ud til ham. Strøg den kælent over mulen, det var så tydeligt at dyr var hvad han forstod sig på, for det virkede til hesten næsten smeltede ved hans kærtegn og hans blik studerede den meget nysgerrigt " det en flot hest? hvad hedder han?" spurgte han og skævede imod hende.  

Der var sket et eller andet i Eamons liv, som havde gjort at han var endt hvor han var, og hvad det var, det vidste Neyrelle af gode grunde ikke. Han havde ikke haft det let, og ud fra det som han fortalte, så virkede det ikke at han havde nogen kontakt med sin familie, hvis han i det hele taget havde nogen eller vidste om han havde nogen.
Neyrelle havde ikke prøvet andet, hun havde altid haft sin familie omkring sig og ville ikke have det på en anden måde, ikke før at hun en dag fandt en mand som hun kunne gifte sig til - men den tid, den sorg, hvis man kunne sige det sådan, "Det er bestemt også rart. Jeg har jo aldrig prøvet andet, men jeg kunne ikke se det på en anden måde" Fortalte hun med en ro i stemmen. Det var jo hendes måde at leve på, og godt nok var hun født heldigt og adeligt, men det kunne man bare ikke ændre på. Hun lyttede til hans fortælling om hans liv, og blev mere klar over at den familie, nok aldrig havde været der, "Du har altid boet på gårde?" Gentog hun undrende, men forstående, "Du har aldrig boet hos din familie?" Hun kendte nok godt svaret, men kunne ikke være sikker. 
Hun kiggede på ham, som han interesseret og nysgerrigt bevægede sig rundt i stalden, og gik over til en af hestene, som tydeligvis gerne ville snakke med ham. Der var noget med ham og dyr. "Hvis jeg skal være ærlig, så er det sjældent at vi navngiver dem, men lader den næste ejer om det. Vi ved bare hvilken en vi taler om, når vi taler om hestene" Grinede hun småt.

Eamon kunne kun drømme at bo et sted som dette, de gårde han havde været på, var han meget sjældent inde hos familierne, de havde det bedre med at tage afstand fra ham og lade ham bo med dyrene, måske for ikke at skulle knytte sig til ham og dermed skulle forsørge ham. Han var endte som en kasteboldt imellem de dårlige steder, ofte der hvor dyrene ikke altid blev behandlet godt og solgt til overpris, det havde ikke været nemt fordi han altid var den der fik skylden for selv de mindste ting. 
" det er også godt tror jeg, du ville ikke have mit liv nej" svarede han ærligt, det fik ham til at fjerne blikket fra hende, han nikkede en smule " jeg har altid boet ude sammen med dyrene" svarede han for ham så normalt, før blikket skævede lidt mod hende " Eamon mor gav ham væk efter fødslen, jeg ved kun hun var 17 år og en lystpige. Siden da har jeg levet rundt hos folk i stalde, og arbejdet fra jeg kunne gå, jeg har aldrig mødt hende " fortalte han, måske lige der var der lidt følelse i hans stemme, et lille stik i hans hjerte ved tanken om at han ikke kunne se sin mor. 

Det var lidt som om dyrene kunne mærke ham, og føle at han ikke ville dem ondt, han havde et tæt bånd og selv fremmede dyr som hesten her, kunne lide ham. Han kælede glædeligt for hesten, lod den gerne hvile sit hoved imod toppen af hans, imens han vendte sig imod hende og lagde hoved på skrå " jeg må heller ikke give hestene navne siger Mester Martin, men det et svært at lade være, alle skal have et navn " sagde han ærligt og smilede en smule, før han endelig rykkede sig fra hesten og gik hen til hende, selvom flere andre stak hovedet frem for at se imod ham, det virkede næsten til han skabte lidt postyr. 

Det hanlede ikke om at hun ikke ville have hans liv, men mere om at hun ikke havde prøvet andet og dermed ikke kunne se sig i et andet liv. Han havde sikkert tænkt tanken om et andet liv, det havde hun ikke. Hun fik det ud af det hun kunne, men havde også en letter tilgang, end han havde haft, sådan var det blot, "Det handler ikke om at jeg ikke vil have dit liv, Eamon, men jeg har ikke prøvet andet" Fortalte hun ham, som hun fulgte hans bevægelser. 
Igen lyttede hun til ham, som han fortalte om sig selv. "Det er også i en ung alder hun har fået dig i så" Sådan var nogen liv bare formet, "Men det har jo ikke givet dig de bedste kår i livet, når du sådan har søgt flere forskellige gårde" Nej, nogen god start på livet havde han ikke fået, og der skulle uden tvivl ske noget vildt, før han kom væk fra gården og blev sin egen herre. Ville han vide hvordan han skulle gøre det? Hun forstod dog godt, hvorfor hans følelser sad ude på tøjet lige nu.

Dyrerne betød meget for hende også, men ikke på samme måde, som for Eamon, som følte sig knyttet til dem. Hun gav dem ikke navne, men passede og plejede dem på den bedste måde - de var jo trods alt dyr, og ikke et medlem af familien. Men det ville de nok se forskelligt på. "Du skal bare gøre, som du selv vil, Eamon. Så kan du bare give dem navne, når han ikke er i nærheden" Hvem bestemte andet? 
Det var meget hyggeligt at gå og vise ham gården, men der var måske noget andre tanker som lå og lurede i hendes sind.
Neyrelle kiggede på ham og gik over til ham, "Lad os søge inden for, Eamon" Kom det lavmælt fra hende, som hun lagde en arm om ham og søgte ind mod hoved huset igen.

Eamon forstod måske ikke helt hende ord, det kunne ses på den måde hans næseryg bevægede sig en smule, og hans bryn der småt rykkede sammen. Men han valgte også ikke at snakke mere om det, måske for det bedste for hun ville aldrig få hans liv, og han ønskede det måske heller ikke for andre, det betød dog at han heller ikke selv kunne se sig andre steder, det ville kun ske hvis noget gik meget galt. 
Han nikkede en smule " ja hun var for ung, jeg ved dog ikke mere om hende, men hun kunne ikke gøre andet for mig" det havde nok ikke været nemt for den unge kvinde, at give sin søn væk og så endda vide han nok aldrig blev til noget, fordi han var et barn der igen familie havde. Men hvem kunne vide om hun stadig var i live? " Eamon har klaret sig, han er god til at arbejde selvom han laver fejl og ikke er klog" sagde han, talte lidt om sig selv som var det en anden person han omtalte.

For ham var dyr familie, han holdt af dem helt inde i hjertet, og kom de til skade fik han det næsten selv dårligt. Men det var også dyr han var vokset op med, han havde sovet i mange stalde med katte, hunde, heste og hvad dyr der ellers var. Hendes ord fik ham til at se lidt tænkende ud " måske det er en god ide ja? " svarede han og et smil kom igen frem på hans læber. Eamon hyggede sig med at se på dyrene, dog så han lidt forundret på hende, som hun lagde en arm om ham og gik imod huset " men jeg vil ikke i seng nu" beklagede han, det var næsten sødt fordi det var så uskyldigt og ærligt, at han ikke ville sove nu for han troede jo ikke hun ville røre ham mere efter det der skete i badet, frygtede måske at tingen derned var gået i stykker måske?